Mozambique

I Mozambique er pandemien kun ét af mange problemer

i Politik & Samfund/Afrika af
COVID-19 OG FLYGTNINGE // MOZAMBIQUE – I et glemt hjørne af Mozambique på kanten af Det Indiske Ocean, med paradisiske hvide sandstrande og palmer, udspiller sig for tiden en konflikt, som nok fremstår lokal, men som har store både regionale og globale sikkerhedspolitiske implikationer og store humanitære konsekvenser for lokalbefolkningen.

De sidste 3 år har en islamistisk militant bevægelse hærget det nordlige Mozambique og breder sig nu til nabolandende Tanzania og Malawi. Bevægelsen går under flere forskellige navne, ”Ahlu Sunna Wal-Jama” (ASWJ), ”Al Shabab” (ikke at forveksle med den Somaliske organisation af samme navn), ” Ansar al-Sunna” eller ”Islamic State Central Africa Province”.

Organisationen, som har sværget troskab til IS (vil her blive benævnt ASWJ), vokser sig større og større. Volden er optrappet og udmønter sig i tilfældige drab, halshugninger, voldtægter, kidnapninger og menneskehandel, som både omfatter voksne og børn, og der er tegn på, at de lovløse tilstande er ved at udvikle sig til en ny global udklækningsanstalt for islamiske terrorister og oprørere.

Når man som person risikerer at blive angrebet af voldelige ekstremister, som hugger hovedet af folk midt på torvet, er en usynlig virustrussel som covid19 ikke ens førsteprioritet

ASWJ har gennem 2020 og 2021 intensiveret deres angreb på landsbyer og regeringsinstallationer så som militærbaser, politistationer og havneanlæg, og har proklameret, at de kæmper for etableringen af en islamisk stat i det sydlige Afrika.

Gadebillede fra Pemba, hovedbyen i Capo Delgado (Wikimedia Commons/VOA)

668.000 personer er nu internt fordrevet og lever som flygtninge i deres eget land – langt hovedparten i de nordlige provinser af Mozambique og primært provinsen Cabo Delgado. Heraf kan en del ikke få humanitær hjælp pga. kampe mellem islamisterne og sikkerhedsstyrker. 90% af de fordrevne har søgt ly hos familie og venner, og Cabo Delgados hovedby, Pemba, er næsten vokset til det dobbelte.

De mennesker, som ikke er fordrevet, er ligeledes dybt påvirket af situationen. Folk kan ikke dyrke deres marker, hvilket fører til højere fødevarepriser og mindre mad på markedet. Som følge af sikkerhedssituationen er det vanskeligt at få humanitær hjælp frem, så næsten en million mennesker i området lever på kanten af hungersnød.

Covid19

Mens man i Danmark og Europa er voldsomt optaget af covid19-pandemien, er denne kun én af mange plager i det nordlige Mozambique, som befolkningen skal forholde sig til. Behandlings- og test-mulighederne er nærmest ikke eksisterende, og selv adgang til basale hygiejnetiltag, så som håndvask med vand og sæbe, er vanskelig. Når man som person risikerer at blive angrebet af voldelige ekstremister, som hugger hovedet af folk midt på torvet, er en usynlig virustrussel som covid19 ikke ens førsteprioritet.

Præsident Filipe Nyusi har selv indrømmet, at de underliggende årsager til oprøret i Cabo Delgardo bunder i fattigdom og arbejdsløshed, og at dårlige socioøkonomiske forhold er grobund for ekstremisme

Men det er klart, at spredningen af covid19 og specielt mutationen fra nabolandet Sydafrika har særdeles gode betingelser, når mange internt fordrevne bor sammen i lejre eller private hjem. Det samme har kolera. Lige nu er der en koleraepidemi i gang blandt de fordrevne, som allerede har krævet flere hundrede dødsofre, og det er vel at mærke en sygdom, som forholdsvis let kan kureres med en penicillinkur.

