ANALYSE: Hvis Socialdemokratiet skal lykkes med sit projekt om et tættere samarbejde med Dansk Folkeparti, må det gamle arbejderparti tage tyren ved hornene, når det gælder udlændinge, flygtninge, integration og tonen i debatten.
Hvilken planet befinder det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard Thomsen sig på?
Spørgsmålet ligger lige for, når politikeren, der af mange ses som partiets unge håb, kan sige, at han ”er i en blanding af dyb chok og undren over, at det kan være kontroversielt, at Socialdemokratiet vil samarbejde med dem (Dansk Folkeparti, red.) om ting, vi kan blive enige om”, som han gjorde i Information fredag. Det skete ironisk nok samme dag som partiets hårde linje i indvandringsdebatten blev kaldt ”helt forfærdelig” af fremtrædende socialdemokrater. Det var tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen, der i Jyllands-Posten kom med udtalelsen. Stærke ord fra en mand, der altid har været kendt som en, der hellere taler en konflikt ned end op, og som i 90’erne befandt sig på strammerfløjen.
Peter Hummelgaard Thomsens undren kom efter en uge, hvor de sociale medier først flød over med forargelse over Cheanne Nielsen, der på DF’s kongres kom med den nu herostratisk berømte bemærkning om udlændingene, der kommer hertil: ”De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber”. Og hvor der ikke mindst blev lagt mærke til det store bifald, hendes udtalelse blev mødt med af de delegerede. Og hvor diskussionen i øvrigt senere næste uge – denne – handlede om en usædvanlig hård tone i netop indvandrer- og udlændingedebatten eksemplificeret ved Martin Henriksens ordvalg i DR’s Debatten på DR2, som min kollega Elmas Berke skrev om fredag.
https://www.youtube.com/watch?v=DGQLkn9EVcw
”Hvordan vil I kunne samarbejde med DF”, lød det logiske spørgsmål fra mange. Hvordan kan I sige ja til, at Danmark skal stoppe med at tage vores andel af FN’s kvoteflygtninge? Er der slet ikke en grænse, når I ved, at DF altid – altid – både kan og vil gå endnu et skridt længere, så snart I har sagt ja til endnu en stramning? Og hvordan vil I sikre jer opbakning til at danne regering, hvis resterne af rød blok stiller ultimative krav om lempelser i integrationspolitikken? Samtidig med, at vi ved, at DF vil gå endnu længere til højre og blive endnu grovere i retorikken i et forsøg på at bremse vælgervandringen over til Nye Borgerlige.
Tyren ved hornene eller hovedet i busken?
Rimelige spørgsmål. Men i stedet for at tage tyren ved hornene har partitoppen valgt at stikke hovedet i busken eller som strudsen helt ned i sandet. Ikke høre, ikke tale, ikke se. Peter Hummelgaard Thomsen blev sendt i byen med sit budskab om at være chokeret:
”Dansk Folkeparti er et almindeligt parti ligesom alle andre partier i Folketinget,” siger han til Information og negligerer dermed, at det er alle de øvrige partier, der skal være Socialdemokratiets parlamentariske grundlag plus en stor del af partiets egne medlemmer og vælgere simpelthen ikke enige i.
I stedet for at tage tyren ved hornene har partitoppen valgt at stikke hovedet i busken eller som strudsen helt ned i sandet. Ikke høre, ikke tale, ikke se.
Samme taktik anvender andre i partiledelsen, der har haft travlt med at nedtone omfanget af det samarbejde, S ønsker med DF. Der blev kastet benzin på debatbålet, da S-formand Mette Frederiksen sidste weekend i Politiken talte om et ”utroligt godt og tillidsfuldt samarbejde” med DF.
Der rejste sig et ramaskrig i visse kredse, og bl.a. den politiske ordfører, Nicolai Wammen, var ude for at dæmpe gemytterne ved at tale om, at det primært handlede om de kommende 2025-forhandlinger. Det socialdemokratiske nettidsskrift PioPio ofrede endda en hel artikel på at argumentere for, at Politiken havde overfortolket Mette F.s udtalelser. Og partiets magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen mente samme sted, at Politiken simpelt hen var sat i verden for at jorde Socialdemokratiet og talte om en “ren tilsvining af Mette Frederiksen” og en “afgrundsdyb uviden om dansk politik”. Meget kunne med andre ord tyde på, at kritik af linjen langt fra er velkommen.
