Monica Krog-Meyer: Albertes nye ”Hva drømmer du om”

af

ANMELDELSE – Den der følelse at få en ny cd i hånden. Det er efterhånden som at læse i en papiravis eller sige: ”Nu lægger jeg røret!” Ikke desto mindre elsker jeg det stadigvæk. At erhverve pap- eller plastikkvadraten med fotos, tekster, cover og cd med en stribe nye sange. Det er en glæde, der hører en tid til. Det er en glæde, som er på vej ud nu, hvor det er enkeltnumre, der er i høj kurs, skriver Monica Krog-Meyer om Albertes ‘Hva’ drømmer du om’, som lige er udgivet.

I dag er et enkelt nummer tilstrækkeligt for sangeren eller bandet til at få kontakt til deres fans og gøre dem interesserede i en musikalsk oplevelse. Koncerter er for en sanger eller et band vigtigere end cd’en, der efterhånden har karakter af et visitkort. Pladen er slet ikke nødvendig, for ‘man kan jo bare downloade’, hvis man vil eje, eller streame, hvis man vil leje musikken.

Jeg er helt klar over det.

Alt peger i samme retning: Det fysiske medie er fortid. De store reoler, vi har haft i stuerne med først LP’er og siden cd’er er fyldt med noget andet

Jeg ved, at mine børnebørn ikke kommer til at ønske sig en cd, de vil hellere have pengene til at betale for download af musikken. De gider nok heller ikke have en hel cd med den samme kunstner. De må få oplevelsen af at være i et særligt univers på en anden måde end at lytte til en hel plade. Dvælen er ikke det der optager langt de fleste musikbrugere. Blandede bolsjer er, hvad de vil have.

Alt peger i samme retning: Det fysiske medie er fortid. De store reoler, vi har haft i stuerne med først LP’er og siden cd’er er fyldt med noget andet.
Hvorfor eje noget, der fylder, når man kan leje, noget, der ikke fylder?

Cd’er i plastik står bedst på hylden. Dem i pap vælter

Alle herlighederne på en plade

Ja hvorfor?

Jeg har mange grunde:

– Fordi jeg holder af at finde ud af, hvad en kunstner nu har på hjerte. Hvor vil sangeren eller gruppen nu tage mig hen med deres nye sange? Det kan være et helt univers, et tema, en musikalsk rejse, en stemning – eller måske bliver jeg budt op til dans. 30-50 minutter indkapslet, hvor jeg lytter, oplever, nyder lyden, teksterne, sangene, instrumenterne. Kald det hjemmekoncert, kald det en kunstnerisk oplevelse. Jeg er ligeglad. Det er glæde på niveau med at læse en god bog.

– Fordi jeg nyder et cover, hvor der er kælet for fotos af kunstnerne af en dygtig fotograf og hvor jeg kan læse teksterne, som måske ikke lige er til at tyde, når der bliver sunget og instrumenterne spiller. Et cover, hvor jeg kan finde ud af, hvem der synger eller hvem der spiller den særlige bas, det eminente orgel eller hvem der har skrevet den mærkelige tekst eller den iørefaldende melodi. Og indimellem leder jeg som en detektiv efter særlige dedikationer gemt i noterne, ligesom på rulletekster i biografen.

– Og ikke mindst elsker jeg som en anden Forrest Gump at finde ud af, hvad der er i den ‘box of chocolates‘, som en hel cd udgør. Har de sammensat sangene, så det lige er noget for mig, er der nogle af sangene, der er så lækre, at man lige må se, om der er flere af samme slags eller er nogle af dem lige til at spytte ud?

Før i tiden kunne man opleve, at ét stort hit var det eneste, der duede på pladen, mens resten af sangene var ligegyldigt fyld. Pladeselskabet malkede de sultne pladekøbere, men den går ikke længere.

Det er hvad der sker, når jeg får en cd i hånden.