Covid19 bliver end ikke nævnt i OCHA’s briefinger, og i UNHCR’s briefinger bliver konsekvenserne af covid19 kun nævnt med et par generelle sætninger. OCHA står for Office for Coordination for Humanitarian Affairs, og UNHCR er FN’s Flygtningehøjkommissariat.

Naturressourcer

Området i det nordlige Mozambique er rigt på naturressourcer – specielt i havet 60 km ud for havnebyen Mocimboa da Praia er der kæmpemæssige forekomster af naturgas. Der er så store forekomster af gas, at det franske energiselskab Total har underskrevet en finansieringsaftale på 100 milliarder kroner, som skal bruges på etableringen og udvidelse af gasfelter i området.

Naturgas i rørledninger udgør et oplagt angrebsmål i Mozambique (Wikimedia Commons/SASOL)

Mocimboa da Praia fungerer som centrum for etableringen af gasfelterne og blev i 2020 kortvarigt erobret af ASWJ. Det var et kæmpe nederlag for Mozambiques militær, som ovenikøbet mistede flere flådefartøjer, og det sætter Mozambiques troværdighed som investeringsland under pres. Investeringen betegnes som den største enkeltinvestering i et afrikansk land nogensinde.

Det blev dog et kort engagement i Mozambique, da gruppen i løbet af de første par måneder mistede 7 soldater og materiel og besluttede sig for hurtigt at forlade landet igen

Total evakuerede i januar en del af deres ansatte i området, og det på trods af at Mozambiques hær prøver at opretholde en 25 km beskyttelses-zone rundt om landanlæggene. Total fastholder dog, at planen om at begynde gasproduktionen i 2024 fortsat gælder.

Kampen mod islamisterne

Mozambiques militær har lige fra starten haft mere end vanskeligt ved at bekæmpe ASWJ. Cabo Delgado ligger over 2000 km fra Mozambiques hovedstad, Maputo, og befolkningen har en generel mistro til centralregeringen – det er selvom præsident Filipe Nyusi rent faktisk kommer fra området. Befolkningen føler, at de ikke har fået del i Mozambiques udvikling, og ikke mindst venter de stadig på at se, hvordan udvindingen af de enorme gasforekomster i området kommer dem til gode.

Indtil videre har arbejdet medført, at fiskerfamilier er blevet flyttet ind i landet, og at deres fiskepladser er blevet ødelagt. Desværre er ikke mange af de nye jobs gået til lokalbefolkningen. Præsident Filipe Nyusi har selv indrømmet, at de underliggende årsager til oprøret i Cabo Delgardo bunder i fattigdom og arbejdsløshed, og at dårlige socioøkonomiske forhold er grobund for ekstremisme.

Bekymringen går på, at man frygter, at Mozambique skal blive et nyt Syrien, som tiltrækker islamister fra hele verden

Foreløbig har regeringens strategi for at løse konflikten dog udelukkende været militær. En strategi, som på kort sigt ser ud til at virke. De seneste uger er antallet af angreb på civile gået ned, men det virker, som om at ASWJ nu i stedet koncentrerer sig om at destabilisere Totals gasanlæg så meget som muligt.

For at supplere regeringshærens begrænsede kapacitet hyrede regeringen i 2019 den Kreml-tro russiske såkaldte private security contractor (læs lejesoldater) Wagner Group. Denne har i forbindelse med forskellige engagementer og mod betaling gradvist øget sin tilstedeværelse i Afrika og har de seneste par år opereret i lande som Zimbabwe, Sydafrika, Madagaskar, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo og Libyen. Det blev dog et kort engagement i Mozambique, da gruppen i løbet af de første par måneder mistede 7 soldater og materiel og besluttede sig for hurtigt at forlade landet igen.

