FRANK ZAPPA // DOKUMENTARFILM – “Frank legemliggjorde alt. Du kunne ikke sige, at det var rock’n’roll, for det var det ikke. Det er jazz! Nej! Det er popmusik. Nej, heller ikke! Hvad fanden er det så? Det er Zappa!” Sådan indkredser en af hans trofaste musikere Ruth Underwood sin tidligere chef og for evigt musikalske helt i Alex Winthers portrætfilm ZAPPA. Søren Gaden anmelder filmen om en af musikkens store enere og fortæller den fascinerende tilblivelseshistorie.
At introducere den amerikanske musiker Frank Zappa kort til en, der ikke kender ham, har alle dage været svært. Hvor skal man starte? Zappa nåede at udgive 63 album i sin levetid. Tæller man de udgivelser med, der er kommet efter hans død med musik fra det bugnende arkiv, han ved sin død for snart 28 år siden efterlod sig, er det samlede antal udgivelser oppe på 120 album. Plus det løse.
Zappa optog stort set alt, hvad han foretog sig, inklusive de fleste af karrierens langt over tusinde koncerter. Ved siden af producerede han løbende for andre musikere.
Frank Zappa var producer, sangskriver, musiker, komponist, pladeselskabsdirektør, arrangør, debattør, satiriker, tegner, grafiker, filminstruktør og en af de første af musikkens store navne, der for alvor kunne kalde sig selfmade. Han åbnede eget pladeselskab og sikrede sig rettighederne til alle sine egne indspilninger og fik dermed komplet kunstnerisk frihed.
Om dengang han viste Jimi Hendrix, hvad en wah wah-pedal var, hvorpå Hendrix gik ud og gjorde pedalen til en del af sin signaturlyd? Om dengang han var den eneste i branchen, der troede på Alice Cooper og udgav gruppens første plade?
Tilmed blev han et symbol på frihed, et idol og ikon, for en generation af unge bag jerntæppet i 60’erne og 70’erne, hvor han aldrig havde spillet koncert, men hvor hans musik pga. de systemkritiske teksters opfordringer til oprør mod vanetænkning og autoritet alle dage havde været forbudt og var genstand for hemmelig udbredelse blandt unge.
Da han kort efter Murens fald besøgte Rusland, Ungarn og Tjekkoslovakiet, blev han modtaget som en helt i lufthavnen og af Tjekkiets nye præsident, forfatteren Vaclav Havel, udpeget til officiel rådgiver indenfor handel og kultur. Den titel blev han dog frataget igen få dage senere af den amerikanske udenrigsminister James Baker.
Zappa var også hjemme i USA en frihedskæmper, der forsøgte at forhindre censur, bl.a. ved en række høringer i det amerikanske senat i 1985.
Så hvor skal man starte, hvis man vil fortælle nogen, hvem Frank Zappa er? Skal man spille noget af det smukke eller noget af det grimme? Noget af det med tekster eller noget uden? Skal man gå rockvejen eller den klassiske?
En film med en svær fødsel
Skal man lade musikken tale eller fortælle nogle af historierne fra Zappas alt for korte liv (han døde som 52-årig i 1993), der illustrerer hvilken betydning han fik for kolleger og publikum verden over? Om dengang han viste Jimi Hendrix, hvad en wah wah-pedal var, hvorpå Hendrix gik ud og gjorde pedalen til en del af sin signaturlyd? Om dengang han var den eneste i branchen, der troede på Alice Cooper og udgav gruppens første plade?
Om dengang The Beatles udtalte, at Sgt. Pepper-albummet fra 1967 var et forsøg på at lave deres eget Freak Out!, navnet på debutalbummet med Zappa’s band The Mothers of Invention? Eller om dengang Zappa jammede med Pink Floyd på en scene i Belgien eller med John Lennon og Yoko Ono på en scene i New York?
At prioritere i stoffet og vinkle fortællingen må have været filminstruktør Alex Winthers store udfordring, da han kastede sig over arbejdet med ZAPPA. Det er både filmens styrke og dens begrænsning.
Ifølge Winther selv og udsagn fra Zappas familie var det en samtale med Gail, hvor Winther bedyrede, at det ikke var Zappa som berømthed eller weirdo, han var interesseret i, men historien om ham som komponist, der gjorde, at Gail sagde ja til at lukke Alex Winther ind i folden
Men udfordringerne startede før det: Først skulle Alex Winther tages til nåde. Hvor Zappa selv lavede flere musikfilm i sin levetid, var der for 5-6 år siden aldrig blevet lavet en officiel dokumentar om hans liv af én udefra.
