Maria Busch: Irrationalitetens rationalitet

af

At insistere på, at politik primært skal baseres på følelser, er at åbne op for en mobilisering af irrationalitetens forførelseskraft, der per definition diskvalificerer viden, fakta og evidens. Det er gift for vores demokrati, mener Maria Busch, for demokrati kun kan overleve i et klima af pluralisme, kompleksitet og evnen til at navigere mellem følelser og viden.

“Politik er først og fremmest følelser,” skriver Peter Skaarup i DF’s ugebrev den 25. juli i år. Skaarup kritiserer de danske politikere for deres insisteren på, at viden er en nødvendig forudsætning for at træffe politiske beslutninger.

“Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum.”

Skaarups udtalelser har, med hvad man må kalde poetisk retfærdighed, sat gang i en videnbaseret debat i medierne omkring validiteten af hans udtalelser. Hvilke konsekvenser vil det have for demokratiet, hvis hans synspunkt opnår en generel tilslutning i den danske befolkning.

Viden er ikke elitær

Ifølge professor i videnskabsteori på Aalborg Universitet David Budtz Pedersen spiller følelser på bekostning af viden en stadig større rolle i politik. I en artikel “Professor: Det er sørgeligt, hvis demokratiet enten skal reduceres til at være et teknokrati eller et emojikrati” i Information den 7. august 2017 udtaler han:

“Løgne, misinformation og manipulation af fakta er gift for demokratiet, fordi det skaber en orienteringsløs politisk debat. Det bliver en kamp mellem kendsgerninger og alternative kendsgerninger, hvor ekspertise bliver politiseret.”

Vores demokrati kan nemlig kun overleve, hvis vi som borgere ønsker demokratiet med alt, hvad det indebærer af pluralisme, kompleksitet og evnen til at navigere mellem følelser og viden

Denne politisering af viden, som Skaarup gør sig til talsmand for, køber han ikke:

»Kæden hopper af i argumentet om, at viden er elitær. Ideen om en akademisk elite på toppen af videnspyramiden, som udstikker politiske retningslinjer for samfundet, kan jeg overhovedet ikke nikke genkendende til. Kritikere af videnskaben overser, at viden altid har haft et frigørende og kritisk potentiale. Jo mere vi ved, jo mere kritisk kan vi forholde os til den verden, vi lever i. Ikke omvendt.«

David Budtz Pedersen gør sig til talsmand for, at i et sundt demokrati kan hverken viden eller følelser stå alene. Det handler om, som han siger, “at navigere mellem de to”.

Følelsernes politik

I en anden artikel, “Demokratiet er truet af følelser”, fra Information den 21. januar 2017, lægger David Budtz Pedersen ikke fingre imellem, når han beskriver, hvordan folkeforførere og demagoger i årtier har benyttet sig af ‘følelsernes politik’.

“De har opildnet folket til at stemme for ekstreme politiske forslag, ikke så meget ved rationel argumentation som emotionel vækkelse.”

Som tidligere, advarer han mod denne ‘følelsernes politik’:

“Det betyder, at selve den demokratiske pluralisme bliver truet. I stedet træder en militariseret og populistisk retorik, der reelt kan føre til det repræsentative demokratis sammenbrud.”

Vores demokrati kan nemlig kun overleve, hvis vi som borgere ønsker demokratiet med alt, hvad det indebærer af pluralisme, kompleksitet og evnen til at navigere mellem følelser og viden.

“Hvis samfundet ikke længere er i stand til at producere en fælles vilje, vil demokratiet ophøre. Det emotionelle demokrati taler til den laveste fællesnævner, men er ude af stand til at løse samfundets mest brændende udfordringer.”

Fordomme og synsninger 

Også forfatter og redaktør Lisbeth Riisager Henriksen kritiserer Skaarups udtalelse i sin artikel “Respektløst når politikere ignorerer viden og erfaringer”, avisen.dk  30. juli 2017.

Lisbeth Riisager Henriksen leverer konkrete eksempler på, hvordan politik baseret på ‘fordomme og synsninger’ uden skelen til faglig viden ikke blot får utilsigtede konsekvenser, men også udgør en trussel mod demokratiet. Et eksempel er kontanthjælpsreformen fra 2016:

At kontanthjælpsreformen så først og fremmest ramte syge danske statsborgere, og at tre fjerdedele af gruppen (“aktivitetsparate”) af kontanthjælpsmodtagere slet ikke er arbejdsdygtige her og nu og størstedelen af dem varigt syge, handicappede eller har andre problemstillinger ud over ledighed, var Dansk Folkeparti ligeglad med. Man ville bare ramme indvandrerne og efterkommerne af disse, koste hvad det ville.”

Politik baseret på ‘fordomme og synsninger’ uden skelen til faglig viden får ikke blot utilsigtede konsekvenser, men udgør også en trussel mod demokratiet

Som David Budtz Pedersen, konkluderer Lisbeth Riisager Henriksen, at demokratiets overlevelse er afhængig af vores evne til at integrere både følelser og viden i politik:

“Politik bør basere sig på en afbalanceret vægtning mellem viden, erfaringer, fornuft og følelser. Ellers ender vi i totalitære tilstande.”

