DOKUDRAMA: Et spindelvæv af hemmeligheder – og en kamp for at finde sandheden

i Kultur & Medier af

ANMELDELSE – Den anerkendte instruktør og dokumentarist Errol Morris har med Wormwood muligvis begået sit Magnus Opus. Det er en mesterlig skildring af årtiers kamp for retfærdighed i en speget sag, hvor virkeligheden igen og igen overgår fantasien, skriver Kim Jong Andersen, der har set den nye film om en af Den Kolde Krigs mysterier: sagen om biokemiker Frank Olson, der begik selvmord, men som sandsynligvis var offer for hemmelige eksperimenter foretaget af CIA med brug af LSD.

WORMWOOD betyder Malurt, og rigelig med malurt i bægeret er, hvad Netflix netop har beriget os med i form af dokumentaristen Errol Morris nyeste, 241-minutter lange film, der efterlader en udpræget bitter smag i forhold til, hvor langt de institutioner der har fået mandatet til at beskytte vores demokrati, er parate til at gå i forsvaret af dette.

Morris er en af vor tids mest anerkendte instruktører i dokumentargenren. Hans speciale er at afklæde og dokumentere sammenkædningen mellem krig, myndigheder og politik i hovedværker som The Fog of War, og i Wormwood rejser vi sammen med Morris tilbage til året 1953, hvor den kolde krig satte sit aftryk på USA i en giftig McCarthy-cocktail af paranoia og heksejagt.

Selvmord i skyggen af hemmelige psykedeliske eksperimenter

Natten til den 18. november “falder eller springer”, Frank Olson, der arbejder som biokemiker på den amerikanske militærbase Fort Detrick, fra et værelse i 13. sals højde og omkommer næsten øjeblikkeligt, da han rammer fortovet lige ud for indgangen til Hotel Statler.

Fort Detrick husede frem til slutningen af ’60’erne forskningen indenfor biokemisk krigsførelse, og Olson var dybt involveret i dele af denne forskning, som også blev fulgt nøje af CIA.

I midten af 70’erne blev CIA-programmet MK-Ultra offentliggjort, og her kom det frem, at Frank Olson var blevet udsat for et LSD-eksperiment, hvorefter regeringens forklaring blev, at han begik selvmord som følge af et “dårligt trip”

Efter en weekendtur med kollegerne i en jagthytte ændrer Franks humør sig imidlertid dramatisk, og han bliver taget med til en “psykiater” i New York, der skal finde ud af, om han udgør en sikkerhedsrisiko. Frank vender aldrig hjem, og han efterlader sig en kone og tre børn.

Herfra udvikler det sig til en konstant søgen over mere end 60 år for sønnen Eric Olson, der er besat af at finde sandheden bag faderens død. I midten af 70’erne blev CIA-programmet MK-Ultra offentliggjort, og her kom det frem, at Frank Olson var blevet udsat for et LSD-eksperiment, hvorefter regeringens forklaring blev, at han begik selvmord som følge af et “dårligt trip”.

Morris beretter om hele forløbet og de mange teorier om, hvad der kunne være hændt, gennem en række interviews med især Eric Olson men benytter også en dramatiseret form, hvor de Frank Olsons sidste dage rekonstrueres med en række glimrende skuespillere. Bl.a. Peter Sarsgaard i rollen som Frank.

Sandheden kan være en yderst bitter pille at sluge. Ligesom Malurt. Og som Eric erkender kan jagten på at forstå en andens død, ende med at koste en selv det liv, man ellers kunne have haft.

Den dramatiserede del er med til at bibringe den røgfyldte stemning omkring det mystiske dødsfald og den epoke, det fandt sted i, og er generelt flot iscenesat. Dog forhaler den også nogle af afsløringerne, og ca. halvvejs bliver de mange flashbacks nok en smule forstyrrende for fremdriften.

Et vibrerende spændingsfelt af rædsel

Det er mere i samtalerne, at Morris med sin helt særlige klippe- og fototeknik, der veksler mellem nærbilleder, split screens, montage fra andre film og adskillige kameravinkler skaber et vibrerende spændingsfelt og følelsen af rædsel.

