Mens vi venter på Aleppos undergang

af

De seneste dages nyheder om Aleppo beretter om syriske troppers endelige tilintetgørelse af den østlige bydel. FN har blandt andet bekræftet oplysninger om spontane henrettelser af børn og kvinder i den krigshærgede by. Hospitaler er sønderbombede, og al infrastruktur mere eller mindre udslettet. Og mens verden gør nok så meget for at råbe det internationale samfund op om drabene, så sker der intet. Dvs. de sidste forlydender er, at Røde Kors kan komme ind i den østlige bydel. Men skaden er sket. Yasmin Abdel-Hak redegør for, hvordan det er kommet så vidt, og spørger hvorfor de internationale institutioner gang på gang svigter.

Hvis man havde troet, at en krig af så ufattelige dimensioner som denne ville kunne samle regionens øvrige lande i et ønske om en varig fred, så var det i hvert fald ikke denne krig.

Selvom mange af de omkringliggende nationer som Egypten, Jordan og især Libanon tilsammen har modtaget millioner af syriske flygtninge, så har man ikke formået at finde en fredsløsning; oftest fordi alt for mange af landene tilgodeser egne dagsordener.

Eksemplet Syrien taler sit eget sprog. Hvad der i 2011 startede som et civilt oprør mod efterretningstjenesten og et ønske om demokrati, udviklede sig med penge og våben fra Saudi-Arabien til en decideret sekterisk borgerkrig, hvor diverse oprørsgrupper kom til at kæmpe mod hinanden i stedet for mod al-Assad.

Der er mange faktorer, der bidrager til denne humanitære tragedie, men særligt fire springer i øjnene: En saudi-arabisk stat med en klar dagsorden og en tung pengepung, en tøvende amerikansk præsident Barack Obama, en risikovillig russisk præsident Vladimir Putin – og et handlingslammet FN’s Sikkerhedsråd.

En saudiarabisk elefant i stuen

Alt for mange af Mellemøstens problemer har rod i Saudi-Arabien. Staten har, som den rige storebror i regionen, for vane at føre sig frem og lufte den store pengepung ved enhver given lejlighed. Det er det eneste land i Mellemøsten med lommer så tunge, som deres oliekilder er dybe; andre olierige stater som Libyen, Qatar og Kuwait er anseeligt mindre og mindre formuende.

Problemet med den gavmilde saudiarabiske pengestrøm er, at pengegaverne sjældent – som i aldrig – kommer kvit og frit, men som oftest ledsaget af krav i forhold til Saudi-Arabiens særligt strenge religiøse kodeks, salafismen.

Eksemplet Syrien taler sit klare sprog. Hvad der i 2011 startede som et civilt oprør mod efterretningstjenesten og et ønske om demokrati, udviklede sig med penge og våben fra Saudi-Arabien til en decideret sekterisk borgerkrig, hvor diverse oprørsgrupper kom til at kæmpe mod hinanden i stedet for mod al-Assad.

Det paradoksale er, at uanset hvor forhadt amerikansk indblanding i Mellemøsten er, så anses Obamas forsøg på at undgå amerikansk indblanding nu med mellemøstlige øjne for at være selve årsagen til dette nærmest totale sammenbrud i regionen

Dette skete ikke som en utilsigtet følgevirkning. Tag ikke fejl af det. Det var tværtimod en særdeles bevidst handling fra saudiarabisk side. En sekterisk borgerkrig er med saudiarabisk optik langt at foretrække frem for demokratiske tilstande i Syrien.

En tøvende Obama

USA har spillet en mærkelig passiv rolle i den syriske borgerkrig. Man kan ikke umiddelbart fortænke præsident Barack Obama i at have tøvet overfor at skulle spille en mere proaktiv rolle i Syriens konflikt. Amerikansk tilstedeværelse i Mellemøsten er ikke just belagt med succesoplevelser: Golfkrigen, krigen i Irak, de notoriske overgreb begået af amerikanske soldater mod irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet, og interventionen i Libyen for blot at nævne nogle få eksempler, der skræmmer.

