Hvad ligger bag Christiansborgs berøringsangst overfor tobaksregulering?

af

Selvom rygning har taget livet af flere mennesker i det 20. århundrede end to verdenskrige tilsammen, så har danske politikere en enorm berøringsangst for indgreb, der begrænser brugen af tobak. Det skriver forsker Brian Køster, der peger på de især økonomiske årsager til manglende handling. Men ingen af dem er gode, og ingen af dem kan betale sig for samfundet i det lange løb.

Læger, forskere og sundhedsfaglige organisationer står i kø med argumenter og redskaber til at stoppe tobaksepidemien. Senest Morten Grønbæk, formand for Vidensråd for Forebyggelse, med kronikken  ”Rygning er det største tabu på Christiansborg – intet er vigtigere for sundheden end at stoppe unges rygning. Så hvorfor gør politikerne på Christiansborg ikke noget ved det?”

Hvis danske politikere skulle give tobak samme bevågenhed, skulle halvdelen af Folketinget tweete deres sympati med tobaksofrene to gange dagligt, året rundt.

Morten Grønbæk opremser i sin kronik stort set samtlige argumenter for, hvorfor det kun kan gå for langsomt med at få iværksat yderligere tiltag, der kan bremse fødekæden af nye unge rygere. Hans argumenter er pletfrie og sagligt uantastelige, men han berører ikke, hvorfor det forholder sig således på Christiansborg.

Hvorfor er indgreb overfor tobak et politisk tabu?

Relevans og handlemuligheder versus politisk opmærksomhed

Lad os først se på, om tobak virkelig er et tabu.

I betragtning af at man har kendt tobaks skadevirkninger i ca. 60 år, er der i hvert fald ikke sket meget fra statens side. Hvis man sammenligner den bevågenhed, tobak – som slår 40 danskere ihjel hver dag, 365 dage om året (= 14.000) – får i forhold til bevågenheden over for f.eks. terrorangrebet i Manchester, der kostede 22 mennesker livet, så er proportionerne skæve.

Hvis danske politikere skulle give tobak samme bevågenhed, skulle halvdelen af Folketinget tweete deres sympati med tobaksofrene to gange dagligt, året rundt.

Og tænker du, ’rygerne har selv valgt’, så spørg en ryger, om ikke han/hun ville ønske, at nogen havde forhindret dem i at begynde, dengang de var unge og udødelige?

Men i modsætning til terrorangreb, der kræver meget at forhindre, og som formentlig aldrig helt kan undgås, så kan man relativt nemt gøre noget ved tobakken.

Hvorfor er det tabu?

Man kan undre sig over, hvorfor nogen kan være imod tiltag, der forhindrer, at børn begynder at ryge. Et rimeligt spørgsmål må være: Er politikerne betalt af tobaksindustrien?

Historisk set har flere partier fra hele det politiske spektrum modtaget støtte fra industrien. De offentligt tilgængelige beløb har dog aldrig været overvældende. I dag er det svært at have indblik i industriens indflydelse, fordi den hovedsagelig går gennem såkaldte erhvervsklubber.

Og det er ikke urimeligt at påpege, at tobaksfirmaerne er endt som parasitter, der har inficeret staten indefra. Danmarks sundhedsbudget er nemlig blevet afhængigt af indtægter fra tobaksafgifter, der udgjorde ca. syv milliarder kroner i 2016. Man regner simpelthen tobaksafgifter for en fast indtægt. Uden dem hænger finansloven ikke sammen. Man kan ikke længere fungere uden parasitten, og en af staten egentlig uønsket symbiose er opstået.

Stort set alle pensionsselskaber har også aktier i mindst et af de fire store tobaksimperier, typisk ikke direkte men gennem investeringsforeninger.

Statslige indgreb kræver dermed politikere, der med hjerteblod er villige til at investere i tobaksforebyggelse for Danmarks fremtids skyld. En investering de formentlig ikke selv kan nyde den parlamentariske gevinst af.

Politisk består problemet muligvis i, at den investering, det ville være for Danmark at undgå tobaksrelaterede udgifter, estimeret til mellem 14 og 24 mia. årligt, først kan realiseres efter en årrække.

Det tager typisk 20-30 år fra en person begynder at ryge, til denne bliver alvorligt syg af f.eks. en hjertekarsygdom eller kræft – eller dør. Indtægten fra tobaksafgift derimod forsvinder med det samme, man implementerer et af de tiltag, som Morten Grønbæk foreslår, og som har dokumenteret effekt.

