BØGER // UDDRAG – De ligner et umage par, men de har fundet sammen i et usædvanligt venskab på tværs af tro, baggrund og alder. Omdrejningspunktet for 43-årige Özlem Cekic og 90-årige Bent Melchior er dialog på tværs af forskellighed og fordomme i såvel deres venskab som i deres virke. Brobyggere er en samtale- og reportagebog, der handler om, hvad der driver disse to ildsjæle. POV International bringer et uddrag fra bogen, som udkommer d. 20. januar på Gads Forlag.
Han er kendt på sin families navn, Melchior. Hun er kendt på sit fornavn, Özlem. De kommer fra hver sin verden. I dag er Melchior hendes ’ekstra bedstefar’ og Özlem hans ’adopterede barnebarn’ – han er hendes rådgiver og ven, hun er hans rollemodel og makker.
Sammen rejser de land og rige rundt for at fortælle deres historie, give deres bud på det flerkulturelle samfund og diskutere det giftige spørgsmål om ”os og dem”. Og sammen er de brobyggere i en tid, hvor andre har travlt med at grave grøfter.
Brobyggere er historien om to civiliserede ballademagere, der fandt sammen om laksemadder i et køkken i Københavns indre by. Og som nu har dannet nonprofit-organisationen ’Brobyggerne – Center for Dialogkaffe’.
Forfatteren Anders Jerichow har fulgt rabbineren og den muslimske aktivist på deres fælles slagmark for demokrati. I bogen er vi med, når de taler om identitet og religion – og vi hører om deres erfaringer med dialogkaffe, som de turnerer hele Danmark rundt med. Læs andet kapitel fra bogen om det første mellem de to ildsjæle her.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
’Gud, en jøde til en muslims reception …’
Özlem Cekic havde aldrig set så mange blomster som den dag til receptionen på forlaget Gyldendal. Der kom 60 buketter. Hun var højgravid, og hun skulle præsentere sin første bog, ”Fra Føtex til Folketinget”.
Men så kom pludselig en mand ind, husker hun – ”en ældre herre, og jeg kunne se, at forsamlingen åbnede sig imod ham … han var altså ikke hvem som helst. Ikke så høj. Iklædt et mørkt jakkesæt.”
“Men jeg måtte spørge dem, der stod ved siden af mig, hvem manden var. ’Kender du ikke ham?’ spurgte de, ’det er jo overrabbineren, Bent Melchior.’ Gud, tænkte jeg. En jøde til en muslims reception.”
Hun gik hen for at hilse på gæsten. Det var Gyldendal, der havde inviteret overrabbineren – det ville dengang ikke have strejfet hende selv.
Under middagen kaldte han mig over og spurgte, hvorfor han havde fået en bestemt dessert. ’Det er, fordi det er kosher,’ svarede jeg. ’Jamen, jeg vil da meget hellere spise jeres is,’ svarede han.” Dér startede venskabet mellem Özlem Cekic og Bent Melchior
”Tillykke,” sagde han, ”hvor er det flot i sådan en ung alder at skrive sine erindringer.” Det syntes Özlem var sjovt. ”Der er jo nogle mennesker, man møder i sit liv, hvor man straks føler, at man har kendt dem i hundrede år. Næsten en kærlig forbindelse. Sådan var det med Bent Melchior.”
Hendes mor og far kom også over for at hilse på, fordi Melchior var den ældste til stede. Da de fik at vide, hvem han var, syntes de, at det var så fint med en overrabbiner til stede.
Egentlig var det Naser Khaders skyld. Özlem var året før valgt ind i Folketinget som den første kvinde med minoritetsbaggrund. En dag kom hun ind i Snapstinget, hvor hun kunne se, at Naser Khader sad sammen med en anden mand, hun ikke kendte. Senere lærte hun selv Johannes Riis, den litterære direktør for Gyldendal, at kende. Han og Naser Khader sad og hyggede sig.
”Og så sagde Naser til Johannes, at ’du skal da lave en bog om Özlem’. Naser har et stort netværk. Han er god til at hjælpe folk op. Han kommer jo fra samme miljø som mig, fra Vesterbro. Vi har også gået på samme gymnasium, Rysensteen.”