Der fandtes flere uofficielle og ikke specielt dækkende forsøg på at portrættere Frank Zappa på film. Og fra officielt hold var der blevet takket nej til mange håbefulde filmskabere. Zappa’s enke Gail sad tungt på rettighederne til alt fra musikken og navnet over brandet Zappa og selv udformningen af Zappa’s berømte skæg og var hurtig til at takke nej til projekter udefra. Ingen havde fået lov til at lave en film.
Ifølge Winther selv og udsagn fra Zappas familie var det en samtale med Gail, hvor Winther bedyrede, at det ikke var Zappa som berømthed eller weirdo, han var interesseret i, men historien om ham som komponist, der gjorde, at Gail sagde ja til at lukke Alex Winther ind i folden.
For Zappa så altid primært sig selv om komponist. An American composer var, hvad han svarede, når han blev spurgt, hvad han var. Og var der noget, der optog Gail Zappa, var det hendes mands eftermæle og et utrætteligt arbejde med at udbrede og skabe anerkendelse af hans musikalske værk.
En snirklet proces
En udfordring kommer sjældent alene. Arkivet af video- og lydoptagelser fyldte flere underjordiske rum under hans Laurel Canyon-villa, og det skulle vise sig, at mange af dem pga. tidens tand var porøse. Ikke nok med det: Gail Zappa døde, før arbejdet gik i gang, og de fire børn blev uvenner over arven, så huset skulle pludselig sælges, og arkiverne flyttes.
Så før arbejdet med filmen kunne gå i gang, måtte arkivet sikres: De vigtigste bånd skulle identificeres, herefter skulle de varmes op gennem en særlig bage-proces, der gør, at man kan spille båndet én gang uden, det smuldrer, og så digitaliserer man det imens. Derpå skulle det hele ses igennem, og der skulle findes en ny plads til arkivet.
Alt dette ville tage flere år, og Alex Winther iværksatte i foråret 2016 sammen med The Zappa Family Trust en crowdfunding-kampagne gennem platformen Kickstarter. Kampagnen blev en succes. Fans spyttede i alt 5,5 mio. kroner i kassen, hvilket var tæt på det dobbelte af målsætningen. Beløbet gjorde kampagnen til den mest succesfulde indsamling til en dokumentar i Kickstarter’s historie.
Med pengene i hus gik Alex Winther i gang. Teknikere blev hyret, vigtige dele af Zappa’s båndarkiv blev sikret, Winther fik kontakt til nøglepersoner rundt omkring Zappa, bl.a. flere af hans tidligere musikere, og filmen blev til virkelighed. Den sidste udfordring var dog ikke overstået.
Da filmen skulle have verdenspremiere i foråret 2020 på festivalen South by Southwest i Texas og Europa-premiere på CPH:DOX kort tid efter, ramte corona. Nedlukning og aflysninger gjorde, at premieren blev udskudt. Først i det sene efterår 2020 fik filmen premiere på Amazon’s amerikanske streaming-tjeneste, og herhjemme har der denne sommer være særvisninger i en række biografer.
Usædvanlig musikdokumentar
ZAPPA er bemærkelsesværdig. Den ligner ikke andre musikdokumentarer, du har set. Den bruger samme montagestil, som Zappa brugte i sin musik: Klip fra gamle film og små collager af arkivmateriale sendes afsted med raketfart for at sætte en stemning eller understrege en pointe. Der veksles mellem gamle interviews, nye interviews og musikklip. Der er ingen speaker.
Det er Zappa selv og folk tæt på ham, der fortæller historien, og med filmens klippeteknik og flow er vi befriende langt fra den sammensætning af “talking heads“, eksperter der sidder stille og udtaler sig på stribe, som er hovedingrediens i mange musikdokumentarer.
Filmen starter med slutningen. Vi ser Zappa indtage den gamle Østblok for første gang i sit liv og blive fuldstændig overvældet af, hvordan han her har status af folkehelt og er levende symbol på årtiers længsel efter frihed.
Et par år efter dør han af prostatakræft, der har bredt sig. Det er centralt, at han nåede at blive den vigtigste skikkelse i musikkens verden for så mange, når han aldrig blev taget rigtig alvorligt af musikmedierne, og hans liv blev så relativt kort. Derfor er scenen sat til den store fortælling, når vi ligesom har fået dét perspektiv på plads.
Der er rigtig meget, filmen ikke kommer ind på. Der bruges f.eks. meget lidt krudt på de hits, Zappa fik. Hans største hit i Skandinavien, singlen “Bobby Brown”, optræder bare i et kort klip. Han indtog som guitarist mange gange forsider på verdens store guitarmagasiner og udgav flere plader kun med guitarsoloer, men Zappa som guitarist får ingen plads i filmen.
