Poul Arnedal: Til rocksabbat i Lucifers katedral

af

ANMELDELSE – Rolling Stones kan spille røven ud af bukserne på alle andre med sange af den ypperste dobbeltbundede poesi. Poul Arnedal, der har fulgt bandet fra starten i 60’erne, skriver om koncerten i Telia Parken i København i denne uge: En storslået og medrivende aften, som bød på det bedste, de gamle rullesten havde at byde på. Samtidig var aftenen en smuk og eftertænksom bekræftelse på, at livet ruller videre i bedste stil, også efter man har passeret de 70 år.

Det begyndte med et ildsprudlende brag med den nok bedste rocksang, der nogensinde er skrevet, ”Sympathy For The Devil” fra 1968-albummet ”Beggars Banquet”.

Det gjorde mig lykkelig fra starten.

En 74-årig Mick Jagger i forførende sang og dans ud ad den forlængede scene. Gruppens Benjamin, Ron Wood på 70 år, gik all in med sine guitar-riffs, selvom sangen er fra syv år før, han trådte ind i bandet.

Og sådan fortsatte det i to timer godt suppleret af det ’medicinske mirakel’, 73-årige Keith Richards med det plovfurede ansigt og den gyldne guitar samt alderspræsidenten, Charlie Watts på 76, som det solide rytmiske og hvidhårede holdepunkt ved trommerne.

Kieth Richards på storskærm i Parken. Foto: Poul Arnedal

Det skete to dage før min egen halvfjerdsårs fødselsdag – så det gjorde mig endnu lykkeligere.

Én ting er, at de kan spille røven ud af bukserne på alle andre (selv om nogle blaserte og misundelige yngre musikanmeldere mener, de var lidt sløve i optrækket). Men de har også skrevet sange, som er af den ypperste dobbeltbundede poesi, der ligger i samme superligaklasse som The Doors’ Jim Morrisons og nyligt afdøde Leonard Cohens, hvis afskedssalut lød ”You Want It Darker”.

Og så foregik det i sportens og underholdningens superkatedral, Telia Parken i København, som i dagens anledning var overdækket, og hvor de store skærme bag scenen virkede som en overdimensionerede trefløjet altertavle – en triptykon.

Numrene var hevet frem fra noget af den ældste del af gruppens bagkatalog og bød på en blanding af solid Rythm’ n’ Blues, ægte Rock ’n Roll og tekster, der både var socialt indignerede samt filosofisk og holdningsmæssigt dobbelttydige med numre som ”Street Fighting Man”, ”Under My Thumb”, ”Jumpin’ Jack Flash”, ”Gimme Shelter”, ”Paint It Black” og ”Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)”.

Poesi i Hyde Park

Charlie Watts på storskærm i Parken. Foto: Poul Arnedal.

Og hvordan kan man andet end elske og beundre et rockband, hvis forsanger fra scenen kan finde på at citere Percy Bysshe Shelley – cremen af engelsk romantisk poesi, der døde som ung, og hvis hjerte ligger begravet på den protestantiske kirkegård i Rom – sådan som det skete i sommeren 1969 i Hyde Park.

Gruppens 27-årige guitarist, Brian Jones, var død kort forinden den store udendørskoncert i London, og til hans ære reciterede Mick Jagger fra digtet, ”Adonis”, som Shelley havde skrevet til sin unge ven og digterkollega, John Keats, da denne døde som 25-årig af tuberkulose.

I december 1968 havde Rolling Stones udgivet LP-pladen ”Beggars Banquet”, som blev skelsættende ikke blot for rullestenene, som med denne plade fandt deres egne fødder og plads i rockverdenen, men for musikscenen som sådan, der efter The Beatles’ psykedeliske ”Sgt. Pepper’s …” fra året før, nu fik et værk med både social og filosofisk rytmisk kant. Det kommer til udtryk i sange som ”Street Fighting Man”, ”Prodigal Son”, ”No Expectation”, ”Salt Of The Earth”, Factory Girl”, ”Jig-Saw-Pussle” … og ikke mindst ”Sympathy for The Devil”.

