Desinformation er en giftig gave til os fra Den Kolde Krig

i Danmark/Politik & Samfund/USA af

Som et ondt spøgelse fra Den Kolde Krig er ”desinformation” kommet på mode. EU har oprettet et kontor, som skal følge russisk desinformation, og initiativet har nu ophidset den danske højrefløj gevaldigt, fordi det angiveligt kan true denne fløjs ytringsfrihed. Kongressen har for USA’s vedkommende vedtaget en lov, som skal oprette et regeringsorgan, der skal bekæmpe ”udenlandsk desinformation og manipulation”, fordi verdens ”sikkerhed og stabilitet” er truet.

Med undren ser jeg på en gryende debat, som famler rundt i misforståelser og uvidenhed. Tilsyneladende er brug af det på dansk sjældne ord ”desinformation” – engelsk disinformation – ikke helt forstået.

De professionelles brug af ordet viser, at de har fået øje på en meget alvorlig trussel. Ordet stammer fra det russiske dezinformatsia, og bør ikke forveksles med misinformation – hvad nogle ordbøger faktisk gør. Den store forskel er, at ”desinformation” i fagsproget, som det f.eks. fremgår af en CIA-ordbog,  står for bevidst vildledning efter inspiration fra en efterretningstjeneste, mens ”misinformation” blot henviser til, at oplysninger er forkerte. Det er altså hensigterne bag, som er afgørende. Der rettes således en yderst alvorlig anklage mod enhver, som bliver beskyldt for desinformation.

For mig er det ret personligt. Som journalist ser jeg med dybe panderynker på alt, som kan true ytringsfriheden samt befolkningens adgang til sandfærdige informationer. Men det er mere end det. Jeg har selv, næsten hele mit liv i journalistikkens verden, været i nærkontakt med desinformation.

Hvis man under Den Kolde Krig arbejdede med sikkerhedspolitik, var håndtering af desinformation et grundlæggende vilkår for ens arbejde. Både agenter fra den sovjetiske efterretningstjeneste KGB og det amerikanske CIA har tilbudt mig informationer, som ikke holdt for nærmere eftersyn. Senere hævdede en såkaldt historiker, at jeg havde spredt desinformation og var KGB-agent. Det blev han dømt for i Højesteret. Under retssagen mod ham brugte jeg otte år på emnet. De kommer ikke igen. Men jeg fik da indsigt i en ganske omfattende litteratur.

Alvorlig trussel

Min erfaring siger mig, at der er grund til alvorlig bekymring. Spøgelset har givet både den offentlige debat, medierne og diverse statslige organer en meget giftig gave.

Mellem resultaterne af desinformations-aktionerne var galopperende paranoia i begge lejre

For nogle er det utvivlsomt en gave, som de ser store muligheder i. Det gælder især for de hemmelige tjenester i både Rusland og NATO-landene. De har betydelig erfaring fra Den Kolde Krig, og nu kan den viden genoplives, fulgt af større ressourcer og magtbeføjelser.

Men fra Den Kolde Krig ved vi, at mellem resultaterne af desinformations-aktionerne var galopperende paranoia i begge lejre, som gjorde konfrontationen både mere forvirrende og farlig end berettiget var, hvis man blot ser på de faktiske aktiviteter.

Efterretningstjenesterne var langt mere end blot ”øjne”. De var også mægtige våben i en informationskrig mellem to ideologisk antagonistiske blokke. Øst og Vest var låst fast i en konfrontation karakteriseret ved enorme militære styrkers opmarch og gensidig frygt for atomkrig. I denne situation var tjenesterne en slags let infanteri, som med stor mobilitet kunne operere bag fronterne, så modparten kunne blive svækket. Aktiviteterne var tit afstabiliserende. Det kan således også for de hemmelige tjenester og statsmagter blive en giftig gave.

Megen desinformation blev udført direkte mellem spioner og militære organisationer uden nyhedsmediers og politikernes indblanding, så man kunne sløre det faktiske militære beredskab og dets planer. For nærværende vil jeg kun se på den ”civile” side af problemet.

Gift for demokratiet

For demokratiet i begge de nye blokke er gaven uhyre giftig. Det er selve legitimiteten af demokratiets meningsudveksling, som udfordres, når desinformation bliver et redskab i storpolitisk nærkamp.

