DR skal spare, men må stadig ikke svigte sine public service-forpligtelser

af i Kultur/Medier/Politik & Samfund

MEDIER // KOMMENTAR – DR skal spare 20 pct. af sit budget som følge af medieforliget og har meldt ud, hvordan en del af det kommer til at foregå. Der forsvinder nogle brede underholdningsformater, mens samtidig skæres der også hårdt i udbuddet af kulturelle nicheproduktioner med lukningen af P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz som de mest markante eksempler, udover lukningen af kulturkanalen DRK. Er det virkelig den rigtige måde at lave public service på, spørger Nikolaj Bøgh, som generelt ser en tendens til, at DR forsømmer sin kerneopgave med at producere programmer om dansk kultur og historie.

Som følge af de store besparelser på DR’s budget, der blev en konsekvens af sommerens medieforlig, lukker DR en lang række programmer og kanaler. Det er indlysende, at en besparelse på 20 pct. – som efter min mening også endte med at blive alt for stor – vil få meget store konsekvenser for DR’s virksomhed, og DR lukker en række brede og ret dyre underholdningsformater, udover “X Factor”, der allerede er overgået til TV 2.

Spørgsmålet er imidlertid, om DR generelt sparer de rigtige steder, hvis institutionen reelt skal leve op til sine public service-forpligtelser.

Hvad er public service for en størrelse?

Public service er et begreb, man tit hører i den mediepolitiske debat, men i grunden er det ikke særlig veldefineret. Betyder det alene, at der er offentlige penge i produktionen, og at der er ”mange mennesker” i målgruppen, sådan som jeg engang hørte DR’s tidligere generaldirektør Christian S. Nissen udlægge det? Eller betyder det snarere, at DR har særlige folkeoplysende opgaver, som man skal varetage, fordi det kommercielle marked ikke gør det? Altså, at man skal fylde vigtige ”huller” ud efter markedet, som har betydning for vores fællesskab og sammenhængskraft.

Svaret ligger nok et sted midt imellem, eller i et både-og. Selvfølgelig er det vigtigt, at DR kan samle en stor del af danskerne, og at DR’s kanaler generelt er på lystavlen hos befolkningen, fordi der produceres programmer, som har meget bred appel, og som også er med til at trække seere til bl.a. DR’s nyhedsudsendelser og andet væsentligt kvalitetsindhold. Men det betyder ikke, at der ikke også er smallere kulturelle og folkeoplysende opgaver, som man naturligt må forvente, at en medievirksomhed, med et budget på fortsat hele 3 mia. offentlige kroner, påtager sig at løfte.

Hvis ikke DR skal drive små – og i øvrigt billige – nichekanaler som P8 Jazz, P6 Beat og P7 Mix, hvem i alverden skal så?

Det er også det syn, der først og fremmest afspejles i den public service-kontrakt, som Kulturministeren indgår med DR på grundlag af de sædvanligvis fem-årige medieforlig. Heri specificeres en lang række temaer, som DR forventes at dækkes, og i den nye public service-kontrakt er det blevet yderligere understreget, at DR skal supplere det kommercielle medieudbud, herunder levere ”mere grundlæggende public service” end tidligere. Det hedder således i public service-kontrakten:

”DR’s virke skal i højere grad målrettes til mere grundlæggende public service. DR skal inden for rammerne af public service-definitionen i radio- og fjernsynslovens § 102 prioritere DR’s kvalitetsindhold inden for nyheder og aktualitet, kultur, børn og unge, folkeoplysning, uddannelse og læring. DR skal fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere. DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.”

Spørgsmålet er imidlertid, om det er denne rolle, DR i virkeligheden lever op til?

Nichekanaler lukker

Diskussionen er aktualiseret af de konkrete besparelsesplaner, DR har igangsat, hvor man bl.a. lukker musikkanalerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz pr. 31. december 2019. Kanalerne er billige at producere, og har ikke voldsomt mange lyttere – dog er der for P8 Jazz’ vedkommende omkring 100.000, der lytter med ugentligt.

Kanalerne spiller i dag en meget væsentlig rolle i de musikmiljøer, som de dækker, og er meget vigtige platforme for musikere på vej op, der ikke ellers har mange muligheder for at blive eksponeret på landsdækkende radio. Nu skal de smalle musikgenrer forsøge at kæmpe sig vej frem til sendefladen på P2, som i forvejen er stærkt reduceret i forhold til, hvad kanalen var en gang som følge af sammenlægningen med P1.

DRK, som er DR’s kulturkanal, lukker, og selvom der også er – og måske i endnu højere grad kommer – kulturelt indhold på DR2, så ligner det meget en nedprioritering af kultur og historie

Det bliver alt andet lige en drastisk reduktion af mulighederne for at høre de berørte musikgenrer i dansk radio. For de kommercielle radiokanaler går naturligvis i en stor bue udenom alt, hvad der ikke er letfordøjelig popmusik, der kan tiltrække mange lyttere og mange annoncekroner.

