mm

Frederik Bojer Bové

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Frederik Bojer Bové
på Mobile Pay: 60677086

Kinok: At skabe og at sælge

KINOK – PR, markedsføring og interviews er ofte den del af jobbet, kunstnere hader. Dag ud og dag ind med at sælge en film, som alligevel oftere sælges på trailere og vel i sidste ende på filmens indhold. Og når man endelig skaber store historier ender det med at overskygge filmenes indhold. Frederik Bojer Bové gennemgår nogle af den senere tids historier for at diskutere forholdet mellem kunstnere og kunstværker.

Det er ikke hver dag en skuespiller undskylder for udtalelser til pressen, men Mark Hamills udtalelser om Luke Skywalker var også dobbelt uheldige.

I og for sig udtalte han sig, som hans tweet forklarer, blot om kreative uenigheder under optagelserne til The Last Jedi, men hans udtalelser ramlede lige ned i en frustration store dele af publikum også havde ift. filmen. Rian Johnson forsøgte at genfortolke og fornye Star Wars-universet, men en stor del af publikum ville bare have det, som det var engang. Og det kan vel ikke undre, at Luke Skywalker himself også var præget af en vis nostalgi for de film, han lavede for fyrre år siden.

Men det ærgrede mig lidt, at historien hurtigt blev udlagt som et fejltrin fra Hamills side. Jo, det var måske ikke den heldigste udtalelse, men samtidig var det et ærligt udsagn, der ramte en central del af filmen, og som kastede lys over arbejdet med filmen. Og selv i hans mest kritiske udtalelser var det i sidste ende klart, at Hamill havde ladet sig overtale af Johnson til at følge hans fortolkning af karakteren.

Det var med andre ord et udsagn, der både var præcist og uddybende omkring filmen. Det burde være den slags som PR-kampagner handler om. Men det er det jo desværre ikke altid….

En Frygtelig PR-kampagne
Det kommer sikkert ikke bag på nogen, at denne klumme i høj grad er foranlediget af postyret omkring Christian Tafdrups film En Frygtelig Kvinde. På nuværende tidspunkt tegner der sig et billede af en stor succes; filmen har solgt over 40.000 billetter på et meget lille budget, og Tafdrup har for alvor slået igennem som instruktør. Der er nok ikke mange filmfans i Danmark, der ikke ved, hvem han er.

Men som filmkritiker har det været frustrerende at følge, hvordan et kunstværk er blevet forfladiget, polemiseret og omgjort til et stupidt debatlindlæg. Og det endda af kunstneren selv! Måske er det bare faglig misundelse – det plejer kun at være kritikere, der får lov til at spolere publikums oplevelser med stupide overfortolkninger. Men nej, der er nogle konkrete ting, som en kunstner bare ikke skal sige.

Hvis vi får trukket ned over hovedet, at hun i virkeligheden bare vil have sæd, så formindsker det filmen.

Der er den lidt mærkelige historie, såsom at samtlige tre store festivaler skulle have afvist En Frygtelig Kvinde pga. navnet: Det indikerer, at filmen har været færdig siden sidste vinter, hvilket virker lidt mærkeligt. Eller den konstante idé om, at ‘reaktionen’ på En Frygtelig Kvinde har været hysterisk og politisk korrekt, perfekt opsummeret af Soundvenue: ‘En journalist fra et dameblad blev helt målløs’. 

Jeg var til verdenspremieren på CPH:PIX, hvor det ved den efterfølgende Q&A blev påpeget, at der var tydelig kvindelatter i salen. Jeg har talt med mange kvindelige kritikere om filmen, hvoraf flere endda er feminister, og det er virkelig de færreste, der har været provokeret af den ret harmløse film. Men ud af tynd luft kan der kreeres en skandale, helt uden man skal bevise, om nogen egentlig er blevet skandaliserede?

Men det er bare petitesser. Problemet opstår med diskussioner som følgende med Ekko:

– Hvad er Maries motiv for hendes handlinger?
”Hun vil have hans sæd. Hun vil have et barn med en god mand.”

Nope. Nej. Aldrig nogensinde svare på det spørgsmål. Hvad der er en hovedpersons motiv, det er op til publikum at vurdere. At svare på det som instruktør, det er at ødelægge publikums oplevelse af filmen. Og som enhver, der har set filmen, nok vil give mig ret i: Idéen om, at Marie blot er motiveret af at få et barn, gør filmen så meget mindre interessant.

Noget af det bedste ved den ret så fremragende En Frygtelig Kvinde er netop den facetterede kvindefigur. Til tider nærmest dæmonisk. Til tider absolut gennemsnitlig. Der er tegn på noget helt unikt mærkværdigt ved hende, som det faktum at vi aldrig hører noget om hendes fortid, udover historier fra London der lader til at være opspind. Og så er der de mest stereotype ting, såsom at hun er glad for nips og renlighed. Der er så mange forskellige aspekter ved Marie-figuren, at enhver seer kan få noget personligt ud af det. Det er en styrke. Hvis vi får trukket ned over hovedet, at hun i virkeligheden bare vil have sæd, så formindsker det filmen.