Lucifer under Waterloo Bridge

Første gang, verden stiftede bekendtskab med ”Sympathy for the Devil”, var den 29. november 1968 i en biografsal under Waterloo Bridge i London, hvor National Film Theatre stadig holder til.

Her havde den franske nybølge-instruktør Jean-Luc Godards film ”One plus One” verdenspremiere under den 12. London Film Festival. I filmen følger man en gruppe militante sorte fra Black Power-bevægelsen på en bilkirkegård ved Themsen, en kvindelig skikkelse kaldet ”Eve Democracy” (som Godard ikke havde meget sympati for) samt The Rolling Stones under indøvningen og indspilningen af ”Sympaty For The Devil” i et studie i den sydvestlige Londonbydel, Barnes.

Foto: Wikimedia Commons

Den på det tidspunkt særdeles ’revolutionære’ Godard introducerede filmen for det spændte premierepublikum, som jeg var så heldig at være en del af. Han brugte sin kostbare taletid til at skælde ud på filmens producent, Iain Quarrier (der i parentes bemærket spillede en fascistisk boghandler i filmen), som havde lavet om på lydsporet i filmens afslutningsscene, så man hørte hele den færdige indspilning af ”Sympathy For The Devil” i stedet for den reallyd, Godard selv havde lagt ind.

Sluttelig opfordrede Godard det forventningsfulde publikum, som sad lunt og godt i de bløde plyssæder, til at udvandre fra biografen og i stedet se den originale version, som blev vist udendørs på et blafrende lærred under en vindblæst Waterloo Bridge.

Da han var på vej ud af scenen, var Iain Quarrier på vej ind for at forklare sig, men inden han nåede så langt, gav Godard den noget højere Quarrier en ordentlig en på sinkadusen med sin højre hånd, rakte så armene i vejret og lagde derpå kujonagtigt hænderne på sit hoved og forsvandt.

Fra den revolutionære filminstruktør var der ingen sympati for denne ’filmdjævel’, og publikum, der foretrak at blive inde i den lune sal, nåede også ud efter forestillingen og så Godards originale slutning på det blafrende lærred.

Litterær inspiration

For Mick Jagger, der var manden bag teksten, var der ikke tale om en ’hyldest’ til ondskaben i verden, selvom bornerte kristne udråbte gruppen, der tidligere havde udgivet LP’en ” Their Satanic Majesties Request” til djævledyrkere.

Der var højst tale om en konstatering af ondskabens eksistens i verden. Inspirationen til sangen kom fra den russiske forfatter Mikhail Bulgakov, hvis bog ”Mesteren og Margarita” var udkommet på engelsk, og som Marianne Faithfull (der også synger kor på nummeret) havde foræret Mick Jagger.

Det var en storslået og medrivende aften, som bød på det bedste, de gamle rullesten havde at byde på, og samtidig var den en smuk og eftertænksom bekræftelse på, at livet ruller videre i bedste stil, også efter man har passeret de 70 år

Udover at være en humoristisk satire på 30’ernes Sovjet-samfund optræder den faldne engel Lucifer, som han i andre sammenhænge kaldes, som et spejlbillede af verden. En slags jokerfigur. Både bogen og sangen handler om det ’gode’ og det ’onde’, som i en gnostisk sammenhæng er hinandens forudsætninger. Det gælder også historien om Jesus og Pontius Pilatus, hvor Mick Jagger synger:

And I was ’round when Jesus Christ

Had his moment of doubt and pain

Made damn sure that Pilate

Washed his hands and sealed his fate

For både Pontius Pilatus – og Judas for den sags skyld – var jo en nødvendighed for at historien om Jesus, der dør og korsfæstes for menneskenes skyld, kunne blive til virkelighed. Det var folkemasserne i Jerusalem, der krævede Jesus henrettet, så den figur, som man kalder Fanden, Djævelen eller Lucifer, er i virkeligheden også ”dig og mig”, som Mick Jagger synger i verset om mordene på Kennedy-brødrene

”I shouted out,

Who killed the Kennedys?

