Kommentar: De tavse embedsmænd skal tvinges til at tale

af

Inger Støjberg ville efter alt at dømme være gået af nu, hvis Socialdemokraterne og De Radikale ikke var løbet fra et af deres valgløfter, da de dannede regering i 2011. Sagen viser endnu en gang, at Folketinget – og dermed befolkningen – har for få muligheder for at kontrollere regeringen.

Vi har brug for, at et mindretal i Folketinget kan sætte gang i en undersøgelse, hvor man kan afhøre ikke mindst embedsmænd under vidneansvar, hvor man har pligt til at tale sandt. Den aktuelle sag om Inger Støjbergs håndtering af forholdene omkring tvangsadskillelse af asylsøgende ægtepar, hvor kvinden er mellem 15 og 18, er kun den sidste af en række sager gennem årene, hvor oppositionen ikke har kunnet komme til bunds i, hvad der er sket, fordi det var umuligt at afhøre de relevante embedsmænd.

I Danmark skal der være et flertal, og dermed kan den til enhver tid siddende regering hindre, at dens ministre bliver kigget efter i kortene

I lande som USA, Tyskland og Norge kan et mindretal i parlamentet på 40 pct. (i Tyskland endda kun 25 pct.) nedsætte et parlamentarisk udvalg til at undersøge en bestemt sag. I Danmark skal der være et flertal, og dermed kan den til enhver tid siddende regering hindre, at dens ministre bliver kigget efter i kortene, hvis der er mistanke om, at noget ikke er, som det burde være.

I Danmark har vi desuden kun to muligheder: Enten en skriftlig advokat-redegørelse, hvor juristerne ikke må afhøre vidner, eller en kommission, der ikke alene er dyr, men også tager så lang tid, at resultatet et eller andet sted er ligegyldigt, når det endelig foreligger.

Embedsmændene tænker kun på sig selv

I de førnævnte lande – og flere andre – har mindretallet en tredje mulighed: At sætte gang i en parlamentarisk undersøgelse, hvor folk afhøres under vidneansvar. Det er hurtigt, effektivt og relativt billigt.

Det har vi i den grad også brug for i Danmark, for den aktuelle sag med Inger Støjberg viser endnu en gang, at embedsmændene først tænker på sig selv, så på ministeren – og så sig selv igen. For embedsmændene m/k handler det før noget andet om at fremme sin egen karriere og dække ministerens ryg – eller i hvert fald at undgå at ødelægge sin egen karriere.

Det er ikke sundt for folkestyret og respekten for demokratiet, at eventuelle lovbrud ikke kan komme frem i lyset og blive undersøgt til bunds.

Derfor kan man også være roligt forvisset om, at alle involverede embedsmænd omhyggeligt har taget noter fra alle møder og kopier af alle mails og dokumenter, de har været i berøring med, for at være rustet til tænderne, hvis de skulle blive indkaldt til at vidne i en kommissionsundersøgelse, når regeringsflertallet skifter. Det er i hvert fald, hvad oppositionen har truet med at gøre til den tid.

Ikke for at gå efter embedsmændene, men for at kunne kontrollere ministeren. Det er ikke sundt for folkestyret og respekten for demokratiet, at eventuelle lovbrud ikke kan komme frem i lyset og blive undersøgt til bunds. Og når embedsmændene ikke frivilligt vil komme til folketingsmedlemmerne og medierne med deres viden (eller kun yderst sjældent gør det), må Folketinget tvinge de tavse embedsmænd til at komme til sig – og tale.

Nyt forslag skal gøre det lettere  

Derfor er der alt mulig grund til at støtte det forslag, Alternativet og Enhedslisten fremsatte Grundlovsdag, og som netop handler om, at et mindretal skal kunne iværksætte en parlamentarisk undersøgelse med indkaldelse af vidner. Forslaget er desværre druknet lidt i kølvandet på Folketingets sommerferie og den megen fokus på Støjberg-sagen.

Ønsket støttes også af Dansk Folkeparti, hvor Pia Kjærsgaard i slutningen af maj i en kronik i Berlingske gentog partiets holdning, som på dette punkt har været meget konstant gennem årene. Venstre og De Konservative har lige så konstant været imod, mens Socialdemokratiet og De Radikale har skiftet holdning.

S og R løb fra deres valgløfte

Begge partier svigtede ønsket, som de tidligere havde støttet (også i valgkampen), da man sammen med SF dannede regering i 2011; SF accepterede, uden at sige noget offentligt, også dette holdningsskifte og lod sig altså også på det område tryne i sin iver for at komme i regering.

Det var mildt sagt ikke noget kønt forløb, og de ”ambitiøse” planer om ”bedre kontrol med regeringen” blev der heller ikke noget af.

”Regeringen ønsker ikke, at et borgerligt mindretal kan nedsætte undersøgelseskommissioner i opposition og afskaffe dem, når de selv måtte få magten igen,” som den nyudnævnte justitsminister Morten Bødskov sagde til Berlingske. Han fortsatte:

”I regeringsgrundlaget er der et meget ambitiøst afsnit om bedre kontrol med regeringen. Det skal foregå i et bredt samarbejde i Folketingets udvalg for forretningsordenen.”

Den radikale Marianne Jelved sagde blot, at ”man kan ændre sin opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.”

Det var mildt sagt ikke noget kønt forløb, og de ”ambitiøse” planer om ”bedre kontrol med regeringen” blev der heller ikke noget af. Tværtimod gennemførte samme regering en række ændringer i loven om offentlighed i forvaltningen, som indskrænkede især mediernes mulighed for at holde øje med ministerierne.

Havde S og R stået fast på deres holdning fra før valget, ville Inger Støjberg efter alt at dømme være blevet tvunget til at gå af for flere uger siden, fordi hun kunne se frem til, at f.eks. hendes departementschef og andre involverede topembedsmænd ville være blevet indkaldt for at vidne for Folketinget – og dermed være blevet tvunget til at fortælle, om de helt konkret havde advaret ministeren om, at hun var ved at begå et lovbrud.

Stå fast denne gang, S

Modstanden mod at kunne kigge ministrene i sømmene er størst hos de gamle magtpartier, Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative, der gennem årene har leveret flest ministre, og derfor også har størst risiko for at blive genstand for en undersøgelse.

”Bestemt en mulighed”? Det er ikke godt nok. Folkestyret og vi vælgere fortjener bedre. Så derfor: Kom med en klar og utvetydig melding om dette, Mette Frederiksen.

Men forhåbentlig vender De Radikale og Socialdemokratiet tilbage til deres tidligere holdning. Henrik Dam Kristensen, der er Socialdemokratiets talsmand på området, og desuden medlem af Folketingets præsidium, er positiv, men uden at love noget definitivt:

”… er der tale om en parlamentarisk undersøgelse, så er det bestemt en mulighed,” som han sagde til Politiken tidligere på måneden.

”Bestemt en mulighed”? Det er ikke godt nok. Folkestyret og vi vælgere fortjener bedre. Så derfor: Kom med en klar og utvetydig melding om dette, Mette Frederiksen.

PS: Trods sin principielle støtte til Enhedslistens og Alternativets forlag, ønsker Dansk Folkeparti sjovt nok ikke, at Støjberg skal gås efter i sømmene i den aktuelle sag. Hvorfor mon 🙂

Hovedillustration: Folketingets segl. Wikimedia Commons.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste indlæg fra

Gå til Top