Ingen beviser for russisk succes i fortidens informationskrig

af

Under Den Kolde Krig brugte den sovjetiske efterretningstjeneste KGB enorme ressourcer til deres informationskrig mod Vest, og nogle ser i dag en lignende russisk trussel. Det synes næsten glemt, at eksperter i den amerikanske efterretningstjeneste CIA ikke var imponeret af den sovjetiske offensiv. Deres advarsler om ikke at overdrive truslen er imidlertid af blivende værdi. Vi bør, konkluderede tidligere CIA-direktør Stansfield Turner dengang i en analyse, ”ikke lade succes for sovjetiske bestræbelser med desinformation gøre os paranoide”, for der er ”næsten ingen beviser for deres succes”.

Når det gælder vurderingen af den russiske informationskrig i dag, viser historisk erfaring, at der er to faldgruber, som man kan falde i. Det vil både være forkert, hvis man overser truslen, og hvis man gør den meget stor.

Især overdrivelse er blevet udbredt: Hvis man skal tro præsident Obamas CIA-direktør Michael Hayden, så var den russiske ”hemmelige kampagne for påvirkning” af det amerikanske præsidentvalg i 2016 ”sandsynligvis historiens mest vellykkede”.

Men er hans vurdering ensbetydende med, at den russiske indsats var en stor succes?

Svaret er ikke et klart ja. Mildt sagt. Det historiske grundlag for Haydens sammenligning er nemlig en total fiasko. Den sovjetiske hemmelige tjeneste KGB var under valgkampen i 1984, da Ronald Reagan var genopstillet, også aktiv i amerikansk politik. Men han blev genvalgt med et knusende flertal på 525 stemmer i valgmandskollegiet imod demokraten Walter Mondales 13.

Fordi KGBs succes bliver overdrevet, bliver den aktuelle russiske indsats mere skræmmende, end berettiget er

Sammenligningen med KGBs indsats bliver ofte anvendt, når alvoren i den nye hemmelige russiske indsats skal vurderes. Ruslands-eksperten Andrew Weiss fra det absolut ikke kold-krigeriske institut, Carnegie Endowment for International Peace, hævder således, at Vesten befinder sig på en ”alt for velkendt boldbane” i informationskrigen med russerne.

Nutidens indtryk af den ”alt for velkendte boldbane” afspejler ikke det faktiske spil fra Den Kolde Krigs sidste tiår. Fordi KGBs succes bliver overdrevet, bliver den aktuelle russiske indsats mere skræmmende, end berettiget er. Vi står i dag med et indtryk af kold-krigs spillet, som ignorerer, at CIA havde størst succes i informationskrigen.

Det bliver også ignoreret, at KGB’s indsats i høj grad er blevet tegnet af amerikanske høge, som ville skræmme politikere til en mere omfattende krig mod Sovjetunionen. Og endelig bliver det også ignoreret, at CIA længe modsatte sig høgenes politisk motiverede pres på tjenestens analyser.

Atom-opgøret

Når KGBs påståede succes skal bøjes i strålende neon, er det et yndet indslag, at man henviser til det folkelige oprør i 1980’erne mod atomoprustningen. NATO vedtog i 1979 anskaffelse af 572 nye amerikanske atombevæbnede raketter, og præsident Reagan lagde op til omfattende fornyelse af USA’s langtrækkende atomvåben. Samtidig blev det sovjetiske atomarsenal moderniseret og udvidet. Initiativerne blev imødegået med kritik af vestlige eksperter, som fik opbakning fra en bred offentlig opinion.

Det er ubestrideligt, at Sovjetunionen med både åbenlys propaganda og hemmelige aktiviteter støttede bevægelser, som gik imod atomvåben. Mellem de sovjetiske redskaber var økonomisk støtte til modstanderne, forfalskning af dokumenter og plantning af falske informationer i nyhedsmedier. Ifølge Andrew Weiss fra Carnegie gjorde Sovjetunionen ”alt hvad man kunne for opmuntring og manipulation af græsrøddernes fredsbevægelser”.

Det er ubestrideligt, at Sovjetunionen med både åbenlys propaganda og hemmelige aktiviteter støttede bevægelser, som gik imod atomvåben

Men det afgørende spørgsmål er: Var denne indsats afgørende eller blot vigtig for modstanden?