“Jeg stak til ham politisk i starten, selv om han var så venlig at foreslå Gyldendal-manden en bog om mig. Det er pinligt, at jeg opførte mig så dårligt. Men Johannes sagde bare, at ’det er da en god idé’. Og jeg fik hans kort. Da jeg viste det til nogle af mine venner, sagde de: ’Gyldendal, det er rigtig stort.’
Jeg blev inviteret over på forlaget, og så blev den første bog til noget. Derfor holdt vi receptionen. Jeg havde inviteret folk fra min egen baggrund, også hjemløse jeg kendte, og min familie. Og Gyldendal havde inviteret alle dem fra kulturlivet, som jeg ikke kendte, og folk fra Folketinget. Jeg havde min datter Yasmin i hånden, og min mindste i maven. Jeg havde aldrig set så mange blomster før. Det havde min redaktør heller ikke.”
De talte ikke mere til den reception. Men kort efter ville Özlem lave en ramadanmiddag i Folketinget, og da kom hun til at tænke på den ældre mand.
”Folk var jo rasende over, at jeg ville lave en ramadanmiddag i Folketinget.” Det var første gang, nogle ville lave en ramadanmiddag på Christiansborg. Og hvad skulle det til for? Det vakte virkelig furore.
Selv hendes eget parti, SF, lagde afstand til det. Når journalister ringede til partiet, fik de at vide, at SF intet havde med middagen at gøre; det var alene Özlems initiativ at invitere så mange muslimer under samme tag og så ovenikøbet på Christiansborg. Det var, som hun husker det, meget vigtigt, at det blev fremlagt som hendes, ikke partiets, arrangement. Hvis det gik galt, var det Özlems skyld. Hvis det skulle ende godt, kunne det i bedst fald kaste lidt positivt lys på SF.
PET, Politiets Efterretningstjeneste, ringede og ville gerne have navne på alle, der skulle deltage. Det blev italesat som, at man gerne ville passe på deltagerne. Men det handlede ifølge Özlem mere om at screene folk for at sikre sig, at man ikke fik de farlige ind. Det var PET’s initiativ. De stramme krav til sikkerheden på Christiansborg blev først indført senere.
Han blev en slags bedstefar for mig. Han havde altid en holdning til de problemer, jeg fremlagde for ham, men han var jo ikke selv indblandet. Lige sådan en rådgiver, jeg havde brug for”
– Özlem Cekic
”Så vi holdt ramadanmiddagen. Måske var der ét eller to folketingsmedlemmer. Stort set ingen kunne komme. Karen Klint fra Socialdemokratiet var en af dem. Hun gik meget op i tværreligiøst samarbejde. Jeg sendte så også en invitation til overrabbineren. Han svarede hurtigt, at det ville han da gerne deltage i. Og så skal jeg love for, at der blev ballade. Pressen gik vildt op i, hvem der skulle være med. Og Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti advarede imod ’islamisering af Folketinget’. Folk begyndte at melde fra.
Det eneste, jeg efterhånden gik op i, var, om overrabbineren også ville melde fra, for jeg havde fortalt vidt og bredt, at han ville være med, og det var jo faktisk en ret stor blåstempling af middagen. Hver dag tjekkede jeg, om han havde meldt fra. Men nej, intet afbud fra ham. Strengt taget kendte jeg ham jo ikke så godt. Havde kun mødt ham én gang.
Så jeg sendte ham et brev om, at vi var glade for, at han ville deltage, og at vi ville bestille koshermad. Han svarede, at det behøvede vi ikke. Han kunne da nøjes med et stykke brød. Men tak for, at vi havde tænkt på det. Så kan jeg huske, da han dukkede op. Alle medier var optaget af netop hans deltagelse … at han som jøde ville være med til det muslimske arrangement.
Da han gik hjem, stoppede TV2 ham og spurgte, hvorfor han havde deltaget. Hvad tror du, han svarede? ”Fordi der var et gratis måltid mad” – og journalisten glemte næsten sit næste spørgsmål. Senere, da jeg så det på en videooptagelse, fik jeg helt ondt i maven af grin, fordi han sørgede for at få det helt ned på jorden. Hans svar var det eneste, medierne ikke forventede. Så fortalte han om sin søn, Michael Melchior, som også er rabbiner, og som mange gange havde deltaget i ramadanmiddage i Israel.”
”Under middagen kaldte han mig over og spurgte, hvorfor han havde fået en bestemt dessert. ’Det er, fordi det er kosher,’ svarede jeg. ’Jamen, jeg vil da meget hellere spise jeres is,’ svarede han.” Dér startede venskabet mellem Özlem Cekic og Bent Melchior.
