Meltingpot-æstetikeren Johannes Nyholm

af

Da jeg snakker med den svenske filminstruktør Johannes Nyholm, bruger han udtrykket ‘melting pot’ flere gange – smeltedigel. Til at beskrive sin tilgang til filmskabelse, til at beskrive sin æstetik. Det er et meget passende udtryk at knytte til hans film Kæmpen, der forener socialrealisme og fantasi, realfilm og animation. Frederik Bojer Bové fik en snak med Nyholm, da han var i København.

Johannes Nyholm har ikke gået på traditionel filmskole, men er uddannet fra kunst- og animationsuddannelser. Han lærte at lave film ved på egen hånd at lave musikvideoer og kortfilm.

“Min filmuddannelse var at lave musikvideoer, hvor jeg og nogle få andre havde ansvaret for alt, klipning, special effects, alt muligt”, forklarer Nyholm.

Den procestilgang har han forsøgt at fastholde også i det længere format.

Jeg har altid godt kunnet lide at være med i mange dele af filmprocessen. Jeg ser mig ikke som en instruktør, der bare sidder i sin stol og siger, hvad skuespillerne skal gøre. Jeg forsøger at skabe en art ‘melting pot’, skabe en situation, og så håbe på der sker nogle irrationelle ting, som også overrasker mig. Min hovedopgave er at skabe noget troværdigt liv, og det gør jeg vel ved at tillade andre at gøre deres ting.”

Nyholm fik et nærmest internationalt gennembrud med kortfilmen Las Palmas, hvor hans egen datter spiller fuld turist i en dukkeverden. Traileren til filmen blev en YouTube-sensation

Efterhånden er det også blevet til et æstetisk valg.

“Jeg synes det er sjovt at være med i det meste, og så synes jeg også, det tilfører en nerve og et legende udtryk, som er svært at få frem i en mere maskinel filmproduktion, og den synes jeg er vigtig at bevare.”

Nyholm fik et nærmest internationalt gennembrud med kortfilmen Las Palmas, hvor hans egen datter spiller fuld turist i en dukkeverden. Traileren til filmen blev en YouTube-sensation med flere views end mange amerikanske blockbusters og populær i amerikanske talkshows. Det var mens, han rejste rundt med den film, at han mødte produktionsselskabet, han nu laver spillefilm med.

Kæmpen var en gammel følelse

Idéen til Kæmpen har været længe undervejs.

Selve grundidéen er en gammel følelse, der opstod, da jeg var barn. Jeg havde feber, da jeg var fire-fem år, jeg følte mig fremmed for min egen krop, den føltes ikke som min. Det føltes, som om jeg var fanget i en anden krop. Med hovedkarakteren Rikard ville jeg genskabe den psykologiske tilstand, og skabe en karakter som var sådan, som jeg følte det.” 

Måske fordi filmen tager udgangspunkt i en følelse snarere end et plot, er den så stærk i sin æstetik. Men det skyldes også Nyholms egen visuelle vision. En vision, som han tror kan tiltale en yngre YouTube-generation.

“På YouTube og andre sociale medier er der mindre tålmodighed, det skal være korte film, det skal være eksplosivt. Her er det en længere historie, som kræver mere tålmodighed. Men den har nogle eklektiske indslag og et disparat udtryk, som jeg tror passer til YouTube-generationen. Det er fem-seks-syv genrer, jeg har sat sammen, forskellige beretterniveauer, paralleluniverser, fantasi som blandes med realisme. Den her ‘melting pot’ er et udtryk, som jeg tror, den nye generation kender til. Det gør også, at jeg selv kan bibeholde interessen. Når man har flere bolde i luften, er det sjovere at jonglere, end når man kun har to-tre. Det er bedre at have 7-8-10 bolde – så kan det være, man taber nogle af dem, men det ser også sjovt ud.”

Kæmpen er en dansk co-production, og det er ikke tilfældigt.

“Jeg ledte længe efter et svensk produktionsselskab, men der var ikke nogen som passede. Så fandt jeg Beofilm, og vi forsøgte faktisk at gøre det til en 100% dansk film. Men det var svært at finde dansk finansiering med svensk instruktør og manusforfatter. Så fandt vi et svensk firma, Garagefilm, og det blev 50-50. Jeg var også lidt træt af svenske produktionsforhold og af svensk film i almindelighed. Jeg synes også dansk film generelt er bedre, så derfor ville jeg gerne gøre det til en dansk film.” 

