Er håndbold sport eller reklamefinansieret underholdning?

af i Danmark/Debat & Klummer/Kultur/Sport

TV & SPORT // KOMMENTAR – Hvad er det egentlig tv-producenterne gerne vil vise mig, når de sender en håndboldkamp? Er det nuancerne i spillet? Er det underholdning, der kunne være alt muligt andet? Jakob Brønnum har forsøgt at se VM i håndbold, men bliver forstyrret af reklamerne på banen.

Noget af det værste, man kan gøre mod sig selv, er at holde op med at se de populære tv-kanaler i et længere stykke tid og så vende tilbage igen for at se et eller andet. For det eneste, man opnår, er, at man er kommet så meget på afstand af det, at man kan se, hvor rædselsfuldt det er på enhver måde. Æstetisk, menneskeligt og sagligt.

Jeg havde ventet med at se håndbold VM, hvor Danmark som bekendt er kommet i semifinalen som det eneste hold med udelukkende sejre, til vi var kommet noget ind i turneringen. Sådan er det nogen gange – så har man mere krudt til de afsluttende kampe. Matchen Sverige mod Norge tidligere på ugen, var den første jeg så.

Hvorfor lige den? Det var rent tilfældigt, men jeg indrømmer, jeg tilhører den hensygnende, forsvindende lille gruppe af mennesker, der lider af en gammeldags nordisk veneration og synes, at man stadig skulle arrangere nordiske mesterskaber i fodbold og den slags reklamekrone-fjerne ligegyldigheder.

Selve spillet er sekundært i tv-produktionens narrativ

Men jeg glædede mig til at se noget bold, som man siger. Ikke noget med bajere og netundertrøjer eller livevæddemål på nettet, det er ikke nødvendigt, bare noget, hvor man kan nyde at se, hvordan en gruppe mennesker, der kender hinanden godt, fungerer sammen som en smuk, musisk organisme omkring en såre eksistentiel grundform, nemlig en bold.

Sansemæssigt totalteater

Det er der, man bliver skuffet. Det tv, tv-producenterne forsøger at lave, har overhovedet ikke noget med formidling af oplevelsen af håndbold for håndboldens skyld at gøre. Det er en eller anden form for totalteater lagt over mine sanser, som har et andet formål end at vise de rent menneskelige aspekter af legen. Selve spillet er sekundært i tv-produktionens narrativ.

Når man kigger på banen, mødes blikket af seks reklamer på hver side af de to banehalvdele, altså ligeså mange, som der er markspillere på banen, de fylder bare mere.

De er lagt på gulvet på en sådan måde, at man ikke kan undgå at lade øjet fanges af dem. Samtidig ligger de sådan, at de direkte modarbejder ens oplevelse af spillernes løbebaner.

Jeg nævnte ikke løbebanerne før, da jeg fortalte, hvad jeg opfatter som det tiltrækkende ved boldspillet og holdspillet, og som jeg glæder mig til at se. Løbebanerne er en af de mest essentielle ting i moderne holdsport. Det er der, den musiske skønhed træder frem, når spillerne løber i mønstre, de kan udenad og fører bolden frem gennem dem.

Og det er der, det bliver så uhyre dramatisk, at man bliver helt stakåndet. Når modstanderne gennemskuer løbebanerne og sætter modtræk ind, som forsøger at opløse eller forstyrre dem. Men reklamerne på gulvet gør det så vanskeligt at følge løbebanerne, at man bliver i tvivl om, hvorfor man har åbnet for tv.

Grønne, blå og røde neonnuancer

Rundt omkring banen er der desuden bevægelige reklamebånd i en hidtil uset farvekraft i grønne, blå og røde neonnuancer i stadig skiftende bevægelse i udkanten af synsfeltet, når man forsøger at følge spillet. Reklamebånd som øjet opfanges af, når blikket springer, som det hele tiden gør, når det forvirres af det billedlige sammenstød mellem spillerne og gulvreklamerne.

Håndboldbanen er for lille til den slags, der ikke forstyrrer på helt den samme vulgære måde i fodboldtransmissioner.

I det hele taget skal man mere end almindeligt koncentrere sig for at holde øjet på selve håndboldspillet på banen. Alt det her er nærmest subliminalt, altså foregår i de sansninger, man normalt ikke registrerer, og lidt efter lidt opøver man uvægerligt strategier for, hvordan man skal følge med i spillet. Eller slukke, fordi det, uden at man tænker nærmere over det, føles kedeligt. Det bliver kedeligt, når fortællingen, i dette tilfælde håndboldkampen, er overskygget af noget andet.