”På et tidspunkt kort efter var jeg rendt ind i problemer, fordi jeg var gået imod et pointsystem for familiesammenføring. Det skulle tilgodese indvandrere, der havde gået på et af verdens bedste universiteter, så de kunne få familiesammenføring hurtigere end andre. Stor ballade i SF, hvor også min kollega, Kemal Qureshi, var gået imod forslaget. Ole Sohn var dengang formand for folketingsgruppen. Han holdt meget af sådan en offentlig udskamning, som han også ville udsætte mig for.
Han havde sørget for, at alle ansatte og praktikanter var inviteret med til gruppemødet, hvor vi skulle bankes på plads. Kemal var startet med at sige, at han var blevet misforstået. Men jeg sagde, at jeg ikke var blevet misforstået; jeg var imod forslaget, og det var jeg stadig. Ole Sohn så ud, som om det skummede om munden på ham. En dråbe ramte mig på tøjet. Der var stor vrede mod mig over, at jeg brød partidisciplinen. Jeg tror, de ventede i 30 sekunder på, at jeg skulle angre – indtil Holger K. på et tidspunkt bankede i bordet og sagde: ’Nu går vi videre.’”
Özlem siger selv, at hun gik med tørklæde som en del af sit ungdomsoprør, men også for at flytte opmærksomheden fra sine manglende danskkundskaber. Selv om hendes forældre syntes, hun skulle tage det af
”Den dag fik jeg for første gang en invitation fra Bent Melchior, som bakkede mig op og spurgte, om jeg havde lyst til at spise en laksemad hjemme hos ham og Lilian. Hun var Bents ungdomskæreste og har været hans kone siden. Så sad jeg pludselig derhjemme i køkkenet, hvor Lilian serverede. Der var masser af fisk. Jeg kan huske, Bent sagde: ’Jeg kan godt se, det har været hårdt, men så skulle du prøve at være overrabbiner.’”
Siden begyndte Özlem at komme hjemme hos Melchiors. ”Han blev en slags bedstefar for mig. Han havde altid en holdning til de problemer, jeg fremlagde for ham, men han var jo ikke selv indblandet. Lige sådan en rådgiver, jeg havde brug for.”
Hendes egen familie fik stadig de fleste af deres nyheder fra tyrkiske medier.
”Min mor og far hørte først, hvad jeg lavede, hvis tyrkiske medier skrev om, hvad der foregik i Danmark. De forstod ikke rigtig, hvad jeg foretog mig. De var stolte, men de vidste ikke, hvad det handlede om. Sådan var det ikke med Bent. Ham begyndte jeg at tale med flere gange om måneden. Han spørger til møder, som han ved, at jeg skal deltage i.
Han spørger til børnene. Han husker, hvis man har været til lægen. Det er en omsorg, som har givet ham en helt anden rolle. Og det, jeg fortæller ham, kommer ikke videre. Dengang jeg sad i Folketinget, brugte jeg ham som min vejviser i en tid, hvor det var meget op ad bakke. Når det var allermest tungt, tog jeg hjem til Bent. Han lyttede og lyttede og spurgte ind og perspektiverede. Sådan er det også i dag, nu ses vi mindst en gang om ugen.”
Özlem var vant til professionel rådgivning på Christiansborg.
”Men det er en hård arbejdsplads, hvor du er nødt til at lægge en god makeup, der kan holde hele dagen. Og hvis der er de mindste sprækker, vil folk begynde at snakke om, at du har problemer og ikke kan holde til det. Jeg havde brug for en, jeg kunne være fortrolig med uden for Borgens mure – en med afstand til sagerne, men med omsorg for mig og mit liv.”
Det blev Bent Melchior. Özlem kendte i forvejen et par andre jøder. Men hun kendte intet til deres private liv. De holdt ikke shabbat. De levede ikke efter kosher spiseregler. Og holdt ikke de jødiske højtider.
Med Melchior var det anderledes. Han introducerede hende for det jødiske samfund, inviterede hende hjem til sig, og det var også Melchior, der inviterede Özlem i synagogen for første gang.
Som Özlem selv husker det, havde hun ”meget stærke holdninger til jøderne”, da hun var barn. Det kom, mener hun, af billeder fra tyrkiske tv-nyheder.
