ANMELDELSE – I disse dage er komikerlegenden John Cleese på en mindre danmarksturné – med det samme show, som han har optrådt med siden 2010. Nu under titlen ‘Last Time You See Me Before I Die’. POV International så det i DR Koncerthuset. Cleese lever forhåbentlig mange år endnu. Men det er på tide at stoppe på scenen, skriver Jan Eriksen. Gløden er væk.
Et sted i ’Last Time You See Me Before I Die’ fortæller John Cleese om en af de utallige reaktioner fra fans, han har modtaget i efterdønningerne af Monty Python’s Flying Circus. Det handlede om John Cleeses parodi på en klassisk BBC nyhedsoplæser: ’And now to something completely different.’
”Problemet er,” sagde manden, ”at jeg aldrig senere har kunnet se tv-nyheder uden at komme til at grine ad værternes selvhøjtidelighed”.
Jeg har haft det præcis på samme måde, siden jeg som 13-årig så Python første gang på barndomshjemmets sort/hvide tv. Ser af samme grund sjældent tv-nyheder. Det siger lidt om pythonernes betydning for min udvikling – som for sikkert millioner andre.
Det er meget muligt, at den akavede gruppe tv-komikere til en begyndelse dengang ultimo 60’erne egentlig bare var ’being silly’, som John Cleese siger. Monty Pythons absurde sillyness kombineret med en vis politisering og stadig flere grænsesøgende angreb på alle tænkelige tabuer i efterkrigstidens England foregik parallelt med den øvrige antiautoritære vækkelse på bagkant af 1968.
Det er lidt som at møde sin åndelige fader, når John Cleese viser videoklip og fortæller anekdoter om de mere eller mindre tilfældige tildragelser, der skabte f.eks. papegøje-sketchen, mødet med manden, der inspirerede ‘Halløj på badehotellet’ og Terry Jones’ masterpiece: Sketchen med den eksploderende restaurantgæst i ’The Meaning of Life’
Men i modsætning til andre af da- og nutidens modbevægelser var intet helligt.
Intet tabu uangribeligt. Det eneste absolut var, at intet var absolut.
Monty Python – og til en vis grad ’Halløj på badehotellet’ – er meget mere end humor. Det er en livsindstilling.
Som Cleese siger i showet, ’det vigtigste i ’Life of Brian’’ er scenen, hvor Graham Chapham (der spiller Brian) siger: ’Don’t follow me. Be individuals.’’ Den scene på videoskærmen bag Cleese er i øvrigt stadig sjov ved 14. gensyn.
Så, ja, det er lidt som at møde sin åndelige fader, når John Cleese viser videoklip og fortæller anekdoter om de mere eller mindre tilfældige tildragelser, der skabte f.eks. papegøje-sketchen, mødet med manden, der inspirerede ‘Halløj på badehotellet’ og Terry Jones’ masterpiece: Sketchen med den eksploderende restaurantgæst i ’The Meaning of Life’.
Genbrugt og anakronistisk show
Men. Og der er et klart men. Denne anmeldelse kunne også tage udgangspunkt det sted i showet, hvor John Cleese ganske rammende definerer tidspunktet, hvor verden skiftede fra medmenneskelighed til grådighed: Da Vatikanet i 1500-tallet oprettede sin egen bank og begyndte at opkræve renter.
Efter en dyr skilsmisse har Cleese med typisk no shit-selvironi gjort det til en pointe, at han turnerer for pengenes skyld. Det kan man vælge at se som et forsonende element i forhold til hans grådighed. Reelt er indholdet med få ændringer det samme i ’Last Time You See Me Before I die’ som i ’Alimony Tour I’, der begyndte i 2010.
Nærmest ord til ord. Jeg gætter på, at teksten, der løber ned over de tre telepromptere i DR Koncerthuset er en samme som i det første show.
Nu kan man så indvende, at Rolling Stones har optrådt med ’Satisfaction’ i 55 år. Hvorfor så ikke John Cleese? Jeg grinede adskillige gange undervejs, selvom jeg inklusive tv og video har set materialet to til fire gange.