Så selv hvis alle var enige om, at det er en god forretning at afskrive syv milliarder, hvis man kan spare omkring tre gange så mange penge i sidste ende, så skal man altså i de første år ud at finde eller låne pengene et andet sted først.

Statslige indgreb kræver dermed politikere, der med hjerteblod er villige til at investere i tobaksforebyggelse for Danmarks fremtids skyld. En investering de formentlig ikke selv kan nyde den parlamentariske gevinst af.

Det vil deres efterfølgere kunne om 15-20 år, mens de siddende politikere skal betale med egne mærkesager, der ikke kan gennemføres. Det kræver en langsigtet model. Den næste sundhedsplan Danmark har brug for, er derfor en forebyggelsesplan, en tobaksplan.

Hvilke muligheder har Christiansborg?

De to overvejende indsatser, Christiansborg kan udøve, er en reducering af markedsføringen (gemme tobak væk under disken, neutrale pakker mm.) og en meget kraftig stigning i afgifterne. Begge har fordele og ulemper:

En reduktion af markedsføringen er i princippet et paradoks, eftersom det ikke er tilladt at reklamere for tobak i Danmark. Enhver der handler i 7-Eleven eller Netto, kan dog ved selvsyn konstatere, at tobaksindustrien nemt omgår forbuddet, fordi produktet i sig selv er en reklamesøjle, som ved hjælp af product placement i neonoplyste montrer nemt indfanger nye unge rygere.

Problemet for politikerne er derfor først og fremmest som ovenfor beskrevet: Har vi råd til at indføre så effektivt et tiltag på næste års finanslov? Og året efter?

En reduktion af markedsføringen er effektiv, og er det tiltag, som tobaksindustrien bekæmper med størst ildhu, hvilket blot understreger, at lovgiverne her ville have fat i den lange ende.

Markedsføringsreduktionen retter sig i øvrigt primært mod de unge, og det er således ikke et problem for nuværende rygere, der kan købe den tobak, de altid har købt. Voksne, der vælger det, kan fortsat ryge deres daglige smøger og skal altså allerhøjest bekymre sig om at tilhøre en stadig mindre minoritet i fremtiden.

Dertil kommer, at rygere, der gerne vil stoppe – det er tre ud af fire – ville blive fristet i mindre grad.

Problemet for politikerne er derfor først og fremmest som ovenfor beskrevet: Har vi råd til at indføre så effektivt et tiltag på næste års finanslov? Og året efter?

Og her skal man ikke glemme, at penge, der tidligere er brugt på tobak, nok skal få ben at gå på. Detailhandlen indkasserer 95 procent af tobaksindustriens markedsføringsbudget ved point of sale, men vil få øget salg af andre produkter, når tobaksomsætningens cirka 13 milliarder kroner løbende konverteres til andet forbrug. Her har vi senest set Irma gået forrest og vist vilje til forandring.

Problemet for politikerne er derfor først og fremmest som ovenfor beskrevet: Har vi råd til at indføre så effektivt et tiltag på næste års finanslov? Og året efter?

En stigning i afgifterne ville også afhjælpe dette problem. Hvis man øger afgifterne på tobak, samtidig med at man reducerer tobaksforbruget ved at færre unge begynder at ryge, kan indtægterne balancere de første fem til ti år afhængigt af hvor hurtigt ryge-prævalensen reduceres.

Det er dog vigtigt at understrege, at store stigninger er påkrævet for at få den nødvendige præventive effekt på unge. De små stigninger i tobaksafgiften vi har oplevet de sidste årtier, som reelt er et prisfald i nutidspriser, har været ineffektive og er blot blevet matchet af industrien, der selv har hævet prisen en anelse for at bevare deres indtjening.

Smuglercigaretter eller lobbyisme

Problemet med afgiftsstigninger er et argument, der er effektivt markedsført og orkestreret af industrien gennem to svar: Smugling og grænsehandel.

Det er vist, at smuglertobakken er produceret samme sted, som de pakker, der bliver solgt i den lokale kiosk – blot læsset på en anden vogn til en anden mellemdestination og produceret med det ene formål at modvirke afgiftsstigninger.