”De viste, at palæstinensiske børn blev dræbt, og at det var israelske soldater, der gjorde det. Derfor hadede jeg jøderne … fordi tyrkisk tv ikke sondrede mellem Israel og ’yahudi’, altså jøderne. De talte altid om jøderne, ikke om Israel.”
”Mange tror, at mit jødehad kom fra min familie. Men min familie er ikke politiske mennesker. Det var ikke historiebøgerne, vi slog op i, men tilbudsaviserne. Vi havde heller ikke bøger i min familie, bortset fra Koranen. Jo, min mor havde også en fin kogebog, men den brugte hun ikke; det var en, hun havde fået fra kokken på den tyrkiske ambassade i Finland.”
“Det var først, da jeg blev teenager, at jeg begyndte at købe bøger. Min familie fik sin viden og sine holdninger fra tyrkisk tv.”
”Som barn kom jeg i weekenden i en moské på Frederiksberg, hvor vi også lærte at læse Koranen. Man kom derhen med linje 3, hver lørdag og søndag. Vi boede i Peter Fabers Gade, en parallelgade til den jødiske begravelsesplads i Møllegade. Den var låst. Men der var en masse æbletræer, hvis grene voksede ud over muren, så vi stjal æbler og tænkte, at vi kunne bede om tilgivelse henne i moskeen.”
Dengang gik hun op i islam og det fællesskab, der var i moskeen. ”Vi kom i moskeen hver weekend, og jeg kan huske, at vi engang skulle have nye væg-til-vægtæpper i moskeen. Vi tilbød at bruge weekenden på at vaske gulvet, min storebror og jeg og nogle af naboernes børn.”
Özlem lærte selv at læse Koranen som en af de første på holdet. Hun kan stadig læse den, selv om hun trænger til at friske det arabiske op. ”Men jeg har læst den flere gange. I vores koranskole fik vi lov til at udtrykke vores tvivl om, hvorvidt Gud var til. Man kunne diskutere sin tvivl og sin læsning med imamen.”
Så flyttede familien til Vesterbro, hvor de fik en helt anden type koranskole, hun ikke brød sig om. Det foregik i et baglokale i en gård, hvor en selvlært kvinde kaldte sig imam og underviste børnene i religionen og i Koranen.
Den dag i dag sidder følelsen i Özlem, en grundlæggende antipati mod det, hun kalder ”Google-imamer” – præster, som i virkeligheden ikke har en teologisk uddannelse, men har googlet sig til viden og tit fokuserer på frygt og sjældent på kærlighed. ”Hvis man ikke gjorde dét eller dét, så endte man i Helvede.”
Her gik hun kun blandt piger – kønnene var helt adskilt. Vesten blev omtalt som ’yahudi’ – så man måtte forstå, at jøder stod bag alle forbrydelser. Forældrene gik nu primært op i Tyrkiets egne nyheder.
”Min far var akkordarbejder. Der var en periode, hvor han håbede, at det ville sne, for han var snerydder. Vi boede i en lejlighed, hvor der ikke var varmt vand. Min mor varmede det på kakkelovnen; så var der en balje, som vi satte os i ude på toilettet – sådan badede vi. Der var to værelser og en stue til os, min mor og far og tre børn, måske 60 kvadratmeter.”
Özlem tolkede for sine forældre – på kommunen, hos lægen, på hospitalet. Og hun hadede det.
Der kom også en dag, hvor hun undlod at snakke med Bent Melchior. Det var, da hun tog med en sejlende demonstration over Sundet fra Malmø til København for at demonstrere solidaritet med palæstinenserne i Gaza, der føler sig indespærret som i et udendørsfængsel, fordi Israel hindrer dem i at importere mad og medicin
”Der var engang, jeg ikke kunne finde et ord til at hjælpe min far, og han spurgte mig: ’Sig mig, hvad lærer du egentlig i skolen?’ Mine forældre havde jo nøglejobs, det vil sige, at man fik en nøgle, så man kunne låse sig ind på arbejdspladser for at gøre rent, når danskerne var gået hjem, og låse sig ud, før danskerne kom igen. Det betød, at de aldrig lærte sproget.
