Arne Herløv Petersen: Fremtidstroen mangler

af

Når medierne taler om en elite i Danmark, tænker de i reglen på magteliten, dem der har økonomisk eller politisk magt over andre. Det er det lag, man i østlandene tidligere kaldte nomenklaturaen.

Ordet “elite” er positivt ladet, men man kunne også vurdere det anderledes og kalde det et overflødigt fedtlag eller et skadeligt lag af snyltere.

Den, der har magt, har taget magten fra andre. Hvis du bestemmer over mig, kan jeg ikke bestemme over mig selv. Hvis et privilegeret lag har magten i et samfund, er der ikke folkestyre i dette samfund. Magtranerne udhuler eller lammer demokratiet.

Ordet “elite” er positivt ladet, men man kunne også vurdere det anderledes og kalde det et overflødigt fedtlag eller et skadeligt lag af snyltere

Der er områder, hvor ordet “elite” kan give en vis mening, som for eksempel sport, hvor eliten er dem, der er bedst til en aktivitet, hvis resultater kan måles præcist. Eliten af golfspillere er således dem, der er bedst til at trille en kugle ned i et hul i jorden med en pind. Det kan måles helt nøjagtigt, hvem der er bedst til det, og man kan blive millionær af at være den bedste golfspiller, men der er tale om en ret begrænset færdighed.

Inden for mange andre områder af livet er det ikke muligt at opstille så præcise kriterier, så der vil enhver snak om elite være mere løsagtig. Hvis man for eksempel taler om en elite inden for billedkunst, skal man først afgøre, hvad man mener med ordet. Er det dem, der får flest penge for deres billeder? Dem, hvis navn genkendes af flest? Dem, eksperter i kunst sætter højst eller hvad?

Og inden for en lang række andre vigtige områder i livet er enhver snak om elite nærmest latterlig. Hvordan skulle man finde eliten af mennesker med empati eller eliten af dem med humoristisk sans? Det giver ikke nogen mening at sige, at Niels Jensen er danmarksmester i omsorg eller mildhed.

Man kan også bedømme mennesker ud fra deres stræben i livet

Hvis man vil, kan man selvfølgelig godt måle folk efter de resultater, de har nået. Har de fået en Nobelpris? Har de udgivet bøger, der er rost af kritikerne, eller har de gjort opdagelser, der er positivt beskrevet af deres fagfæller i videnskabelige tidsskrifter? Har de været indstillet til helgenkåring, og er der opkaldt veje efter dem?

Man kan også bedømme mennesker ud fra deres stræben i livet. Og her er det så fuldt legitimt at have den opfattelse, at det ikke er enhver stræben, der er rosværdig.

Hvis man for eksempel er tilhænger af demokrati, er det naturligt at mene, at en stræben efter økonomisk eller politisk magt over andre, der så får frataget deres magt, ikke er rosværdig, men et onde, der skal bekæmpes.

Oplysningstiden – det gode, det sande og det skønne

For mig at se ville det være gavnligt at gå små tre hundrede år tilbage og se på oplysningstidens begyndelse, for i en tid med fake news og stadig mere udbredt tro på, at der ikke er noget, der er bedre end noget andet – at løgn er lige så godt som sandhed, at uvidenhed er lige så godt som viden, at makværk er lige så godt som mesterværk – er der grund til at se på, hvad det var, oplysningstiden var.

En tid med fake news og stadig mere udbredt tro på, at der ikke er noget, der er bedre end noget andet – at løgn er lige så godt som sandhed, at uvidenhed er lige så godt som viden, at makværk er lige så godt som mesterværk

Centralt i oplysningstiden stod troen på, at en stræben efter det gode, det sande og det skønne var rosværdig. At menneske burde bestræbe sig på at handle ud fra en moral, præget af næstekærlighed og medfølelse, at mennesker burde stræbe efter at tilegne sig viden og at det var rosværdigt at gøre en indsats for at rykke grænserne for menneskehedens erkendelse, og at det var rosværdigt at stræbe efter det skønne – ikke det pæne eller nuttede, men den undertiden skræmmende og rystende – nogle gange hæslige og modbydelige men alligevel dybt sande skønhed, der findes i den store kunst og litteratur – den skønhed der overgår al forstand og netop kun kan udtrykkes gennem kunst.

Det gode menneske er dermed ikke det menneske, der er et godt menneske hele vejen igennem – men først og fremmest det menneske, der stræber efter det gode – i fuld bevidsthed om sin egen ufuldkommenhed, om at vi alle er usle syndere og stympere, men at vi kan vælge at gøre noget ved det.