Tilliden mellem borgerne indbyrdes samt tilliden mellem dem og politiske beslutningstagere bliver alvorligt undergravet, hvis fjenden er en skjult aktør på meningernes markedsplads. Demokratiets styrke er netop, at vi gennem håndtering, med respekt, af forskellige meninger får belyst spørgsmål grundigt, inden vi når frem til en beslutning. Hvis nogle meninger og informationer kan afvises med, at de nok stammer fra en fjende, som kun vil svække os, mister vi måske det vigtigste bidrag til den demokratiske proces. Nogle bidragydere vil føle, at de ikke længere er en del af demokratiet, og vil derfor, måske, søge fjendens venskab eller gribe til andre udemokratiske metoder.

Særligt farligt er det, hvis informationer og meninger udelukkes, fordi de ”objektivt set” tjener fjenden. Dette argument, som gør påvisning af fjendens konkrete rolle helt unødvendigt, kvæler demokratiets ånd – og har i praksis banet vej for diktatur.

Hønen og ægget

Desinformation rettet mod den politiske meningsdannelse udgør det mest forvirrende og farlige i spionernes spejlkabinet, hvor alt jo forvrænges. Det rejser store udfordringer, når modtræk skal gennemføres.

Hvis man vil gennemskue magtspillet med informationer, er det vigtigt, hvorvidt hønen eller ægget kom først. Altså – har fjendtlige magter skabt undergravende meninger ved hjælp af falske informationer eller er disse informationer af fjenden blot blevet plantet i et miljø, hvor de passede ind? I sidstnævnte tilfælde kan skadevoldende informationer jo være opstået naturligt i miljøet. Netop dette er vist kernen i den aktuelle konflikt, hvor en religiøs fanatiker har fået optaget et antivestligt indlæg i et russisk propagandaorgan, hvorefter dette indlæg omtales af EU-organet i forbindelse med desinformation.

Det er et forvirrende afsnit i spejlkabinettet, fordi svaret på ”hønen-ægget” gåden ofte kan diskuteres uden nogen stærkt overbevisende afklaring. Stammer falske informationer fra en fremmed magt? Er de bevidst forfalskede eller blot forkerte? Og har informationerne haft væsentlig betydning? Det er svære spørgsmål, som stiller store krav til både bevismaterialet og evnen til køling vurdering. Men svarene har i stedet, sædvanligvis, afspejlet grundlæggende holdninger. Nogle ser stærkt alarmerende konspirationer i aktiviteterne, andre hælder til afslappede og meget nøgterne vurderinger.

Utroværdige aktører

Forvirring opstod under den Kolde Krig også, fordi efterretningstjenesterne sædvanligvis var hovedkilden, når USA eller Sovjetunionen blev beskyldt for desinformation, men fordi begge parter bedrev desinformation og anklagerne var led i den psykologiske krigsførelse var det altid muligt, at også beskyldninger samt argumenter i den forbindelse blot var desinformation. Derfor kunne dementier, som skulle tilbagevise desinformation, ikke gøre krav på stor troværdighed.

Pressen skal tjene de regerede ikke de regerende. Pressen er beskyttet, så den kan afsløre regeringens hemmeligheder og informere folket. Kun en fri og uhindret presse kan effektivt udstille bedrageri fra regeringsmagten.

Yderligere forvirring kunne opstå, hvis man satte lighedstegn mellem Sovjets og USAs desinformation – og denne forvirring kan genopstå i dag. Desinformation er ikke bare desinformation – noget lige forkert. Der var dengang moralske forskelle mellem aktørernes aktiviteter, og der var især forskelle i den kvalitative og kvantitative brug af dette redskab, idet sovjetisk brug var mere centralt koordineret og intensiv end f.eks. amerikanske bestræbelser. Ironisk nok var den amerikanske informationskrig langt mere effektiv, og de største triumfer kunne USA notere sig.

Udfordringen mod pressen

Journalistik skal være sandhedssøgende, og det indebærer ofte et modsætningsforhold til statslige organer samt politikere, der har et direkte ansvar for sikkerhedspolitikken. Pressen kan nedbryde autoriteter, og skyggesiden er, at den dermed baner vej for en tillidskrise samt accept af desinformation. Målsætningerne for sovjetisk desinformation er i mange redegørelser beskrevet så bredt og altomfattende, at mistanke rejses imod stort set al kritik af Vest-magternes sikkerhedspolitik. Det er intet mindre end pressens hævdvundne rolle i demokratiet, som dermed undergraves.