Grønbæk skriver korrekt, at man nemt kan gøre en indsats mod smugling. Det kan gøres ved skærpede sanktioner, mærkning og kontrolordninger af andre end industrien selv. Tobak er i modsætning til andre illegale stoffer meget voluminøs, og det er ikke sådan, at der findes hemmelige fabrikker eller lignende.

Det er vist, at smuglertobakken er produceret samme sted, som de pakker, der bliver solgt i den lokale kiosk – blot læsset på en anden vogn til en anden mellemdestination og produceret med det ene formål at modvirke afgiftsstigninger. Desværre er det meget nemt for industrien at så tvivl eller endda overbevise politikerne om, at grænsehandlen vil eksplodere og staten miste penge.

Hvorfor ikke forbyde tobak? Det er muligt, at der ikke vil blive solgt tobak i Danmark i en fjern fremtid, men lige nu vil et forbud blot være vand på tobaksindustriens smuglermølle. Ligeledes skal vi undgå problematikken, som vi kender fra cannabisområdet, der føder den organiserede kriminalitet.

Kan EU hjælpe?

De europæiske lande er som forbundne kar hvad angår tobaksprisniveau, og derfor vil den mest effektive indsats være, at afgiftsstigningerne blev koordineret på EU-niveau, eller som minimum sammen med Sverige, Tyskland og Polen.

Udfordringen her er imidlertid, at EU’s stærke leder, Tyskland, også er det land, der har den stærkeste tobaksindustri og i øvrigt også sidste EU-land, hvor markedsføring af tobak blev forbudt.

Pt. har Norge vist vejen og er gået forrest. Måske fordi de har råd til investeringen.

Hvis lande går enegang, er det nemt for industrien at så tvivl med grænsehandelsargumentet. Hvis det ikke er muligt at koordinere tobaksafgiftsniveauet på EU niveau, vil det blive dyrere at lave tobaksreduktionen på den korte bane, da der vil mistes noget på grænsehandel i starten.

Omvendt vil investeringen være tilsvarende større, når den høstes, da det vil betyde, at Danmark har reduceret tobaksomkostningerne relativt mere end vores nabolande.

Pt. har Norge vist vejen og er gået forrest. Måske fordi de har råd til investeringen. Et svækket EU er ikke nogen fordel for tobaksforebyggelsen. Havde man haft Europas Forende Stater ville tobaksindustrien måske ikke kunne spille de enkelte lande ud mod hinanden.

Politikere skal ikke have lov at tale uden om tobakken

Ovenstående viser nogle af de udfordringer, tobaksforebyggelsen står overfor.

Hvad kan vi gøre for at presse politikerne til at frigøre staten Danmark fra Tobaksindustriens parasit og sikre, at vi ikke sakker bagud velfærdsmæssigt og økonomisk?

Tobak er verdens eneste legale stof, der tager livet af dig, selv om du bruger det efter producentens anvisninger.

Vi må gøre det med gulerod og pisk.

Guleroden er, at der rent faktisk er en langsigtet gevinst af de investeringer vi må foretage på kort sigt både økonomisk og menneskeligt. Hvis Danmark taber det kapløb til de lande, der i øjeblikket er bedre til tobaksforebyggelse, bliver vi sat endnu længere tilbage økonomisk. Vi må stramme livremmen ind et par år og lægge udbetalingen til det røgfrie hus, så vi kan sikre fremtidens bøf (eller tilsvarende veganerdelikatesse).

Pisken er, at vi holder hvert enkelt medlem af Folketinget og parti op på, at der ikke er nogen middelvej. Enten støtter man de tobakstiltag, som videnskaben – dokumenteret af Morten Grønbæk – har fremlagt, eller også støtter man de facto tobaksindustrien. Der findes ingen argumenter for ikke at bremse, at børn begynder at ryge.

MF’ere, der mener, at forældrene er ene om at have et ansvar, der taler om personlig frihed eller som i det hele tager taler udenom, er selvfølgelig frie til at have deres holdninger, men de og deres vælgere skal vide, at det er ensbetydende med at støtte tobaksindustrien og forlænge parasittens uforståeligt lange liv.

Argumentationsforskydning er ligeledes uacceptabelt – man kan ikke sammenligne cheeseburgere, matadormix, rødvin eller bilers udstødningsgasser med tobak. Tobak er verdens eneste legale stof, der tager livet af dig, selv om du bruger det efter producentens anvisninger.

Er der intet positivt at sige?