Sandheden er ikke noget, vi kan knuge ind til os og putte os ved, men den evige udfordring – den evige vandring fremad

Det sande er ikke det statistiske, ikke en paradistilstand, ikke at hvile på laurbærrene, men en evig stræben efter at finde frem til en højere grad af sandhed end den, vi troede at besidde før. Enhver videnskabelig teori skal kunne falfisiceres, vi når aldrig frem til et mål, for grænserne rykkes stadig videre frem. Sandheden er ikke noget, vi kan knuge ind til os og putte os ved, men den evige udfordring – den evige vandring fremad.

Og kunstnerens og forfatterens kamp for at finde frem til det skønne – forstået som det kunstnerisk sande og ægte – fører aldrig frem til en position, hvor man kan sige, man er kommet i mål. Man kommer aldrig i mål. Hver gang man er kommet over en barriere, ser man en ny.

Dette bliver da disse tre, det gode, det sande og det skønne.

Og i vores stræben efter at bevæge os frem i disse retninger ligger det store og ædle ved at være menneske.

Fremtidstroen

Men for at man skal kunne stræbe, skal man tro på, at verden kan udvikle sig, man skal have en fremtidstro. Hos mange findes denne fremtidstro ikke i dag, de mener, at fremtiden bliver værre end nutiden. Og det bliver den også, hvis vi ikke gør noget.

Men alt, der er skabt af mennesker, kan ændres af mennesker. Vi har ikke fået vores økonomiske og politiske system af en gud. Vi har selv skabt det, og når det ikke fungerer, som det skal, kan vi lave det om

Den magtelite, vi er belemret med, mangler udsyn. Den kan ikke se en ny og bedre verden. Den, der sidder solidt på flæsket, kan kun se flæsk omkring sig. Kapitalismen som system kan ikke løse problemerne med vækst og ødelæggelse af klima og miljø.

Mange mennesker siger: Nå, men så kan vi ikke gøre noget ved det. Så må vi bare leve den tid, vi har. Men alt, der er skabt af mennesker, kan ændres af mennesker. Vi har ikke fået vores økonomiske og politiske system af en gud. Vi har selv skabt det, og når det ikke fungerer, som det skal, kan vi lave det om.

Vi skal tro på os selv. Vi skal tro på, at verden kan ændres til det bedre. Vi skal tro på, at det nytter noget at stræbe efter det, der er bedre, og gøre en indsats.

Det er ikke det dummeste, man kan gøre, at lade sig inspirere af oplysningstiden. Læs Holbergs epistler og moralske tanker, læs Voltaire. Og først og fremmest: Læs Thomas Paine, læs Rights of Man og Age of Reason. Gør man det, kan man se en lige linje fra oplysningstiden frem til nutiden – fra Thomas Paine til Naomi Klein. Og lære at tage tråden op, at føre kampen videre. At det kan nytte.

Hovedfoto: Eugène Delacroix’ La Liberté guidant le peuple (1830, Louvre). Wikimedia Commons.

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

Arne Herløv Petersen
Forfatter og oversætter |

Arne Herløv Petersen (1943) er forfatter og oversætter, bosiddende på Langeland. Han har arbejdet som journalist ved Aktuelt og Ritzaus Bureau og som redaktør af Studenterbladet 1963-65. Han tog studentereksamen i Milwaukee i Wisconsin i 1961 og i København 1962. I 1971 blev han cand. phil. i historie, med speciale om Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, materiale herfra er i omarbejdet form udgivet som artikelsamlingen Fra den forkerte verden (2004). Allerede i 1954 i en alder af 11 år blev Arne Herløv Petersen ansat ved Social-Demokratens børneside. Han fik som 15-årig sin debut i 1958 i antologien "Unge meninger om Vi Mennesker", og sin selvstændige debut i 1962 med "Digte". Hans romandebut fulgte i 1963 med "Morgensol og glasskår". Arne Herløv Petersen har udgivet omkring 500 oversættelser, hovedsagelig af amerikansk litteratur. Han har blandt andre oversat Jack Kerouac, Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut, Philip Roth, Norman Mailer, Douglas Coupland, Richard Ford, James Lee Burke og James Ellroy. Desuden mange oversættelser af science fiction, blandt andre Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, J.G. Ballard. Dertil kommer oversættelser af lyrik, blandt andre gendigtninger af kinesiske kortdigte, oversættelser af James Joyce, Edgar Allan Poe, Lewis Carroll, Edward Lear, Jean-Joseph Rabearivelo og Kobayashi Issa.

Seneste indlæg fra

FAR FAR VEL

Emilia van Hauens far er død. I denne tekst, som løber over
Gå til Top