Da tyrkiske tropper forleden angreb den syriske grænseby Jarablus med både kampfly, raketangreb og kampvogne, gik flere medier i selvsving. Man anså den tyrkiske invasion som en yderligere intensivering af en allerede sprængfarlig situation med alt for mange aktører involveret.
Flere medier skrev, at selv om angrebet havde til hensigt at udrydde Islamisk Stat (IS) i grænseområdet, var den reelle årsag i virkeligheden at stoppe den kurdiske fremmarch i regionen og dermed forhindre kurdisk selvstyre.
Det er altid interessant at antyde, at et land opererer med skjulte dagsordener, og at en given handling i virkeligheden dækker for noget helt andet. Dermed kan man også bringe konspirationsteorier til torvs.
Sandheden er imidlertid mere nuanceret end som så. Og med mediernes stadige simplificering af overskrifter og overfladiske nyhedsanalyser, risikerer vi aldrig at komme tættere på en dybere forståelse af vores ”naboer i Østen” – og det gælder både de tyrkiske og de arabiske af slagsen. Men uden at påtage mig rollen som overlærer Andersen, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er flere nuancer, når det gælder det tyrkiske angreb i Syrien, end medierne antyder.
Særligt tre forhold gør sig gældende:
For det første var angrebet et led i koalitionsstyrkens samlede offensiv mod IS:
Det var således efter koordinering med og orientering af USA, at angrebet fandt sted. Det var med andre ord ikke et spontant endsige egenrådigt tyrkisk angreb. Den amerikanske vicepræsident Joe Biden er på besøg i Tyrkiet i netop disse dage og har udtrykt støtte til det tyrkiske angreb. Han har samtidig gjort opmærksom på kravet om tilbagetrækning af samtlige kurdiske oprørsgrupper fra grænseområdet. Dette blev yderligere understreget ved, at i modsat fald vil al amerikansk støtte til disse grupper stoppe straks.
Lige denne prekære sag med amerikansk støtte til kurdiske grupper er noget af en varm kartoffel for de herrer fra Tyrkiet og USA. For hvor flere af disse kurdiske grupper får støtte af USA, betragter Tyrkiet nogle af dem som terrorgrupper.
Den syriskkurdiske gruppe YPG er eksempelvis en erklæret terrorgruppe i Tyrkiet, alt imens samme gruppe altså nyder amerikansk støtte. Det forhold har alt andet lige gjort samarbejdet mellem Tyrkiet og USA til en noget anstrengt affære. Ikke blot i disse dage, men i et stykke tid. Særligt når man så oven i hatten lægger hele den efterhånden pinagtige sag med et tyrkisk krav om udlevering af Fethullah Gülen, bosiddende i USA. Ankara formoder, han er ophavsmanden bag det nyligt mislykkede militærkup i Tyrkiet. Et tøvende USA træder vande som respons – eller rettere ikke respons.
At få amerikansk opbakning til angrebet i Syrien akkompagneret af et samtidigt amerikansk krav om øjeblikkelig kurdisk tilbagetrækning er vigtig symbolpolitik på dette tidspunkt i konflikten. En tilkendegivelse om, at om end de to lande har et forskelligt syn på de syriskkurdiske grupper, er man dog fra amerikansk side utvetydig i sin støtte til den tyrkiske holdning i forhold til kurdisk tilstedeværelse i grænseregionen.
For det andet har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ikke lagt skjul på, at målet for angrebet ikke kun var at ramme IS, men i lige så høj grad handlede om at hindre yderligere kurdisk fremrykning mod Tyrkiets grænser:
Der er således ikke nogen skjult dagsorden i angrebet. Erdogan blev i forbindelse med angrebet citeret for at udtale: ” Ingen kan løse Syriens problemer uden også at skulle tage hensyn til interne tyrkiske anliggender”.
Det er en udmelding, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. Tyrkiet har en særdeles konkret interesse i at hindre oprettelsen af en kurdisk korridor og dermed styrke ideen om et kurdisk selvstyreområde. Selve byen, der var genstand for det tyrkiske angreb, Jarablus, er ikke specielt interessant, udover at den som grænseby har været besat af IS. Ved hjælp af protyrkiske syriske oppositionsgrupper (bemærk at der findes både pro- og anti-tyrkiske syriske oppositionsgrupper) i samarbejde med det tyrkiske militær fik man altså smidt IS på porten.
Med IS ude af billedet i grænsebyen er Jarablus i sig selv ikke af nærmere strategisk interesse for Tyrkiet. Hvad der er langt mere interessant for præsident Erdogan, er den nyligt indgåede aftale om våbenhvile med en anden syrisk grænseby Hasakeh. Byen ligger ved grænsen til Tyrkiet og Irak i det nordøstlige Syrien. Våbenhvilen blev foranstaltet af Rusland. Og mens hovedparten af byens indbyggere er arabere, kontrolleres byen af kurdiske oprørsstyrker. Aftalen krævede tilbagetrækning af syriske regeringstropper og væbnede styrker. Et sådant krav kan naturligvis kun ses som et nederlag for det syriske styre, og som en sejr for den kurdiske interesse i selvstyre.
Hvor skrøbelige aftaler om våbenhvile end kan være, er signalværdien af aftalens indhold ikke til at komme udenom for Erdogan. Enhver form for aftale, der tager højde for kurdiske interesser er pr. definition imod Tyrkiets nationale interesser. Men dette er ikke led i en skjult dagsorden for Erdogan. Det er tværtimod en meget udtalt og specifik tyrkisk politik. Det er således misvisende, når aviser skriver, at udryddelsen af IS i virkeligheden er et belejligt dække for at jagte kurdere.
Man kan snarere tale om at slå to fluer med ét smæk: At fjerne IS samt understrege den tyrkiske holdning om, at den kurdiske komponent i det syriske mareridt af en borgerkrig og dets kludetæppe af diverse aktører ikke må indtage en position, der går imod nationale tyrkiske sikkerhedsinteresser.
For det tredje er det ikke første gang, Tyrkiet foretager militære angreb/interventioner i nabolandene, når egne nationale interesser står på spil:
Det samme skete i Nordirak i både 2007 og 2008. Hver gang med forudgående orientering og koordinering med både den nordirakiske selvstyre-regering, Jalal Talabanis, vidende, den daværende irakiske præsident al-Malikis og den amerikanske præsident George W. Bushs. Og uanset hvad man måtte mene om disse angreb, gjorde det ikke Tyrkiet til en permanent tilstedeværende aktør i landet efterfølgende. Det samme vil man formentlig kunne sige om det aktuelle angreb i Syrien.
For at opsummere: Ja, der er foretaget en tyrkisk militær operation i Syrien med to klare formål: At få fjernet IS fra grænseregionen op mod den tyrkiske grænse og at forhindre yderligere kurdisk positionering og en yderligere cementering af det kurdiske ønske om selvstyre. Og nej, det vil næppe betyde en yderligere intensivering af den i forvejen betændte situation i landet med nu en yderligere permanent tyrkisk aktør i Syrien. Angrebet har ikke fundet sted som led i en skjult dagsorden for Tyrkiet, men derimod en meget officiel og åbenlyst erklæret politik. Som man kan være politisk enig eller uenig i. Men det er misvisende, når aviser antyder en fordækt dagsorden. Kald dog en spade for en spade. Det tjener alle bedst.
Topfoto: Collage ved Michael Dorbec – baseret på foto fra www.kremlin.ru
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