Wagner Group blev afløst af det sydafrikanske firma Dyck Advisory Group, som har erfaring i det sydlige Afrika, dog mest fra operationer mod krybskytteri. Til trods for nedskydningen af en af deres helikoptere i starten af kampagnen er de fortsat engageret med luftstøttekapacitet til den mozambikanske hær. Luftstøtten omfatter adskillige bevæbnede helikoptere, fly og overvågningsdroner.

EU og USA involverer sig

Både EU og USA er opmærksomme på situationen i Mozambique og har udtrykt deres bekymring for islamisternes fremmarch. Bekymringen går både på, at man frygter, at Mozambique skal blive et nyt Syrien, som tiltrækker islamister fra hele verden. Hvor de får træning og kamperfaring, som de kan tage med hjem og bruge på at planlægge og udføre terrorangreb i deres hjemlande. Man er selvfølgelig også bekymret for den humanitære situation, og at situationen kan destabilisere Mozambique og sprede sig yderligere til nabolandene.

I EU har specielt Portugal involveret sig i at få løst situationen. Mozambique var portugisisk koloni i næsten fem hundrede år, indtil Mozambique endelig fik sin uafhængighed i 1975, og båndene mellem de to lande er stadig tætte. Portugal har lige nu formandskabet i EU og ledede i januar en EU-delegation til Mozambique, efter at landet officielt for første gang siden 2017 har rakt ud til EU for at få hjælp til at bekæmpe islamisterne.

Der rapporteres om, at visse højtstående sydafrikanske generaler godt kunne se en interesse i at engagere sig i konflikten for at få øget deres bevillinger og bevise deres relevans i et område, der efter apartheid og afslutningen af krigene og besættelserne i Angola og Namibia ellers har været relativt fredeligt

Indtil nu har Mozambique været meget tøvende med at bede om hjælp, og har i stedet prøvet at hyre de nævnte private sikkerhedsfirmaer, Wagner Group og sydafrikanske Dyck Advisory Group. Senest er Frankrig også begyndt at involvere sig mere. Det hænger selvfølgelig sammen med Totals store investering i gasfelterne. EU har tilbudt militær træning og udstyr, humanitær hjælp til den fordrevne befolkning og mulig kystovervågning. Foreløbig er der blevet lovet 1500 portugisiske militærrådgivere til området.

USA følger situationen tæt og har tilbudt sin ekspertise til Mozambique. Hvad det præcis indebærer, står dog ikke klart. USA er generelt mindre åben omkring deres militære engagementer rundt omkring i verden, så der foregår sandsynligvis allerede operationer under radaren.

Regional stabilitet truet

ASWJ truer stabiliteten i Mozambique, men også i nabolandene Malawi og Tanzania, hvor der er store muslimske minoriteter. Derudover også i den regionale stormagt Sydafrika, hvor militæret er nedslidt, nedprioriteret og mangler penge.

Der rapporteres om, at visse højtstående sydafrikanske generaler godt kunne se en interesse i at engagere sig i konflikten for at få øget deres bevillinger og bevise deres relevans i et område, der efter apartheid og afslutningen af krigene og besættelserne i Angola og Namibia ellers har været relativt fredeligt. Beslutningen om at involvere sig mere besværliggøres også af, at der muligvis befinder sig sovende islamistceller i Sydafrika, som er klar til at gå aktion, hvis Sydafrika involverer sig for meget i konflikten.

Selvom der måske ikke er opbakning blandt befolkningen til en decideret islamisk stat, er der stadig dyb mistro til regeringen i Maputo

I det sydlige Tanzania i grænseregionen til Mozambique har ASWJ allerede udført angreb på militæret og civile. Tanzania har indset, at det er en trussel, som skal bekæmpes, men man nærer samtidig en historisk mistillid til Mozambique, så det er usikkert, hvor stort engagementet rent faktisk bliver. I det sydlige Malawi er der endnu ingen decideret angreb, men ASWJ har startet en hvervekampagne efter unge mænd, som ikke kan se en fremtid for sig i de fattige sydlige områder af Malawi.