Jeg pointerer, at svensk film har vundet de største priser de sidste år.

“Ja, men i kan sidde roligt og vide, at jeres film og tv generelt er bedre. Der findes et andet mod i dansk film, som der ikke er i Sverige. Selvom der er undtagelser. Fælles for undtagelserne er det, at det er instruktørdrevne folk, der kommer fra kunstverdenen, folk som Roy Andersson, Ruben Östlund, Anna Odell, Måns Månsson, Axel Petersén, Johan Lundborg, Gabriela Pichler. De er alle sammen idédrevne, og det er ikke produktionsselskabet, som styrer deres projekter. Og jeg tror, at når man indser det her, så lukker man måske lidt op for produktionssystemet, og hvordan man laver film i Sverige.” 

Støtten er baseret på en falsk idé om at lave kunst: I stedet handler det mere om at snyde systemet og lave en god ansøgning, der passer til det, man tror, støttegiverne vil have.

Og Nyholm har konkrete idéer om, hvad der er galt.

“Et stort problem er, at støttesystemet dels vil støtte kunstneriske film, dels kommercielle film. Men ofte har de kommercielle film intet med kommercialisme at gøre; det handler bare om at tage en kendt bog og nogle kendte skuespillere, så de flopper ofte i biografen. Men de får meget støtte, fordi man vil holde filmindustrien levende. I stedet skulle man satse på det helt kommercielle, og satse på folk der gerne vil have sine penge tilbage igen.”

“De kunstneriske film baseres ofte helt og holdent på støtte. Får de ikke støtte, så laves de ikke. Og når de har fået støtte, er der ingen der tænker på at lave en film, som folk gider at se. De tænker, at de penge, de vil få med filmen, er de penge, de allerede har fået. Så hvis de vil have overskud, så må de skære ned på omkostningerne, så vigtige scener bliver fjernet. For mange selskaber er problemet at få pengene, og når de har fået pengene, så laves filmen så hurtigt som muligt. Så bliver det en skidedårlig film. Men man har lavet den professionelt. Så støtten er baseret på en falsk idé om at lave kunst: I stedet handler det mere om at snyde systemet og lave en god ansøgning, der passer til det, man tror, støttegiverne vil have. Der laves også mange virkelig politisk korrekte film i Sverige …”

Prisvinder i monopolsystem

Men hvordan gik det så med modtagelsen af Kæmpen i Sverige? Den fik overstrømmende anmeldelser og vandt tre Guldbagger for Bedste Film, Bedste Manus og Bedste Makeup. Men gad publikum at se den?

“Det gik både godt og skidt. Med tanke på, at der ikke var noget kendt forlæg, ingen kendte skuespillere, intet genkendeligt da filmen blev lanceret, så gik det rigtig godt. Men på biograffronten er der en monopolsituation, hvor et firma ejer næsten alle biografer, og man ser på første uges biotal for at finde ud af, hvor længe den skal gå. Og det her er en slags film, som skal vokse langsomt. Der var ingen, der vidste, at den skulle vinde tre Guldbagger. Havde man vidst det, så ville folk styrte i biografen første uge, men det gjorde de ikke. Det var forventeligt, men samtidig er det også ærgerligt, at der ikke var 1 million der fik set den i biografen. I stedet er der enormt mange, der har downloadet den illegalt på nettet, fordi der ikke er andre muligheder for at se den. Og det synes jeg er fantastisk!”

Vi får se hvordan filmen vil komme til at gå i de danske biografer. Den talentfulde instruktør har allerede en ny film på vej, med sangeren og skuespilleren Peter Belli i en bærende rolle, som skulle blive færdig til næste år.

“Det er en meget anderledes film, meget mere stringent. Men man kan godt se, det er mig, som har lavet den; animation, drøm, live action. Men meget anderledes.”

Hovedillustration: Johannes Nyholm.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste indlæg fra

Flugten til Fyn

Jeg var fem år, da den store omvæltning skete. Min mor tog

Det omvendte nazikort

Der eksisterer paralleller mellem de strukturer, nazismen effektivt byggede på, og de
Gå til Top