Geo Jackson – en sort Dirch Passer

af

Geo Jackson var en af de mest talentfulde og elskede komikere, Skandinavien nogensinde har set. Han var i hvert fald den populæreste, Danmark kom til at stifte bekendtskab med inden fremkomsten af Dirch Passer – en komiker, der mindede så meget om Jackson. Men denne ener og foregangsmand udi komikken er helt og aldeles ukendt i dag. Geo Jackson var nemlig sort.

Senere denne måned løber Oscar-festlighederne af stablen i Hollywood. Begivenheden vil dog være påvirket af en sær misstemning. Toneangivende afrikansk-amerikanske filmfolk boykotter festlighederne i protest mod, at ingen sorte i år er nomineret de eftertragtede filmstatuetter. De sorte filmfolk er trætte af at blive negligeret, bagatelliseret, ignoreret. Er trætte af, at blive holdt ude af filmene. Af ikke at få fremtrædende, meningsfulde roller.

Sådan er det også herhjemme. Også i Danmark, selv om man måske ikke skulle tro det. Op igennem århundrederne har der boet tusinder og atter tusinder af sorte i dette lille homogene land. Fra 1600-tallet og frem har disse mennesker af afrikansk oprindelse præget gadebilledet og samfundslivet i danske byer og købstæder. Hoftjenere, slaver, frigivne slaver, tjenestefolk, sømænd, soldater, musikere, entertainere. Men det afspejler sig bestemt ikke i danske film. Sorte ansigter burde optræde oftere og mere fremtrædende i historiske danske filmdramaer. Selvklart i første omgang mest som statister og bipersoner. Selv om nogle af disse sorte indbyggere i Danmark godt kunne fortjene en hel film. Som nu for eksempel Geo Jackson.

Rundet af minstrel-branchen 

Geo – kort for George – Jackson blev født i den amerikanske delstat Michigan i begyndelsen af 1860’erne. Altså i de tumultariske år, hvor Amerika oplevede gennemlevede sin blodige borgerkrig, frigivelsen af de sorte slaver og drabet på præsident Abraham Lincoln.

Oprindeligt var Geo Jackson frisør, men allerede tidligt gled han ind i underholdningsbranchen. Hvilket for sorte dengang var begrænset til minstrelfaget. Det var omrejsende sorte teatertrupper, der optrådte for hvide. Med dans, sang, trylleri, komik og akrobatik. Men altid indhyllet i fremstillingen af de sorte, som dumme, enfoldige, servile og i det hele taget mindreværdige mennesker. Sådan ville det hvide publikum have det. De var endnu langtfra trygge ved, at de sorte på papiret havde fået deres frihed.

Geo Jackson 3

Geo Jackson har helt åbenbart været en yderst talentfuld entertainer. I 1886 blev han medlem af Amerikas uden sammenligning førende minstreltrup – The Original Georgia Minstrels. Tiderne var imidlertid ved at blive hårde for de sorte minstrels. Der var penge i minstrelbranchen. Og derfor var den mere eller mindre blevet overtaget af hvide kunstnere, der sminkede sig sorte. Dertil kom, at de tilbageværende sorte trupper måtte rejse rundt i landet med fare for at blive overfaldet, endog lynchet af hvide.

De sorte entertainere begyndte at søge væk. Søge til Europa. Det samme gjorde Geo Jackson. I foråret 1891 reflekterede han på en annonce, der var begyndt at cirkulere i en række amerikanske aviser. Det var en hvid impresario, William Foote, der søgte sorte entertainere til en to år lang turné i Europa. Kun ”de bedste repræsentanter” for sort amerikansk underholdning ville komme i betragtning. Og de strømmede til Foote’s kontor på West 28th Street i New York.

Kurs Europa

Den 29. april 1891 sejlede ”William Foote’s African-American Character Concert Company” fra New York om bord på damperen Zaandam. Destinationen var Tyskland. Med sig havde Foote og hans hvide ledelsesstab omkring 40 af Amerikas bedste sorte scenekunstnere. Folk som operasangerinden Marie Selika, mimikeren og banjospilleren Henry E. Jones, akrobaten Frank Broom, buck and jig-danseren Samuel Brown og sangeren, danseren, komikeren og akrobaten Geo Jackson. Denne trup skulle give europæerne deres første smagsprøve på nogle de sorte former for sang, dans og musik, der ville bryde igennem i de kommende årtier. Disse kunstnere kom til Europa med en forsmag på jazz, på blues, på sort stand-up og komik – ja, endog på Michael Jacksons moonwalk.

