STATMINISTERENS NYTÅRSTALE // ANALYSE – 1. nytårsdag slog Mette Frederiksen på 15 minutter Jacob Ellemann tilbage til start. Talen var et hold-kæft-bolsje til de røster, der har beskyldt statsministeren for at sælge for meget ud af det socialdemokratiske arvesølv for at få sit projekt hen over midten til at lykkes, og regeringsprojektet blev til Frederiksens – og kun Frederiksens – fortælling.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at den nye SVM-regering har muligheder for at udrette noget stort, men også indeholder grundstoffet til, at partierne hurtigt ryger i totterne på hinanden med risiko for, at hele projektet eksploderer, så skal man ikke bruge lang tid på at lytte og analysere lidt på statsministerens første nytårstale.
Mette Frederiksens tale til nationen var en magtdemonstration. Hun efterlod ingen tvivl om, hvem der sidder for bordenden, og hvem der har det sidste ord at skulle have sagt, når regeringens projekt med de nødvendige reformer skal udlægges for befolkningen.
Politiske taler skal altid analyseres og fortolkes ud fra de ord, der bliver sagt, men de skal i mindst lige så høj grad også forstås i en sammenhæng, hvor alt det, som ikke blev nævnt, indgår med præcis samme vægt.
Regeringsprojektet blev umiddelbart efter annonceringen af sit arbejdsgrundlag “Ansvar for Danmark” betegnet som overvejende blåt.
Konkurrencestaten er tilbage, og nu skulle der tages fat på nødvendige reformer, selv om begrebet “nødvendige reformer” som oftest benyttes af middelmådige politikere, der ikke har fantasi til at forestille sig andre løsninger end deres egne embedsmandsinspirerede forslag.
Talen var ikke gennemtænkt i forhold til de udfordringer, Jakob Ellemann står over for, og som på sigt kan true stabiliteten i det samlede regeringsprojekt
Der findes imidlertid altid alternative løsninger, men når det ved regeringsdannelsen var nødvendigt at give arbejdsfællesskabet et blåt snit, skyldes det især, at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen i den grad har behov for et alibi til at have begået danmarkshistoriens største løftebrud, der får Nyrups brudte efterlønsløfter til at blegne.
Medierne har kørt båndsløjfer på Jakob Ellemanns udtalelser om, at han aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksens som statsminister samt på Sophie Løhdes udtalelser i samme boldgade, hvor hun stiller ultimative krav om en advokatundersøgelse af Minksagen og lader forstå, at Venstre aldrig vil lade sig spise af med ministerbiler.
Nu fanger bordet
Sandheden er, at Venstre har måttet sluge gigantiske kameler for at slippe ud af den dysfunktionelle blå familie, og at den eneste fortælling, der kan begrunde de enorme løftebrud og forhåbentligt stoppe nedturen i de første meningsmålinger, er historien om, at regeringsprojektet hælder mod blå side.
Venstre har fået sin politik og mere til igennem, for ingen havde bedt om topskattelettelser ud over Lars Løkke Rasmussen i et uforståeligt skatteoplæg under valgkampen, hvor han ovenikøbet også slog til lyd for den nye top-topskat.
Det efterlader et billede af, at fortællingen om skattepakken kommer til at blive delt ligeligt mellem Socialdemokratiet og Moderaterne.
Venstre skriger efter en sejr
Jakob Ellemann-Jensen har akut brug for en sejr. Venstre fik et elendigt valg med en tilbagegang på 10 procentpoint til 13,3 pct. Ingen havde forventet, at partiet kunne ophæve tyngdekraften, efter både Løkke og Støjberg havde dannet to nye partier, men Venstres tilbagegang blev alligevel til den skuffende side.
Med Venstres regeringsdeltagelse var det håbet at få partiet tilbage i sporet, men en af forudsætningerne ville være, at Moderaterne blev efterladt tilbage på perronen. Så kunne Løkke stå og glane sammen med de højrefløjspartier, som han ville holde uden for indflydelse.
