mm

Dorte Jakobsen

Dorte Jakobsen er cand.mag. i engelsk og germanske studier. Hun underviste i en årrække, indtil sygdom tvang hende til at skifte karriere. Hun er i dag forfatter og redaktør og blander sig jævnligt i debatten om vilkårene for mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Dorte Jakobsen
på Mobile Pay: 40595276

Med livrem og seler #1 – man tror jo ikke, den slags finder sted i Danmark

PSYKIATRI – Denne artikelserie skal ikke ses som en kritik af de ansatte på landets psykiatriske hospitaler, skriver Dorte Jakobsen, der fortæller om sine erfaringer som mor til en voksen med Aspergers syndrom. Målet er at informere om utidssvarende behandlingsformer, regler og rammer i psykiatrien. Der er behov for ændringer på ledelsesniveau og politisk plan, så autister ikke fastspændes og fikseres i månedsvis, som hendes søn pt. bliver.

Jeg er mor til en voksen med Aspergers syndrom (en diagnose inden for autismespektret).

Som for alle andre aspergere gælder det, at min søn, A, ikke er så god til at klare socialt samvær, han er dårlig til at håndtere stress, og han har behov for grundig information i god tid forud for forandringer.

Som familie har vi overlevet alle de svære år i en almindelig folkeskole i en tid, hvor der stadig ikke fandtes særlige klasser for autister.

Beskyldningerne om, at han bare var dårligt opdraget, perioder med mobning og daglige opringninger fra klasselæreren. Perioder, hvor vi fik hjertebanken og svedige håndflader, hver eneste gang telefonen ringede.

Selv da hans klassekammerater fortalte læreren, at drengene bag ham smed med papirkugler og viskelædere for at drille, var det altid A, som fik skylden og blev sendt hjem, når han endelig fik nok og langede ud efter dem.

Så vidt vi kan se, gør plejepersonalet deres bedste, men der er nedskæringer overalt i sundhedssektoren, og uanset hvor meget psykisk syge råber op, kan ingen høre dem uden for murene

Teenageårene var heller ikke nemme, men det hjalp, da han blev voksen og fik ret til at bestemme over sit eget liv. Han fandt en rolig lejlighed, kom ind på drømmestudiet og havde mulighed for at trække sig tilbage, når verden blev for overvældende.

Men efter femten gode år løb min søn ind i en dårlig periode og følte sig svigtet af vennerne, samtidig med at han udtrykte bekymring for, om fremdriftsreformen ville forhindre ham i at fuldføre sit studium. Resultatet blev et groft knivoverfald.

Han kom for retten og endte helt som forventet på en retspsykiatrisk afdeling.

I lang tid var vi bare lettede over, at det trods alt ikke var gået værre. Det var jo der, han skulle være, indtil han fik det bedre igen, og de første måneder virkede han afslappet og så veltilpasset, man nu kan være under de omstændigheder.

Ingen kan høre dem

Han har nu siddet på den samme ‘akutafdeling’ i to et halvt år. Så vidt vi kan se, gør plejepersonalet deres bedste, men der er nedskæringer overalt i sundhedssektoren, og uanset hvor meget psykisk syge råber op, kan ingen høre dem uden for murene.

Min søn oplever en dagligdag med mange mennesker omkring sig, lever klos op ad patienter med en lang række forskellige diagnoser, stress, støj og meget andet, han ikke selv har nogen som helst indflydelse på.

Han kan vælge mellem at opholde sig på en lillebitte stue, hvor han ikke har andre personlige ejendele end sit tøj og bunkevis af bøger, eller ude i fællesarealerne sammen med patienter, som har vidt forskellige diagnoser og adfærdsmønstre.

Autister kan fint håndtere klare regler, men de kan ikke håndtere uvarslede og uforståelige brud på dem

Han kan ikke bruge den strategi, han valgte som barn: at løbe væk fra konflikterne og støjen.

To gange har afdelingen forsøgt at overflytte ham til mere permanente afdelinger, når der blev plads. De havde ganske vist forklaret ham, at det var meningen, han skulle flyttes på et tidspunkt, men begge flyt blev alligevel gennemført med få dages varsel.

Hvad værre er, oven i en stresset overflytning er reglerne på afdelingerne sådan, at nye patienter automatisk starter på bunden af hierarkiet: De første uger er der ekstremt skrappe regler for besøg, og man bliver frataget alle de privilegier, som kan gøre livet på afdelingen udholdeligt. Patienten rykker hver gang tilbage til start med korte besøg med overvågning, ingen adgang til fjernsyn, computer og internet.