Få har mere præcist beskrevet den ”Fjerde Magts” rolle end den amerikanske højesteretsdommer Hugo Black i sagen fra 1971 angående retten til offentliggørelse af Pentagon-rapporten om Vietnamkrigen: ”Pressen skal tjene de regerede ikke de regerende (…) Pressen er beskyttet, så den kan afsløre regeringens hemmeligheder og informere folket. Kun en fri og uhindret presse kan effektivt udstille bedrageri fra regeringsmagten. Og altdominerende mellem opgaverne for en fri presse er pligten til at forhindre, at nogen del af regeringsapparatet kan bedrage befolkningen”.

Denne jobbeskrivelse lægger op til, at journalister skal rejse kritik mod magthavere i både Øst og Vest. De har også pligt til kulegravning og tilbagevisning af falske informationer, som cirkulerer i de såkaldt alternative medier, selv når det ikke er oplagt, at den oprindelige kilde ligger i fjendeland. Det vil være meget ressource-krævende – især, hvis mediernes dækning af emnet skal være så afbalanceret, at deres uafhængighed og troværdighed kan stå uanfægtet.

Aktuelt eksempel

Alvoren i den aktuelle udfordring fremstår klart i et nyligt eksempel, som blev bragt af The Disinformation Review, der udgives af det EU-finansierede EastStratCom Task Force, som DF-politikere og andre danske tilsyneladende ønsker nedlagt.

Det er et klassisk eksempel på, hvor en falsk nyhed kommer frem og bliver spredt i løbet af få dage gennem et bredt netværk af internetmedier med speciale i konspirationer, blogs, nyhedssider og til sidst etablerede russiske medier samt endog ellers troværdige vestlige medier.

Kernen i affæren er, at 87 tunge, pansrede kampvogne – ”tanks” – bliver til noget nær en amerikansk invasionstrussel med 3600 kampvogne. Et lille internet-baseret nyhedsmedie i den østlige del af Ukraine, som kontrolleres af oprørere, bragte 4. januar en artikel, som oplyser, at USA sender 3600 ”tanks” til Europa, hvor de er led i ”NATO’s krigsforberedelser mod Rusland”. Derefter kører historien i et hurtigt voksende antal medier i Europa og Nordamerika.

illu gengivelse norsk

Sandheden er, at en amerikansk panserbrigade med 87 kampvogne og et par tusinde andre køretøjer er blevet landsat i Tyskland og derefter kører til Polen, hvorfra styrken skal spredes til flere lande langs Ruslands grænser. Styrken skal berolige de pågældende lande og virke afskrækkende på russerne. Desuden skal et lignende antal kampvogne opmagasineres i Holland.

Demokratiets styrke er netop, at vi gennem håndtering, med respekt, af forskellige meninger får belyst spørgsmål grundigt, inden vi når frem til en beslutning. Hvis nogle meninger og informationer kan afvises med, at de nok stammer fra en fjende, som kun vil svække os, mister vi måske det vigtigste bidrag til den demokratiske proces

Optrevlingen af dette svindelnummer er foretaget af den amerikanske atlantsammenslutning, som støtter NATO. Det er i skrivende stund ikke blevet omtalt i store medier, så hvis EU-organet ikke havde samlet historien op, var den nok blevet forbeholdt nogle få amerikanske specialister.

Forværret udfordring

Udfordringen fra den russiske offensiv med desinformation udgør en langt mere alvorlig trussel end den, som især den sovjetiske efterretningstjeneste KGB anførte under Den Kolde Krig. Det er de danske højrefløjsaktivister tilsyneladende helt blinde for, også selvom netop de har været uhyre aktive med beskyldninger for desinformation imod folk og medier, som havde en anden opfattelse af konflikten med Sovjetunionen, end de havde.

Den nye bølge af desinformation er tydelig inspireret og organiseret af russiske eksperter, som har kendskab til KGB’s metoder. Men sovjetisk propaganda og desinformation havde ikke stor gennemslagskraft i andet end kommunistiske kredse og ulande. Det nye fremstød er i flere henseender anderledes.