Hvis jeg må komme Tafdrup i forkøbet med et muligt forsvar, så vil han måske sige, at det netop var via subjektiviteten at det provokerende og farlige opstår, at det netop var ved at rendyrke hans egen opfattelse af verden at noget skarpt og personligt er kommet frem fremfor at lave et gruppe-kompromis. Som han igen siger til Ekko:

“Folk prøver at gøre den mere pæn og tilforladelig, for ligesom i parforhold er det svært at holde fast i intentionerne. Men jeg ville ikke lave en sødsuppet livslektie-morale, som der tit er i film. Jeg ville lave en film baseret på en følelse, og der havde jeg brug for at gå hele vejen.”

Men dertil er blot at sige, at En Frygtelig Kvinde ikke fremstår som én følelse hele vejen. At påstå det modsatte ødelægger nogle af dens bedste æstetiske træk. Det måske mest særprægede og originale coup i filmen er de to klip, hvor Amanda Collins Marie stirrer direkte ind i kameraet. Her er vi netop udover en umiddelbar mandlig følelse; det er netop pointen, at det foregår bagved Rasmus’ ryg. Det er en kommunikation fra kvinden og til publikum, henover hovedet på manden, netop i de øjeblikke hvor han føler sig mest i kontrol.

Det er lige præcis en indrømmelse af, at mandens umiddelbare følelse i forholdet er utilstrækkelig, at han ikke formår at føle nok til at følge med i forholdets udvikling. Det er netop det kompleks af følelses-forsinkelser, der tilfører En Frygtelig Kvinde så mange lag. Det er som et bindeled mellem den personlige følelse og noget arketypisk, noget nærmest mytisk, hvor filmen til tider minder om Lars von Triers Antichrist. Det er de glimt af evigheden, der gør En Frygtelig Kvinde til så meget mere end en tøffelhelts opgør med sine ekskærester.

Christian Tafdrup har ikke ejerskab over Marie-figuren, hun er lavet i samarbejde med Amanda Collin, som i mine øjne faktisk giver en af årets bedste danske skuespillerpræstationer

Så hvad er problemet? Hvis filmen sælger billetter, skal vi så ikke stole på publikum? To ting: For det første, så accepterer jeg som filmkritiker bare ikke urigtigheder om film, heller ikke for at sælge billetter. Det er en faglig stolthed, det er bare ikke i orden, og jeg skal indrømme, jeg også bærer på en vis irritation over de af mine kolleger, der lader Tafdrup lukke den slags urigtigheder ud uden at modsige dem. Og det siger jeg med fuld viden om, at samtlige af de interviews er både mere underholdende og mere læste end noget, jeg nogensinde har skrevet. Og at samtlige interviewere hører til blandt de dygtigste af mine kolleger. Ingen af os er gode nok til at modsige kunstnere om deres kunst, og det er sådan set noget nær en kritikers fornemste opgave. At kritisere.

Men derudover er det et problem, fordi det fremhæver instruktøren på bekostning af alle andre. Christian Tafdrup har ikke ejerskab over Marie-figuren, hun er lavet i samarbejde med Amanda Collin, som i mine øjne faktisk giver en af årets bedste danske skuespillerpræstationer. Og jeg tror, at Collin har en stor del af æren for, at Marie er blevet så meget dybere og mere facetteret, end Tafdrup går og påstår.

Skrækeksemplet: Darren Aronofsky
Jeg forsøgte tidligere i år at arbejde mig igennem den amerikanske filminstruktør Darren Aronofskys filmografi som forberedelse til hans seneste film mother! Men jeg måtte simpelthen holde op. Det var for ensformigt, for fladt, umuligt at håndtere i så store mængder. Selv successer som Requiem For a Dream mangler lag: Det teknisk set uovertrufne klimaks er måske nok et mesterstykke i klipning og følelsesmanipulation, men er samtidig også så enstrenget i sit filmsprog, at det forstås umiddelbart og så forsvinder igen. Der er ikke plads hos tilskuerne til selv at leve og ånde i selv i den bedste Aronofsky-film.

Det blev først et problem, da Aronofsky kastede sig ud i et projekt, hvor publikum ikke var interesserede i at følge med. Som udgangspunkt så det ellers godt ud: En minimal PR-kampagne vækkede appetitten hos kernepublikummet, og Aronofsky begyndte endda at date Jennifer Lawrence, hvilket vel tydede på, at optagelserne var gået ret godt.

Men da filmen fik premiere blev interesse vendt til noget nær foragt. Filmkritikerne i Cannes, der var komplet uforberedte efter en PR-indsats, der nærmest intet afslørede om mother!, vendte sig i forbløffelse mod den voldsomme og ekstreme film. Selv de, der forsøgte at følge instruktøren famlede i blinde med analyser, der lød ganske uoverbevisende. Da filmen fik biografpremiere blev den et gigantisk flop, instruktøren lød mere og mere desperat i de interviews han lavede efterfølgende, og Lawrence endte med at gå fra ham – efter sigende blandt andet i frustration over, hvor besat han var af sin uelskede film.