Wormwood veksler relativ ubesværet mellem de ægte medvirkendes udtalelser, symbolske klip af f.eks. insekter og atombombesprængninger, avisudklip, dokumenter, reportager fra Korea-krigen samt filmen Hamlet (1948-udgaven med Laurence Olivier), der har en helt central betydning som analogi til fader-søn-relationen og komplottet, der omgærder sagen. Tilsat rekonstruktionerne gør det Wormwood til et medrivende “drama-dokumentar” uden sidestykke og fuldt på højde med de mest nervepirrende Hollywood-spionthrillers.

Efter afsløringen af MK-Ultra-programmet blev Familien Olson blev taget i audiens hos daværende præsident, Gerald Ford, og fik som den eneste i hele den amerikanske historie en officiel undskyldning for deres tab og en mindre økonomisk kompensation.

De fik sågar et møde med William Colby, den daværende CIA-direktør, og adgang til flere af dokumenterne om sagen og dødsfaldet. Således skulle man tro, at sagen ville blive lukket ned en gang for alle.

Morris har med Wormwood muligvis begået sit Magnus Opus. Det er en mesterlig skildring af årtiers kamp for retfærdighed i en speget sag, hvor virkeligheden igen og igen overgår fantasien

Det er horribelt nok, at en udenrigsefterretningstjeneste, der slet ikke må operere indenrigspolitisk, udfører forsøg på borgerne med brug af stoffer, hvor de fleste af “deltagerne” var helt uvidende om, hvad de blev udsat for. Men historien om Frank Olson og CIAs indblanding skal vise sig at blive langt mere foruroligende senere i forløbet.

Sandhedens bitre pille

Der kommer nemlig uigendrivelige oplysninger på banen, der stiller store spørgsmålstegn ved både den officielle forklaring om LSD-eksperimenterne og det påståede selvmord. Oplysninger, der tegner et helt nyt spindelvæv af løgne, fortielser, hemmeligheder og likvideringer, der trækker et spor helt op til i dag. CIA og andre efterretningstjenester har længe benyttet sig af tryllekunstens grundlæggende trick (der findes ovenikøbet en CIA-manual herom): at henlede opmærksomheden på noget helt andet, mens man i det fordækte skjuler, hvad der i virkeligheden går for sig.

Morris har med Wormwood muligvis begået sit Magnus Opus. Det er en mesterlig skildring af årtiers kamp for retfærdighed i en speget sag, hvor virkeligheden igen og igen overgår fantasien. Efterhånden som tiden passerer, lægger der sig et tungere og mere uigennemsigtigt slør over begivenhederne. Centrale aktører forsvinder og glemsomheden sætter ind.

Alligevel fortsætter Eric Olson sin utrættelige kamp for at nå ind til sandheden, og til slut har han måske også fundet frem til den sammen med den undersøgende journalist Seymour Hersh (manden, der afslørede My Lai-massakren). Men sandheden kan være en yderst bitter pille at sluge. Ligesom Malurt. Og som Eric erkender kan jagten på at forstå en andens død, ende med at koste en selv det liv, man ellers kunne have haft.

Topfoto: Fra filmen.

Kim Jong Andersen, 44. Debattør, madanmelder og gourmand, digital ekspert og konceptudvikler, smagsdommer, filmbuff, underviser, foredragsholder og direktør i et management konsulent-firma. Har arbejdet i reklamebranchen i næsten to årtier, senest som kreativ direktør. Optaget i Dansk Markedsførings M-list, en blå bog over de allerdygtigste marketingprofiler i Danmark. Nok især kendt på sociale medier under hans alter ego, "Bamsen", der i visse kredse nærmest er blevet et personligt brand i sig selv. Hyppig gæst på de førende restaurationer i København. Juryformand for den årlige prisuddeling, Danish Digital Awards i samarbejde med Dansk Annoncørforening. Har selv vundet adskillige kreative awards både herhjemme og i udlandet. Ofte benyttet key note speaker på diverse konferencer og seminarer, hvor emnet er relateret til kreativitet og kommunikation. Underviser MBA-studerende på CBS og reklameelever på KEA og DJMX.

Seneste artikler om Kultur & Medier