Desinformation fra KGB var præget af, at Sovjetunionen var et totalitært samfund, hvor selv KGB-folk havde ringe kendskab til Vest, og derfor ikke kunne fremstille falske informationer, som passede ind i vestlig nyhedsformidling. I dag er bagmændene langt mere sofistikerede.

Udfordringen fra den russisk desinformation udgør en langt mere alvorlig trussel end den, som KGB anførte under Den Kolde Krig

Endnu en stor forskel er internettets eksistens, som har åbnet for direkte kommunikation til offentligheden, så ingen foretager en kvalitetsvurdering. Desuden kan utallige aktører deltage i debatten på forskellige niveauer.

Endelig er de vestlige samfund ramt af en dyb tillidskrise mellem mange borgere og etablerede institutioner – parlamenter, presse, efterretningstjenester. Mange omfavner ”alternative informationer”, blot fordi de er alternative uden skelen til kildekritik.

I en kommende artikel ser jeg nærmere på KGB’s aktiviteter med desinformation under Den Kolde Krig.

POV International udbetaler ikke honorar. Det vil derfor være meget dejligt, hvis I sender et bidrag til mig via MobilePay 30 33 15 59.

Topfoto: Det lille øst-ukrainske internetmedie Donbass International News Agency fik 4. januar stor succes med en falsk nyhed, hvor det blev hævdet, at USA vil sende 3600 pansrede kampvogne mod Rusland.

Jørgen Dragsdahl er journalist med fokus på sikkerhedspolitik. Sine første reportager skrev han i 1969 fra hovedkvarteret i det amerikanske Black Panther Party, hvor han fik et vist kendskab til den sorte frihedskamp indefra og USA set nedefra. Myndigheder belønnede efter nogle måneder denne indsats med et par ugers rundtur til fængsler og deportation. Ud fra denne erfaring har han siden anset opklaring af racismens mysterier for en sikkerhedspolitisk opgave. Traditionel sikkerhedspolitik var dengang ikke en interessant journalistisk udfordring, idet debat og information blot var led i en skyttegravskrig mellem to lejre, hvor standpunkter samt skellet mellem sandhed og propaganda var givet på forhånd. Takket være nærkontakt med amerikanske eksperter i rustningskontrol kunne han fra 1977 kravle op i Ingenmandsland, fordi disse kilder var kritiske overfor også vestlig sikkerhedspolitik, men alligevel ikke i kraft af deres baggrund - f.eks. CIA - kunne beskyldes for at være anti-amerikanske eller imod NATO. Kritisk journalistik rettet imod atomvåben blev, så kommunisters rolle i anti-atombevægelserne kunne blive imødegået, suppleret af interesse for den såkaldte alliancefrie fredsbevægelse, som søgte samarbejde med systemkritikere i Øst. Dette arbejde i Ingenmandsland medførte dog en del beskydning fra alle sider, og Politiets Efterretningstjeneste undersøgte, hvorvidt han var agent for KGB. Tjenesten nåede frem til, at der ikke var beviser for det, men meget senere troede en ideologisk enageret historiker, at han vidste bedre. Da historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis, blev han i 2015 straffet for injurier af Højesteret. Dragsdahl har bl.a. arbejdet for Politisk Revy, Information, Ny Tid (Norge), Danmarks Radio, Weekendavisen og Aktuelt samt militære fagblade. Desuden adskillige bidrag til udenlandske medier, f.eks. Pacific News Service (USA), Nuclear Times (USA) og videnskabelige tidsskrifter, f.eks. Baltic Defense Review (Estland), Contemporary Security Policy (Holland) og Arbejderhistorie. Han har været korrespondent i USA, Polen og Estland samt foruden i disse lande rejst i bl.a. Sovjetunionen, Østeuropa og Sydøstasien. Dragsdahl har selv skrevet samt bidraget til bøger om journalistik, amerikansk udenrigspolitik, sikkerhedspolitik. Adskillige hundrede foredrag på især undervisningssteder. Mange af hans artikler kan læses på www.dragsdahl.dk Du kan betale for hans artikler via MobilePay på 30 33 15 59.