Fodbold i japanske øjne: Et spil for rastløs ungdom

af

SEIKATSU – japansk hverdag: Gradvist har fodbold siden 1992 fået et image af at være de unges sportsgren i Japan. Det er til gengæld blevet opfattet som gammeldags at gå op i baseball eller sumo.

Traditionelt er de tre mest populære publikums- og tv-sportsgrene i Japan baseball, sumo og golf.

Tre meget forskellige sportsgrene, men de har det til fælles, at der tilsyneladende det meste af tiden ikke sker noget som helst. Det meste af tiden går man rundt om hinanden, prøver at hyle modstanderen ud af det og lægger op til en kort afgørende test af udøvernes individuelle perfektionisme inden for noget, de har trænet og trænet i årevis i at blive bedre og bedre til.

Baseball-spillernes kast og hit, sumobrydernes greb og skub, golfspillernes slag med forskellige køller. Alt sammen noget, som kan måles og vejes og registreres i tabeller og ranglister over, hvem der er bedst i år, og hvem der er blevet bedre eller ringere i forhold til året før.

Se, det er professionel sport i japanske øjne. Denne higen efter teknisk perfektionisme i nogle helt fast definerede kropslige udfordringer, som gentages igen og igen på træningsbanen. Denne higen efter et køligt fokus i udførelsen af disse indøvede bevægelser, selv når presset er allerstørst.

Rundbold

I den sammenhæng falder fodbold fuldkommen igennem. En sportsgren, hvor der sker noget hele tiden – om end ikke altid lige spændende og afgørende. En sportsgren, hvor den måske vigtigste spiller er ham, der bomstærk og klodset løber i vejen for de andre på midtbanen. En sportsgren, hvor det mange gange godt kan betale sig at spille hårdt, bryde reglerne og med uskønne frispark hyle modstanderne ud af det.

Se, det er professionel sport i japanske øjne. Denne higen efter teknisk perfektionisme i nogle helt fast definerede kropslige udfordringer, som gentages igen og igen på træningsbanen. Denne higen efter et køligt fokus i udførelsen af disse indøvede bevægelser, selv når presset er allerstørst

Næsten alle unge japanere – drenge og piger – har i hele efterkrigstiden spillet fodbold i mellemskolen eller gymnasiet. Men det har været opfattet som en hektisk sportsgren, hvor rastløs ungdom kunne løbe hornene af sig – ikke som en seriøs sportsgren for voksne mennesker. Når de dygtigste atleter blev så store, at de skulle tage stilling til, om de ville satse på en karriere som professionelle sportsfolk, så begyndte mange af dem at spille rundbold.

Baseball er jo nemlig dybest set det samme spil som det rundbold, der spilles i danske skolegårde, inden man vokser op og begynder at gå til fodbold. Det har været den omvendte verden.

Ingen hooliganisme

Dette traditionelle mønster har imidlertid ændret sig radikalt i de sidste 25 år, siden Japan i 1992 fik sin egen professionelle fodboldliga, J-league. Gradvist har ligaen efter dramatiske opture og nedture fundet et leje, hvor der spilles fodbold af seværdig kvalitet, og hvor fodbold har fået et image af at være blevet de unges sportsgren. Det er omvendt blevet opfattet som gammeldags og konservativt at gå alt for meget op i baseball eller sumo.

MERE POV
Frie kvinder, arabiske mænd og afrikanske nætter

Går man til fodbold i Japan, oplever man så godt som altid et meget medlevende og artigt publikum, hvoraf næsten halvdelen er af hunkøn. Ingen hooliganisme, ingen ølmaver og ingen slagsmål i gaderne efter kampene.

Indtil 1992 var topholdene i japansk fodbold firmahold, hvor spillerne var halvtidsprofessionelle som ansatte i de firmaer, der sponsorerede holdene. J-League blev skabt med store investeringer fra en række af disse japanske virksomheder og et imponerende rykind i de første år af topnavne fra de store ligaer i Europa og Sydamerika. Topnavne som brasilianske Zico, Dunga og Leonardo, tyske Pierre Littbarski og Guido Buchwald, engelske Gary Lineker og serbiske Dragan Stojkovic. Jeg var dengang Politiken-korrespondent i Tokyo og dækkede som glad fodboldfan med fornøjelse fødslen af J-League så ofte, jeg kunne slippe af sted med det.

