12-tals kandidaten Mette Høeg giver bar røv til universitetet

af

Poul Arnedal har set Thomas Altheimers film ”Se nu stiger solen” om Mette Høeg og den litterære fejde, der rullede fra Høegs notoriske feministkritiske indlæg i Weekendavisen i foråret 2015. Filmen, optaget og redigeret af Mette Høegs mand, går helt tæt på og skildrer dramaet intimt, tilsyneladende spontant men ultimativt (selv)iscenesættende: Fra øjeblikket hvor Mette Høeg får sat stolen for døren af Københavns Universitet til dagen, hvor hun tager på road trip i Mexico, og natten i Tijuana hvor hun optræder som pole dancer og får stukket pengesedler ned i trusserne af begejstrede lokale.

Det var den franske forfatter, Emile Zola, der i slutningen af 1800-tallet skrev, at kunsten er et hjørne af naturen set gennem et temperament. Måske vil nogen mene, at det efterhånden er en noget slidt kliché, men det behøver jo ikke gøre den mindre relevant. Og uden at gøre vold på Zola kan man udskifte ordet naturen med virkeligheden.

I Thomas Altheimers dokumentarfilm Se nu stiger solen bliver der set på virkeligheden gennem flere temperamenter: Dels Altheimers eget. Dels filmens hovedperson, litteraturforskeren Mette Høegs. Og så er der selve virkeligheden, nemlig den konflikt som er filmens omdrejningspunkt – og som der også er flere opfattelser af.

Kontrovers med universitetet

Se nu stiger solen tager sit udgangspunkt i Mette Høegs kontrovers med Københavns Universitet, hvor hun var i gang med at lave en Ph.d. på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Filmen starter, da hun efter nogle måneders sygeorlov på grund af en hjernerystelse er begyndt at genoptage sit arbejde på nedsat tid og har et år tilbage af sit Ph.d.-forløb, men pludselig bliver indkaldt til en såkaldt “genopretningssamtale”.

Fra filmen.

Men allerede i filmens anslag ser vi et klip fra DR2’s Deadline, hvor Martin Krasnik lægger op til et indslag om den litterære fejde, som Mette Høeg havde været ude i godt et halvt år tidligere, efter i foråret 2015 at have skrevet et indlæg i Weekendavisen (WA) under overskriften ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”.

Bredside mod det litterære parnas

Her skriver Mette Høeg bl.a.:

”På den ene side ser man i nyere udgivelser af danske kvinder en mavesur og aggressiv fremførelse af politisk korrekte, kedsommelige og forudsigelige queer-, gender-, racisme- og feminismesynspunkter […] Det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag. Forfatterne blander sig gerne i samfundsdebatten uden for værket, men også her fremstår teksterne som udtryk for den forvænte teenagers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser …”

Det skyldes ifølge Mette Høeg bl.a., at der på Forfatterskolen optages ”langt flere kvinder end mænd: 33 kvinder over for 19 mænd siden 2008”, og at denne tendens har bredt sig til ”litteraturens øvrige sfærer”.

METTE HØGH I FORBINDELSE MED VISNING AF FILMEN.

Endelig en litterær fejde

En sådan svada får selvfølgelig ikke lov at stå ubemærket hen og resulterede bl.a. i, at Lilian Munk Rösing, der også fik et fur i WA-artiklen og i øvrigt er en fremstående person i det litterære miljø, lektor på Institut for Litteraturvidenskab og anmelder på Politiken, gik ud og udråbte Mette Høeg til ”Litteraturkritikkens svar på Donald Trump”.

Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, skrev, at ”Høegs indlæg er et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur jeg nogensinde har læst.”

Hurra!

Endelig en litterær fejde, hvor akademiske meninger kan brydes, og der bliver gået til stålet, sådan som man tidligere har set det i både den danske og den internationale litterære verden. For hvor havde vi været i dag uden en P.A. Heiberg, en George Brandes, en Klaus Rifbjerg og en Henrik Stangerup?

Hedonistisk livsstil i Radio 24syv

På Radio 24syv var man ikke sene til at samle bolden op og gav Mette Høeg sit eget bogprogram, Høeg over Bog  som hun lavede i sin sommerferie fra Universitetet.

