Louise Amalie Juul: Jeg tager en lille snak med min angst

af

Jo bedre jeg grundlæggende har det, jo mindre plads har angsten. Jo bedre jeg har det, des bedre er jeg også til at tage pladsen selv og lade være at fylde den plads op med angst. Det handler om at tage pladsen. Det handler om at føle, at man er pladsen værd. For når jeg selv tager pladsen, bestemmer jeg også helt selv, hvad den skal fyldes op med. Louise Amalie Juul skriver om, hvordan hun lever med sin angst.

… Hver gang jeg skal i byen.

Jeg tager en lille snak med min angst, hver gang jeg skal i byen. Det er mest mig, der taler. Det er en slags forhandling, der bygger på vilkår som overskud, søvnmængde, energiniveau, grundfølelser og andet.

Det er ikke en kamp, jeg kan vinde eller tabe. Det er en snak og en forhandling. Jeg vejer op, for og imod. Hvem kommer? Hvor mange kommer? Er det et offentligt sted eller en privat fest? Hvem er jeg og hvem bliver jeg i givne selskab? Hvad kommer der til at ske? Er det turen værd?

Sommetider lytter jeg til angsten og bliver hjemme. Andre gange nægter jeg og tager afsted alligevel. Sommetider er det turen værd, folk er sødere end først antaget og jeg hører fint til og der er ikke noget at være angst for.

Det er jo det, der er tricket. Der er sjældent noget at være angst for. Det er ikke rationelt, det er derfor, det er så irriterende.

Sommetider er det ikke angsten jeg lytter til, men noget helt andet, en grundlæggende følelse af selvomsorg, af at have behov for at tage en pause og spise pommes frites og se Gossip Girl til jeg segner i øreklapslænestolen. Sommetider kan angsten åbne for muligheden for at se mærke anerkende den følelse.

… Hver gang jeg skal i seng

Jeg tager en lille snak med min angst hver gang jeg skal i seng. Den er ikke så dominerende længere, jeg kan sagtens sove og jeg er for det meste rolig. Angsten er ikke dominerende længere for jeg har fundet ud af hvordan jeg lever med den. Men der er stadig ting, jeg er nødt til at gøre, inden jeg går i seng. Jeg er stadig nødt til at tjekke, at komfuret er slukket, også selvom jeg ikke har haft det tændt hele dagen. Jeg er nødt til at tjekke et par gange. Nogle gange flere end andre.

Jeg er nødt til at hive i hoveddøren og tjekke efter, at den er låst, selvom jeg godt ved at den er låst for tænk hvis jeg havde overset noget tænk hvis døren stod åben.

Der er ting, jeg er nødt til at gøre, før jeg går i seng, men det er meget færre ting nu end det var for et par år siden. Det går den rigtige vej. Jeg fornemmer, at det er OK, for det er sådan, det er lige nu.

… Hver gang jeg skal ud af døren

Jeg tager en lille snak med min angst, hver gang jeg skal ud af døren. Jeg skal tjekke vinduer og radiatorer og komfur og stikdåser og låse et par gange.

Hvis jeg er stresset eller presset eller har det skidt, skal jeg gøre det mere end et par gange. Så kan jeg gå frem og tilbage i min lejlighed flere gange og misse bussen fordi angsten styrer tager over grundet manglen på ro energi overskud. Det har været meget, meget værre.

Så stopper jeg op og tager en dyb indånding og konfronterer min “hvad-nu-hvis”. Ja. Hvad nu fucking hvis? Hvad er worst case, og er det egentlig så slemt? Går det ikke alt sammen alligevel?

Svaret er som regel givet, men det er ikke det, det handler om, det er ikke det, angst handler om. Hver gang jeg skal ud af døren, tager jeg en lille snak med min angst og fortæller den, at jeg anerkender dens eksistens.

Jo bedre jeg grundlæggende har det, jo mindre plads har angsten. Jo bedre jeg har det, des bedre er jeg også til at tage pladsen selv og lade være at fylde den plads op med angst.

Det handler om at tage pladsen. Det handler om at føle, at man er pladsen værd. For når jeg selv tager pladsen, bestemmer jeg også helt selv, hvad den skal fyldes op med.

Topillustration: Pixabay.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Louise Amalie Juul
Stud.mag. |

Ordglad debattør, digter og danskstuderende fra 1993. Louise Amalie er tidligere journalistelev, men slår nu sine folder på Københavns Universitet. Hun holder foredrag om kropsidealer, selvværd og spiseforstyrrelser, og bruger gerne sig selv og sin krop i kampen for mere diverse og mangfoldige samfunds-, sinds- og kropsbilleder. Louise Amalie bor i København og blogger på www.louiseamaliejuul.dk  Hvis du synes om hendes artikler, kan du donere til hende på MobilePay: 23260044
Foto: Jens Ulrich.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top