Jo – selvom Danmark har oplevet en stagnering i antallet af rygere de sidste fem år, er der mange initiativer, der har forbedret for forebyggelsen. En del lande har fået vedtaget neutrale pakker, og enkelte lande har fået hævet prisen for en pakke cigaretter til et niveau, der faktisk har en effekt på unges forbrug (ca. 80-100 kr.).

Det betyder, at det også er muligt i Danmark. Tobaksforbruget i vores del af verden er faldet i mange år, men det er samtidigt steget i udviklingslandene. Det globale tobaksforbrug menes netop i disse år at være toppet.

Reduktion af rygning er den faktor, som isoleret set kunne bekæmpe den sociale ulighed mest i Danmark.

Derudover er store selskaber og pensionsselskaber begyndt at tage ansvar og frasælge tobaksaktier, hvilket betyder, at aktiekursen for tobak formentlig kun har en retning fra nu af: Nedad.

Kunne der være anden politisk motivation i Folketinget for tobakstiltag, selvom der skal investeres, før der kan høstes?

Hvis man tager et uundgåeligt emne i nær fremtid – pensionsalderen, som skal følge den øgede levetid, for at økonomien hænger sammen – så ville tobakstiltag være med til at fjerne meget af den sociale ulighed. Og netop uligheden har været et stort bump på vejen for de nylige forhandlinger.

Per Christensen, 3F, anbefalede ikke en højere pensionsalder, da det ikke er lige så gavnligt for hans medlemmer, der har haft et hårdt arbejdsliv, som for kontorfolket. I virkeligheden skyldes hans medlemmers levetid i langt højere grad en højere rygeprævalens, end deres nedslidende arbejde gjorde. Reduktion af rygning er den faktor, som isoleret set kunne bekæmpe den sociale ulighed mest i Danmark.

Brug for raske ældre

Vi bliver ældre på trods af rygning, fordi vi er blevet bedre til at behandle, men rygere bliver ikke mindre syge. Det betyder flere år med behandling, større udgifter og færre raske år.

Ifølge OECD er under halvdelen af danske 60-64-årige i arbejde, mens tallet for Sverige og Norge er 65 procent. I de andre nordiske lande er levetiden som bekendt højere og andelen af rygere lavere. Hvis vi kræver stadigt mere af sundhedssystemet, må vi også have en forpligtigelse til at bidrage i længere tid. For at kunne det kræver det, at politikerne prioriterer den strukturelle forebyggelse.

Tobaks parasittens overlevelse

Rygnings skadelige effekter har været kendt længe inden Anden Verdenskrig, forskningen herom har været veletableret siden 1953 og blev i 1964 naglet fast med syvtommersøm i Surgeon Generals’ (den amerikanske embedslæges) første rapport Smoking and Health’s opsummering af evidensen. Den viden har vi nu båret rundt på i omkring to generationer.

Reklame for Camels. Public Domain.

Normalt hvis man opdager en faktor med så enorme skadevirkninger, som tilfældet var med tobak, vil man reagere prompte og forsøge at fjerne den.

Hvorfor gjorde man det så ikke?

Svaret er, at over halvdelen af den mandlige befolkning allerede var rygere i mange lande, og politikerne var bange for, hvilke konsekvenser det ville få med et indgreb.

Samtidig har tobaksindustrien været dygtige til at afværge indgreb. De betalte læger for at reklamere for deres produkter, samtidig med at de skabte tvivl om videnskaben mod rygning ved at betale for videnskabelige artikler der modsagde denne.

Det er udførligt beskrevet i undersøgelsen ’Doubt is their Product: How Industry’s Assault on Science Threatens Your Health’ fra 2008. Tobaksindustrien har også transformeret produktet flere gange og lanceret nye ’mindre skadelige’ versioner.

De mest kendte er filtercigaretter, light cigaretter og det seneste skud på stammen er e-cigaretter. Hver gang har det taget videnskaben en årrække at indsamle beviser, inden man har kunnet sætte foden ned. Og i mellemtiden har produktet fået fodfæste på markedet.

Topfoto: National Institute of Health. Public Domain CCA-licens

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Brian Køster

Forsker i forebyggelse og sundhedsadfærd. Har publiceret om bl.a. grundforskning, diabetes, tobak, solarier, solbeskyttelse, D-vitamin, sundhedskommunikation på SoMe, spørgeskemametodik og arbejder pt. med kræft i huden i Kræftens Bekæmpelse. Holdninger er mine egne.

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top