Hej danske mand: Der er noget, vi er nødt til at tale om

af

Mere og mere tyder efterhånden på, at mange danske mænd ikke bare har svært ved at opføre sig ordentligt over for kvinder og respektere dem på lige fod. De opfører sig også på nogle punkter værre end i andre EU-lande. Vi er nødt til at tale om det – og gøre noget ved det, skriver Bjarke Larsen.

I de seneste dage er Facebook og andre sociale medier flydt over med kommentarer om behandlingen af kvindelige politikere, efter at et 22-årigt medlem af byrådet i Nyborg fortalte om de mange nedladende og seksuelle kommentarer og tilnærmelser, hun oplever i sin hverdag som politiker.

Hun blev bakket op af en lang stribe kvindelige politikere, bl.a. af Roskildes kvindelige borgmester, Joy Mogensen, der kom med denne udtalelse: ”Hvis unge, kvindelige politikere siger, at de ikke har oplevet det her, så er de enten meget heldige, eller også fornægter de.”

Mange af kommentarerne til disse – og andre, tilsvarende – beretninger fra hverdagens Danmark år 2017 var så dumme og tåkrummende, at de kun alt for tydeligt bekræfter, at der er et problem. Og det handler ikke kun om politikere men om kvinder i al bred almindelighed. Og problemet er større, end de fleste af vi danske mænd bryder os om at indrømme – og måske heller ikke har været bevidste om tidligere.

En måling i samtlige EU-lande viste, at danske kvinder er dem, der oplever mest sexchikane i hverdagen. Den undersøgelse afviste jeg selv, da den kom frem. De høje tal må skyldes, at danske kvinder er mere bevidste om problemerne og derfor lægger mere mærke til det, tænkte jeg. Det tror jeg ikke mere.

Jeg melder mig i hvert fald som én, der efterhånden har fået øjnene op for, at problemerne med den maskuline adfærd herhjemme er større, end jeg har været bevidst om.

For nogle uger siden var der en debat i kølvandet på, at endnu en mand havde slået sine børn og sin (eks-)kone ihjel. Bl.a. en forståelig forargelse over, at politi og medier kalder den form for flerdobbelt mord for ”en familietragedie” og kalder vold i hjemmet for ”husspektakler” – og at politiet ikke altid møder op, når de tilkaldes til ”husspektakler”.

Informations Line Vaaben har skrevet en række gode artikler, hvor hun dykker ned i baggrunden for disse maskuline sammenbrud, som fører til volden, overgrebene og mordene (bl.a. andet her med link til andre artikler om emnet).

EU-rekord i vold og sexchikane

Før det var der en debat om voldtægter i Danmark, der bl.a. blev udløst af en længere serie, også i Information, hvor en lang række kvinder fortalte om deres voldtægtsoplevelser. Endnu længere tilbage viste en måling i samtlige EU-lande, at danske kvinder er dem, der oplever mest sexchikane i hverdagen. 52 procent af danske kvinder sagde i 2014 således ja til, at de har oplevet psykisk og/eller seksuel vold fra en partner efter 15-årsalderen. Det er mere end dobbelt så mange som i Spanien, Italien eller Irland – og det er EU-rekord.

Den undersøgelse afviste jeg selv, da den kom frem. De høje tal må skyldes, at danske kvinder er mere bevidste om problemerne og derfor lægger mere mærke til det, tænkte jeg. Det tror jeg ikke mere, og selv om kulturelle normer og forskel i bevidsthed om emnet selvfølgelig kan spille ind, kan det ikke forklare hele forskellen – og tallene er under alle omstændigheder for høje Alt, alt for høje.

Så måske har de ret, kvinderne? Måske er danske mænd dummere og grovere end i andre lande? Noget tyder på det, og under alle omstændigheder står vi – mænd, kvinder, samfund – med et problem, vi er nødt til at tale om og gøre noget ved. Få talt mere om, få flyttet længere op på dagsordenen.

Og vi, der som jeg stort set ikke har oplevet, at kvinder i min familie, i min omgangskreds eller i forbindelse med mit arbejdsliv har fortalt om konkrete, grænseoverskridende oplevelser af sexchikane (masser af eksempler på såkaldt “sjove” men i virkeligheden dumme og bøvede “vittigheder”, ja, men regulære klap bagi og begramsning, nej) må erkende, at vores udsnit af virkeligheden ikke er repræsentativ. Og begynder man at snakke mere om emnet og spørge ind, dukker historierne op. Det har de i hvert fald gjort i mit tilfælde. Og det satte ret meget i gang, da det viste sig, at jeg kendte to af de kvinder, der stod frem i Informations serie.

Juridisk lighed – og hvad så?

Debatten er blevet forplumret og bremset af flere ting. Dels det forhold, at vi i Danmark reelt har juridisk ligestilling. Det får borgerlige debattører til at erklære, at dermed er der også ligestilling. Er der behov for at ændre normer og vaner, er det en individuel kamp, eksemplificeret ved, at staten ikke skal blande sig i, hvordan de enkelte par fordeler barselsorloven mellem sig.