Analysen var, at Løkkes vælgere derefter langsomt ville begynde at skalle af til Venstre, der tog regeringsansvar.
Nytårstalen var rød. Den lagde kort sagt vægt på de socialt udsatte med referencer til Barndommens Gade af Tove Ditlevsen, og den fremhævede klimaambitionerne.
Den plan kuldsejlede imidlertid, da både Konservative og Radikale, af hver deres grunde, meldte fra til regeringsdeltagelse og dermed åbnede dørene til ministerkontorerne for Moderaterne. Lars Løkke Rasmussen kom med på afbud – ovenikøbet med det, som ligner fem dygtige ministre – og Ellemann sidder nu tilbage med skægget i postkassen og en sivende vælgermasse.
Det, som skulle have været Venstres redningsplanke, kan nu i stedet være forandret til en dødssejler for Ellemann.
Han skal levere blå resultater for at overleve, og han skal levere hurtigt, inden den nye tilbagegang for alvor får bidt sig fast hos vælgerne.
Røde Mor er tilbage
Det fører os tilbage til statsministerens nytårstale. Berlingske, der med det in mente at avisen ikke har levnet Mette Frederiksen en millimeters anerkendelse gennem de seneste år, skrev med reference til 1970’ernes store venstreorienterede rockband, at “Røde Mor er tilbage”. Rent undtagelsesvist må man medgive, at Berlingske har ramt plet.
Nytårstalen var rød. Den lagde kort sagt vægt på de socialt udsatte med referencer til Barndommens Gade af Tove Ditlevsen, og den fremhævede klimaambitionerne.
Det var tydeligt, at statsministeren talte til sit eget bagland. Talen var et hold-kæft-bolsje til de røster, der har beskyldt Mette Frederiksen for at sælge for meget ud af det socialdemokratiske arvesølv for at få sit regeringsprojekt hen over midten til at lykkes.
Stabiliteten kan blive truet
I relation til de kritiske stemmer var det en klog tale, men den var til gengæld ikke gennemtænkt i forhold til de udfordringer, Jakob Ellemann står over for, og som på sigt kan true stabiliteten i det samlede regeringsprojekt.
Ellemann blev på 15 minutter slået tilbage til start. Hans fortælling om hans store fingeraftryk på regeringsgrundlaget led skibbrud. Der var ingen blå snapse til ham.
Skattelettelserne blev ikke nævnt med et ord. Den store sundhedsreform blev forbigået, arbejdsmarkedsreformerne, de frie valg og den øgede konkurrence om at tilbyde velfærdsydelser blev forbigået i tavshed.
Løkke kan leve med hvad som helst. Hans projekt var kun en midterregering. Den fik han. Resultaterne er mindre vigtige
Det skulderklap, Jakob Ellemann havde brug for, udeblev. Hverken han eller Løkke blev nævnt i talen. Onde tunger vil kalde det en ny magtdemonstration af Mette Frederiksen, og i hvert fald kan man sige, at hun benyttede ikke den første store lejlighed til at dele ud af magten.
Det kan Løkke leve med. Han stråler, når ellers ikke pressen bider ham i haserne. Løkke kan leve med hvad som helst. Hans projekt var kun en midterregering. Den fik han. Resultaterne er mindre vigtige for Løkke.
Men Jakob Ellemann har derimod brug for sine sejre. Han har brug for at kunne rette ryggen og overbevise de frafaldne Venstre-vælgere om den dybere visdom i partiets eklatante løftebrud.
Det er op ad bakke i stiv modvind og værst af alt: Det kræver solide hjælperyttere, der kan give en hånd med. Skubbe på og lade ham få nogle sejre.
Den hjælp fik han bestemt ikke søndag aften.
Mette Frederiksen kørte ham tværtimod over, og hun så sig ikke tilbage. Regeringsprojektet blev til hendes og kun til hendes fortælling. Her var ingen kære mor. Kun Røde Mor.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
