mm

Peer Aagaard

59-årige Peer Aagaard arbejder til daglig som sekretær i forskningsenheden CHIP på Rigshospitalet. Han er desuden medlem af den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT's patientudvalg som repræsentant for hiv-positive patienter. Peer bor på Frederiksberg med sin mand Allan.

Se alle skribentens artikler

Sig fra så det kan høres

KOMMENTAR – I Tyskland er en politiker fra det højre-ekstremistiske parti AfD konverteret til islam, fordi han hader bøsser mere end muslimer. AfD’s officielle linje er, er det er fint med dem. Men vi skal sige fra, skriver Peer Aagaard i denne kommentar: Vejen til et tillidsfuldt samfund med høje horisonter er i virkeligheden slet ikke så lang, hvis blot vi vælger den rette rute. Det starter med et stort og rungende nej.

Det førte kun til små notitser i danske aviser samt enkelte tø-hø’er på Facebook, da det for nylig kom frem, at et medlem af det tyske indvandrerfjendske parti AfD, Arthur Wagner, var konverteret til islam.

Flere fremførte, at det jo står enhver frit for at blive klogere og morede sig over, at det radikale højreparti ikke havde husket at skrive en eksklusionsparagraf ind i deres vedtægter: AfD hænger nu på manden, der pure nægter at melde sig ud, selv om Alternative für Deutschland ikke kan siges at være muslim-venligt.

Men ingen spurgte Arthur Wagner, hvorfor han dog var konverteret.

Det forklarer han i dag til tyske medier.

Sagen er den, at han hader homoseksuelle endnu mere end udlændinge, og at han oplever såvel AfD som den tyske protestantiske kirke som mere og mere tolerant overfor homoer, hvilket han ikke kan leve med.

Så intenst er hans homo-had, at han efter lang tids research besluttede sig for at konvertere, fordi han regner med at finde flere meningsfæller blandt islamister end i sit kristne bagland.

Det er ikke objektet for deres had, som er afgørende for dem. Det er hadet selv og det fællesskab, som de opdyrker omkring netop det at hade

Historien er et eksempel den velkendte sammenhæng mellem racisme og homofobi, men ingen af delene er jo rationelt begrundet: Det er ikke objektet for deres had, som er afgørende for dem. Det er hadet selv og det fællesskab, som de opdyrker omkring netop det at hade.

Når ikke de hader, bruger de resten af tiden på at forsøge at overbevise ”normale” mennesker om, at de skam selv er helt ”normale”.

At være en del af et større fællesskab er afgørende for racisters, homofobers, ja, alle ekstremisters trivsel. Omverdenens accept er alfa og omega for deres udbredelse.

Derfor nytter rationelle argumenter ikke i forhold til sådanne radikaliserede individer. De forstår dem ikke, og selv om de gjorde, ville det ikke få dem til at ændre holdning. Det er spild af tid; perler for svin.

Vejen til et tillidsfuldt samfund med høje horisonter er i virkeligheden slet ikke så lang, hvis blot vi vælger den rette rute. Det starter med et stort og rungende nej

Den eneste vej til at mindske deres antal og indflydelse er at udgrænse dem. Det kan gøres ved hjælp af Ingeborg Skjern-metoden (SYG? Det er DIG, der er syg!) eller ved ganske utvetydigt at forklare dem, at stuerene bliver de aldrig. Desværre sker det ikke så længe, der er politikere fra ærværdige partier, som står klar til at omfavne det yderste højre og indgå politiske forlig med dem, og så længe der er naboer og kolleger, som stiltiende accepterer pervers afstumpethed i hyggens og fordragelighedens navn.

Det gøres kun ved at sige klart og utvetydigt fra. Først når de hadefulde berøves deres legitimitet, forstår de, at de er på vildspor.

Vejen til et tillidsfuldt samfund med høje horisonter er i virkeligheden slet ikke så lang, hvis blot vi vælger den rette rute. Det starter med et stort og rungende nej, hver eneste gang racister, homofober, ekstremister forsøger at kapre rollen som talspersoner for noget normalt og socialt acceptabelt.

Kald dem ved deres rette navn – og sig det, så det kan høres.

Illustration: Wikimedia Commons.

Kategorier