Her satte hun i fire programmer fokus på netop forfatteren og debattøren Henrik Stangerup, der i 1970’erne og 80’erne var en kritisk røst mod de herskende meninger på det litterære bjerg og mod den borgerlige pænhed og magelighed, mod marxistisk ensretning, og hvad man i dag ville kalde politisk korrekthed. Allerede i sit første digt havde Stangerup omtalt ”glæden ved at stå uden for Herremoderådet”.

Denne ’modstemme’ savnede Mette Høegh i dagens litterære debat. ”Litteraturen har brug for modsigelser og udfordringer”, erklærede hun bl.a. i sine radioprogrammer. Samtidig tog hun også fat på Stangerups hedonistiske livsstil, som omfattede både drukture og personlige nedture.

Og hun pointerer dobbeltheden i Stangerups derouter, som ikke kun gælder for hans personlige liv men også for hovedpersonerne i flere af hans stærkt roste romaner. ”Livet skal ikke være sundt og ordentligt for at være meningsfuldt”, siger hun på et tidspunkt i et af sine programmer og understreger vigtigheden af også at granske omverdenens uerkendte mørke sider.

SCREENSHOT FRA FILMLÆRREDET.

”Prostitution, Sexisme og Autodestruktion”

Det er som om, instruktøren Thomas Altheimer har taget denne tråd op i Se nu stiger solen. Her er billeder og kameraføring ofte alt andet end ’ordentlig’, når han følger og samtaler med Mette Høeg, som – skal det understreges – også er hans ægteviede hustru.

Det virker umiddelbart, som om mange af optagelserne er lavet spontant, som var det til en hjemmevideo. I mange af scenerne går der et stykke tid, inden kameraet stiller skarpt. Til gengæld synes den endelige redigering at være særdeles velovervejet.

Allerede i forteksterne – inden Martin Krasnik kommer på banen – er der en ”Indholdsadvarsel’ mod Depression, Alkoholmisbrug, Vulgariteter, Pornografi, Udkantsdanmark, Prostitution, Sexisme, Autodestruktion … og Henrik Pontoppidan, der heller ikke var ubekendt med at skrive om undergang og menneskets mørke sider.

Fyringstrussel fra Universitetet

Depressionen indtræder allerede i starten, efter at Mette Høeg – af for hende uforklarlige årsager – er blevet indkaldt til den “genopretningssamtale”, som i realiteten er at sammenligne med en fyringstrussel, og er noget, der kun forekommer yderst sjældent for Ph.d.-studerende. (Det skal i denne sammenhæng fortælles, at et Ph.d.-studie er et lønnet forskningsprojekt, som strækker sig over tre år).

Alt er indtil videre forløbet stort set gnidningsfrit. Og Høeg har gennem hele sin forudgående kandidatuddannelse kun fået 12-taller for sin opgaver, og hendes Ph.d.-vejleder har godkendt hendes plan for at afslutte Ph.d.-forløbet.

Men så kommer en Ph.d.-skoleleder ved navn Sune Auken på tværs. Uden nogen forvarsel eller begrundelse bliver hun indkaldt til den famøse “genopretningssamtale” med Sune Auken. Ved en sådan en samtale vil der blive stillet nogle skrappe og skærpede krav til indhold og afleveringsfrister. Accepterer man dem ikke, så er resultatet en fyring.

Klassiske referencer i Udbyhøj

For at synke den mundfuld trækker Høeg og Altheimer sig tilbage til Mette Høegs hus i Udbyhøj, som er en lille landsby langt ude på landet i det nordøstlige Djursland og lige ud til udmundingen af Randers Fjord i Kattegat.

Huset har været i Høeg-familiens eje i generationer, og det var netop her ved Randers Fjord, at Jakob Knudsen i 1891 skrev sin salme Se nu stiger solen af havets skød. Og det var også her, forfatteren Henrik Pontoppidan holdt til og bl.a. lod en del af handlingen i sin roman Lykke-Per udspille sig. Her får vi klassiske litterære referencer, som ikke får lov at gå ufortalt hen i filmen.

SCREENSHOT FRA FIMLÆRREDET.

Bar røv og vilde svaner

I det lille aftægtshus i det øde, butiksforladte udkantsdanmark diskuterer Mette Høeg – samtidig med at tågen hænger lavt, og sneen og frosten knager og bider udenfor – hvad hun skal stille op med universitetets ultimative krav.

Der bliver drukket vodka af flasken, diskuteret om Høeg skal blive stripper og måske prostituere sig, hvis lejligheden byder sig, og tage imod et eventuelt Indecent Proposal fra en rigmand i Mexico for at kompensere for den mistede indtægt.