CIA noterede gevinst

Ingen ringere end tidligere CIA-direktør Robert Gates, som i 80’erne havde en ledende post i tjenesten, henviser i sin selvbiografi til en analyse af Sovjets hemmelige aktiviteter på dette felt. Analysen overbeviste angiveligt Reagan-administrationen om, at Sovjet ikke kontrollerede fredsbevægelsen, og at ”meget af protesten var ægte og derfor et problem, som Europas politiske ledere burde være opmærksomme på politisk”. Gates påpeger også, at indholdet af analysen, da noget af den blev lækket, ”gjorde europæiske fredsgrupper mere opmærksomme på, hvordan de uafvidende blev udnyttet af Sovjetunionen”, og at disse derfor rettede mere kritik mod Kreml.

ROBERT GATES, CIA’S DIREKTØR 1991-93, AFVISTE, AT SOVJET KONTROLLEREDE FREDSBEVGELSERNE. (FOTO: WIKIPEDIA COMMONS)

CIA’s analyse fra dengang er i dag offentligt tilgængelig – og førnævnte Andrew Weiss henviser til den i en dokumentation af, at hans påstand er korrekt. Men påstanden har ikke solid opbakning i dokumentet.

Der er kun få eksempler på hemmelige sovjetiske aktiviteter i forbindelse med atom-modstanderne, og ifølge CIA var KGB faktisk tilbageholdende i sin indsats. Ifølge analysen er ”det vanskeligt at vurdere den virkelige effekt af Sovjetunionens aktive foranstaltninger i den vesteuropæiske fredsbevægelse”.

Man konstaterer, at Sovjetunionen ”primært” har anvendt offentligt diplomati, fordi man ikke ville risikere modreaktionen, hvis hemmelige aktiviteter blev afsløret. De åbenlyse aktiviteter har, ifølge CIA, været de mest effektive.

Pressen var et skjold

Det måske mest effektive skjold mod KGB’s udnyttelse af pressen til desinformation, var de helt grundlæggende vilkår for journalistik i et vestligt demokrati. Hvis et nyhedsmedie bringer informationer, som er meget anderledes end ”normalbilledet”, dukker kritik straks op. Der er redaktører, som først skal godkende offentliggørelse, og bagefter er der efterkritik. Konkurrerende medier, mediernes kunder og politikere melder sig også gerne med kritik. Journalister er opmærksomme på, at fejl vil blive opdaget og påtalt, så de arbejder normalt grundigt med gode kilder og dokumentation.

Som sikkerhedspolitisk journalist ved dagbladet Information samt også korrespondent i USA for samme avis, arbejdede jeg i et miljø, hvor rygter, forkerte informationer, påvirkning samt endog forfalskede dokumenter var en del af dagligdagen. Det skete, at efterretningstjenester stod bag disse bestræbelser.

Sovjetiske forsøg på desinformation led imidlertid af et stort handikap. Et totalitært og lukket samfund kan ganske enkelt ikke fremstille effektiv ammunition til informationskrig, fordi ”producenterne” mangler den nødvendige viden. På et tidspunkt gav en sovjetisk diplomat, som nok var KGB-officer, mig nogle artikler, som jeg, som han sagde, måske kunne blive inspireret af. Materialet var så klodset, at brug ville have medført skandale.

MERE POV
Elefanten i vores byrum

Åbenhed er et skjold

Åbenhed i statslige, vestlige sikkerhedsorganer var også et effektivt skjold mod desinformation. Det oplevede jeg gentagne gange i USA.

I efteråret 1980 under valgkampen mellem Jimmy Carter og Ronald Reagan bragte en ugeavis i San Francisco en meget sensationel ”afsløring”. Man beskrev et dokument, som angiveligt var udarbejdet af præsident Carters Nationale Sikkerhedsråd. Det lugtede en del af sympati for hvide regimer i det sydlige Afrika.

Åbenhed i statslige, vestlige sikkerhedsorganer var også et effektivt skjold mod desinformation. Det oplevede jeg gentagne gange i USA.

Som korrespondent i Washington ville jeg gerne undersøge historien nærmere og fik efter en del besvær fat i et kopi af dokumentet fra lederen af en organisation, som især repræsenterede sorte amerikaneres interesse for Afrika.

Jeg viste dokumentet til kyndige kilder i Kongressen og Carters sikkerhedsråd. De kunne overbevisende fortælle, at hvis det var ægte, så ville de kende det, og for det andet var der en række små fejl, som afslørede, at det ikke var fremstillet i sikkerhedsrådet. Disse kilder havde min tillid, fordi jeg af dem tidligere havde fået informationer, som absolut ikke var officielle. Så dokumentet røg i papirkurven.

