Radikalt forslag om gratis bøger rammer helt skævt

af i Bøger/Politik & Samfund

POLITIK // KOMMENTAR – Kulturordfører for De Radikale Zenia Stampes forslag om to gratis bøger om året til alle danskere virker helt uigennemtænkt: Det løser ingen problemer, men skaber adskillige nye.

Egentlig troede jeg, at uvanen med at få populistiske og symbolske krav opfyldt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne stoppede med Dansk Folkepartis fald fra magtens tinder. Omfartsvej til Mariager. Lidt ekstra penge til Fregatten Jylland. Den slags.

Men nu virker det, som om De Radikale har tænkt sig at fortsætte stilen. I hvert fald virker forslaget om, at hver dansker skal have mulighed for at få to gratis, ”bemærkelsesværdige” skønlitterære bøger om året, både uigennemtænkt og mere som et symbolsk og populistisk forslag, der skal vise, at partiet tager kulturen alvorligt og gerne vil please segmentet af kunstnere og kulturinteresserede. Det er et forslag, som tydeligt afspejler, at De Radikale orienterer sig mod det veluddannede, akademiske lag i befolkningen, der betragter læsning som ”finere” end så mange andre kulturelle aktiviteter og oplevelser. Og at kulturordfører Zenia Stampe har en helt bestemt opfattelse af, hvad man skal have ud af at læse en bog.

Der er meget stor forskel på, hvad den enkelte vil have ud af at læse ”en god bog” – og hvad den enkelte mener er en god bog. Nogle vil ”bare” underholdes, andre vil have stof til eftertanke

Som forlægger bør jeg vel umiddelbart juble over forslaget, men jeg er ikke begejstret. Af mange grunde – udover at danskerne i forvejen på deres bibliotek kan få fingre i alle de gratis bøger, de kan ønske sig. Som papirbog, e-bog eller lydbog.

Tværtimod er jeg ret betænkelig, for forslaget løser ingen problemer, men skaber flere nye. Her er nogle af grundene til min modvilje:

Statsligt dikterede samtaler

1) “Vi vil gerne prøve at gøre litteraturen til en del af den offentlige samtale igen,” siger Stampe til Politiken. Hun mener, at ”den der store samtale om bogen, den litteratur, der bliver skrevet i Danmark af høj kvalitet, har vi ikke rigtig længere.”

Men det er ikke rigtigt. Der føres tusindvis af samtaler om gode bøger. Hver dag. I kantinen, i læseklubben, på de sociale medier og hjemme over spisebordet. Om mange, mange forskellige bøger. Hvorfor erstatte en del af det med statsligt dikterede samtaler om en bestemt bog? Og vil det skabe den forventede samtale? Hvis det er en kendt og populær bog, vil den i forvejen være blevet diskuteret i mange sammenhænge. Og hvis det er en ”smal” bog, vil den næppe starte den store samtale. Der er jo en grund til, at den er smal.

Socialt, kønspolitisk og etnisk skævt

2) Forslaget er socialt, kønspolitisk og etnisk skævt. Den typiske læser af skønlitteratur er en veluddannet kvinde. Mænd læser i langt højere grad faglitteratur og læser i det hele taget mindre end kvinder. Der er mig bekendt ikke lavet undersøgelser af læsevanerne hos mennesker med indvandrerbaggrund, men mon ikke det er et godt gæt, at der her er et vist efterslæb i forhold til at læse dansk skønlitteratur? Fanger man denne gruppe med et tilbud om en gratis bog hvert halve år? Næppe. Der skal en langt mere målrettet og langvarig indsats til for at nå de “læsefremmede”. Det samme gælder for de ”læsefremmede” med lav uddannelse.

Stampes forslag er populistisk og uigennemtænkt. Symbolpolitik af den slags, De Radikale ellers plejer at være indædte modstandere af

Bogfolket – forfattere, forlag, bibliotekarer og andre gode kræfter – har i årtier diskuteret, hvordan man kan få flere til at læse mere. Alle initiativer har været forgæves, forstået på den måde at læsningen ikke er steget hen over årene. Man kan selvfølgelig også kalde det en succes, på den måde at omfanget af danskernes læsning er faldet langt mindre, end man kunne frygte i forhold til den hårde konkurrence fra tv, podcast og streamingtjenester som Netflix, HBO og lignende.

3) Forslaget vil gå ud over diversiteten. De færreste læser mere end en enkelt bog om måneden. Så hvis det virkelig skulle lykkes at få rigtig mange til at læse en bestemt bog, vil der være en række bøger, som læses af færre mennesker. Det går ud over diversiteten og rammer både forlag og forfattere på pengepungen.

Er bøger bedre end film og tv-drama?

4) Zenia Stampe synes, at det er bedre, at danskerne taler sammen om gode bøger end om gode film, gode tv-serier, tv-drama mv. Hvorfor? Det virker på mig som en snobben for én bestemt, klassisk kulturform. Gode bøger kan mange gode ting, men det kan gode tv-serier altså også. Måske skal vi/De Radikale bare acceptere, at bogen har fået konkurrence fra endnu et medie, der – når det er bedst – kan give os redskaber til at forstå og fordøje vores liv, vores hverdag og vores kultur i lige så høj grad, som bøger kan?

5) Hvordan vil man med to bøger om året kunne nå at vise “et bredt udsnit af dansk litteratur”, som er et af Stampes mål? Det er selvfølgelig umuligt.

6) Valget af bøger skal foretages af “eksperter”, hedder det. Hvem? Forhåbentlig ikke de samme, som indstillede en af de unge, danske forfattere, der er allersværest at læse, til Nordisk Råds litteraturpris. Ikke bare én men to gange?

Der er meget stor forskel på, hvad den enkelte vil have ud af at læse ”en god bog” – og hvad den enkelte mener er en god bog. Nogle vil ”bare” underholdes, andre vil have stof til eftertanke. Det er meget, meget få bøger, der kan det hele, og som vil appellere bredt til et stort udsnit af danskere, inkl. de ”læsefremmede”.

7) Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan man skal beregne betalingen til forlag og forfatter. Det vil blive et hundeslagsmål og udløse megen vrede og forbitrelse hos de forlag, der ikke er blandt de udvalgte, hvis det ender med at blive en lukrativ aftale. Og megen vrede og forbitrelse hos de udvalgte, hvis de ikke føler, at de honoreres i rimelig grad. Uanset hvad er der garanti for ballade.

Symbolpolitiske absurditeter

Stampes forslag er populistisk og uigennemtænkt. Symbolpolitik af den slags, De Radikale ellers plejer at være indædte modstandere af. F.eks. skrev Zenia Stampe en kronik forleden i Politiken, hvor hun bl.a. skrev, at dansk kulturpolitik ”… er degenereret til en sandkasse for symbolpolitiske absurditeter. Et kultursyn, der er mere optaget af manifestation end udvikling.” Underligt, at Stampe så med sit forslag fortsætter i samme skure.

På den anden side lader det til, at Stampe som kulturordfører vil fortsætte den stil, hun anlagde som integrations- og indvandringsordfører. Der holdt hun den principfaste, humanistiske fane højt – ofte så højt, at benene ikke rigtig kunne nå jorden, forstået på den måde at Stampe omhyggeligt undgik at få snavs på fingrene ved at forholde sig konkret til de mange problemer, ”almindelige” danskere oplever i deres hverdag.

Den slags er der ikke mindst et stort publikum for i den kulturinteresserede klasse af snakkende, veluddannede mennesker. Det radikale kernepublikum. På den måde er valget af stil logisk nok, men kulturen har fortjent bedre.


Foto: PxHere. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Bøger