Zappa’s tekster, hans måde at bruge satire på og at blande samfundskritik med absurde emner som drømmen om at slå sig ned som tandtråds-bonde på landet i Montana eller sange om groupie-oplevelser og kønssygdomme, behandles heller ikke.
Hvis man ved noget om Zappa i forvejen, kan man derfor savne alt det, man ikke får noget af. Og som en, der møder ham for første gang, må man vide, at filmen kun skraber i overfladen. Men på to timer kan man ikke andet. At folde Zappa helt ud ville kræve en Netflix-serie i to sæsoner, og han blev aldrig så mainstream, at nogen ville finansiere sådan et projekt.
Den hidtil bedste introduktion til Zappa
Derfor er en dokumentarfilm af to timers varighed med et klart snit den helt rigtige måde at præsentere Zappa på. Alex Winther har valgt det rigtige snit. ZAPPA er den hidtil bedste introduktion til Frank Zappa, du kan blive udsat for.
Filmen fortæller, hvad der formede Frank Zappa: Hans opvækst i en familie, der på grund af faderens arbejde flyttede meget, interessen for sprængstoffer, hans tidlige forelskelse i to så forskellige musikalske stilarter som amerikansk rhythm’n’blues og moderne europæisk kompositionsmusik.
Og nok så vigtigt: Hans tidlige foragt for autoriteter, der for alvor blev forankret, da han i sine tidlige tyvere blev udsat for et komplot, hvor en lokal landbetjent lokkede ham til at producere et halvpornografisk lydbånd, der fik ham smidt i fængsel og betød, at alle hans bånd og hans musikgrej blev konfiskeret.
Der findes ikke nogen som Zappa i dag. Man kan godt savne en musiker, der stiller sig op og med intelligens og mod revser al forlorenhed i vores samfundsinstitutioner med nutidsøjne
Winther har fundet guld i hjemmevideoarkivet, og vi ser klip fra Zappas forældres bryllupsvideoer, som han som barn klippede om og tilføjede et strejf af surrealisme med indsatte optagelser af flyvende UFO’er. Og sådan følger filmen et spor, der gør det klart for enhver, at han var en ener: Kompromisløs, i opposition til alt etableret, humørsyg og altid kampklar.
Men også en idealist, der på vegne af alle amerikanske musikere stillede sig i front, da en gruppe af amerikanske senats-hustruer i midtfirserne ville indføre mærkning af LP’er med tekster, der ikke harmonerede med deres kristent-konservative livssyn. Klippene fra Zappa’s oprør mod denne bevægelse er kostelige.
Hans arbejdsnarkomani er tydelig for enhver, og hans passion for at komponere partiturmusik for større klassiske ensembler stråler klarere end noget andet af alt det, han skaber. Det bliver fint og klart formidlet i filmen.
Rørende udsagn
Det mest rørende og særlige ved ZAPPA er udsagnene fra de musikere, der spillede med Zappa og var tæt på ham, mens han levede. Ruth Underwood var hans percussionist op gennem halvfjerdserne, og hun har ikke siden været ude at udtale sig om samarbejdet. Det gør hun nu, og dét så tårerne strømmer ned ad kinderne på hende, mens hun fortæller om den ene koncertoplevelse med Zappa’s band The Mothers i sluttresserne, der ændrede ikke bare hendes syn på musik, men hele hendes liv.
Det er virkelig gribende at mærke, hvordan dette møde mellem to musikere for den ene af dem kom til at betyde mere, end ord kan beskrive, og hvordan det for altid formede og påvirkede Underwood.
Der findes ikke nogen som Zappa i dag. Man kan godt savne en musiker, der stiller sig op og med intelligens og mod revser al forlorenhed i vores samfundsinstitutioner med nutidsøjne og lige så stor skarphed, som han gjorde det. Man kunne ligefrem argumentere, at der er brug for det.
Derfor er det en oplevelse at se Alex Winthers film om Zappa, der på trods af, at hans projekt var egoistisk (jeg laver den musik, jeg selv har lyst til at høre, og hvis andre har lyst til at lytte med, er det bare fint, siger han i filmen) rørte så mange mennesker, både blandt fans og blandt kolleger.
PS: Hen over sommeren har filmen haft enkelte visninger i danske biografer, den kan streames på amerikansk Amazon og købes på Blu-ray i USA. Den forventes snart at blive frit tilgængelig for streaming i Europa.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