Fint at John Cleese står ved sin grand oeuvre, men jeg savner at høre ham sætte sig selv i et 2018-perspektiv… Udfordrer 9-11, Bataclan, Syrien, skoleskyderier – og for den sags skyld ordmassakrer på SoMe – det sjove i død og ødelæggelse som et oprør mod konventionerne? Jeg hælder mod ja
Cleese’s reflektioner over eksistensberettigelsen i grænsesøgende humor er stadig interessante. Det mest interessante i showet, efter min mening. Sort humor løsner spændinger, siger Cleese. Nemlig.
Desværre – og lidt ironisk – kan Cleese forsvar for fjollethedens opgør med tabuerne godt virke lidt anakronistisk i dag.
Der er et før og efter Muhammedtegningerne. Det gælder især religiøs humor og humor, der involverer døde mennesker. Cleese holder fanen højt. Finder stadig anekdoten om jockeyen, der vandt et løb, selvom han døde i sulkyen, inden hesten kom i mål, forrygende sjov.
Fint at han står ved sin grand oeuvre, men jeg savner at høre Cleese sætte sig selv i et 2018-perspektiv. Som han af og til har gjort i interview.
Udfordrer 9-11, Bataclan, Syrien, skoleskyderier – og for den sags skyld ordmassakrer på SoMe – det sjove i død og ødelæggelse som et oprør mod konventionerne? Jeg hælder mod ja.
Når John Cleese i dag taler om ’racial humor’ taler han i virkeligheden om humor på harmløse fordomme. Joken, ’Hvorfor er det Saudi-Arabien, der har olien og Irland, der har kartoflerne? Jo, irerne fik lov at vælge først’, har ikke noget med racisme at gøre. Den spiller jovialt på nationers fordomme om hinanden. I min verden totalt harmløst i 2018.
Kunne man indspille en ‘Life of Muhammed?’. Næppe. Hvad siger John Cleese?
Kørt hjem på rutinen
Så er der mere saft og kraft i to stadig rigtig sjove videoklip med en svensk formand for ’Humorens uge’, der aflyses, fordi samtlige melankolske udvalgsmedlemmer med efternavnet Svensson har begået selvmord.
Det samme gælder det formidabelt morsomme klip, hvor pythonerne kommer til at tabe afdøde Grahams Chapmans ’aske’ på scenen.
Så jo. Genhørt er store dele af materialet ganske underholdende. Og hyggeligt. Igen, hvad der engang kunne få trossamfund og andre bekymrede på barrikaderne, virker langt henad vejen ret harmløst i dag.
Jeg lever gerne med Cleese’s hang til at sætte sig selv i centrum, hvor æren vist med rimelighed kunne deles – det er hans show.
Efter 80 shows årligt de seneste otte år virker John Cleese træt og uoplagt. Den bliver kørt hjem på rutinen i DR Koncerthuset. Det høres især, når Cleese griner for at understrege. Den latter kommer ikke fra hjertet længere
Det er spændende at se ham arbejde. Teknisk set er Cleese en glimrende komiker. Timingen er intakt, stilen, balancen mellem hårdt punch og vanvid (inspireret af mentorer som Marty Feldman og Peter Sellers) er der stadig.
Men efter 80 shows årligt de seneste otte år virker John Cleese træt og uoplagt. Den bliver kørt hjem på rutinen i DR Koncerthuset. Det høres især, når Cleese griner for at understrege. Den latter kommer ikke fra hjertet længere.
Jeg under John Cleese alt godt – og en stor tak. Men han mener det forhåbentlig alvorligt med ’sidste gang’. Hans eftermæle er alt for guldbelagt til at blive liret af på automatpilot.
Det burde i øvrigt fremgå af annonceringen af showet, at det er hentet på genbrugsstationen.
Jeg så ‘Last Time You See Me Before I Die’ mandag i DR Koncerthuset.
Topfoto: ICO Concerts
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