Vel ankommet til Hamborg, kastede Foote’s trup sig ud i en hvirvelvind af engagementer. I Altona, Hannover, Magdeburg, Köln og Frankfurt. Dernæst i Strassburg, Mannheim, München, Koblenz og Zerbst. Herefter i Dessau, Gladbach, Aachen, Bad Ems og Berlin. Men nu begyndte det varme sommervejr at holde publikum væk fra teatersalene. Entréindtægterne udeblev. Gnidningerne begyndte. I Berlin afhændede Foote hele sin trup til selskabets kasserer, James Dodd, og dets hjælpemanager Robert Cunningham. De to var langt mere kyniske showmænd, end Foote. Cunningham, en canadier af irsk oprindelse, havde betydelig erfaring med at turnere med sorte. Han udstillede dem som kannibaler og primitive vildmænd. Et billede, der stadig levede helt op til de forestillinger, mange hvide stadig havde af sorte. Tilbage i 1880’erne havde Cunningham eksempelvis turneret Skandinavien tyndt med tre forarmede aboriginere. ”Ægte Menneskeædere fra Australien”, var de blevet lanceret som i København.

Danmark 

I og med, at Cunningham havde godt kendskab til Skandinavien, satte truppen nu nordpå. Under nyt navn. Den 1. december 1891 havde James Dodd & Company’s Coloured Troupe premiere i Cirkus Varieté i København. Københavnerne strømmede til Cirkusbygningen i Jernbanegade for at se truppen. Som byens førende populæravis, Aftenposten, havde kundgjort i en forsideartikel, bestod truppen nu af “tredive Niggere og Niggerinder”. Og så mange sorte i en enkelt forestilling var dog alligevel ret exceptionelt.

Forestillingen var en kæmpe succes. Den sorte amerikanske scenekunst hittede i København. Stort bifald tilfaldt hver aften især operasangerne, heriblandt sopranerne Mamie Flowers og Mary Bell samt falsetten Henry Tate. Men lige meget, hvor mange klapsalver, der skyllede ned over disse, så var det ”intet at regne mod den Jubel, hvormed Mr. Geo. Jackson hilses”, skrev Dagens Nyheder. ”Hans Fag er det komiske, og deri er han virkelig fremragende. Nogen beskrivelse af hans Sang og Dans er vel ikke mulig at give, man vil imidlertid ikke fortryde selv at gjøre sig bekjendt med ham, hvis man kan taale at faa sig en ordentlig Lungerystelse”, fortsatte avisen.

Geo foto 1

Geo Jackson havde en stil, der fuldstændig klikkede med københavnerne. Han havde udviklet den til perfektion foran utallige hvide publikummer i Amerika, og den var kernen af minstrelkomikernes repertoire. Den naive, enfoldige neger, der gør sit bedste for at klare sig gennem dagen og vejen. Hvide amerikanere elskede denne rolle, fordi den fastholdt de sorte i rollen som mindreværdige. Det er dog langt fra sikkert, at det var det samme ved Geo Jackson, der sådan appellerede til danskerne. Nærmere tværtimod.

Med sin store, akavede krop og sin godmodige og troskyldige fremtoning, havde Jackson udviklet sin komik til noget helt særligt. Noget, der appellerede til folk på tværs af kulturer, alder og stilling i samfundet. Der var en sorgmodighed over den store klodsmajor, som alle i første omgang grinede af. Men som man så efterfølgende fik medlidenhed med. Forbarmede sig over. Tog til sig. På denne måde mindede Geo Jackson i bemærkelsesværdig grad om den Dirch Passer, som københavnerne og danskerne tog til deres hjerter et halvt århundrede senere.

Et af Jacksons numre i Cirkus Varietéen hed ”En Neger, som søger en Stoppenål for at udbedre sin Garderobe”. Det var et meget vanskeligt nummer, påpegede Politiken, men et, som Mr. Jackson gennemførte ”paa højst tilfredsstilende Maade”.

