mm

Karen Hammer

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Se alle skribentens artikler

På kanten af Europa: Cinematekets præsentation af nye film fra Tyrkiet

FILM – Med fire spillefilm og fem kortfilm præsenterer Cinematekets tyrkiske filmserie os for et land med billedskønne bjerge, politisk og sexuel forfølgelse og mord, masochistiske familieforhold, korruption, bestikkelse og intolerance. POV’s Karen Hammer har set serien og giver her en introduktion til filmene.

Meget tyder på, at Recep Tayyip Erdogan efter valget den 24. juni fortsat er præsident i Tyrkiet. Men fordi det kurdiske parti HDP har fået over 10 procent stemmer og således er kommet over spærregrænsen, kan fremtiden blive lidt mere kompliceret for Erdogan, end han havde kunnet håbe på, selvom han havde prøvet at gardere sig ved for halvandet år siden at fængsle partiets leder, Selahattin Demirtaş, for mistanke om terrorisme.

Cinematekets mange energiske programlæggere har ofte fingeren på pulsen og magter endnu engang at præsentere os for nye, spændende film, der kan gøre det lettere for medlemmerne at forstå, hvad det er, der foregår i det paradoksfyldte land, der gerne ville ind i EU – men med afvisningen er begyndt at hade Europa.

‘Come to My Voice’: Smuk og raffineret fortalt fabel roadmovie

Veteranen Hüseyin Karabey repræsenteres med Come to My Voice, som allerede i 2015 blev vist i Cinematekets kurdiske filmfestival.

Intet problem; man kan aldrig få nok af denne smukke og raffineret fortalte fabel om pigen Jiyan og hendes farmors vandring ude i det vidunderlige, grønne bakkede landskab i Anatolien på jagt efter et våben, de kan aflevere til de tyrkiske soldater i bytte for Jyians far, der på falsk anklage er sat i fængsel som terrorist.

‘Come to My Voice’. Foto: Det Danske Filminstitut

For de tyrkiske soldater er enhver kurder en terrorist; det gælder bare om at få dem til at indrømme det. Målet helliger midlet. Filmen er en slags roadmovie; det umage par får hjælp fra mange forskellige naboer og medrejsende inklusive tre blinde barder (syngende fortællere). Come to My Voice har været vist ved en festival i Istanbul, men er ellers forbudt i resten af landet.

‘Dog’: Debutspillefilm i tre dele

Esen Isik er født i 1969 i Tyrkiet, men flyttede i 1990 til Schweiz, hvor hun har lettere ved at få støtte til sine film. Dog er hendes debutspillefilm; en film hun sikkert ville have fået problemer med i hendes hjemland. Det er ifølge programbeskrivelsen “et drama om kærlighed, brutalitet og magt i nutidens Tyrkiet – dedikeret til og inspireret af den feministiske italienske kunstner Pippa Bacca, der blev dræbt på gaden under en rejse i Tyrkiet i 2008”.

Hjemme i familieisolationen prøver ægtemanden at tvinge ”sandheden” ud af Hayat ved hjælp af en skarp kniv. Han ved godt, da hun ligger blødende på sofaen, at han er gået over stregen

Filmen præsenterer os for tre meget forskellige hovedpersoner: Den 10-årige gadesælger Cemo, der forsørger sin gamle bedstemor, kvinden Hayat, der overvåges og kontrolleres af sin jaloux mand, og den transseksuelle Ebru, der har mistet sin elskede.

Lille Cemo er forelsket i en køn pige fra en rigmandsskole og prøver at få kontakt med hende; det lykkes til fulde, da han finder en forladt hundehvalp, som hun finder aldeles fortryllende. Men skolens politivagt blander sig brutalt og katastrofalt, og som enhver seriøs mand forsvarer Cemos sin kvindes interesser.

‘Dog’. Foto: Altcine.com

Hayats mand kører datteren i skole og vælger så bagefter at spionere på sin kone, der har fået lov til at gå på markedet, men i stedet mødes med en barndomsven. Siddende på en åben café nær Bosporusstrædet taler de sammen om dengang. Barndomsvennen vil løbe væk med hende, men hun afslår. Hun påstår, at hun har lært at elske sin trofaste mand og vil blive hos ham.

