BØGER // ANMELDELSE – Natascha Wodins roman om den ukrainske kvinde Nastja er en fuldkommen suverænt fortalt historie om en virkelig skæbne, et menneske, der aldrig har fået noget som helst forærende, og som har måttet slide sig til alt. Nastjas tårer er aldeles fængslende, skriver Søren R. Fauth.
Lad det være sagt med det samme, Nastjas tårer af Natascha Wodin er en af de mest fængslende og bevægende bøger, jeg har læst i år. Det er, intet mindre, en litterær begivenhed, at vi nu har fået hendes seneste værk på dansk.
Natascha Wodin har ukrainske rødder, men blev født i Fürth (Bayern) i 1945. Begge hendes forældre blev i 1944 deporteret fra Mariupol i det nuværende Ukraine til Tyskland. Moderen var på det tidspunkt 23 år gammel, og skulle nu, fra den ene dag til den anden, yde tvangsarbejde i Flick-koncernen i Leipzig, en jern- og stålvirksomhed, der primært leverede materiale til det tyske krigsmaskineri.
Indehaveren af virksomheden, Friedrich Flick, blev under Nürnbergprocessen i 1947 idømt 7 års fængsel for kollaboration med NS-regimet, for slavearbejde og medvirken til deportation. Da Flick-koncernen i 1944 var på sit højeste, beskæftigede den 130.000 mennesker, hvoraf næsten 100.000 var deporterede tvangsarbejdere og heriblandt netop Wodins forældre.
Det hører med til historien, at Flick efter dommen i Nürnberg lynhurtigt fik nedsat sin straf, og at han allerede i 1950 kunne vende tilbage til sin stålvirksomhed, en af efterkrigstidens mest succesfulde af sin slags og indbegrebet af det såkaldte ”Wirtschaftswunder”.
Da Flick døde i 1972, efterlod han sine arvinger en blomstrende forretning og en gigantisk formue. Familiefonden, Flick-Stiftung, er i dag god for mindst 40 milliarder kroner, og arvtagerne befinder sig på en delt femteplads over Tysklands rigeste familier – så meget for den såkaldte afnazificeringsproces efter krigen!
Da Wodin var 10 år gammel, forlod hendes mor en dag deres lejlighed og kom aldrig tilbage igen. Det kan man læse om i den sindsoprivende Sie kam aus Mariupol (da: Hun kom fra Mariupol) fra 2017, en autobiografisk krønikeroman, der bl.a. har vundet en af Tysklands største litteraturpriser, nemlig ”Preis der Leipziger Buchmesse”. Den bog er endnu ikke oversat til dansk, men man kan kun håbe, at Thomas Mangaard Hansen vil påtage sig det store arbejde. Hør blot hvordan Wodin i sin karakteristiske nul-bullshit-prosa hamrer kendsgerningerne ned i indledningen til Sie kam aus Mariupol:
”Elleve år efter krigens afslutning tog min mor sit liv i en lille vesttysk by, ikke langt fra et beboelsesområde for fædrelandsløse, sådan som man dengang betegnede tidligere tvangsarbejdere. Udover min søster og jeg var der sandsynligvis ikke et eneste menneske i verden, der kendte hende. Og heller ikke vi, min søster og jeg, kendte hende. Vi var børn, min søster var lige fyldt fire, og jeg var ti, da hun en oktoberdag i 1956 uden at sige et ord forlod lejligheden og aldrig kom tilbage igen.” (Min oversættelse)
Scenen er også skildret på de allerførste sider i Nastjas tårer, her får vi lidt flere detaljer om moderens selvmord:
”Min mor var kommet til Tyskland som tvangsarbejder i 1944, en af de mange millioner, som på brutal vis var blevet ført til Det Tredje Rige fra Sovjetunionen for at pukle som slave for den tyske krigsindustri. I krigens sidste år havde hun født mig, og elleve år efter havde hun druknet sig i en flod et sted i Tyskland, retsløs, modløs, ødelagt af de magter, hvis kværnende maskineri hun var havnet i.”