Og den glæde har jeg altid haft i selskab med pop- og rockmusikken, fra jeg begyndte at lytte i starten af 1960’erne, med mine egne LP’er og dertil hørende grammofon og pick-up og de ridser i pladerne, der uvægerlig dukkede op. Jobbet som radiovært var derfor den helt rigtige hylde til mig. Her oplevede jeg at skifte til cd’en, og nu om dage er det streaming, de fleste bruger.

Den uundgåelige udvikling

I starten blev mine plader betalt af sparepengene, der kun rakte til ét album af gangen. Det blev så råspillet til jeg kunne ikke bare sangene, men også rækkefølgen udenad, så når en af sangene fadede ud, kunne jeg nynne starten på den næste.

Digitaliseringen i slutfirserne betød demokratisering af musiklivet; alle kunne være med. Og det var de. Det gik ud over kvaliteten. Der var mere lort end lagkage. Som radioprogrammedarbejder oplevede jeg i 90’erne, at cd’erne stod i stakkevis på mit skrivebord. De skulle lyttes igennem for at jeg kunne finde guldet. Jeg havde jo ansvaret for at vælge de bedste sange til lytterne.

”Hva drømmer du om” handler om den første kærlighed og muligvis den sidste. Det handler om den første sang og den sidste sommerdag – børnene der flyver langt væk, som vildfarne balloner og mødre der modvilligt slipper snoren

Lykkelige stunder. Og indimellem knapt så muntre øjeblikke. Nogle gange kunne jeg se på coveret, at det var noget makværk, men det skulle jo tjekkes alligevel. Plade på og plade hurtigt af igen.

MERE POV
Geo Jackson - en sort Dirch Passer

Det var en stor lettelse, da digitaliseringen af musikken betød, at jeg hurtigere kunne springe fra melodi til melodi. Det var hurtigere at afsige dommen, om pladen duede til noget eller ej. At løfte grammofonens pickup fra skæring til skæring er besværligt arbejde, hvorimod det går hurtigt på en cd-afspiller.

Der sparede jeg meget tid. Men det var jo samtidig også starten på enden, for efterhånden skulle jeg ikke vælge de bedste sange ud, det arbejde blev gjort af et musikudvalg, der plukkede en sang eller to ud af cd’en. De dukkede op som musikfiler på afviklingscomputeren – og sådan er det stadigvæk.

Radioproduktionsmæssigt er det logisk, professionelt og effektivt. For den der afvikler programmet er det også logisk, professionelt og effektivt. For en gammeldags musikelskende og nysgerrig radiomedarbejder som mig var det sørgeligt at miste fornemmelsen af det hele album. Af sammenhængen.

Men sådan var udviklingen.

En gang imellem lykkes det

Derfor er cd’en med kunstnerens univers stort set forsvundet og derfor er det skønt, når det alligevel sker, at jeg får en hel cd i hånden. Eftersom det fysiske pladesalg stort set er ophørt, kan det være svært at finde ‘en pladepusher’, men med stædighed lykkes det. For nylig købte jeg Elisabeths nyeste sange ”Rettidig ømhed”, som varmt kan anbefales og lige nu er det den seneste cd fra Alberte og hendes band ”Hva drømmer du”. Den udkom fredag 29. september. Det er gammeldags – og herligt – at jeg her anmelder Albertes nye cd.

Forsiden
..og bagsiden

Men hvor er teksterne?

Den røde ballon svæver på himlen, tynget ned af en tung sten. På bagsiden af pladen kan man se, at snorene er knækket, stenen må være faldet til jorden og ballonen letter på sin vej videre.
Der er god plads til at tolke det billede på albummet ”Hva drømmer du”.

Det jeg drømmer om, er at kunne læse teksterne på omslaget.

De første ord der bliver sunget er ”Aha – er det sådan det er?”
Genial åbningsreplik, og lige sådan jeg havde det, da jeg åbnede omslaget.