Zimbabwe, som selv lider under andre store problemer (tørke og økonomisk nedsmeltning), er tilbageholdende med at engagere sig, men hvis den vigtige handelsrute fra Zimbabwe gennem Mozambique til havnebyen Beira bliver truet, kan det vise sig, at Zimbabwe bliver nødt til at tage affære.

Narkotika – en destabiliserende faktor

I 1990’erne satte Kenya og Tanzania hårdt ind imod narkotikahandlen i Østafrika, som gjorde, at Capo Delgado blev det nye afrikanske knudepunkt for import af narkotika fra Asien – primært heroin fra Afghanistan, men også syntetiske stoffer fra Myanmar og Thailand. Narkoen forbruges ikke på hjemmemarkedet med videreeksporteres til Sydafrika og det lukrative marked i Europa. Det bliver ofte fremhævet, at heroin er Mozambiques næststørste eksportartikel.

Mozambique Financial Information Office estimerer, at narko for 4 milliarder kroner hvert år passerer gennem Mozambique. Dette genererer et lokalt afkast på 700 millioner kroner, som bl.a. går til bestikkelse af politikere, politi og toldere. Der er ikke tegn på, at ASWJ er specifikt involveret i narkotikahandlen, men der er ingen tvivl om, at alle involverede i narkotikahandlen har gavn af, at Capo Delgado forbliver ustabilt med svage myndigheder, som er ude af stand til at overvåge, hvad der kommer ind i landet fra søsiden.

de manglende udviklingsmuligheder for befolkningen gør, at den underliggende årsag til oprøret stadig er til stede

Med en lille nedgang i angrebene fra ASWJ i januar i forhold til december er der gode tegn på, at gruppen kan inddæmmes. ASWJ er presset pga. den øgede militære tilstedeværelse i området, som gør det vanskeligt for dens folk at bevæge sig på vejene og opretholde forsyningslinjer af mad og ammunition. Man frygter, at ASWJ er i gang med at skifte taktik og i fremtiden vil gå endnu mere efter civile mål med fokus på at ramme gasindustrien.

Det er dog for tidligt at dømme gruppen ude. Selvom der måske ikke er opbakning blandt befolkningen til en decideret islamisk stat, er der stadig dyb mistro til regeringen i Maputo. Lige nu lider civilbefolkningen voldsomt under uroen i området og har behov for hurtig humanitær hjælp og langsigtet stabilitet for igen at kunne leve et almindeligt liv. Men de manglende udviklingsmuligheder for befolkningen gør, at den underliggende årsag til oprøret stadig er til stede.


LÆS ALLE CHRISTER LÆNKHOLMS ARTIKLER HER


Topfoto: Ponta de Ouro, Mozambique. Af Hein waschefort/Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Christer Lænkholm har sit virke som humanitær rådgiver i en stor dansk humanitær organisation, hvor han bl.a. arbejder med at analysere og planlægge humanitære indsatser i skrøbelige stater i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Christer har i næsten 20 år arbejdet med at forstå og afhjælpe sårbare personers behov efter naturkatastrofer og konflikter herunder internt fordrevne og flygtninge.

De seneste 5 år har han arbejdet med, hvordan humanitær hjælp kan effektiviseres ved hjælp af ny teknologi i kombination med uddeling af penge, og hvordan den humanitære sektor kan udvikle sig til at adressere fremtidens behov.

Han er Danmarks førende ekspert indenfor uddeling af penge som nødhjælp med en plads i Cash Learning Partnerships (CaLP) tekniske arbejdsgruppe som rådgiver UNHCR, WFP UNICEF, regeringer, Røde Kors og internationale NGO’er i brugen af penge som nødhjælp. Han er desuden med i et udvalg, som skal analysere og rådgive omkring, hvordan finansiel nødhjælp ser ud i 2030.

Privat og gennem arbejdet har Christer besøgt mere end 75 lande og prøver altid at forstå dybden af den politiske situation i det land, han besøger.

Seneste artikler om Politik & Samfund