Hvis ikke DR skal drive små – og i øvrigt billige – nichekanaler som P8 Jazz, P6 Beat og P7 Mix, hvem i alverden skal så? Man kan vel ud fra ovenstående formuleringer i public service-kontrakten netop argumentere for, at det er DR’s helt centrale public service-opgave at levere det medieindhold, som de kommercielle medievirksomheder ikke leverer, og her må dækningen af de pågældende niche-musikmiljøer vel siges at være særdeles relevant at påtage sig – navnlig når der ikke umiddelbart er fornuftige alternativer i sigte på DR’s programflade eller i andre sammenhænge.

Lang tradition for nedprioritering af dansk kulturindhold

Ser vi på dansk kultur i bredere forstand og udsendelser om dansk historie, som oplagt er i centrum for den politiske opfattelse af DR’s public service-forpligtelser, står det heller ikke for godt til. DRK, som er DR’s kulturkanal, lukker, og selvom der også er – og måske i endnu højere grad kommer – kulturelt indhold på DR2, så ligner det meget en nedprioritering af kultur og historie. I public service-kontrakten hedder det ellers, at ”DR skal styrke sit tilbud vedrørende kulturelle, demokratiske og historiske grundværdier i det danske samfund, herunder en tydelig formidling af den danske kultur og den danske kulturarv. Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vores samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen.”

Kanalerne spiller i dag en meget væsentlig rolle i de musikmiljøer, som de dækker, og er meget vigtige platforme for musikere på vej op, der ikke ellers har mange muligheder for at blive eksponeret på landsdækkende radio

Igennem mange år har man savnet ordentlige kulturprogrammer på navnlig DR’s tv-kanaler. Programmer om dansk kunst, danske bøger og dansk historie. På det seneste har der været rimeligt fornuftige forsøg på at ændre kurs med kulturmagasinet ”Gejst”, og efter forskellige knap så seriøse formater er der nu faktisk også et ganske fornuftigt samtaleprogram om bøger på DR2 – som der længe har været på P1. Men det er lidt, og det er sent, i forhold til den politiske efterspørgsel efter disse genrer, der har været i mange år, og som givetvis er en stærkt medvirkende årsag til, at sparekniven skar så hårdt, som den nu endte med at gøre.

Kristendommen, som også var fremhævet som et væsentligt tema i den tidligere public service-kontrakt (den kristne kulturarv), har gennem en årrække været dækket i faldende omfang, og de tilbageværende programmer, som mest har karakter af pligtstof uden meget udviklingspotentiale (”Morgenandagten”, ”Før Søndagen” og gudstjenestransmissioner) er henvist til DRK og P1, hvorved man må forstå, at DR ikke mener, den type af programmer har bredere appel eller kunne foldes ud i nye formater.

Dansk historie – og DR’s egen kulturarv burde fylde mere

Udsendelser om dansk historie har det haltet betydeligt med på DR gennem en årrække. En markant undtagelse var den store serie om Danmarkshistorien fra 2017 med Lars Mikkelsen som fortæller. Den var glimrende og velfortalt, men styrtede desværre over stok og sten gennem danmarkshistorien, efterladende sig store og uforståelige huller undervejs, hvilket var  ærgerligt, når man nu endelig havde udviklet et ambitiøst fortællekoncept, der fungerede så godt som tilfældet var.

Den serie burde have været dobbelt så lang, så havde der virkelig været public service for pengene og en serie, der kunne have stået endnu stærkere i de næste mange år som fortællingen om vores fælles historie. Den form for produktioner er meget dyre, men til gengæld rammer de danskerne lige i hjertekulen og udfylder på smukkeste vis den opgave med at skabe og opretholde et nationalt fællesskab, som er en naturlig opgave for DR. Mere af det, tak.

DR er fortsat en af de vigtigste danske kulturinstitutioner og en væsentlig faktor i at skabe og opretholde sammenhængskraft og fælles referencerammer danskerne imellem. Eksisterede DR ikke, måtte vi opfinde den

Kultur er også i høj grad DR’s eget, enorme arkiv. Efter mere end 90 års virksomhed ligger DR inde med en fantastisk rig kulturarv af programmer, som kun i meget begrænset omfang bliver stillet til rådighed for danskerne, selvom vi har betalt for rub og stub. I dag har DR tjenesten “Bonanza”, som rummer noget arkivmateriale, men kun en meget beskeden brøkdel af de kolossale mængder, der faktisk findes – og ikke formidlet synderlig brugervenligt. Det er oplagt, at DR kunne lave sin egen Netflix/HBO-lignende tjeneste, hvor danskerne i langt større omfang får adgang til deres egen DR-producerede kulturarv. Det er også en måde at tage dansk kultur alvorligt.

DR er fortsat en af de vigtigste danske kulturinstitutioner og en væsentlig faktor i at skabe og opretholde sammenhængskraft og fælles referencerammer danskerne imellem. Eksisterede DR ikke, måtte vi opfinde den, og der er ingen andre til at sikre fokus på dansk kultur og historie, det kan markedet aldrig klare alene. TV 2 leverer noget, andre kanaler en smule, men der er ikke andre end DR til for alvor at løfte opgaven – både i forhold til det brede og nicheområderne. Det mener jeg sagtens, man kan gøre inden for det budget, der er tilbage til DR. Men det kræver nok en ændret tilgang til, hvad public service er.


Topfoto: Det danske jazzband Abekejser til Oslo Jazzfestival, 2016, Wikimedia Commons

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Seneste artikler om Kultur