mm

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Yasmin Abdel-Hak
på Mobile Pay: 31 34 77 06

Saudi-Arabien har en gevaldig hovedpine

ANALYSE – Det er ikke nemt at være konge af Saudi-Arabien. Særligt ikke, når man har travlt med at spille på flere udenrigspolitiske heste på én og samme tid. Det giver et anstrengt forhold til andre arabiske lande i regionen. Saudi-Arabien er i en pinefuld klemme mellem at være arabisk samt støtte USA og Israel mod Iran, skriver Yasmin Abdel-Hak.

Hvordan gebærder man sig, når man helst vil anses for USA’s fortsatte støtte og allierede, gerne vil indgå et officielt samarbejde med Israel, bekæmpe Iran og den stigende shiamuslimske indflydelse i regionen og angiveligt støtte den palæstinensiske sag. Det er mange bolde at balancere med i luften på en gang.

The Jerusalem Summit

For nylig blev Den 29. Arabiske Ligas topmøde holdt, hvor den saudiarabiske konge så sig nødsaget til at lægge en vis afstand til den amerikanske præsident, Donald Trump, og dennes administration. I stærke vendinger fordømte kongen Trump-administrationens ønske om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Måske af samme grund havde kongen valgt at kalde mødet for The Jerusalem Summit (Jerusalem topmødet). Udtalelsen faldt i lyset af, at der i længere tid har været en voksende tvivl om, hvorvidt den amerikanske regering fortsat ville kunne støtte det saudiarabiske ønske om at bremse den voksende iranske indflydelse i regionen.

En ulmende uro og usikkerhed over hvorvidt den amerikanske præsident ville støtte det saudiarabiske ønske om at bremse Irans fremmarch i regionen var bestemt ikke hensigtsmæssigt for Saudi-Arabien. Hvis det alligevel var udsigtsløst at få USA til at sætte Iran på plads, ville det være formålsløst – og dermed skadeligt – for Saudi-Arabien at agere amerikansk skødehund.

Og hvor selve angrebet mod Syrien først og fremmest havde symbolsk værdi – og ingen militærstrategisk, var det et signal fra amerikansk side, at man fortsat ønsker at støtte Saudi-Arabien

Det efterfølgende amerikanske missilangreb på Syrien var i høj grad i overensstemmelse med saudiarabiske ønsker. Hvor andre arabiske stater reagerede noget afmålt og udtrykte skuffelse over manglende forhåndsorientering forud for angrebet, var saudiarabiske medier i fuldt selvsving i lovprisning over det amerikansk-koordinerede angreb. Også Frankrig og Storbritannien deltog.

Hvor selve angrebet mod Syrien først og fremmest havde symbolsk værdi – og ingen militærstrategisk, var det et signal fra amerikansk side, at man fortsat ønsker at støtte Saudi-Arabiens ønske om at bremse den stigende iranske indflydelse i regionen. Selve krigssituationen i Syrien blev med andre ord i denne konkrete sammenhæng af underordnet betydning.

Jeg har i tidligere tekster beskrevet, hvorledes krigen i Syrien har udviklet sig fra at være en borgerkrig til at være blevet en proxykrig (stedfortræderkrig) for flere lande, der med sin tilstedeværelse i Syrien hver især tjener egen politisk dagsorden fremfor at finde en egentlig fredsløsning for den syriske civilbefolkning.

Saudi-Arabien er fanget som en lus mellem to negle. Man ønsker at fastholde et tæt samarbejde med USA og Donald Trump, et samarbejde som ikke ligefrem giver bonuspoint på den arabiske hjemmefront. Samtidig ønsker kongefamillien at fremstå som den førende nation i Mellemøsten med et image som en nation, der ønsker at sætte den politiske dagsorden, forene og samarbejde om et fælles mål; officielt at arbejde på en løsning for palæstinenserne; uofficielt at sikre et sunnimuslimsk samarbejde for at bremse den iranske – shiamuslimske – stigende positionering i området.

Et ønske om samarbejde med Israel

Her befinder den saudiarabiske hovedpine, for når landets øverste prioritet er at bremse Iran, bliver andre forhold – herunder det palæstinensiske spørgsmål – af underordnet karakter. Hertil kommer så, at Saudi- Arabien igennem længere tid har haft et uofficielt økonomiske og politisk samarbejde med Israel kørende ud fra devisen ”Min fjendes fjende er min ven.” De to lande har nemlig en erklæret fælles fjende i Iran.

Saudi-Arabiens rolle bliver hermed yderligere klemt, for et samarbejde med Israel kan alt andet lige kun betragtes som forrædderi mod den palæstinensiske sag. Det er et samarbejde, der i høj grad underminerer Saudi-Arabiens officielle erklærede støtte til palæstinenserne og den palæstinensiske sag. Og det er skadeligt for landets omdømme af flere grunde.

Det var formentlig derfor, at kongen havde valgt at kalde det nyligt afholdte Arab Summit for Jerusalem Summit. Ved samme lejlighed meddelte kongen, at Saudi-Arabien ville donere 200 millioner dollar ( ca. 1,3 milliarder kroner) i hjælp til palæstinenserne, herunder til at sikre islamiske helligdomme.