Et flyt, som i princippet skulle være et fremskridt, kommer i praksis til at ligne en straf til forveksling. Det virker uforståeligt og urimeligt i sig selv for autisten, men når det så viser sig, at reglerne kun bliver overholdt, såfremt skiftende personale både kan huske dem og tilfældigvis har fuld normering, mens der er besøg, så fører det meget hurtigt til kortslutninger i en overbelastet hjerne.

Autister kan fint håndtere klare regler, men de kan ikke håndtere uvarslede og uforståelige brud på dem. Som A sagde på et tidspunkt: “Hvis du spørger dem i dag, hvordan reglerne er for et besøg i morgen, så kan du regne med at få svar i overmorgen.”

Bæltefikseret i to måneder

Begge gange endte overflytningerne i kaos, raserianfald og langvarige fikseringer i bælte, og for at løse situationen kom han tilbage på akutafdelingen, hvor plejerne øjensynlig er mere rummelige.

Men sidste sommer fik han en ny nabo, som var meget urolig og råbende (overfølsomhed for lyd er udbredt blandt aspergere). Vores søn kunne ikke klare det, og i tre døgn valgte han den fornuftige og ‘voksne’ løsning: Han klagede til personalet.

Han ved godt selv, at støj øger hans stress, og han har ikke mulighed for at gå andre steder hen. Men afdelingen kunne ikke tilbyde anden hjælp end ørepropper, og til sidst eksploderede han og overfaldt den anden patient med slag og spark.

Følgende afsnit blev skrevet ned i juli 2017, og jeg har valgt at bevare det uændret:

”A er bæltefikseret i sin seng. På syvende uge. Ifølge reglerne skal han tilses af en læge tre gange i døgnet, og det bliver han. Indtil videre af mere end 30 forskellige læger, som ikke kender ham, og han kender ikke dem. De spørger jævnligt, om han ‘kan garantere, at det aldrig vil ske igen’. Det kan han ikke, for selv om han ikke ønsker at skade nogen, er støj- og stressproblemerne på afdelingen jo ikke løst.

Efter fire uger var han stadig ved nogenlunde godt mod, men for hver uge der går, bliver det lettere for os at se, at han er nedtrykt og opgivende. Som en del af denne ‘behandling’ har afdelingen tilmed flyttet ham til en ‘nul-stue’. En nul-stue er et rum med en seng med læderremme og fire nøgne vægge. Jeg spørger, og afdelingens faste overlæge forklarer, at det formodentlig er nemmere at falde til ro igen efter et raserianfald, hvis man får frataget flest mulige stimuli og kun har bare vægge at glo på. Jeg forstår godt princippet og medgiver, at det kan have en funktion i 24 eller måske 48 timer. Men efter seks-syv uger? Lægen trækker på skulderen og vil ikke møde mit blik. Han nævner, at de har talt om på afdelingen, at det måske ikke er hensigtsmæssigt efter så lang tid, men regler er jo regler, og det er slet ikke meningen, patienter skal være fikseret så længe …

Reelt har lægerne ikke andre løsninger at byde på end medicinering. De forklarer, at medicinen blandt andet bruges til patienter med skizofreni og borderline. Jeg spørger undrende, om A da har andre diagnoser end autisme. Det har han ikke, men medicinen har en afdæmpende virkning på alle menneskers følelser. Så måske …

Vi spørger, om det virkelig er sådan, at der ikke er mulighed for at skærme ham på en psykiatrisk afdeling, så han ikke skal være tvunget til at leve i noget, der for ham er et uforudsigeligt støjhelvede. Andre løsninger end bæltefiksering eller medicin?

For vi ved jo, at han havde næsten femten gode voksenår bag sig, før det gik galt for to år siden. Under de rette omstændigheder er han et dejligt, omsorgsfuldt og intelligent menneske, som har meget at byde på. Nu har han foreløbig tændt af en håndfuld gange i løbet af et enkelt år.

Lægerne ser på os, som om det er et grotesk spørgsmål. Nej, det er der virkelig ikke ressourcer til. De løfter øjenbrynene og skæver til hinanden i næsten komisk undren.”

Serien fortsættes.

Foto: Wikimedia Commons.

Kategorier