Der bliver tændt op i kakkelovnen og kikket på soldis ud over fjorden, mens flokke af vilde svane skræpper op i det fjerne. Svanernes skræppen gentager sig på flere ture til fjorden, og man kunne fristes til at tolke det i retning af H.C. Andersens fortælling om den grimme ælling.

På et tidspunkt trækker fotografen (Thomas Altheimer) bukserne ned på Mette Høeg, så hun står i køkkenet med bar røv lige op i kameraet. Og hun har slet ingen tøsefornærmet hast med at trække dem op igen. Scenen er ikke blot en ’bar røv’ til universitetet. Den viser også et underliggende tema om frivolitet og er et forvarsel om nogle af de sidste scener i filmen, hvor Mette Høeg sammen med manden drager til Mexico for at optræde som stripper på en lokal bar.

Et renselsesbad

Mette Høeg er ikke indstillet på at ’lægge sig fladt ned’, og som en ydmyg undersåt acceptere de arbitrære krav, universitet måtte kræve af hende.

Hun beslutter sig for at gå til “genopretningssamtale” med åben pande. Inden samtalen ser vi hende i en scene, hvor hun går i bad. Allerede i starten af filmen, hvor hun bryder sammen i depression, er hun også i bad, og her er billedet sløret, rystet og dugget og taget med rystende hånd oppefra og ned i en brusekabine. I

den nye badescene – som også er blevet det stillbillede, som er sendt ud i forbindelse med filmen – ser vi hende i et roligt totalbillede. Hun er afklaret og sårbar og tager tilsyneladende et renselsesbad inden det store slag.

SCREENSHOT FRA TRAILER PÅ YOUTUBE.

Bag lukkede døre

Selve “genopretningssamtalen” foregår bag lukkede døre, men mødet optages på bånd. Mens vi lytter til den redigerede samtale, vises et totalbillede fra interiøret på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, som grangiveligt ligner et billede fra et amerikansk fængsel. Og fordi det er et stillbillede, står tiden stille på de mange ure, som hænger ned ad gangen.

I det, vi får at høre fra samtalen bag den lukkede dør, er der ikke meget for Mette Høeg at stille op.

Selv om Høeg mener, at hun ikke har fået forvarsel og det, der sker, er imod universitetets egne regler, fastslår Sune Auken, at det er ham, der bestemmer, og at man bl.a. er bekymret for hendes aktiviteter uden for studiet – som f.eks. hendes radioprogrammer.

Ikke til diskussion

Her får hun bekræftet sine formodninger om, at det ikke blot er selve hendes hidtidige Ph.d.-forløb, der er problemet, men nok så meget hendes udenomsaktiviteter, der er anstødsstenen.

Den første antydning af en utilfredshed kom faktisk fra hendes Ph.d.-vejleder blot få dage efter, at det første af hendes programmer om Henrik Stangerup var blevet udsendt. Det fremgår af en artikel om hele Mette Høeg-sagen i Universitetsavisen i november 2016.

Egentlig troede Mette Høeg, at den sag var gået i sin mor igen, for hun havde fået ’pøj – pøj’ med radioudsendelserne fra samme vejleder, og kun to dage inden hun blev indkaldt til “genopretningssamtale”, havde vejlederen godkendt planerne for færdiggørelsen af Ph-d.’en. Men på mødet bliver der stillet nye og skærpede krav om afleveringsfrister og mængder. Og “genopretningen” er ikke til diskussion. Der er kun tale om en orientering.

I Mette Høegs øjne er det blot en anden måde at sige til hende, at hun kan tage sit gode tøj og gå. Og det er det, hun gør. For selvom hun eventuelt accepterer kravene, vil hun så kunne have tillid til, hvordan hendes Ph.d. ville blive bedømt, når det bl.a. er de to mennesker, hun sidder til møde med, som skal udpege det bedømmelsesudvalg, som skal vurdere hendes Ph.d.-afhandling? Det tør hun ikke satse på, så hun pakker sammen og tømmer sit kontor på universitetet.

En bedrager og løgner?

Efter artiklen i Universitetsavisen, som er særdeles kritisk over for universitetets ageren i forløbet, får Ph.d.- vejlederen mulighed for at tage til genmæle i et debatindlæg.