Følelser er ikke nyt for DF

Skaarups holdning om følelsernes forrang i politik er ikke nyt for DF. Således kritiseres Søren Espersen fx. i et debatindlæg “Camres metafysik” i Information den 24. maj 2008 af Ida Auken, Claus Christoffersen og Socialdemokratiets hovedbestyrelse for hans udtalelse om, at “Politik er følelser og ikke en skid andet”.

Politikerne hæfter sig især ved, at i kampen mod Islam benytter DF sig af en sammenligning mellem ‘dem’ og ‘os’, hvor “vesten er kendetegnet ved fornuft og rationalitet, mens islam repræsenterer det modsatte” på grund af deres religiøsitet. Ida Auken og Co. kritiserer selvmodsigelsen i, at DF “fra et absolutistisk standpunkt vil bekæmpe det totalitære”.

Politikerens kritik er helt legitim, men er der en anden tilsyneladende selvmodsigelse, som de ikke tager ordentligt fat om: Hvordan kan man gøre sig til talsmand for rationalitetens forrang og samtidig udtrykke sin tilslutning til irrationaliteten?

Kritikerne af såvel ‘følelsernes politik’ som rationalitetens metafysik har gennemskuet, at Kejseren går med skråbånd og støvler, men der er ingen af dem, der siger det eksplicit.

Folkeforførelse

Fascismen og nazismen har til alle tider benyttet sig af irrationalitetens forførelseskraft. Som den tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno redegjorde for i sit værk The Authoritarian Personality, mobiliseredes personer til den nazistiske sag ikke ved at appellere til deres rationelle egeninteresser, men derimod til deres følelsesmæssige behov og drift mod det irrationelle.

De mobiliserede personer, og de potentielt mobiliserede udgør ‘folket’. Altså det folk de fascistiske og nazistiske demagoger hævder, de som de eneste har et moralsk monopol på at repræsentere.

Folkeforførerne skaber en myte om folket og folkeviljen der… gør andre partiers repræsentation af borgerne illegitim

Den tysk idéhistoriker Jan-Werner Müller, der har beskæftiget sig indgående med populismen, senest i sin bog “Hvad er populisme”, forklarer, hvordan også dette er en bevidst strategi, der kun har til formål at skabe grobund for illusionen om folkets vilje:

“Men det er en rent teoretisk øvelse, for folket behøver slet ikke at være en del af det. Så det er en form for fantasi, hvor de taler i folkets navn. Og det kan lyde demokratisk, men i praksis kræver det ikke folkelig deltagelse.

Folkeforførerne skaber en myte om folket og folkeviljen, der ikke kun gør andre partiers repræsentation af borgerne illegitim, men også legitimerer og forstærker deres vælgeres drift mod det irrationelle, jeg-forglemmelsen og lydhørheden over for militaristisk retorik.

Døren står på klem

Denne mobilisering af irrationaliteten bruges i forfølgelse af minoriteter. Hvor tidligere tiders fascisme og nazismes forfølgelse af minoriteter var af racebiologisk natur, er den nyere fascisme og nazisme af metaracistisk natur. Ifølge den slovenske filosof Renata Salecl ser metaracismen racekonfliker som et resultat af “uforenelige kulturelle forskelle, livsstil og traditioner.”

Lige nu står døren på klem, men vi kan stadig nå at lukke den, hvis det er det, vi ønsker. Demokrati er ikke en selvfølge

Den ungarske filosof Gaspar Miklos Tamas forklarer, hvordan mobiliseringen til metaracistik forfølgelse bygger på en skabt historie om en trussel mod ‘hjemlandet’ og en forestilling om, at statens beskyttelse af sine borgere er et privilegium, der kun skal tilfalde de udvalgte, de der ‘naturligt’ hører hjemme i nationen.

DF’s påberåbelse af følelser og holdninger som de eneste legitime pejlemærker i politik ligger fuldstændigt i tråd med fascismen og nazismens udnyttelse af irrationalitetens forførelseskraft og dens mobilisering gennem forfølgelse af minoriteter.

At insistere på irrationalitetens overherredømme i politik er en rationel, bevidst og nøje kalkuleret handling, der åbner døren til en totalitarisme, der ikke kan anfægtes med rationelle midler. Ekspertviden, fakta og evidens kan fejes af bordet ud fra devisen om, at folket ved bedst.

Lige nu står døren på klem, men vi kan stadig nå at lukke den, hvis det er det, vi ønsker. Demokrati er ikke en selvfølge. Vi skal bestandigt kæmpe for at holde umenneskelighed fra døren, da den altid er parat til at vende tilbage fra sit eksil.

Illustrationer: CreativeCommons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Maria Busch

Maria Busch er cand. mag. i historie og engelsk fra RUC  har i en lang årrække været ansat som kommunikationsmedarbejder på Københavns Universitet. I dag er hun langtidsledig kommunikationsmedarbejder på kontanthjælp. Hun bruger sin blog beprettyplease.dk til at sætte fokus på, hvordan det er at bebo det golde kontanthjælpsland.  Maria er født og opvokset på Nørrebro, hvor hun stadig bor.

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top