Det paradoksale er, at uanset hvor forhadt amerikansk indblanding i Mellemøsten er, så anses Obamas forsøg på at undgå amerikansk indblanding nu med mellemøstlige øjne for at være selve årsagen til dette nærmest totale sammenbrud i regionen. Det er med andre ord en udfordring, Obama ud fra devisen damned if you do, damned if you don’t ikke har kunnet vinde.

Men faktum er ikke desto mindre, at den amerikanske passivitet gav plads for Ruslands indtræden på krigsscenen: Og det var russisk krigsførelse, der kom til at sætte den dagsorden, der resulterede i massakrerne på den syriske civilbefolkning

Den amerikanske tøven og insisteren på, at regionen selv skulle løse opgaven, har ikke desto mindre bidraget yderligere til Syriens sammenbrud. Første gang da USA afviste indføre et flyforbud over Syrien under henvisning til, at et sådant krævede FN’s Sikkerhedsråds godkendelse – vel vidende at Rusland ville nedlægge veto. Men faktisk er der i Folkeretten international lovhjemmel for, at flyforbud kan indføres, når et regime bomber sit eget folk. Sådanne forbud blev indført i blandt andet Irak i 1991, i Kosovo i 1998 samt i Libyen i 2011.

I 2013 iværksatte CIA en række undercover-operationer i Syrien og begyndte samtidig at levere anti-kampvognsvåben til oprørsstyrkerne. Men ud fra et forsigtighedsprincip, og af frygt for at våbnene skulle havne i de forkerte hænder, var leveringerne så begrænsede, at de reelt ikke havde nogen værdi og ikke styrkede oprørernes position.

Man kan som nævnt ikke fortænke Obama i en vis fodslæben med yderligere militær indsats i Syrien. Han ville formentlig heller ikke få opbakning hertil i USA. Men faktum er ikke desto mindre, at den amerikanske passivitet gav plads for Ruslands indtræden på krigsscenen: Og det var russisk krigsførelse, der kom til at sætte den dagsorden, der resulterede i massakrerne på den syriske civilbefolkning.

From Russia With Love – og Iran

Da Rusland i september 2015 gik ind i krigen på den syriske præsident Bashar al-Assads side, var det blandt andet med et argument om at bekæmpe Islamisk Stat. Argumentet blev så tilsyneladende udvidet til også at omfatte en sønderbombning af Syriens civilbefolkning herunder hospitaler og skoler i Aleppo. Brugen af tøndebomber og deslige er tilsyneladende sket ud fra devisen om, at hvis det skal gøres, skal det gøres godt og grundigt på russisk vis. Og med Ruslands indtræden på krigsskuepladsen fulgte også Iran. Og især Iran har en interesse i netop denne krig, fordi enhver given mulighed for at bekæmpe saudiarabiske interesser modtages med kyshånd.

Det, der begyndte som et oprigtigt ønske om demokrati i Syrien, blev altså med saudiarabisk indblanding til en sekterisk borgerkrig. Med russisk militær og iransk bistand blev konflikten til en stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabien og Iran med parallelle spil for et Rusland, der overfor det tøvende USA så chancen for at positionere sig markant i regionen. FN blev dermed også handlingslammet og ude i stand til at gøre noget for at redde den civilbefolkning, der er taget som gidsler i denne krig.

FN og en falliterklæring

I den forgangne uge forsøgte FN’s Sikkerhedsråd endnu en gang at vedtage en våbenhvile for Aleppo, men både Rusland og Kina modsatte sig forslaget. Bombardementet mod civilbefolkningen kunne derfor fortsætte ufortrødent.

Kan konstruktionen af FN’s Sikkerhedsråd overhovedet bruges i en situation som den syriske borgerkrig, hvor andre storpolitiske – læs blandt andre russiske – interesser står på spil og tilsyneladende har højere prioritet end humanitære hensyn?