Et endeløst, konstant roterende hamsterhjul
Wodin-fortællerjeget kravler helt ind under huden på bogens kvindelige, titelgivende hovedperson, Nastja. Og Nastja-figuren bliver ikke mindre nærværende, fordi hun fungerer som en spejlfigur for Wodins egen mor. Også Nastja kommer fra Ukraine, jævnaldrende med fortællerjeget, udvandret fra Kyiv til Tyskland på grund af de usle kår i det sovjet- og postsovjetrussiske rige.
Jeg skal spare læseren for et udførligt handlingsreferat, men Nastja uddanner sig til bygningsingeniør, avancerer lynhurtigt til en ledende stilling i det foretagende, hun arbejder for, bliver gift med lægen Roman, får en datter, Vika, sidder ubehjælpeligt fast i et evigt roterende hamsterhjul, der for en overfladisk betragtning kunne ligne det hamsterhjul, de fleste vesterlændinge både dengang og nu sidder fast i, men med den afgørende forskel, at Roman og Nastja er ludfattige, højtuddannede, hårdtarbejdende, sultne, ude af stand til at kunne få hverdagen til at hænge sammen:
”Tæt på tredive år levede Nastja sådan, en tid, der forekom hende som et endeløst, konstant roterende hamsterhjul, en uafbrudt strøm af en grå, bedøvende ensartethed uden flugtmulighed. […] Dagligt mindst otte timers kamp med håbløs, økonomisk forvaltning og desorganisering og de ofte uløselige problemer forbundet med at skaffe materialer. Efter arbejde og i al slags vejr, hen og stå i kø foran forretningerne, i hvis vinduer man for det meste med forbløffelse kun kunne betragte de enorme pyramider af mayonnaiseglas. Foruden brød og mayonnaise var pasta det eneste, man altid kunne få, alt andet man derudover havde brug for, måtte man stå i kø for at få – nogle gange i flere timer, man måtte så at sige ’stå sig til varerne’, selv simple varer som kartofler og mel.”
Hun har tre-fire-fem rengøringsjobs på én gang og udfører sit arbejde til perfektion, sender penge hjem, sover på en sofa hos sin søster og er dybt taknemmelig over det, hun har
Lejligheden på 14. sal i et gråt boligkompleks, en spøgelsesagtig satellitby, er lille, varmen kommer og går, som vinden blæser, det samme gør strømmen. Om vinteren er der iskoldt, om sommeren stegende hedt, fordi de store vinduespartier vender mod sydvest. Kort sagt: Familien fører et usselt, deprimerende liv, og Nastja, den højtbegavede pige, har fra barnsben slagside mod det melankolske.
Ægteskabet med Roman holder ikke, de bliver skilt, og Nastja mister til sidst alt. Sovjetunionens opløsning i 1991 gør ondt værre, alle har længtes efter indførelse af de ’frie markedskræfter’, men i begyndelsen er forandringerne fatale. Ingen løn i flere måneder, derpå, som det lakonisk hedder i bogens ligefremme kendsgerningsdiktion: ”Sin sidste løn som ledende bygningsingeniør med femogtyve års tjeneste i Ukraines største byggefirma fik hun udbetalt i form af en lille pose ris.”
Emigration
I 1992 – Nastja er ikke blot mor, men i mellemtiden også blevet bedstemor – forlader hun på ”en varm julidag” Kyiv og rejser med toget til Berlin. Valget om at rejse til Berlin er ikke tilfældigt, idet Nastjas jødisk gifte søster, Tanja, i flere år har boet i Tyskland, nærmere bestemt i den berlinske bydel Wedding. Det er her romanens nutidsplan begynder. Wodin-fortælleren er selv flyttet fra Pfalz til Berlin og mangler rengøringshjælp. Hun rykker en annonce i avisen og får så mange henvendelser, at hun til sidst træffer den afgørelse, at hun vil ansætte den næste, der ringer på døren. Det gør Nastja.