Der er ikke noget i kunst, der hedder ‘sideeffekter’. Der er kun effekter

Aronofsky gave et afslørende interview til Indiewire. Et af punkterne hed ‘Kontroller din film, budskab og marketing’, og alle tre ting havde Aranofsky tydeligvis været meget involveret i. At den elendige modtagelse måske pegede på, at han havde taget eklatant fejl syntes ikke at være gået op for ham. At han måske ikke skulle have været så kontrollerende, var vist ikke den lære, der blev draget.

Interviewet gennemgår de allegoriske elementer – hvilken karakter repræsenterer hvilken bibelsk person, den slags – men da der bliver spurgt ind til, hvorvidt der var en tematik omkring berømmelse, svarer Aronofsky måske utilsigtet afslørende:

“The fame stuff is purely a side effect. A lot of people are seeing that. It is because we have Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Ed Harris, and Michelle Pfeiffer dealing with the crowd, the paparazzi and autograph seekers. When I was writing I wasn’t seeking comment about that, it was about the allegorical sense of worship.”

Nej! Der er ikke noget i kunst, der hedder ‘sideeffekter’. Der er kun effekter, og hvis folk tolker brugen af “kendte skuespillere” og “berømmelse”, så tager de ikke fejl, selvom instruktøren har haft en allegori om tilbedelse i tankerne. Hvis han ville undgå den effekt, kunne han have castet mindre kendte skuespillere. Som det er, er det en 100% valid tolkning af filmen.

Film er altid et samarbejde. Mellem kunstnere og pengemænd, mellem skuespillere og teknikere, mellem afsendere og publikum. Og det gør kun produktet mere facetteret og fascinerende.

Det er afslørende, fordi det peger på en idé om et hierarki af tolkninger, og et hierarki der er bestemt af forfatteren i skriveøjeblikket. Det øjeblik hvor Aronofsky var mest alene i skabelsen af sit værk. Der er ikke plads til publikum i den tankegang, men hvad værre er, der er ikke plads til alle de andre kunstnere, der har medvirket i skabelsen af en film Aronofsky i sidste ende står som afsender af. Og det er ikke bare skuespillerne, men også fotograf, klipper, art designer, etc.

Film er altid et samarbejde. Mellem kunstnere og pengemænd, mellem skuespillere og teknikere, mellem afsendere og publikum. Og det gør kun produktet mere facetteret og fascinerende. Instruktørernes insisteren på at kontrollere ‘budskabet’, i ental, på at kommunikere én følelse, minder mig lidt om Pixar-filmen Inderst Inde, hvor Glæde går i panik, da der begynder at blive blandet andre følelser ind i den lille pige Rileys glade stunder. Men til sidst finder de ud af, at blandede følelsesoplevelser faktisk er en del af det at blive voksen.

På samme måde er det med film. Og for at hylde det, er her et par af de bedste blandinger, der kan ses i biografen for tiden:

Sergio Armstrong for Neruda
Vi her på POV har før hyldet fotografen Sergio Armstrong i forbindelse med hans fantastiske fotografering af PIX-filmen The Desert Wife, men hans måske mest ambitiøse arbejde kan for tiden ses i Pablo Larrains Neruda. Neruda passer ret fint ind i Pablo Larrains filmografi som endnu en film om, hvordan historie formes af måden, vi fortæller den på – denne gang med digteren Nerudas poetiske fortolkninger i centrum – men samtidig er der noget over Armstrongs mærkværdige brug af modlys og vidvinkel, der forbinder fortællingen med en langt bredere sydamerikansk filmarv.

Taiki Waititi for Thor: Ragnarok
Det er måske lidt mærkeligt at bruge en instruktør som eksempel, men Marvel er ikke ligefrem kendt for auteur-film, og alligevel er Thor: Ragnarok så subtilt Waititisk, at det er dybt fascinerende. Ganske meget både scenografi og makeup synes inspireret af maori-kultur, og pludselig er der kommet en post-kolonial subtekst i historien om nordiske guder, der hjemsøges af fortidens ugerninger. Og det er uden at sige noget om Jeff Goldblum, der tilfører filmen sin helt egen energi, mens han spiller synth-keyboard og generelt synes at eksistere på sin egen personlige planet. Hvilket i og for sig også er plottet.

Bobby McFerrin i The Square
Virkelig mange festivalfilm trækker på klassisk musik for at indikere, hvor seriøse de er. Meget få kan finde på at benytte en fortolker som Bobby McFerrin, en af verdens teknisk dygtigste sangere, men samtidig nok også først og fremmest kendt for Don’t Worry, Be Happy. Et af årets bedste eksempler på, at de bedste film klistrer kunst sammen fra brudstykker af virkeligheden.

Foto-credit: Kino.dk. Bortset fra billede af Christian Tafdrup: Credit: DFI.

Kategorier