Her slår vejlederen fast, at hun som sådan ikke kan ’lukke op for godteposen’ og dokumentere, hvordan universitetet ser på sagsforløbet. Årsagen er, at der er tale om en personsag. Dog får hun sagt, at der kan være tale om ”… uformåenhed – måske ligefrem bedrageriskhed – fra den ph.d.-studerendes [side].” Samtidig siger hun, at ”I virkelighedens verden er der løgn og sandhed. Og det er som regel bare et spørgsmål om at se grundigt nok på facts for at få det konstateret.”

Det er så bare de facts, hun ikke må komme frem med. Men det korte af det lange er, at hun nærmest beskylder Mette Høeg for at være både bedrager og løgner.

METTE HØEGH OG THOMAS ALTHEIMER I FORBINDELSE MED VISNING AF FILMEN.

Strip og dødskørsel i Mexico

Tilbage til filmen: Efter afskeden med universitetet drager Høeg og Altheimer til Mexico, hvor Mette Høeg til fulde får udlevet sin drøm om at optræde som stripper.

Vi følger hende på en natklub i byen Tijuana, hvor hun til de lokale mænds begejstring pole-danser, får stukket pengesedler ned i trusserne og til sidst optræder i The Full Monty, uden kameraret skjuler noget.

I den næste scene ser man parret glade og lettede drøne i en åben sportsvogn, og noget der kan ligne en dødskørsel ud ad de mexicanske landeveje gennem et solsvedent landskab.

Hemingway-parallel

Pludselig giver det mening, at dokumentarfilmens engelske titel er The Sun Also Rises.

Titlen er tyvstjålet fra Ernest Hemingways debutroman fra 1926, der bl.a. foregår i Spanien, og hvor den kvindelige hovedfigur er den selvstændige, korthårede, frigjorte, promiskuøse og drikfældige, Brett. Den slet skjulte henvisning til Altheimers kvindelige hovedfigur er vanskelig at overse.

Og dobbeltheden i Mette Høegs mexicanske strippereventyr er dårligt til at komme uden om. Det ligger så langt fra det københavnske – og i hendes øjne kvindeligt dominerede og politisk korrekte – litterære og universitære univers, som tænkes kan, samtidigt med at der skabes en parallel til et af verdenslitteraturens mesterværker. Tag den! synes man nærmest at kunne høre Altheimer sige.

”Alle dødens skygger for evig fly”

Efter denne tilsyneladende hudløst ærlige mexicanske ’deroute’ i den stangerupske ånd, klippes der direkte til filmens afslutningsscene. Nu er vi tilbage i de sne- og frostdækkede Udbyhøj, hvor en nærmest genopstået Mette Høeg løber og danser rundt, som en lillebitte figur i et kæmpe totalbillede, mens vi på lydsiden hører et kor synge Jakob Knudsens salme, Se nu stiger solen, på Oluf Rings melodi fra 1915, og hvor det sidste vers lyder:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

PS. Efter sin afsked med Københavns Universitet er Mette Høeg optaget på King’s College i London, hvor hun nu er i gang med et treårigt Ph.d.-forløb.

PPS. Ifølge Mette Høgh har hun selv intet haft at gøre med redigeringen af filmen. Bortset fra at hun optræder i den, står den som Thomas Altheimers eget værk, som Mette Høeg for første gang så ved premieren på CPH:DOX den 17. marts.

Man kan se filmen ved at downloade den fra senustigersolen.dk. Det koster 50 kr., som er filmens eneste finansieringsgrundlag.  

Topfoto: Officielt pressebillede fra ‘Se nu stiger solen’

Øvrige billeder: Screenshots og fotos af Poul Arnedal.

POV lønner ikke sine bloggere. Kan du lide denne artikel, må du meget gerne betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste – eller lad være, det er ganske frivilligt. Min Mobile Pay er: +45 61416505

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Poul Arnedal
Journalist

Poul Arnedal er født i 1947 og har beskæftiget sig med journalistik stort set hele sit voksne liv. Godt nok blev han fyret som journalistelev på Fyns Tidendes lokalredaktion i Kerteminde som 18-årig med den officielle begrundelse, at han ikke kunne stave, men en medvirkende årsag var nok også, at han ikke ville melde sig ind i det lokale VU.
Som freelancejournalist har han siden beskæftiget sig med stort set alle discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Udover at være exam.art. i Filmvidenskab har han skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Allerede som 20-årig flyttede han til London i en periode, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, Liget i Horsekæret, der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste indlæg fra

Gå til Top