Eksempler i hundredevis

I officielle amerikanske rapporter fra 80’erne samt i nogle få akademiske værker og bøger, hvor afhoppede KGB-officerer var kilde, er fremlagt adskillige hundrede eksempler på sovjetisk desinformation. Nogle af de bemærkelsesværdige ”afsløringer”, som KGB hemmeligt pustede til, er:

  •           Amerikanerne brugte bakteriologiske våben under Koreakrigen.
  •           Højreekstremister og CIA stod bag mordet på præsident Kennedy.
  •           CIA udgør en usynlig regering.
  •           Systemkritikeren Andrei Sakhharov var agent for reaktionære.
  •           Genvalg af Reagan ville være ensbetydende med krig.
  •           AIDS var et amerikansk eksperiment med biologiske våben.

Selv meget respekterede amerikanske og europæiske aviser har bragt nyheder og dokumenter, som var forfalskede. Men det er karakteristisk for KGBs indsats, at den især fandt sted i u-lande, hvor massemediernes standard var lav.

I den vestlige verden knyttede man ofte sine aktiviteter til nyheder og opfattelser, som KGB ikke selv havde opfundet. Forklaringen er den enkle, at for KGB’s ledere og udsendte officerer var påvirkning af vestlig politik ikke det vigtigste. Endnu vigtigere var det, at man med succes-rapporter kunne påvirke sovjetiske topledere, så KGB havde deres sympati – endnu et eksempel på den omfattende korruption i landet.

Desuden er der fra 70’erne og 80’erne næsten ingen eksempler på desinformation, som har fået afgørende betydning i vestlige landes politik.

Reaganisternes trumfkort

Når sovjetisk desinformation alligevel spiller en stor rolle i tilbageblik på Den Kolde Krig er en væsentlig årsag, at sovjetiske aktiviteter blev et nyttigt redskab for kredse, som ønskede en optrapning af konflikten med Sovjetunionen.

WILIAM COLBY – CIA’S DIREKTØR FRA 1973-76 VILLE REFORMERE TJENESTEN. (FOTO: WIKIPEDIA COMMONS)

Fra midten af 1970’erne anså ledende kræfter i CIA sovjetisk manipulation af nyhedsmedier for noget, som højst kunne give kortsigtede fordele. Det var ikke noget, som kunne undergrave USA’s rolle i verden. For CIAs ledere, især direktøren William Colby (1973-76), var hemmelige aktioner et forældet redskab, og han ønskede en efterretningstjeneste, som langt mere lagde vægt på overvågning og analyse.

To forskere fra den ansete militære læreanstalt National Defense University har nøje og med stor sympati beskrevet, hvordan en lille gruppe republikanske højrepolitikere og CIA-veteraner, som var blevet fyret af Colby, gennemførte en effektiv offensiv mod hans reformer.

De anvendte et påstået behov for kamp imod KGBs desinformation til genoprettelse af CIAs evne til hemmelige aktioner. Forskerne skjuler ikke, at denne indsats blev modarbejdet af stærke kræfter i både CIA og udenrigsministeriet, selv i Reagan-årene.

Storhedstid for CIA-aktioner

Carters sikkerhedspolitiske rådgiver Zbigniew Brzezinski havde allerede i marts 1977 foreslået hemmelige aktioner, som skulle undergrave det sovjetiske overherredømme i Østeuropa. Men på grund af modstand blev disse aktiviteter forsinket og fik ikke helt det ønskede omfang.

Men det ændrede sig hurtigt. Robert Gates, den senere CIA-direktør, skriver i sit tilbageblik, at Carter-regeringen med hemmelig støtte til diverse informations-operationer og åben propaganda førte ”ideologisk krig” med ny beslutsomhed og intensitet.

Genrejsning af CIA’s fordækte aktioner fik en triumf i 1979, da støtte til oprørere i Afghanistan blev optrappet – flere måneder inden den sovjetiske invasion. Brzezinski har endog senere taget æren for, at bistanden ”lokkede russerne ind i den afghanske fælde (…)”.

Reaganisters indsats mod KGBs desinformation blev modarbejdet i CIA

En ny storhedstid kom, da William Casey blev CIA-direktør i 1981. Casey kom ikke til CIA, fordi han ville forbedre tjenesten, f.eks. højne kvaliteten af efterretninger, beretter Gates, som blev en af hans nærmeste medarbejdere. Bill Casey ville ”primært føre krig imod Sovjetunionen”.

CIA bliver politisk

Det var en krig, som medførte politisering af CIA’s arbejde i et hidtil uset omfang, fortæller veteranen Melvin Goodman, som har 40 års erfaring fra det nationale sikkerhedsapparat – heraf 18 i CIA, hvor han var senioranalytiker og chef i Office of Soviet Analysis (SOVA).