When after all

It was you and me

Det skal i øvrigt slås fast, at den ’dualisme’ mellem det gode og det onde, som man finder i gnosticismen, effektivt blev renset ud af kristendommen nogle århundreder e. Kr. og derfor ikke er i overensstemmelse med den på bjerget herskende kristne troslære.

Ron Wood og Mick Jagger på storskærm i Parken (Foto: Poul Arnedal)

Livet ruller videre

Men tilbage til rocksabbaten i Parken, hvor numre som ”Doo Doo Doo Doo (Heartbreaker)”, ”Jumpin Jack Flash” og ”Gimme Shelter” ikke alene skabte rock i synagogen, så hele Lucifers katedral vibrerede med, men også udspyede en kras og stadig aktuel samfundskritik.

”Doo Doo Doo …” fra 1973 fortæller på den ene side den sande historie om politiet i New York, der skød en dreng, som de mistænkte som bankrøver og om en pige på ti år, som dør af en overdosis.

”Jumpin Jack Flash” fra 1968 handler om en gademusikant som ”… was raised by a toothless, bearded hag […] schooled with a strap right across my back … But it’s all right now, in fact, it’s a gas”.

Den er en hyldest til de, der trods hårde odds får kæmpet sig frem til, at det bliver ”all right”. Det er samtidig en hyldest til en noget usædvanlig, tilsyneladende småskør og hoppende ’real life’ gademusikant, der huserede i nabolaget ved Leicester Square i årene omkring 1968, og som gik under navnet Jumpin Jack Flash.

”Gimme Shelter” er fra albummet ”Let it Bleed” fra 1969, og tegner et mørkt billede af verden midt under bl.a. Vietnamkrigen. ”Det er en slags apokalyptisk ’end-of-the-world ’ sang, har Mick Jagger selv udtalt til magasinet Rolling Stone.

I 2017-versionen blev den ledsaget af short/hvide fotos på de store skærme af aktuelle demonstrationer for bl.a. Black Life Matter, og Sasha Allen, bandets helt enestående, sorte korsanger, kom helt frem i forgrunden og sang duet med Mick Jagger.

Det var en storslået og medrivende aften, som bød på det bedste, de gamle rullesten havde at byde på, og samtidig var den en smuk og eftertænksom bekræftelse på, at livet ruller videre i bedste stil, også efter man har passeret de 70 år.

Rolling Stones – No filter, Telia Parken, København, 3. oktober 2017.

Foto: Poul Arnedal – fra koncerten i Parken.

Kan du lide det jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb – lille eller stort – på MobilPay 61416505. Vi får nemlig ikke penge for at skrive på POV – til gengæld kan du læse det gratis. 

Kan du lide POV-formatet, anbefaler vi dig at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler via Facebooks feed. Ønsker du at støtte POV's arbejde, kan du tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal eller MobilePay under 'Støt POV' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også støtte POV med en enkelt donation via MobilePay-link under 'Støt POV' eller på 40 12 19 68. POINT of VIEW International bruger ikke banner- eller pop-up-reklamer og har ikke nogen betalingsmur.

mm
Poul Arnedal
Journalist

Poul Arnedal er født i 1947 og har beskæftiget sig med journalistik stort set hele sit voksne liv. Godt nok blev han fyret som journalistelev på Fyns Tidendes lokalredaktion i Kerteminde som 18-årig med den officielle begrundelse, at han ikke kunne stave, men en medvirkende årsag var nok også, at han ikke ville melde sig ind i det lokale VU.
Som freelancejournalist har han siden beskæftiget sig med stort set alle discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Udover at være exam.art. i Filmvidenskab har han skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Allerede som 20-årig flyttede han til London i en periode, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, Liget i Horsekæret, der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste indlæg fra

Gå til Top