Da oprørerne tilsyneladende overgav sig tirsdag i denne uge, skulle bombardementerne angiveligt være stoppet – blot for at blive genoptaget dagen efter. Oprørerne i Aleppos totale overgivelse er med andre ord ikke nok for al-Assad og hans russiske hjælpere. Man fristes til at tro, at en total jævning af byen er det egentlige mål.

Nye tider og nye instrumenter

Tavse og passive er vi er med massakrerne mod civilbefolkningen i Syrien nok engang blevet vidner til folkemord. Alene i nyere tid, efter 2. verdenskrig, er det et rædselsscenarie, vi har set flere gange: Bosnien-Herzegovina, herunder Srebrenica, Rwanda og Darfur for at nævne nogle få. Hvorfor svigter de institutioner, vi forventer skal træde ind og forhindre disse uhyrligheder, gang på gang? Svaret må være, at de forhåndenværende værktøjer, det være sig internationale konventioner og FN’s organer, ikke længere er tidssvarende.

I disse opbrudstider, hvor folk stiller spørgsmålstegn ved eksisterende institutioner og disses eksistensberettigelse, kunne man passende stille samme spørgsmål omkring FN. En organisation, der i udpræget grad har været handlingslammet. En organisation, der ikke har været i stand til at beskytte en civilbefolkning mod et folkedrab.

Måske er det på tide at indse, at så længe Vesten insisterer på et samarbejde med Saudi-Arabien, vel vidende at landet spiller en særdeles proaktiv rolle i den sekteriske uro i Mellemøsten, lige så længe er vi medansvarlige for den tragedie Aleppos civilbefolkning udsættes for.

Kan konstruktionen af FN’s Sikkerhedsråd overhovedet bruges i en situation som den syriske borgerkrig, hvor andre storpolitiske – læs blandt andet russiske – interesser står på spil og tilsyneladende har højere prioritet end humanitære hensyn?

Er det så ikke en illusion med De Forenede Nationers såkaldte hjælp, når der ingen hjælp kommer?

Kunsten at sælge våben

Og nu vi er ved opbruddenes tid, burde vi måske også forholde os til det faktum, at en af Vestens nærmeste allierede i Mellemøsten, igen altså Saudi-Arabien, bærer en meget stor del af ansvaret for den udvikling, den syriske borgerkrig har undergået.

Da den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, for nylig erklærede, at Saudi-Arabien udkæmpede stedfortræderkrige i regionen og misbrugte Islam som religion, blev han straks irettesat for den noget friske udtalelse.

Premierminister Theresa May udsendte dagen efter en meddelelse om, at Johnsons udtalelser ikke repræsenterede den britiske regerings holdning. Set i lyset af at Saudi-Arabien er en særdeles købelysten kunde af britiske våben, ville det da også være rigtig ærgerligt at støde ørkenriget på knapperne. Ingen grund til det. Den britiske forsvarsminister, Michael Fallon, var også tilsvarende hurtigt ude og slå fast, at Storbritannien fortsat støtter Saudi-Arabiens ret til at forsvare sig selv. Og dermed skulle de næste våbenopkøb formentligt være sikret.

Men måske er det på tide at indse, at så længe Vesten insisterer på et samarbejde med Saudi-Arabien, vel vidende at landet spiller en særdeles proaktiv rolle i den sekteriske uro i Mellemøsten, lige så længe er vi medansvarlige for den tragedie Aleppos civilbefolkning udsættes for.

Indtil man forholder sig til den sandhed, kan vi blot vente på, at Aleppo dør.

Topfoto: Wikimedia Commons: Voice of America News: Scott Bobb reports from Aleppo, Syria – http://www.youtube.com/watch?v=gugN3SNBQJQ&feature=plcp. Title: Wounded civilians arrive at a hospital in Aleppo during the Syrian civil war.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er på nuværende tidspunkt i færd med at opbygge sit eget konsulentfirma med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, ligesom hun arbejder som forfatter på en tosproget bog.

Seneste indlæg fra

Gå til Top