Forventningens glæde udeblev. Der var ingen fotos, og hvad værre er: ingen tekster.

Ih altså, er det sådan, det er?

Det tog 50 år

En ting er at jeg som bruger drømmer om fotos og tekster, men eftersom langt de fleste musikforbrugere er fuldstændig ligeglade med cover-artwork og tekstanalyse og bare streamer musikken, så er det logisk at ‘en oldtimer’ som mig må trække det korte strå og undvære.

Banebrydende i 1967. sangtekster på coveret til The Beatles på Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band

Det tog altså 50 år, fra Sgt Peppers Lonely Heart’s Club Band, hvor The Beatles som de første i 1967 skrev sangteksterne på pladeomslaget til nu i 2017, hvor vi må leve uden eller muligvis finde dem på nettet. 50 lykkelige år, hvis I spørger mig. For jeg har altid elsket at lytte, og følge med i teksterne.

Ja det er vel også endnu et bevis på, at cd’en er ligegyldig. Eller måske en besparelse for Alberte og resten af bandet, fordi artwork og flere siders booklet er dyrere end en enkelt side.

Men nej, der er en helt anden forklaring: Forandring fryder!
Alberte siger: ”Jeg syntes, det kunne være smukt at have et cover som et stykke kunst dennegang. Især nu hvor vi også trykker vinyl og får den store flade at flippe ud på. Jeg er SÅ træt af at se på billeder af mig selv!” siger hun med et smil og lover, at næste gang skal coveret være med masser af hyggelige og private fotos fra studiet.

Hvor vil sangeren eller gruppen nu tage mig hen med deres nye sange? Det kan være et helt univers, et tema, en musikalsk rejse, en stemning – eller måske bliver jeg budt op til dans. 30-50 minutter indkapslet, hvor jeg lytter, oplever, nyder lyden, teksterne, sangene, instrumenterne

Så i stedet for at jeg begræder cd’ens snarlige farvel, kan jeg glæde mig over at vinylen er tilbage. Hvem skulle have troet det, da vi gik fra LP’erne dengang i slutfirserne?

Aha

Alberte synger meget om kærlighed. Om de nære forhold og de svære forhold kærester imellem. Det er hendes univers. Man genkender stemmen og stemningen, man er tryg og glad, når hun synger, også selv om det er bøvlet, det der med kærligheden.

Vi kan kende os selv i beskrivelserne af det sårbare menneske, der gerne vil elske og elskes, og som derfor vover sig ud i kærligheden – igen. Sådan er det nye album heldigvis også. Her i åbningsnummeret ”Aha”

”Jeg troede virkelig aldrig, jeg skulle sige det,
men dine øjne minder mig, om nætter på en ø
jeg har altid vidst, at jeg ville kunne lide det
så fjernt og fint gemt under sne i tø

Aha, er det sådan nogen vi er
hvem ved, før man husker en gang til
så slidte som tangenter
en meget gammel sang har spillet til”

MERE POV
Territoriet // - en novelle
Releaseparty for det nye album 29.9.2017

Albertes sange er lydbåndet til mange års fester og sommeraftner, til kærester, koncerter og til inderlighed.
Men tag ikke fejl, Alberte og hendes mand og musikalske makker Andreas Fuglebæk har også noget på hjerte om den tid og den måde, vi lever i verden.

F eks i sangen ”Ikke i mit navn”. En kommentar til den skærpede kurs overfor flygtninge og andre i nød, der søger vores hjælp.