Den første og vigtigste kamp består i, at vi mænd siger fra, når en kollega på arbejde eller en holdkammerat i klublokalet begynder at rulle sig ud.

På den anden side er debatten de seneste år blevet domineret (og forplumret) af den nye feminisme – det amerikanerne kalder ”3rd wave feminism”, hvor der ikke fokuseres på den enkeltes frigørelse og afskaffelse af juridiske uligheder, som rødstrømperne kæmpede for i 60’erne og 70’erne. I dag handler det om gruppeidentitet og såkaldt ”intersektionalitet”, hvor der opstilles skematiske hierarkier for, hvor undertrykte de enkelte grupper er – med trans- og queer-personer som dem, det er mest synd for.

Der opereres med begreber, der af det altdominerende flertal af danskere opfattes som tåbelige og lattervækkende, som når en heteroseksuel kvinde skal omtale sig selv som ”cis-kønnet menstruator” for ikke at fornærme nogen. Det er også en ideologi, der efter min mening indeholder en række totalitære træk og bl.a. medfører, at der er emner, der ikke kan tales om – noget den gamle feminist Jette Hansen har skrevet om i et debatindlæg i Politiken.

Jeg er overbevist om, at langt hovedparten af alle danskere befinder sig et sted mellem de to positioner og f.eks. ikke synes, at den enkelte kvinde skal kæmpe en ensom kamp mod klap bagi, nedladende bemærkninger om at være præmenstruel og fysiske overgreb. Tilsvarende er jeg sikker på, at de fleste mænd gerne vil tale mere om disse ting og prøve at ændre adfærd og påvirke andre mænd, hvis der i højere grad end tilfældet er nu kan skabes en konstruktiv og nuanceret måde at tale om det på.

Hvad skal vi mænd gøre?

Først og fremmest skal vi mænd gå i spidsen for at skabe en ramme – både i det offentlige rum, på arbejdspladserne og i de nære relationer med familie, venner og fritidsaktiviteter – hvor vi taler om disse ting og sætter ord på det, når vi oplever andre mænd, der opfører sig uacceptabelt. Chefredaktøren på Fyens Stiftstidende, Troels Mylenbjerg, skrev i weekenden en glimrende artikel om den sag.

Den første og vigtigste kamp består i, at vi mænd siger fra, når en kollega på arbejde eller en holdkammerat i klublokalet begynder at rulle sig ud. Jeg har mange gange oplevet, at andre mænd i den situation har reageret ved at blive tavse og begynde at tale om noget andet – og at den akavede situation, der kortvarigt opstod, indeholdt en indirekte fordømmelse af den småsjofle mandschauvinist. Jeg tror bare ikke længere på, at tavshed er nok.

Jeg melder mig som én, der har fået øjnene op for, at problemerne med den maskuline adfærd herhjemme er større, end jeg har været bevidst om.

For 30 år siden sad mænd og pralede af, at de havde kørt spirituskørsel. Det er der ingen, der gør længere. Så selvfølgelig kan en kultur ændres – selv om kønsrollerne sidder dybere i os end trangen til ”at liste bilen hjem ad bagvejene” gør.

Der skal tales om det i hjemmet og det skal ikke mindst praktiseres i børneopdragelsen. Der skal fokus på det i skolen og i de steder, børn og unge går til fritidsaktiviteter. Der skal sættes hårdt ind over for hævnporno og stalking.

Nej, det er ikke sjovt

”Men det var jo bare for sjov.” ”Slap nu af og tag det med lidt humor”.

Sådan lyder det tit. Men nej, hvis den, humoren går ud over, ikke synes, det er sjovt, så er det ikke sjovt. Længere er den ikke.

Jeg tror, at én af grundene til, at danske mænd ligger i top på EU’s liste, er vores særlige opfattelse af humor og ironi, koblet med visse danske mænds paniske forsøg på at undgå at blive voksne – og opføre sig voksent.

Som når Suspekt kommanderende rapper “Sut den op fra slap” til deres “kvinde”. Eller da Casper Christensen sang ”Jeg knepper Jarlens datter. Jeg knepper hend’ i røven” i et at sine shows. Det fik Karen Thisted til at sige fra, men showet fik fantastiske anmeldelser og de unge elskede det.

Humor og nuancer fra kvinders side

Kvinderne skal selvfølgelig i sagens natur selv tage en pæn del af slæbet med at sige fra og råbe op i offentligheden. Og kan de – bare en gang imellem – gøre det med humor, er det sammen med alt det andet et stærkere våben, end hvis der kun reageres med (en forståelig) vrede hver gang.

Og så en nuanceret tilgang til at bedømme de enkelte hændelser. At se på intentionen og hvem, der siger hvad. Der behøver ikke at ligge nogen dybere, sexistisk holdning bag.

Illustration: Pixibay.com

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Bjarke Larsen

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste indlæg fra

Gå til Top