Jeg lovede mig selv at knokle for at lære det danske og lære aktiveringsloven og socialloven og beskæftigelsesreglerne udenad, så jeg kunne hjælpe mine forældre. Der var en læge, som engang sagde: ’Hvor er du dygtig til at oversætte’ – det røvhul; hvorfor spurgte han ikke, hvorfor jeg ikke var i skole? Hvor sjovt tror de, det er for et barn at oversætte for sin mor hos gynækologen?”
Det skabte en vrede, som Özlem ikke kunne rette mod sine forældre. Dengang de kom til Danmark, var formålet jo ikke at lære dansk.
”De kom til Danmark for at tjene penge og bagefter vende tilbage til Tyrkiet, ikke for at blive i Danmark – så hvem skulle man rette sin vrede imod?”
Alligevel synes hun i dag, at de ”for hulen” godt kunne have lært sproget. Og hun mener, at indvandrere bør lære dansk som det første.
Det var også i de år, hvor Özlem blev mere og mere religiøs. Hun siger selv, at hun gik med tørklæde som en del af sit ungdomsoprør, men også for at flytte opmærksomheden fra sine manglende danskkundskaber. Selv om hendes forældre syntes, hun skulle tage det af.
Hun syntes dengang i sit teenageoprør, at moderen og faderen var dårlige muslimer. De sad blandet, mænd og kvinder imellem hinanden. Og faderen gav hånd til kvinder, ligesom moderen sad og hyggede sig med faderens venner. Özlem var vred, og jo flere der syntes, at hun skulle lægge tørklædet, desto mere holdt hun fast i det.
”Sådan er det vel med identiteter,” siger hun i dag. ”Jo mere folk vil tage noget fra en, jo mere holder man fast.”
Özlem fortalte sin mand, at hun var blevet ven med Bent Melchior. Ellers fortalte hun det ikke til nogen.
Hun husker første gang, han tog hende med til ”Danmark Logen”, en herreklub i det jødiske samfund.
Vi vil selvfølgelig ikke bestemme, hvad hinanden skal mene. Den eneste gang, Bent har sagt til mig: ’Det skal du ikke’, var engang, hvor jeg havde købt billetter til Tyrkiet på et tidspunkt, hvor de tyrkiske myndigheder var vrede på mig. ’Du aflyser,’ sagde han, ’så længe du har en sag kørende’
”Jeg undrede mig som folketingsmedlem over, hvad denne ’loge’ var. Kunne det alligevel være rigtigt, at jøderne bestemte det hele gennem deres hemmelige loger? Skulle jeg overhovedet skrive på Facebook, at jeg var inviteret i den jødiske loge? Hvad ville mine palæstinensiske og venstreorienterede venner sige?
Men så kan jeg huske, at Bent rejste sig op for at præsentere mig; han var så stolt, og jeg mødte en masse mennesker, som jeg slet ikke vidste var jøder. Jo flere jøder jeg mødte, jo mere blev jeg vaccineret mod alle fordommene om dem. Den dag skulle jeg tale om at være mønsterbryder.”
Der kom også en dag, hvor hun undlod at snakke med Bent Melchior. Det var, da hun tog med en sejlende demonstration over Sundet fra Malmø til København for at demonstrere solidaritet med palæstinenserne i Gaza, der føler sig indespærret som i et udendørsfængsel, fordi Israel hindrer dem i at importere mad og medicin.
”Jeg var i tvivl om, hvordan han ville reagere. Vi havde aldrig tidligere talt om dén konflikt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig.”
Kort efter var Özlem igen inviteret til laksemad, og hun tænkte hele tiden på, hvornår dét med Gaza-skibet kom på banen. Men det eneste, han sagde til hende, var: ”Hvis du gerne vil bygge bro, skal du være god til at snakke med begge sider.”
I dag siger hun: ”Vi vil selvfølgelig ikke bestemme, hvad hinanden skal mene. Den eneste gang, Bent har sagt til mig: ’Det skal du ikke’, var engang, hvor jeg havde købt billetter til Tyrkiet på et tidspunkt, hvor de tyrkiske myndigheder var vrede på mig. ’Du aflyser,’ sagde han, ’så længe du har en sag kørende.’ Jeg var usikker på, om han var bekymret for min sikkerhed, eller om han var bange for at miste sit nye barnebarn. Måske begge dele.”
204 sider, 249,95 kr.
Udkommer 20/1 2020, Gads Forlag
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topfoto: Fra omslaget af bogen, Gads Forlag
[/expander_maker]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