Lokal forankring

Nogle af de gamle firmahold blev placeret rundt omkring på Japan-kortet i byer, hvor lokale borgmestre og byråd bedyrede, at de var indstillet på at gøre en indsats for at opdyrke en lokal opbakning og et lokalt fællesskab omkring klubberne.

Saburo Kawabuchi, fodboldens grand old man i Japan, var den store ideolog. Den tidligere landsholdscenterforward havde en vision om at skabe et bæredygtigt og langtidsholdbart fundament for japansk fodbolds fremtid ved at skabe en klubstruktur med lokal opbakning, som han havde set det i Tyskland.

De klubber, der stabilt har ligget i toppen af J-League gennem de sidste mange år, klubber som Urawa Reds, Sanfrecce Hiroshima og Kashima Antlers, er eksempler på steder, hvor Kawabuchis vision er gået i opfyldelse. Her er det lykkedes at skabe, hvad vi i Europa ville kalde ”en rigtig fodboldklub” med lokalt netværk, lokale sponsorer, lokale fangrupper og et miljø i skoler og parker, hvor unge drenge og piger køber klubtrøjer og drømmer om at komme til at spille på klubbens førstehold.

Selv Michael Laudrup fik midt i halvfemserne en kort og ikke særligt glorværdig karriere i den japanske klub Vissel Kobe, hvor hans løbestærke og disciplinerede holdkammerater blev lige så overrumplede som modstanderne af hans kreative måde at spille fodbold på. Hvad ville Michael Laudrup dog nogensinde i Japan?, spurgte Saburo Kawabuchi, da jeg flere år senere interviewede ham om noget helt andet.

Sejr over Danmark

Niveauet i japansk fodbold er imidlertid blevet langt bedre i de senere år. Tidligere blev man som tilskuer, der var bedre vant, tit irriteret over, at der blev spillet alt for hurtigt, meget hurtigere end spillerne teknisk og taktisk magtede det, og det gav et grumme naivt spil med masser af dumme fejl og blottelser. Det var underholdende, men ikke særligt befordrende for japansk fodboldsucces i omverdenen. Den slags ser man langt sjældnere i dag.

Så japansk fodbold er på vej frem. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor længe sporten indadtil i Japan kan bevare sit ry for at være ungdommens sport.

Det japanske landshold har faktisk i mange år klaret sig hæderligt og slog som bekendt Danmark ud af verdensmesterskaberne i Sydafrika i 2010 med en klar sejr på 3-1.

Men den helt store svendeprøve for japansk fodbold kom, da elleve japanere fra Kashima Antlers under ledelse af en japansk træner i december 2016 tvang selveste Real Madrid ud i forlænget spilletid i finalen om verdensmesterskabet for klubhold, inden de tabte 2-4.

MERE POV
Skal jeg bare være lidt mere robust?

Baseball får comeback

Ikke alene var de hurtige og konditionsstærke, som man altid har kendt japanske fodboldspillere. De var også disciplinerede, kreative, teknisk og taktisk godt forberedte, og nogle af spillerne kunne ligefrem matche stjernerne fra den spanske hovedstad fysisk i nærkampene.

Så japansk fodbold er på vej frem. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor længe sporten indadtil i Japan kan bevare sit ry for at være ungdommens sport. Så vidt jeg forstår, udgøres publikum på de japanske fodboldarenaer i dag i stor udstrækning af de samme mennesker, som fik entusiasmen antændt i J-league’s første år.

De helt unge synes allerede, at det er gammelmandsagtigt at interessere sig for J-league og professionel fodbold. De vender deres interesser helt andre steder hen, og baseball er i gang med den helt store charmeoffensiv over for især de unge. Måske er pendulet ved at svinge tilbage igen.

Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.

Foto: Asger Røjle Christensen

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Med base i Tokyo det meste af året forsøger Asger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne. Han har en fortid som Tokyo-korrespondent (1989-1995) for blandt andre Politiken, udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Siden november 2013 har han drevet sit eget lille enmandsfirma, der blandt andet udgiver nyhedsbrevet/betalingssitet www.forkant.nu med hurtige analyser af de hurtige nyheder fra Japan og omegn. Ellers kan man følge hans forskellige digitale gøremål på www.asgerrojle.com og på diverse sociale medier. Han har i 30 år været lykkeligt japansk gift og har tre forbløffende fornuftige voksne sønner.
Hvis I har mod på at honorere denne uges blog med et beløb og på den måde bidrage til, at der kommer mange flere af slagsen, kan det ske via Mobile Pay på 26360251.

Seneste indlæg fra

Gå til Top