Hjemme i familieisolationen prøver ægtemanden at tvinge ”sandheden” ud af hende ved hjælp af en skarp kniv. Han ved godt, da hun ligger blødende på sofaen, at han er gået over stregen – han ved godt, at hun er uskyldig, men det handler om hans ære. Aggressionerne har taget over…

Esen Isik har lavet adskillige kortfilm med temaer omkring voldsramte kvinder og er blevet prisbelønnet for sin kortfilm The Stolen Father fra 2000

I den sidste historie om tilværelsen som transvestit i Istanbul, hvor tolerancen over for anderledes personer er meget lille, rystes vi om muligt endnu mere end i de to forrige episoder. Ebru lever som prostitueret, men tænker og ånder kun for sin tidligere ven, som helt sikkert stadigvæk elsker hende, men ikke længere tør stå uden for normen.

Ebru trasker på sine vaklende tynde ben rundt i byens gader til spot og spe for hvermand. Hun forfølger vennen og hans forlovede ind på en restaurant; hun drikker for meget. Han prøver at sende hende hjem i en taxa, inden nogle grove fyre fra nabobordet sviner hende til og overfalder hende. Esen Isik har lavet adskillige kortfilm med temaer omkring voldsramte kvinder og er blevet prisbelønnet for sin kortfilm The Stolen Father fra 2000.

‘Inflame’: Sandheden censureret

Ceylan Özgün Ozcelik deltog i 2017 i hovedkonkurrencen på Berlin Filmfestival med sin debutfilm Inflame. Den unge kvindelige journalist Hasret har problemer med sit arbejde som dokumenterfilmklipper på en tv-station i Istanbul.

Pludselig skal hun klippe på en mere overfladisk måde; censuren har overtaget det tidligere så sandhedsrapporterende medie, og hun degraderes til en lavere post, hvor hun ikke kan lave ulykker. Samtidigt plages Hasret af voldsomt ubehagelige drømme. Hun aner, at hendes underbevidsthed prøver at fortælle hende noget om hendes forældres død mange år tidligere. Officielt døde de i en bilulykke.

‘Inflame’. Foto: Det Danske Filminstitut

Hun opsøger venner fra dengang, men ingen kan fortælle hende noget. Sandheden er i højeste grad censureret, og ingen ønsker at blande sig eller undre sig over mediernes fake-news. Endelig forstår hun, at forældrene sammen med mange andre – alle kunstnere og intellektuelle – mistede livet i en massakre i byen Sivas i 1993, da radikale islamister satte ild til deres hotel. Regeringen har forsøgt at ændre virkeligheden, men sandheden kommer alligevel frem.

‘Frenzy’: Det frie individ sat under pres

Emin Alper er født i 1974. Han modtog i 2012 priser i Berlin for sin første spillefilm Beyond the Hill og vandt i 2015 juryens specialpris i Venedig for Frenzy, der handler om Tyrkiets autoritære styre, der kan tvinge et individ til at leve som stikker i sin egen familie for regeringsstyrkerne.

‘Frenzy’. Foto: Det Danske Filminstitut

Efter 18 år i fængsel løslades den 50-årige Kadir på prøve på betingelse af, at han fungerer som stikker i sin families kvarter, hvor der er mange bombeeksplosioner. Han flytter ind i et hus tæt ved sin yngre broder og dennes kone og bruger en meget stor del af sin tid på at rode i de lokale skraldespande.

Frenzy er en barsk og dyster film, der delvis foregår i fattige forstadskvarterers mudder og mørke

Politiet gør grin med hans rapporter, og som publikum spekulerer man over, om han egentlig er til nogen nytte, eller om han har gennemskuet et eller andet og holder det hemmeligt.

Man bliver mere og mere sikker på, at Tyrkiet med det nuværende politiske styre ikke er noget land, man har lyst til at bosætte sig i. Frenzy er en barsk og dyster film, der delvis foregår i fattige forstadskvarterers mudder og mørke.

‘Attention!’ og absurd science fiction-kortfilm

Dokumentarfilmen Attention! instrueret af Onur Bakir og Panagiotis Charamis afslører ud fra instruktørernes egne erfaringer korruptionen i Tyrkiet. Hvis man kan få hele familien til at spæde økonomisk til og betale ca. 10.000 kr. til millitæret, kan man slippe for værnepligt. Godt for landets økonomi, og godt for den unge mand, der kan fortsætte sine studier, mens familien kan slappe af velvidende, at han nu nok skal overleve kommende urolige tider.

‘Last Schnitzel’. Foto: Cinemateket

Blandt de fem kortfilm vil jeg nøjes med at fremhæve den absurde science fiction-historie Last Schnitzel, hvori en diktator sætter hele sin klodes overlevelse på spil for et umuligt ønske og mirakuløst får sin vilje – en flot og fantasifuld måde at beskrive et meget ustabilt styre under en smækforkælet leder på.

Topfoto: Fra ‘Dog’. Foto: Det Danske Filminstitut

Kategorier