Han var en mester i denne underspillede komik, hvor alt lå i timingen, i et blik, i en enkelt bevægelse. Geo Jackson kunne få Cirkus Varietéen til at eksplodere af latter, når han i et alvorsfuldt foredrag blev forstyrret af et stykke fluepapir, der klæbede sig til hans frakke. Og som han i al stilhed forsøgte at fjerne med det resultat, at fluepapiret klæbede sig her, der og allevegne på hans store korpus.

Fast base i København 

Forestillingen holdt i tre uger. Så kollapsede truppen. Stridigheder med den hvide ledelse og manglende lønudbetalinger fik de sorte kunstnere til at sige stop. De fleste af de kunstnere, der syv måneder tidligere var kommet til Europa som medlemmer af William Foote’s African-American Character Concert Company, vendte nu hjem til Amerika. Men en håndfuld blev tilbage i København. Slog sig ned i den københavnske hovedstad. Og gjorde denne til base for deres videre turnevirksomhed på kontinentet, hvor racismen trods alt var det mindre nærværende, end i deres hjemland.

Blandt dem, der blev i Danmark, var sangerinderne Mamie Flowers, Mary Bell og Minty Mason samt danseren William Campbell. Foruden Geo Jackson. Det var sidstnævnte, der i årene frem skulle lære det københavnske publikum at synge og fløjte med på alle de nye amerikanske dansemelodier. Lære dem at elske hans gamle ”niggerviser”. Gøre dem fortrolige med stepdans. Med ”dansen omkring bryllupskagen”, som den senere dansedille cakewalk’en blev kaldt af københavnerne. Og så ikke mindst sanddansen, som Jackson selv havde lært i sin tid hos The Original Georgia Minstrels.

Først blev scenegulvet overstrøet med sand. Og så begyndte han at danse. Han skurede skoene henover sandet, så det så ud som, at han løb fremad – mens han i virkeligheden bevægede sig baglæns. Publikum var fascineret. Ligesom folk ville være det mere end 90 år senere, da superstjernen Michael Jackson præsenterede sin moonwalk.

Den alsidige Geo Jackson var også en pioner i dansk sportshistorie. I februar 1893 præsenterede han Cirkus Varietéen for det, han kaldte et ”boksenummer”. Her stillede han op mod en hærdebred københavnsk brandmand og satte denne på plads i en proper nævekamp. Dette var hele tre år før, at samme brandmand, Peter Laurits Jacobsen, gennemførte det, der er gået over i den hjemlige sportshistorie, som den første professionelle boksekamp i Danmark. Denne fandt sted den 12. februar 1896 på det københavnske forlystelsessted Sortedamslund.

Drabsforsøg og jazz 

Jacksons popularitet i Cirkus Varietéen – Københavns førende underholdningssted – var så stor, at tjenerne på etablissementet i 1896 tildelte den sorte komiker en kæmpe medalje. Som tak for, at han mere end nogen anden kunstner gennem årene havde trukket publikum til varietéen.

Det var samtidig også et plaster på såret – bogstavelig talt. Få måneder forinden var Geo Jackson blevet overfaldet i Buzau i Rumænien. Med sig havde han sin samleverske, en hollandsk kvinde. På en lokal varieté var hun blevet tilsvinet af en officer, og da Geo Jackson blandede sig, opstod der håndgemæng. Det endte med at tililende soldater uskadeliggjorde den sorte entertainer ved at stikke ham ned med bajonetter. Geo Jackson overlevede, men længe cirkulerede der avisforlydender i Europa om, at han var blevet dræbt.

Jacksons turnévirksomhed bragte ham rundt i hele Europa, men primært i Skandinavien. Og man kommer da heller ikke uden om hans navn, når man skal beskrive jazzens allertidligste historie i de nordiske lande. I sommeren 1897 optrådte ”The famous Geo Jackson and his coloured Minstrels” på Berns Saloner i Stockholm. Ifølge svenske Dagens Nyheter var der tale om en trup på 10 mand, der var udrustede med ”hver sit kolossale og originale blæse-, pingel- eller skrammelinstrument og Geo Jackson selv anførte med en sølvbeslået stav”. Spørger man den tyske jazz-historiker Rainer Lotz, var dette Sveriges første rigtige forsmag på jazz – selv om musikformen endnu ikke havde fået dette navn.
Geo Jackson 2 (1)
Det har givet være stort det samme ”negerorkester”, der ifølge Adresseavisen den 20. juli 1899 var begyndt at optræde i København to dage tidligere. Orkestret under ledelse af ”den bekendte negerkomiker Geo Jackson” gjorde den sommer stor lykke på traktørstedet Wodrofflund – lige ved Sankt Jørgens Sø.

