Antebellum: The past is never dead. It’s not even past

i Kultur/Film af
FILM // ANMELDELSE – Janelle Monáe gør indtryk i Antebellum, der i tyve minutter, i starten og slutningen af filmen, er fuldstændig sublimt uomgængelig. Og så går der en time med at binde de dele sammen. Det resulterer i en fortænkt film, der ikke overbeviser, når den taler om racisme, men overbeviser, når den viser det.

Antebellum begynder med et langt og fantastisk trackingshot, hvor kameraet driver rundt på den sydstatsplantage, hvorpå filmen foregår. Det begynder hos en lille sød pige i en fin bomuldskjole, og så drages vi langsomt ind i mørket: Først forbi nogle sydstatssoldater, derefter forbi slavekvarterer, og så ender vi i en frygtelig scene, hvor en anden gruppe soldater har fanget to slavegjorte, der forsøgte at rende væk.

Det er et fabelagtigt klip, der æstetisk fortæller, hvordan ting hænger sammen. Sødmen i den ene ende er forbundet med volden i den anden. Det er smukt, og det er vigtigt, at amerikanske film begynder at lave den her slags billeder.

Antebellum har nogle næsten lige så stærke billeder til at afslutte filmen. Det er bare synd med alt det indimellem…

Planer

Til at starte med virker Antebellum som en ret simpel film. Bare portrættet af livet på en slaveplantage i sydstaterne under borgerkrigen. Vi følger især den unge kvinde Eden (Janelle Monáe), der er med til at lægge oprørsplaner. Og som derfor bliver straffet hårdt. Det er minimalt med plot, men det er sjældent at se brutaliteten fra slavetiden skildret så direkte i en amerikansk film. Æstetikken er mere brutal end i f.eks 12 years a slave.

Det bliver dog efterhånden mere komplekst. Endnu et spor introduceres med Veronica, en ung moderne kvinde, der har skrevet en intersektionel bog kaldet Shedding the Coping Persona  Tingene er tæt forbundne på måder, der ikke skal afsløres her.

Ny generation af spekulativ fiktion

Antebellum bruger et citat af Faulkner: The past is never dead. It’s not even past. Det er en pointe, som USA efterhånden begynder at forholde sig til efter ellers at have forsøgt at fortie og fordreje så meget af den smertefulde fortid, som man kunne komme til.

Antebellum er endnu en af de film, der forsøger at gøre op med billederne fra film som Borte med Blæsten (der foruden at være hårrejsende historieforfalskende, stereotyp og det, der er værre, jo i øvrigt også er en forbløffende kedelig og rædsom film) og i stedet zoome ind på det simple faktum, at den strukturelle racisme i USA ikke bare er opstået af sig selv, men er skabt via en utrolig voldelig historie.

Den udvikling er i disse år især tydelig i den spekulative fiktion, i Jordan Peeles nyklassikere Get Out og Us, i Colson Whiteheads Pulitzer-vindende roman Den underjordiske jernbane og for tiden også i tv-serien Loftcraft Country, hvor rædslerne fra 50’ernes racisme blandes sammen med genrerædsler som spøgelser, monstre og magikere.

Filmens helt store problem er, at den er fortænkt. De to spor skal bindes sammen, men de ender med at spænde ben for hinanden.

På samme måde går Antebellum også for at være en horror-film, men her fungerer den dog ikke helt. Dens skildring af slaveriet er bestemt horribel, men den forsøger også til tider at opretholde en foruroligende gysertone i de nutidige scener, og det lykkes ikke ret godt.

Dårlig satire

Filmens helt store problem er, at den er fortænkt. De to spor skal bindes sammen, men de ender med at spænde ben for hinanden. Skildringen af slaveplantagen bliver forsimplet, og det bliver aldrig til et troværdigt socialt kosmos, som dem man kan læse om i Den underjordiske jernbane eller Toni Morrisons Elskede. Det gør filmen mindre medrivende og karaktererne mindre levende.

Idéerne er bedre, når de er sublime, horrible, groteske. Men der er for meget af filmen, der kæmper for at holde det hele nede på jorden

Helt galt går det i nutidssporet, der er fyldt op med så meget slang og kliché, at det nærmest bliver satire. Yoga, smoothies, bemærkninger som ‘you are a super-woman, but you’re also just a human’ får det hele til at føles overgjort – sammenlign f.eks med en fint tegnet karakter som Queen i Queen and Slim. Bogen Shedding the Coping Persona bliver heller aldrig helt foldet ud. Den bliver til sidst bare reduceret til et plot-element, en byggesten i et alt for komplekst mønster, der skal lede hen til slutningen.

Den flyvende slutning

Den slutning er så til gengæld eminent, en visuel og lydlig sekvens, der er næsten på niveau med åbningen. Og wow, hvor den dog bare giver mening, for alle bittesmå dele er blevet introduceret og forklaret.

Det behøvede dog bare overhovedet ikke at give så meget logisk mening, sekvensen er så visuelt stærk, at den ikke behøvede at blive yderligere legitimeret. Men således kommer Antebellum lidt til at fungere som to sublime æstetiske sekvenser med en hel masse indimellem, der skal få det til at hænge sammen. I stedet kunne den have været langt mere spekulativ, langt mere fri.

Det er synd, at der ikke er givet mere los. Janelle Monáe er bedre, når hun giver los, kameraet er bedre, når det slår sig løs, musikken er bedre, når den brager løs, idéerne er bedre, når de er sublime, horrible, groteske. Men der er for meget af filmen, der kæmper for at holde det hele nede på jorden. Der bliver vi så også i sidste ende.

Men de tyve minutter der får lov til at flyve? De er uomgængelige. Sublime. Vigtige.


Antebellum
105 min
Nordisk Film


Fotocredit: Nordisk Film

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur