ANALYSE: Det er betydeligt fokus på, at ”Bølle-Lars” tabte magtspillet til Søren Pape, men der er andre tabere. Vi ser nærmere på nogle af dem.
Taber: Intelligent miljøregulering og naturen
Landbrugspakken tog udgangspunkt i den rapport, Natur- og Landbrugskommissionen afleverede i 2013, og som der var en helt usædvanlig bred opbakning til – lige fra Danmarks Naturfredningsforening til Bæredygtigt Landbrug. Som Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen skrev i en gennemgang fredag (avisen er desværre ikke på nettet, så der kan ikke linkes), konkluderede rapporten, at ”man på én og samme tid kunne få både guld og grønne skove: … Blev kommissionens 44 anbefalinger med 144 tilhørende konkrete forslag gennemført som et samlet hele, ville dansk landbrug kunne øge sin produktion markant med både øget indtjening og flere arbejdspladser til følge, samtidig med, at landet får mere natur og et bedre miljø.”
En af hjørnestenene var ”intelligent miljøregulering”, hvor der må gødes forskelligt på forskellige typer jorder alt efter deres karakter, i stedet for som nu, hvor ”one size fits all” med samme krav og begrænsninger til magre sandjorder og fede lerjorde. Det princip var alle enige om at implementere, men det var afgørende for miljøeffekten, at man vedtog planen som et hele – og landbrugspakken tog først og fremmest de dele, der gavnede landbruget her og nu – og udskød eller droppede resten.
Dermed blev naturen den store taber – også selv om De Konservative får en tillægspakke, der skal rette op på nogle af de negative effekter, når den nye minister er udpeget.
Taber: Tilliden til det politiske system
Når det er blevet konstateret, at et politisk flertal i Folketinget ikke længere har tillid til en minister, træder han eller hun normalt straks tilbage. Sådan har det været altid, men Lars Løkke Rasmussen valgte at vente, indtil der forelå en afstemning i Folketinget, der dokumenterede det, alle vidste, i håb om at banke De Konservative på plads. Det var han rent grundlovsmæssigt i sin gode ret til at gøre – men det så ikke kønt ud, og på de sociale medier sydede forargelsen.
Den nåede også frem til lørdagens leder i Politiken, der mente, at ”Lars Løkke udviser ringeagt for Folketinget og spillets regler.” Da De Konservative lørdag indkaldte til pressemøde for at gentage budskabet om, at Eva Kjer Hansen skulle gå, og dermed øgede presset, gav Lars Løkke op – men på det tidspunkt havde trætheden over, at det politiske indhold endnu en gang druknede i spin, proces og magtkamp, fået en tand til.
Taber: Karen Hækkerup
”Hulubulu – Karen hvor var du henne?”, kunne man dagligt spørge de seneste uger, hvor landbruget havde allermest brug for at udnytte de mange kontakter og lobby-evner, direktøren for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Karen Hækkerup havde med sig fra tiden som landbrugsminister. Landbrug & Fødevarer har været næsten usynlige, mens alle interviewede Bæredygtigt Landbrug.
Taber: Dansk landbrug i det hele taget
”Kvælstofsagen har ødelagt vores image” sagde førnævnte Karen Hækkerup fra Landbrug & Fødevarer, der organiserer langt hovedparten af danske landmænd, til Berlingske i et stort interview i avisen lørdag morgen. ”Vores image har virkelig, virkelig lidt skade de seneste to uger. Landbrugspakken er ikke blevet italesat som en moderne miljøregulering. Medietrykket har været så massivt og ensidigt negativt, at danskerne har fået det indtryk, at landmænd ikke passer på naturen,” som hun forklarede.
Taber: Bæredygtigt Landbrug
De aktivistiske landbrugs-lobbyister med det orwellske navn Bæredygtigt Landbrug har fået masser af negativ opmærksomhed for at være bagmænd til den landbrugspakke, der udløste #gyllegate og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang.
Som Politiken skrev i et stort portræt sidste søndag, blev organisationen for få år siden ”boykottet af ministre og afskrevet som ekstreme. I dag er organisationen kommet helt tæt på centrale ministre” – men nu er meget af indflydelsen tabt på gulvet. Hvor der for en måned siden ikke var mange, der kunne forklare, hvad organisationen stod for, har de fleste i dag efter alt at dømme et negativt indtryk af dem. Og mon ikke den kommende fødevareminister vil være meget omhyggelig med at holde en lang armslængdes afstand fra de aktivistiske landmænd?
Taber: Liberal Alliance
Er der to, der har stået sammen i dansk politik, er det Bæredygtigt Landbrug og Liberal Alliance, med partiets landbrugsordfører Mette Bock i spidsen. Hvor selv Dansk Folkeparti har indrømmet, at der var problemer med det famøse Excel-ark, der endte med at fælde Eva Kjer Hansen, har Liberal Alliance bakket ministeren og forliget 110 procent op hele vejen igennem. Og hun har aldrig lagt skjul på, at hun er tæt allieret med Bæredygtigt Landbrug.
Spørgsmålet er om den alliance er klog i forhold til partiets unge vælgere. Som den unge, LA-blogger, Rasmus Brygger, ironisk skrev på Facebook: ”Kan læse i dagens Berlingske, at en tredjedel af Liberal Alliances vælgere ligesom mig, er faktaresistente og ikke evner at sætte sig ind sagen, da de ikke har tillid til, at Eva Kjer har talt sandt.” Unge liberale vil også gerne have et bæredygtigt landbrug (vel at mærke uden versaler) – og er det særlig liberalt at alliere sig med tilhængere af konventionelt landbrug, der kun overlever i kraft af massive statstilskud?
Taber: Venstre i Sønderjylland
Et af de helt store chok ved valget i 2015 var, at Dansk Folkeparti blev det største parti i Sønderjylland, der traditionelt har været en Venstre-højborg. Efter valget fik den nye regering hele fire ministre fra landsdelen: Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Carl Holst og Eva Kjer Hansen. Nu er to af dem væk. Carl Holst skandaliseret i en grad, som gør, at det er tvivlsomt, om han kan genvælges, og nu Eva Kjer Hansen. Hun vil have betydelig mere sympati, om end nogle vil huske hende som ”ministeren der snød med tallene”. Samtidigt gør Mette Bock og Henrik Dahl fra Liberal Alliance det godt som folkevalgte politikere i det syd- og sønderjyske. Det bliver virkelig op ad bakke for Venstre ved næste valg i landsdelen.
Hvis du kan lide denne artikel, er du meget velkommen til at donere et beløb til mig som betaling. Lille eller lidt større. Det er ganske frivilligt. Du kan bruge Mobile Pay eller Swipp. Mit nummer er 20 74 68 44.
Holder du af Pov.International så bliv abonnent for 20 kr om måneden.
Del gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Foto: Høst i Danmark. Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her