Nogen æstetisk fornøjelse bliver det aldrig, til trods for at herrehåndbold i disse år synes at være på vej tilbage i retning af mere spil og mindre muskelkraft, som i en del år i Danmarks storhedstid under Anja Andersen mfl. gjorde, at man foretrak den på det tidspunkt langt mere elegante kvindehåndbold.

Der er ikke under transmissionen på noget tidspunkt et skærmbillede uden en forbrugsimpuls

Det hjælper selvfølgelig, hvis man skruer ned for lyden, som er præget af på forhånd tilrettelagte slagsange og publikumslarm i et enormt lydtryk, der har meget lidt med udviklingen i spillet at gøre. Hvad har det så med at gøre? Det bidrager til det samlede pres af sanseindtryk, der blødgør formidlingen af det, det i virkeligheden drejer sig om: Reklamefinansieret underholdning.

Målgruppen er en anden

Det giver naturligvis ikke mening at kritisere transmissionerne på denne her måde. Dels skyldes det enorme reklametryk formentlig, at man har svært ved at sælge tv-transmissionerne tilstrækkelig dyrt til at få arrangementet til at løbe rundt, subsidiært opfylde  ejergruppernes indtjeningsmål.

Dels er jeg er ikke målgruppen for håndbolden eller nogen som helst anden sport. Hvem målgruppen er, kan vi diskutere. Familien Danmark er det heller ikke.

Jeg opfatter det som om, det er den samme målgruppe som for al mulig andet reklamefinansieret tv, nemlig den laveste fællesnævner af forbrugere. Det her tv produceres af mennesker, der har en højere kærlighed til handelsmulighederne i tv-underholdning end til boldspil.

Der er ikke under transmissionen på noget tidspunkt et eneste skærmbillede uden en forbrugsimpuls. Ejeren til produktet leverer forbrugsimpulser, altså reklamer, der taler om andre ting, vi ikke har brug for eller har lyst til at tænke på, mens vi ser på spillet. At selve håndboldspillet ikke er i centrum for begivenhederne, rent sansemæssigt set, det ved tv-producenten udmærket godt. Det er med vilje.

Selve det nationale sejrsbrøl, Danmarksbrølet, er det eneste der reelt er tilbage af kærlighed til sporten i skærmens virvar af respektløs sanseforvirring. Det vurderes formentlig at være tilstrækkeligt til at sælge reklamerne, samt at det i øvrigt er ligegyldigt, hvad der foregår på banen, bare det ikke skygger for gulvreklamerne.

Spørgsmålet er om spillerne ved det, om de forstår, at de reduceres til sekundære bærere af et totalt meningsløst forbrugscirkus, der ligeså godt kunne være en popkoncert eller et underholdningstalkshow.

De lange pauser

Jeg begynder at forstå, hvorfor jeg tager de lange pauser, der har været i mit sports- og øvrige tv-kiggeri de senere år. I stedet vender tankerne tilbage til hyggelige øjeblikke i boldspillets ånd, hvor jeg har set mine børn spille i grimme, underbelyste jyske småhaller i duften af voks og friture og på mudrede græsbaner i al slags vejr. Og til mine få, årlige fodboldstadionbesøg, hvor man også må have en strategi for at overvinde sanseindtrykket af larm og reklamer. Jeg hører som regel musik i over-ear-hovedtelefoner. Så kan man følge spillet i fred og ro.

Hvad skal man gøre ved håndbolden i tv? Jeg hoppede over på Eurosport, hvor de sender Australian Open i tennis, en af de fire store turneringer, som allerede Aldous Huxley brugte som profetisk billede på sportens uværgerlige kommercialisering i Fagre Nye Verden (1932). Men han fik ikke helt ret, ikke hvad lige netop transmissionen af tennissen angår. Man ser med det samme forskellen. Det er en meget rig sport, der ikke behøver forurene sig selv med reklamer, der overskygger spillet.

Hele skærmbilledets fortælling er tydeligvis indrettet på at vise tenniskampen i alle nuancer og dramatiske facetter. Og skulle der være en reklame, er den i meget svag skrift et sted i billedet, man ikke straks retter sin opmærksomhed mod. Bolden er i centrum for to menneskers psykologiske og kropslige drama. Det er vildt spændende.


Topfoto: Svensk TV3

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Danmark

Hvad nu Ibrahim?

TAXAMANDENS KLUMME  – “Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens