Michael Schøt: Hvad med at lade politikerne tale færdig uden at afbryde?

af i Kultur/Politik & Samfund

INTERVIEW – Michael Schøt er kendt som politisk komiker med sit eget populære koncept Schøtministeriet på Facebook. Han håber, at politisk satire forbliver en del af samfundet også om ti år. Og så kunne han godt tænke sig et format, hvor politikerne fik lov til at tale uden afbrydelser i længere tid end to et halvt minut. Det ville være spændende, siger han. Jakob Terp-Hansen har talt med Schøt om, hvilket ansvar en komiker, mange følger, egentlig har, når man formidler samfundsstof.

Michael Schøt har politik i centrum for sin humor, fordi samfundsforhold interesserer ham.

Længere er den ikke, forklarer han, da jeg en eftermiddag på en kaffebar i København møder den populære komiker, der driver Schøtministeriet, og indleder med at spørge, om der egentlig er et samfundsmæssigt behov for, hvad han bedriver:

”Der er meget mere samfundskritisk satire nu, end der var for ti år siden, men dengang lavede jeg det også. For mig er det en meget personlig genre. Jeg interesserer mig for historie, politik, religion og filosofi, og derfor er det også de emner, jeg laver stand-up om”.

“Jeg var længe irriteret over, at der ikke var mere politisk satire i Danmark; jeg har elsket traditionen i amerikansk tv og har gerne villet have et lignende mediebillede herhjemme. Det synes jeg, der er kommet i højere grad”, indleder han.

Schøtministeriet er ikke skabt af idealisme. Idealismen er kommet bagefter som et egoistisk redskab, hvis jeg skal være hårdkogt ærlig

Men gør du dig tanker om, hvorvidt der er behov for politisk satire i samfundet?

 ”Nej, det gør jeg faktisk ikke. Det er drevet af min egen lyst og indignation. Mit behov. Man bliver også afhængig af at optræde for et publikum, der griner – men selve satiren og dens placering i samfundet tænker jeg ikke specielt meget over. Jeg reagerer bare,” slår han først og forklarer videre:

”Schøtministeriet kom ud af, at jeg ikke kunne lave showet på fjernsyn, og så passede det med, at Facebook kom, og så kunne jeg selv gøre det. Det er ikke skabt af idealisme. Idealismen er kommet bagefter som et egoistisk redskab, hvis jeg skal være hårdkogt ærlig”, griner han og fortsætter:

”Det sjove ved at se mig være sur på noget er, at man også selv er sur, og så kan jeg formulere det for mit publikum. Satiren må ikke blive en intellektuel øvelse. Man må ikke kigge på emnerne intellektuelt men formulere følelser. Satiren kan være grundlagt på og drevet af følelser – det kan journalistik ikke.”

Tænk, hvis man talte med politikerne uden at afbryde

Udover en ugentlig tale på syv minutter foretager Michael Schøt også interviews med politikere på Nørrebro Teater til Schøtministeriet.

Tankegangen bag har været klar, fortæller han:

At have en længere samtale uden konflikt, hvor man for alvor kunne komme bag politikernes holdninger.

Jeg har venner, jeg er 100 procent uenige med om alt. Vi diskuterer politik hele tiden, vi skændes aldrig. Det er morsomt og hyggeligt. Så kan vi ikke prøve at formidle en positiv politisk samtale?

Som han forklarer:

”Jeg har tit været ude og optræde i sammenhænge med politikere. Og der har jeg set mange af dem, hvor der ikke har været kamera på, hvor de har været sindssygt gode – noget, jeg ikke synes, man ser så tit på fjernsyn.”

”Og så kan man godt sidde og tænke: Hvorfor kan du ikke bare forklare, hvad du mener?”

”Men jeg synes faktisk, at partierne tit har været afsindigt gode til at diskutere i paneldebatter. Og så kan jeg godt have lidt dårlig samvittighed over at puste til politikerleden ved at holde en tale om ugen, hvor jeg taler grimt om dem. Måske skulle jeg også give dem en chance for det, som vi aldrig kan lave på fjernsyn, fordi formaterne er så korte.”

”Jeg har aldrig set en politiker forklare fuldt ud på fjernsyn, hvad han eller hun synes om noget, fordi de altid bare maksimalt har to et halvt minut.”

”Og derfor fik jeg idéen om at lave interviews Hvorfor kan jeg ikke se en halv times interview med en politiker? Det er super mærkeligt. Det findes ikke. Og så var idéen ikke at have alle de konflikter, som man har i medierne, men bare at have en samtale”.

”Jeg har venner, jeg er 100 procent uenige med om alt. Vi diskuterer politik hele tiden, vi skændes aldrig. Det er morsomt og hyggeligt. Så kan vi ikke prøve at formidle en positiv politisk samtale?”

”Det, jeg så opdagede undervejs i forhold til spørgeteknik, var, at i og med, at jeg ikke er journalist, kan jeg uden at miste integritet sige: ”Det er jeg enig i, men hvad så med…?”

”Så kommer jeg lynhurtigt et spadestik dybere ned og havner i noget ideologisk. Jeg er ligeglad med, hvilken politiker, der har sagt noget hvornår. At have en halv times samtale med Marcus Knuth om, hvorfor han er villig til at gå på kompromis med basale frihedsværdier, fordi han ville forbyde en burka, var et super fedt interview”.

Når politikeren får lov til at formulere hele sit argument ordentligt, at folde det ud, så er der mange steder, man kan stikke fingeren ind. De er simpelthen ude i et territorium, hvor de ikke har været før, og det bliver jo også langt mere interessant at lytte til

“Jeg skulle have ham ud og forklare det, så jeg forstår det, for jeg forstår det ikke,” siger han og fortsætter:

”Jens Rohde sagde til en af de andre, der skulle interviewes samme aften, at det var svært, fordi han blev ved med at sidde og tænke: ”Hvornår afbryder han mig?”

”For de kører jo efter devisen om, at det først er tredje gang, de fortæller, hvad de virkelig mener. For først kommer spindoktorfrasen og så følger din variation. Men når politikeren får lov til at formulere hele sit argument ordentligt, at folde det ud, så er der mange steder, man kan stikke fingeren ind. De er simpelthen ude i et territorium, hvor de ikke har været før, og det bliver jo også langt mere interessant at lytte til”.

Ansvaret som komiker

– Nu har du jo fået en anseelig følgerskare, små 100.000 mennesker på Facebook. Når du har så mange følgere, hvilket ansvar følger der så med, når du lægger ting op?

 ”Det er en løbende proces. Oprindelig ville jeg sige, at jeg ikke har noget ansvar”, svarer Michael Schøt, der imidlertid siden har justeret den holdning fortæller han:

”I takt med, at der kom så mange til, begyndte jeg at revurdere min holdning. Specielt fordi jeg opdagede, at mange gymnasieelever kiggede med, og at mange samfundsfagslærere brugte Schøtministeriet i undervisningen som udgangspunkt for diskussioner eller temaer.”

”Så da jeg opdagede, hvor udbredt showet var, justerede jeg det. Jeg begyndte at lave talerne, så de ikke kun var stand-up. Når der var faktatunge elementer, behandlede jeg dem, som om, de skulle stå i en avis. Når jeg f.eks. kommer med noget hård data, er jeg nødt til at være sikker på, at det er rigtigt.”

Jeg prøver at være tydelig omkring, hvornår er noget hård data, og så antager jeg, at folk godt kan finde ud af, hvornår jeg fabulerer hen over noget … men der er bare nogle gråzoner, hvor folk ikke nødvendigvis kan hitte rede i det, og det er problematisk

”Du kunne have talt med mig for tre år siden, og så havde jeg forsvaret, at det ikke var mit job – og jeg er stadigvæk delt omkring det. Men det er kun i komikkens interesse, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved tallene.”

”Jeg havde faktisk et problem i forbindelse med en tale, jeg holdt om Landsholdet. Jeg skulle forklare, hvad konflikten er og gøre det relativt hurtigt, så vi kan komme videre til noget morsomt.”

”Jeg siger så, at DBU ikke vil være arbejdsgiver, og det vil de for eksempel ikke på grund af, at der kan opstå ballade om forsikringer,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg siger ”for eksempel” for at etablere, at det har noget med emnet at gøre. Men så er der folk på Facebook, der siger, at ”de er forsikrede, når de er på Landsholdet.” Det forstår jeg godt, det var et fiktivt eksempel for at forklare, hvad problemstillingen er. Der støder folk, der ser det med journalistikkens øje og folk, der ser det med komikkens øjne, sammen.”

”Det er et standardgreb for mig at sige, at ”det har noget med det her-agtigt at gøre – videre.” Den type konflikter er der stadig, hvor jeg formulerer noget, der er super løst, og hvor nogle tager det ekstremt konkret. Og jeg forstår godt, at det kan være svært at se forskel på, hvad den hårde data er, og hvad jeg ’sjusser mig frem til’.

Risikerer du så ikke, at din kontrakt med seerne bliver lidt udvisket?

 ”Jo. Men jeg prøver at være tydelig omkring, hvornår er noget hård data, og så antager jeg, at folk godt kan finde ud af, hvornår jeg fabulerer hen over noget”, svarer han og fortsætter:

”Der er bare nogle gråzoner, hvor folk ikke nødvendigvis kan hitte rede i det, og det er problematisk.”

”I 99 procent af tilfældene, når jeg fabulerer, er det vilde ting, der bliver sagt. Men det eksempel, jeg lige beskrev, var mig, der på ti sekunder lige løb hen over noget, der ville have krævet, at jeg satte mig ned og forklarede sagen ordentligt. Men så ødelægger det rytmen.”

”Der har jeg en konflikt løbende, og det tænker jeg over hver gang. Det er ikke altid, det lykkes, for problemet er, hvis folk siger: Hvis en ting ikke er rigtigt, er det næste så? Folk skal helst selv kunne afkode, om noget er data eller en vittighed. Det kræver, at man formulerer sig ufattelig præcist hele tiden”.