”Lykkelige Jim” 

Trods alle sine fortjenester er Geo Jackson, som nævnt, i dag fuldstændig ukendt i den bredere offentlighed. Et enkelt levn fra ham findes der dog i dansk forlystelseskultur. Nemlig skrålevisen ”Lykkelige Jim”.

Ophavsmanden til den populære sang, komponisten Olfert Jespersen, berettede i sine memoirer om, hvordan den blev til. Stedet er redaktionslokalerne for københavnerbladet Hver 8. Dag, hvor Jespersen arbejdede. Tidspunktet: mellem 1899 og 1902. En dag dukkede Geo Jackson op på avisen for at tale med Olfert Jespersen.

”Døren går op og en kæmpestor neger træder ind. Alverdens lidelser og sorger prægede hans store runde ansigt, mens han bedende og med udstrakte hænder gik mig i møde: ’Mr. Jefferson, I beder you written en little Danish song for may?’”

”Hans gigantiske skikkelse fyldte mit redaktionskontor – en gorilla, i hvis hånd jeg blev et hjælpeløst myg. Inderlig, dybt bedrøvet stod han der og bad mig skrive ham en lille sang, som han da ville synge på dansk i det store cirkusrum. Bønligt så han på mig, og melankolien i hans negerfjæs var til at få latterkramper af, men jeg holdt mig og lovede det store sorte barn en lille sang til ham alene”, beretter Olfert Jespersen.

Det blev til den nærmest udødelige sang, hvis første vers lyder sådan her:

Jim og jeg var venner alle dage,
li’e fra dengang vi i vuggen lå.
Jim han havde aldrig grund til klage
altid heldig, altid ovenpå.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim – jeg misunder dig.

I sommeren 1907 blev Geo Jackson alvorligt syg under et turnéophold i Stockholm. Han blev overført til et hospital i København. Men til trods for, at den populære sorte komiker næppe var mere end 45 år gammel, stod hans liv ikke til at redde. Den 7. maj døde han af hjertelammelse. Han efterlod sig en hustru, danske Ellen Hjorth, og deres fælles barn, en bare syv måneder gammel dreng ved navn George Carl Arvid Jackson.

Begravelsen fandt sted den 14. maj fra kapellet på Vestre Kirkegård. Mange havde sendt blomster og kranse. Blandt andre den amerikanske ambassade i Stockholm. Tilstede var en stribe af spidserne i københavnsk forlystelsesliv. Man så blandt andre bugtaleren Carl Nobel, Oscar Larsen (Tivolis Pjerrot), Max Freytag (Tivolis Harlekin), Tivolis artistiske direktør Lars Larsen og Scalas overinspektør Carl Scheel Vandel. Derudover genkendte man forfatteren Orla Bock og det socialdemokratiske folketingsmedlem A.C. Meyer.

Pastor Andreas Fibiger talte ved kisten. Berettede om Geo Jacksons sidste dage. Om hvordan han i sin sygeseng havde mindedes de gamle amerikanske melodier og sange, han havde lært som barn i Amerika. Bedre sange, sagde han, havde han aldrig kendt. Han havde mindedes sine gamle forældre. Fortalt om, hvor kære de havde været ham. Og havde grædt som et barn, da han til sidst erkendte, at han aldrig mere skulle se dem igen.

Efter salmen ’Gå nu hen og grav min grav’ var afsunget, bar artister kisten ud af kapellet, og mens vårsolen kastede sine stråler over Vestre Kirkegård, sænkedes kisten i graven.

 

Kunne du lide artiklen?

Du kan donere et beløb til Philip Sampson på MobilePay 2083 9096

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Philip Sampson

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.

Seneste indlæg fra

Gå til Top