Drømmen om en ny velfærdskoalition
S-toppens taktik er tydeligvis at nedtone omfanget af visioner om et S-DF samarbejde og bruge 2025-forhandlingerne som en afgørende prøveballon. Kan DF her levere det, S drømmer om, ved at sige nej til først og fremmest lettelser i topskatten og en forhøjelse af pensionsalderen, kan det bruges som løftestang til at få de genstridige vælgere til at sluge DF-pillen.
Et tæt samarbejde vil kunne aktivere det, der bliver kaldt det socialpolitiske flertal, og som består af S, DF, SF, El og Alternativet. Partier, der tilsammen råder over et meget stort flertal i Folketinget (116 mandater ifølge seneste gennemsnit af meningsmålinger). Et flertal sammen med f.eks. et pragmatisk SF vil kunne enes om størstedelen af statsbudgettet, målt i kroner, i form af socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik og ældrepolitik.
Det vil i S-toppens optik være den letteste, tryggeste og sikreste måde at sikre velfærdssamfundet i en globaliseret verden i hastig forandring på. Samme mål havde DF-formand Kristian Thulesen Dahl i baghovedet, da han for et par uger siden var ude at slå til lyd for at afprøve dansk politisk frækkeste trekant: et tæt, formaliseret samarbejde mellem Socialdemokratierne, Venstre og hans eget parti. En sådan koalition vil i kraft af Venstre være betydelig mindre velfærdsstats-orienteret, men den blotte tanke var ikke desto mindre rigelig til at få Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, til at hejse flaget og advare mod en sådan ”velfærdskoalition”.
Er der noget, der kan bringe julelysene frem i øjnene på en socialdemokratisk politiker, er det tanken om at kunne holde De Radikale og Enhedslisten uden for indflydelse i et årti eller mere
Den nye småforelskelse i Dansk Folkeparti er en logisk følge af den omlægning af indvandringspolitikken, jeg tidligere har beskrevet her på POV International, og det øgede fokus på at bevare velfærdsstaten. Mette Frederiksen har samtidig sagt, at der ikke er brug for flere store reformer, hvilket blot er et af de mange områder, hvor hun stille og roligt er ved at dreje partiet helt væk fra den linje, Helle Thorning-Schmidt (der pralede af, at Danmark var gået ’reform-amok’) og Bjarne Corydon stod for. I dag er Helle T-S’ tidligere spindoktor, Noa Redington, noget nær det eneste menneske i Danmark, der har lyst til at stå frem og forsvare Corydon og hans forelskelse i konkurrencestaten, som han gør i sine ugentlige klummer i Politiken.
Lykken er at sende Enhedslisten og De Radikale ud i mørket
Et tæt S-DF samarbejde har også den store fordel, at de to partier kun behøver at samarbejde med ét enkelt andet parti for at have flertal (de to råder over 82 mandater ifølge førnævnte gennemsnit af målinger). Det vil gøre det umuligt for de små partier som Liberal Alliance eller De Radikale at skaffe sig en indflydelse, der langt overstiger mandattallet. Og er der noget, der kan bringe julelysene frem i øjnene på en socialdemokratisk politiker, er det tanken om at kunne holde De Radikale og Enhedslisten uden for indflydelse i et årti eller mere.
Men hvis partitoppen tror, man kan få medlemmer og vælgere til at se om ikke det geniale så dog det løfterige i et sådant samarbejde, skal jorden gødes og de tvivlende sjæle omvendes. Et sådant kursskifte er aldrig nogensinde i historien lykkedes ved at stikke hovedet i busken og prøve at tale om noget andet end det, de, der skal overbevises, taler om.
Illustration: Mette Frederiksen taler på partiets kongres. Foto: Socialdemokraterne.
Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her