Jeg er stødt på det med, at ”det er rart, når komikere behandler aktuelle ting, så gider man at høre på det” … men pointen er, at folk også må se eller lytte til nogle rigtige nyheder så at sige. Det er for tyndt, hvis de syv minutter om ugen, jeg laver, er det eneste, folk ser

– Kommer du til at kunne eliminere den risiko?

”Der vil altid være risikoen for, der sker det i det små. For mig handler det om flere forskellige ting. Det handler om at være opmærksom på, at det kan ske. Det bølger frem og tilbage”.

”Nogle gange tager jeg det meget alvorligt – nogle gange meget lidt alvorligt. Da jeg talte om HPV-vaccine, tog det mig tid. En ting er, hvad jeg siger om Inger Støjberg. Noget andet er at tale om at stikke en nål i dig. Der er en meget konkret konsekvens, hvis jeg tager fejl, og hvis folk har gjort noget på grund af noget, jeg har sagt. Det tog jeg sindssygt alvorligt”.

”Når jeg så har gjort det, kan jeg have en uge, hvor jeg siger, at det her ikke er mit job. Det bølger frem og tilbage”

I USA har man haft debatten om The Daily Show som nyhedskilde. Du er der, hvor mange folk er. Hvad mener du om, hvis nogle ender med at bruge dit show som deres primære nyhedskilde?

”Så er der noget galt med dem, vil jeg sige”, ler han og uddyber:

”Du er jo nødt til at følge med i, hvad der foregår i samfundet. Jeg er stødt på det med, at ”det er rart, når komikere behandler aktuelle ting, så gider man at høre på det.”

”Men du skal da gide at høre med alligevel. Jeg forstår godt, det kan være virkeligheden for mennesker, der ikke interesserer sig for politik, og derfor gør jeg mig også umage for, at folk får en korrekt essens ud af mit show.”

”Det lykkedes ikke hele tiden, men pointen er, at folk også må se eller lytte til nogle rigtige nyheder så at sige. Det er for tyndt, hvis de syv minutter om ugen, jeg laver, er det eneste, folk ser. I øvrigt får man meget mindre ud af det, hvis ikke man har set nyhederne, for så er der en masse vittigheder, man ikke fanger”.

Jeg tror heller ikke, der er nogen, der kun får deres nyheder fra det, jeg laver – jeg tror, nogle ikke rigtig interesserer sig for en masse temaer, og når jeg så italesætter det, så begynder de at interessere sig for dem

– Men selvom at du synes, det er folks eget problem, hvis de primært får deres nyheder fra dig, kan det vel stadig godt ske?

”Ja, og det er jo derfor, at datoen som minimum er korrekt. Men jeg har meget svært ved at kontrollere, om de opfatter en tilfældig vittighed, der bygger på en overdrivelse som fakta for eksempel.”

”Men i øvrigt vil jeg sige, at alle mine overdrivelser er så voldsomme, at det kan man ikke rigtig være i tvivl om. Jeg tror heller ikke, der er nogen, der kun får deres nyheder fra det, jeg laver – jeg tror, nogle ikke rigtig interesserer sig for en masse temaer, og når jeg så italesætter det, så begynder de at interessere sig for dem.”

”Der, hvor der kan være en konflikt, er, at de måske bruger et argument, jeg har brugt, når de diskuterer. Om det så er validt eller ej, må den enkelte afgøre”.

Nedenfor ses den seneste video fra Schøtministeriet. I skrivende stund er den set af 55.000 mennesker:

Schøt's NyUgesTale 250: Svindel

"… Altså nu har regering efter regering – af begge farver – stjålet penge fra socialt udsatte igen og igen, så kan jeg da godt se hvordan Britta fra Socialministeriet kommer til at tænke: “Hvorfor skulle jeg ikke også gøre det?”Så blev det fredag og tid til en tale fra Schøtministeriet.

Posted by Michael Schøt on Friday, October 12, 2018

Den politiske satires fremtid

Nu talte du om, at politisk satire ikke var så fremtrædende for ti år siden. Men tror du fortsat, genren findes om 10 år?

”Det håber jeg meget, og jeg tror heller ikke, at politisk satire bare er en fase. I 80’erne og slut 70’erne var der masser af satire, og så døde genren lidt ud i en lang periode.”

”Nu er den kommet tilbage igen, og jeg ser flere nye, satiriske standupkomikere. Selv har jeg altid behov for at bedrive politisk satire. Og om ti år ved jeg i hvert fald, at der er mindst én, der fortsat gør sig i den metier. Og det er mig selv”.

Topfoto: Schøtministeriets Facebook-side.

Jakob Terp-Hansen er 17 år gammel, gymnasielev og følger især amerikansk politik tæt, som han har analyseret i tv og radio. Har desuden kørt flere medier om dansk og amerikansk politik. Du kan følge ham på Twitter:

Seneste artikler om Kultur