Under Casey, med ihærdig bistand fra Gates, blev ”en systematisk fordrejning af indsamling og analyse af efterretninger med henblik på betjening af politiske interesser institutionaliseret”, beretter Goodman.  Casey og Gates besluttede, at tjenesten skulle forsyne Reagan-administrationen med ”retfærdiggørelse af fjendtlige relationer til Sovjetunionen og forsvarsudgifter på et højt niveau uden fortilfælde i fredstid”.

Casey var den første ”ideolog” i direktørstolen og den første direktør, som blev medlem af præsidentens ministerkabinet. Det var i strid med traditionen for, at CIA skulle holdes ude af den politiske proces.  Bill Casey var, skriver Goodman, af den opfattelse, at ”Sovjetunionen var årsagen til alt, hvad der var galt i det internationale system (…) og han ønskede, at CIA aggressivt skulle fremme fordækt aktion med henblik på opløsning af det sovjetiske imperium, og han var ikke interesseret i opsyn fra Kongressens side og lovlydighed”.

MERE POV
Uden titel, ufærdigt mesterværk

I den forbindelse var fokus på sovjetisk desinformation et nyttigt redskab, fordi man så både kunne optrappe den ideologiske modsætning og retfærdiggøre en markant større amerikansk indsats med fordækte aktioner.

Farligt misbrug

Sovjetisk desinformation var et kontroversielt emne i 1980’erne – også på grund af den amerikanske højrefløjs brug af truslen. Admiral Stansfield Turner, som var CIAs direktør fra 1977 til 1981, udgav i 1986 en analyse af konflikten mellem demokrati og efterretningstjenester. Der er, lyder en af hans konklusioner ”intet område  i efterretningstjenesters aktiviteter, som med større sandsynlighed vil medføre overgreb på borgernes rettigheder” end netop kontraspionagens indsats mod desinformation. Truslen er ”ofte” blevet misbrugt.

STANSFIELD TURNER, CIA-DIREKTØR 1977-1881, ADVAREDE MOD MISBRUG AF KGB’S DESINFORMATION. (FOTO: WIKIPEDIA COMMONS)

Stansfield Turner benægter ikke, at KGB har en række skumle aktiviteter rettet mod meningsdannelsen i demokratiet, men han mener, at ”der er meget lidt viden, når det gælder, hvordan det foregår”.

De fleste bøger og artikler, som beskriver desinformation, bruger, ifølge admiralen, to kneb. For det første anvendes, hvad der på engelsk kaldes ”guilt by association” – altså noget med, at mistanker smitter. Skyld anses for bevist, hvis man kan knytte en person til en organisation, som kan anses for anti-amerikansk, men måske, reelt, blot har synspunkter, der ikke deles af den anklagende skribent. ”Enhver, som er medlem af en sådan organisation eller støtter dens synspunkter, anses for at være agent for sovjetisk desinformation”, påpeger Turner.

Det andet kneb ligger i en ”bevisførelse” med selektiv udvælgelse af kendsgerninger, thi sådan kan man, skriver Turner, bevise næsten enhver påstand. Hvis der er to eller tre kendsgerninger, som støtter påstanden, og et par andre, som ikke gør, så antages det, at de sidstnævnte kendsgerninger er sovjetisk desinformation, som skal vildlede os og skjule sandheden.

Reelt står vi, konkluderer Turner, med en udfordring, hvor vi skal styre vej gennem to minefelter. På den ene side skal vi vurdere mængden af desinformation og den skade, som den gør. På den anden side er det farligt, hvis mistænksomhed bliver udbredt og blot mistanke kan udgøre et tungtvejende redskab i demokratiets debat.

Turner sætter sin lid til, at ”enhver kampagne med desinformation skal igennem vores egne medier. Fordi disse medier af naturen er skeptiske og undersøgende, og fordi der er så mange kilder for mediernes informationer i vores samfund, har vi forsvarsværker. Der er en rimelig chance for, at falske informationer vil blive afsløret, som det de er, af nysgerrige, indbyrdes konkurrerende journalister”.

Topfoto: Atomoprustningen blev i 1980’erne et emne for store demonstrationer – her protesterer hollandske soldater i 1983 Foto: Wikipedia Commons.

To tidligere artikler af Dragsdahl med fokus på russisk desinformation var “Desinformation er en giftig gave til os fra Den Kolde Krig” og “Truslen fra Sovjets KGB lurer bag ny frygt for Rusland”

POV International udbetaler ikke løn. Hvis du værdsætter mit arbejde, vil jeg være glad for støtte via Mobile Pay 30 33 15 59.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del gerne denne artikel med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden, eller donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi har ikke noget reklamebudget.

mm
Jørgen Dragsdahl

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd.
Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret.
Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk
Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.

Seneste indlæg fra

Gå til Top