
SAMTALESPIL & BOG // ANMELDELSE – Genopbyggerpakken er både et ‘samtalespil’, en bog og en ny måde at tænke fremtiden, fortiden og nutiden på. Monica Krog-Meyer er begejstret for både idéen bag konceptet og hvad det sætter gang i hos de mennesker, der spiller, læser og diskuterer med hinanden. Bag Genopbyggerpakken står Nadja Pass – kendt og erfaren iværksætter, idémager og ekspert i borgerstyrede, demokratiske samtale-projekter af mange slags. Og med Genopbyggerpakken har hun gjort det igen – konceptet er originalt og brillant, og det fortjener hun stor ros for, siger POV’s anmelder, der selv har spillet og læst i julen og ved starten af det nye år.
”Vi står overfor en historisk chance. For når intet er, som det plejede, bliver vi nødt til at tænke nyt.”
Disse ord dukker op i Genopbyggerpakken, skabt af Nadja Pass og som er beregnet til, at du og jeg – alle, der har lyst – udveksler erfaringer om coronatiden. For hvad mener vi egentlig, når vi siger, at ‘vi gerne vil tilbage til normalen’?
Et afsæt for fremtiden
Var det virkelig så perfekt, det vi bevægede os rundt i, indtil 11. marts 2020? Vil vi have det altsammen tilbage?
Træk et par kort alene for at ventilere hjernen – eller brug dem i samspil med andre
Eller har vi ikke lært en masse nyt, som vi gerne vil have med videre i stedet for, efter lockdown, social distancing, hjemmearbejdspladser og ‘sammen hver for sig’?
Hvad skal vi have med? Hvad skal vi nyopfinde? Og hvad skal vi grave frem fra vores fælles erfaringer? Genopbyggerne er ”et afsæt for fremtiden”.

Vi troede, at hele samfundet skulle i gang igen 3. januar, men nu er det foreløbig udsat indtil 17. januar 2021, så det er lige nu, du skal kaste dig ud i at være en af “Genopbyggerne”.
Når vaccinerne virker, smitterisikoen daler og hjulene igen er i omdrejninger, så er vi i gang igen, men det skal helst være så intelligent som muligt.
Vi ER Genopbyggerne! Lad os genopbygge sammen.
Hvad går Genopbyggerne ud på?
Lad mig forklare: Pakken består af 50 ufattelig smukke kort, hver af dem med et spørgsmål, du kan tænke over og fortælle andre om. Der er et stort sammenfoldet ark papir, som jeg troede var en spilleplade, men det er på den ene side de 13 bogstaver i elegant grafisk opsætning og på den anden side nogle forklaringer om ideen – og endelig en bog med en side om hvert kort.
Det er Nadja Pass’ historier, som svarer til alle spørgsmålene – det er hendes associationer, erfaringer og fortællinger.
Og så kan du egentlig bare gå i gang. Vær højst 6 personer, spil 1,5-2 timer, foreslås det.
Et kort hedder Puslespil. ‘Hvad er dine første skridt, når du skal danne dig overblik over noget, der umiddelbart virker uoverskueligt? Falder det dig mest naturligt at fokusere på de enkelte dele eller se det samlede billede?’
Brug en terning. Der er 5 kategorier kort og en vælg frit-kategori, så kan terningen vise, hvilken bunke du skal trække et kort fra.
Du svarer på spørgsmålet, med din egen erfaring eller association i max 3 minutter – og hvis du ikke kan komme i tanke om noget, så læs historien i bogen, der svarer til kortet. Måske det kan give noget.
De andre skal bare lytte. Holde mund og lytte. Så de ikke bruger tid på at tænke over, hvad de selv skal sige.
Læg dit kort på bordet foran dig. Og så er det den næstes tur. Når tiden er gået, kommer slutrunden, hvor man efter tur peger på det af de andres kort, hvor det fortalte satte tanker i gang.
Det er ikke et spil som sådan, for der er ingen vinder. Man deltager i spillet om at få samfundet i gang igen.

Forbandt
Forhåbentlig kan de mange fortællinger sørge for gode ideer og spændende løsninger. Det er godt ‘genopbygger-materiale’, der kan skabe det smukkeste ‘murforbandt’, fordi netop de personer talte sammen.
Læg vel mærke til, at der ikke står ‘forbandet’. Der står ‘forbandt’.
Det er et godt gammelt murerfagudtryk, det henviser til den måde, man lægger stenene på, når man laver muren i et hus, der er ved at blive bygget – metoden er illustreret på Genopbyggerne-pakkens omslag.
Min drøm er, at vi i den kommende tid finder frem til mange vidt forskellige byggesten, så vi genopbygger verden som et helt nyt kolossalt smukt og stærkt forbandt
Lige nu er det en fremtid, der skal genopbygges, og hvis vi lytter til beretningerne og bruger hinandens gode erfaringer, kan det blive det smukkeste ‘forbandt’, måske endda med et kig tilbage til, hvordan vi gjorde før i tiden. Hvor tit bruger vi egentlig det?
Spillet kan ikke bare bruges i de små familiære bobler, vi dyrker for tiden, men også professionelt, f.eks ved ‘Zoom-mødet’, alene på hjemmearbejdspladsen, eller når du og kollegerne ikke rigtig kan komme ud af starthullerne med en arbejdsopgave.
Som Nadja Pass skriver i bogen:
”Min drøm er, at vi i den kommende tid finder frem til mange vidt forskellige byggesten, så vi genopbygger verden som et helt nyt kolossalt smukt og stærkt forbandt.”
5 slags kort
Det er Jan Rasmussen, der har skabt de 50 smukke kort, som er fordelt i 5 farver og i 5 kategorier med overskrifter som Håb, Borgerlyst, Guldgruber, Fra tanke til handling og Vidnesbyrd. Hvert kort har et billede, der er hentet fra de gamle anskuelsestavler, som nogle af os kan huske fra skoletiden og er ledsaget af et spørgsmål.