”En mand træder ud af mørket,
Og ind i min drøm
Han ser direkte på mig
Men igennem, bagom
Hvordan ligger landet
Har du tag over hovedet
Er der tørt om natten
Sådan har jeg boet
Jeg har mistet min familie
På vej hertil
Alt er gennemblødt
Og det bliver bare ved
Nætterne er bange
Og dagene er lange
og du, du vågner om lidt

Ja løb Løb for dit liv
Og kom sikkert i havn
De har lukket min bys port
Men ikke mit navn”

En tekst, der lægger sig op af den verdensomspændende kampagne på de sociale medier for at afvise racisme og fremmedhad: #notinmyname

Alberte og hendes orkester var i Go’Morgen Danmark og optræde med sangen ”Den første gang”. Gæstesolist er sangskriveren Mads Mouritz.

Albertes side kan man læse:

”Hva drømmer du om” handler om den første kærlighed og muligvis den sidste. Det handler om den første sang og den sidste sommerdag – børnene der flyver langt væk, som vildfarne balloner og mødre der modvilligt slipper snoren. Forældre der bliver gamle og dør, børn der søger Københavns anonymitet og ensomhed, voksne der savner byens fest, elskende der oplever noget så banalt som kærlighed og det store mirakel at få et barnebarn. Bratte slutninger og overraskende begyndelser. ”

De nye sange er allerede på landevejen. Her kan du se, hvor du kan opleve dem de næste måneder. Vi er i gode hænder på det nye album.

Bunken af Albertes plader på min hylde vidner om mange års trofasthed, men samlingen er slet ikke komplet. Eget foto.

En gammel kending

Jeg har en særlig ting med Alberte, den danskeste danske sangerinde med den lyse stemme og det lange blonde hår. Jeg er fan og har som mange andre elsket hendes sange siden ”De lyse nætter”, sunget med på ”Tænder på et kys”, ”I tidernes morgen”, ”Tju bang chokolademand”. Og jeg fulgte med, da hun og datter Josefine havde deres generationsopgør og sang sammen i ”Min klub først” osv osv.

Det særlige er, at jeg sammen med min radiomakker Dennis Johannesson valgte Albertes sang ”Det er lørdag” som titelmelodi til vores program på P4 ”Mig og Monica”. Hver lørdag formiddag sad vi i studiet i 2 timer pakket ind i de hyggelige weekendtoner, hvor ”hjertet byder op til dans, tag og hør mig” flød ud af højttalerne. Vi var i godt selskab. Så ja, jeg er fan.

Radioproduktionsmæssigt er det logisk, professionelt og effektivt. For den der afvikler programmet er det også logisk, professionelt og effektivt. For en gammeldags musikelskende og nysgerrig radiomedarbejder som mig var det sørgeligt at miste fornemmelsen af det hele album. Af sammenhængen. Men sådan var udviklingen

Stor var derfor min glæde, da jeg som gave fra P4 til mit 40 års radiojubilæum– og det var en overraskelse – fik liveoptræden i form af en minikoncert med Alberte og hendes Andreas. Det var en dejlig dag.

Også selv om den ene af sangene, de optrådte med hedder ”Blir lidt for længe” Ha!

”Jeg er en af dem, der bliver her lidt mer’
se hvad der sker – her”
Det er en dejlig sjov video, de har lavet til.

Topfoto: Jeg fandt et par gamle LP’er fra 80’erne, der matcher med den nye cd

Det er gratis at læse med på Point of View international. Vi er bloggere og vi er ikke lønnet, men har du lyst til at støtte mit videre virke som skribent i POV, så modtager jeg gerne små og store beløb via min Mobile Pay på 2424 6242. Kærlig hilsen fra Monica.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Monica Krog-Meyer

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Jeg har været inde i radioen siden ruder konge var knægt. Født 1950, i mesterlære i DR som speaker, freelancer, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5 . Undervejs har der været afstikkere til Radio 2, DR 2, Langelandsfestivalen, Guld FM - og klummeskrivning i Det fri Aktuelt, Ekstra Bladet og Vores Villa.
Jeg skrev i 2002 debatbog om pornoficeringen af vores liv: "Patter, Pik og Penge", og i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark. Jeg har aldrig sluppet det franske, der blev til et hovedfag.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top