Alt sammen for at rette op på det noget ramponerede rygte landet har fået sig efter mange års udenrigspolitisk samarbejde med USA og de vedvarende rygter om et tæt samarbejde mellem Israel og Saudi-Arabien.

Åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem 14. maj på netop staten Israels 70 års fødselsdag, medførte – ikke uventet – voldsomme protester fra palæstinensisk side, med over 60 dræbte og 2000 sårede. Det har blot gjort den saudiske pine endnu mere prekær. For det bliver om muligt endnu sværere nu end før at skulle retfærdiggøre et samarbejde med Israel. En stat, der  – i arabisk optik – begår overgreb på et broderfolk.

Et samarbejde med Israel vil give nogle politiske øretæver på den politiske hjemlige scene, først og fremmest i forhold til spørgsmålet om arabisk identitet og stolthed, og resten af den arabiske verdens opfattelse af Saudi-Arabien

Saudi-Arabien har det anstrengt med den gængse opfattelse i den arabiske verden, at landet bliver anset for at være i et for tæt samarbejde med ikke bare den amerikanske administration, men tillige med Jared Kushner, den amerikanske præsident, Donald Trumps, svigersøn og politiske rådgiver.

Problemet er, at hvis Saudi-Arabien anses for at være for tæt på Kushner, vil dette være med til at underminere saudiarabisk støtte til palæstinensernes krav på Jerusalem. Et krav, som altid har været anset for at være et absolut kardinalpunkt i den arabiske verden og palæstinensisk selvforståelse.

Åbning af en amerikansk ambassade på en israelsk mærkedag

Det er et samarbejde, der giver nogle politiske øretæver på den politiske hjemlige scene, først og fremmest i forhold til spørgsmålet om arabisk identitet og stolthed og resten af den arabiske verdens opfattelse af Saudi-Arabien.

For hvordan forklarer man overfor sine arabiske brødre, at man som nation er pot og pande med lige præcis de to nationer, Israel og USA, der med anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad og ambassade her, dermed underminerer det palæstinensiske krav om ikke blot Jerusalem, men tillige rammer palæstinensisk selvforståelse?

Det gør det kun værre, at Iran – som Saudi-Arabiens ærkefjende – meget stringent har fastholdt sin udenrigspolitiske linje overfor Israel og støttet palæstinensernes sag.

Det hjalp heller ikke på det saudi-arabiske image, at kronprins Mohammed Bin Salman i et interview for nylig udtalte, at Israel som nation havde ret til at eksistere.

Det blev yderligere understreget med et interview med den israelske energiminister for et halvt år siden, hvor denne udtalte, at Israel og Saudi-Arabien havde haft hemmelige møder vedrørende Iran.

Et par dage tidligere offentliggjorde det saudiarabiske nyhedsbureau et interview med den israelske stabschef, Gadi Eisenkot. Man kan tolke interviewet som et skridt til at bringe samarbejdsrelationen mellem de to lande mere ind i den offentlige sfære.

I fald dette er tilfældet, er det højt – og bestemt ikke omkostningsfrit spil for den saudiske kongefamilie.

Med dette spil kan Saudi-Arabien ikke blot risikere at miste sin status i det arabiske selskab, men tillige at skubbe andre arabiske nationer i armene på Iran, for hvem Iran ikke pr. definition står som argeste arvefjende

Alt for mange ridser i det saudiarabiske image kan underminere ikke bare kongefamiliens legitimation som vogtere over Islams helligdomme, men også landets troværdighed som arabisk aktør og angiveligt en støtte til den palæstinensiske sag, al den stund landet fastholder sit samarbejde med Israel.

Det er sigende, at nylige tv-reportager fra Gaza, der viste palæstinensere, der brændte det saudiarabiske flag ikke blev vist i saudiarabiske medier, endsige omtalt overhovedet.

Saudi-Arabien risikerer sin status

Med dette spil kan Saudi-Arabien ikke blot risikere at miste sin status i det arabiske selskab, men tillige at skubbe andre arabiske nationer i armene på Iran, for hvem Iran ikke pr. definition står som argeste arvefjende.

Qatar har eksempelvis i årevis haft et meget tæt samarbejde med Iran, uden at dette har givet anledning til moralske kvababbelser på hjemmefronten. Andre arabiske nationer kan følge trop. Det kan i yderste konsekvens stille Saudi-Arabien i en isoleret position.

Det er med andre ord ikke risikofrit for Saudi-Arabien at satse så entydigt på Donald Trumps administration og et samarbejde med Israel. Slet ikke i disse dage, hvor Jerusalem fejrer åbningen af den amerikanske ambassade i byen.

Hvis urolighederne fortsætter og endnu flere palæstinensere bliver dræbt, vil Saudi-Arabien få et alvorligt forklaringsproblem overfor den arabiske verden.

Topfoto: Wikimedia commons. King Salman portrait

Kategorier