Jeg havde i starten lidt svært ved at komme i gang med at øse af mine erfaringer, så jeg kastede mig over den tilhørende bog. Sprang direkte frem til de 10 historier med overskriften Guldgruber. Det er de gule kort.
Jeg bliver stolt og varm ved tanken om, hvad danskere fra Middelalderen til i dag har fundet på af kloge løsninger, der stadig har betydning for borgerne: Andelsbevægelsen, Skoleloven, Københavns Parker og landsbykirkerne fx
Her er et eksempel: Kortet om Andelsbevægelsen har flg. spørgsmål.
”Andelstanken har siden slutningen af 1800-tallet givet os mulighed for at eje og skabe ting sammen, de færreste kunne have gjort alene. Hvilke vigtige forandringer kan vi skabe i dag, hvis vi slår os sammen i stedet for at prøve alene?”
Min drøm er, at vi i den kommende tid finder frem til mange vidt forskellige byggesten, så vi genopbygger verden som et helt nyt kolossalt smukt og stærkt forbandt
Selv nød jeg også at boltre mig i teksterne til de brune kort, under overskriften Fra tanke til handling.
Her drejer det sig om, hvordan man opnår et godt resultat eller en anderledes løsning.
Et kort hedder Puslespil. ”Hvad er dine første skridt, når du skal danne dig overblik over noget, der umiddelbart virker uoverskueligt? Falder det dig mest naturligt at fokusere på de enkelte dele eller se det samlede billede?”

Her øser Nadja Pass af sine mange erfaringer fra nogle af de mange projekter, hun har taget initiativ til eller været en del af: Samtidens Akademi, de Samtalesaloner hun har været med til at udvikle og afholde rundt i landet, Samfundslaboratoriet Borgerlyst og meget andet.
Lidt for meget sortsyn
De røde kort har Håb som overskrift, og her beskrives det, vi var nået frem til, da pandemien ramte os alle. Som en rød tråd i de 10 tekster ligger, at ”Vi kom fra en tid, hvor vi gjorde” sådan og sådan, …”men så kom coronaen”.
Der er selvfølgelig glimt af sandhed i de 10 røde kort, men her synes jeg nok, der falder drøje hug til det, vi kommer fra. Der tegnes et grumt billede af os mennesker som civilisation, med manglende koncentration, svigtende omhu og overfladiskhed. Vi har nærmest mistet både vores evner til at kommunikere med andre og til at påtage os et ansvar.
Én ting lærte jeg som radiovært: ingen bryder sig om at blive skældt ud, det kan være svært at blive motiveret, når ens grundlag kritiseres. Her kunne man med held have formuleret det lidt mere nænsomt
Et spørgsmål lyder f.eks.: ”Hvor og hvornår koncentrerer du dig bedst? Hvordan kan du fremover værne om din fordybelse?”
Det er et glimrende spørgsmål, og den ledsagende tekst om Koncentration begynder sådan:
”Vi kommer fra en tid, hvor vi ødelagde vores egen koncentrationsevne. På få år lod vi sms’er, notifikationer og pop-up-nyheder forpurre vores evne til at fordybe os i det, vi var i gang med. Vi tog os ikke længere tid til at tænke tingene ordentligt igennem. Vi holdt op med at gøre os så umage, at vi blev i stand til at gøre noget ekstraordinært.”
Var vi virkelig kommet så langt ud?
Jeg føler mig ikke selv ramt, men kan sagtens ane pointen. Og jeg forstår, at der males med bred pensel, så vi kan tale om, hvad der kan blive bedre. Men én ting lærte jeg som radiovært: ingen bryder sig om at blive skældt ud, det kan være svært at blive motiveret, når ens grundlag kritiseres. Her kunne man med held have formuleret det lidt mere nænsomt.
Årets ord
Til gengæld er det imponerende at konstatere, hvor godt Nadja Pass fornemmer sin samtid, og hvad der rør sig. Det allerførste røde kort handler om Ansvar, og spørgsmålet lyder:
”Hvad tænkte du første gang, du hørte ordet samfundssind – og hvordan har det påvirket dine holdninger og handlinger?”
Med sikker hånd er det lykkedes at ramme årets ord på det allerførste kort!
Genopbyggerne er ”et afsæt for fremtiden”
Det er bare at kaste sig ud i det: Trække et kort, tænke sig om og så dele sine tanker med de andre. Eller ruske sine egne tanker ved at begynde dagen med at trække et kort fra bunken, og så se, hvad det kan inspirere til. Som der står et sted: ”Træk et par kort alene for at ventilere hjernen – eller brug dem i samspil med andre.”
På Genopbyggernes Facebookside, kan man læse om kæresteparret, der bruger nedlukningen konstruktivt:
Ja, et godt spørgsmål, mere skal der ikke til for skabe en god nytårsmiddag.”
Inspirationen kommer fra tarotkortene og andre kloge kortsamlinger, fx Brian Eno og Peter Schmidts “Oblique Strategies”, hvor man kan trække et kort, når man har brug for at ‘ilte hjernen’ eller er kørt fast i sit projekt. Men ideen med Genopbyggerne er Nadjas, og den skal hun have ros for.
Sæt i gang, I genopbyggere!

LÆS FLERE ARTIKLER AF MONICA KROGH-MEYER HER
Genopbyggerne-pakken koster 350 kr, og kan købes her: genopbyggerne.dk
Topfoto og fotos, hvor intet andet er angivet fra Genopbyggerne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.