Nastja og Natascha lærer med tiden hinanden at kende, men i hele tre år kommer Nastja i Wodins lejlighed i Charlottenburg for at gøre rent, uden at de for alvor udveksler detaljer fra deres personlige historie. Det ændrer sig, da Nastja en dag kommer for at tage sin afsked og for at meddele Wodin, at hun nu agter at rejse tilbage til Kyiv. Hun har, viser det sig, længe opholdt sig illegalt i Berlin, og den planlagte hjemrejse er derfor langt fra frivillig.
Hun er så sej, så karsk, så helt ufatteligt stoisk, at jeg flere gange under læsningen har taget mig til hovedet
Nastja har i alle årene ernæret hele sin ukrainske familie ved månedligt at sende størstedelen af sin løn hjem med kurér. Hun knokler uafbrudt, spiser næsten ingenting, bruger den sparsomme tid, hun har til rådighed på at gøre det, hun også gjorde som ung studerende: læser, læser, læser. Den store verdenslitteratur, alt hvad hun kan komme i nærheden af. Hun har tre-fire-fem rengøringsjobs på én gang og udfører sit arbejde til perfektion, sender penge hjem, sover på en sofa hos sin søster og er dybt taknemmelig over det, hun har.
Kranføreren Achim og Wodins suveræne karakterskildring
Wodin udtænker nu den plan, at de skal finde en mand til Nastja, en tysk mand, som er villig til at gifte sig med hende, så hun på den måde kan få permanent opholdstilladelse.
Det går næsten for nemt. Efter en indrykket annonce melder den 58-årige kranfører Achim sig prompte. Han har tilsyneladende styr på sagerne og forelsker sig øjeblikkeligt i den benede skønhed fra Ukraine. Nastja forelsker sig primært i Achims røde Harley-Davidson, der minder hende om den første forelskelsesfase med Roman, hvor de stak af på motorcykel sammen til Krim. Hør bare om de lovende fremtidsprospekter med Achim:
”Allerede anden gang de mødtes, tog han hende med på en smuttur til Spreewald på motorcyklen. Nastja følte sig som en 20-årig igen og susede af sted til Krim med Roman. Achim lovede at køre med hende til Paris, Rom, Middelhavet, hvorhen hun ville. Pludselig lå verden åben for hendes fødder.”
Thomas Mangaard Hansen debuterer som oversætter, og hvilken debut. Han kan sit kram og mere til
Jo tak, fristes man til at sige, især når man har læst romanen til ende. Lad mig uden at røbe for meget nøjes med at anføre, at forholdet til Achim, der udgør store dele af romanens nutidshandling, udvikler sig i en mildt sagt prekær retning.
Og hvad med Nastja, ja hvad med hende? Hun æder det hele i sig, hun arbejder døgnet rundt, uanset hvad skæbnen kommer rendende med af pis og lort: Hun tager det hele med, bøjer nakken, gør rent fra tidligt til sent, ordner hjemmet, betaler alle regningerne, da Achim mister sit job som kranfører. Hun er så sej, så karsk, så helt ufatteligt stoisk, at jeg flere gange under læsningen har taget mig til hovedet.
Enhver velfærdsnæret, fuldfed, doven, ikke læsende dansker, ethvert dansk barn med snuden begravet i sin virkelighedsdestruerende telefon, skulle tvinges til at læse denne roman. Den indeholder en fuldkommen suverænt fortalt og skrevet historie om en virkelig skæbne, et menneske, der aldrig har fået noget som helst forærende, som har måttet slide sig til alt, som intet har, som giver og giver og giver.
Thomas Mangaard Hansen debuterer som oversætter, og hvilken debut. Han kan sit kram og mere til. Køb bogen med det samme og læs den. Nu.
Læs også Inger Tejlgaard Olesen Ravns anmeldelse “Et omrids af tomhed: Trisse Gejls De unævnelige” i POV.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og