LIVE JAZZ // KONCERTANMELDELSE – Mandag aften fyldte jazzbandet Yellowjackets Amager Bio med toner og stemning, der hyldede musikken, som den er skabt – uden fyld og pynt.
Yellowjackets, et af jazzens mest sejlivede orkestre, gæstede mandag aften Amager Bios intime scene. Bandet blev dannet i 1977 i kølvandet på indspilningen af guitarlegendens Robben Fords debutplade.
Her var de øvrige (originale) medlemmer hyret ind som studiemusikere og samspillet lød så godt i producerens Tommy LiPumas ører, at han straks fik dem tilknyttet til Warner Brothers Records og gav dem navnet Yellowjackets – efter sigende udfra en liste af potentielle bandnavne, han havde liggende i sin skrivebordsskuffe.
I dag er der kun ét originalt medlem tilbage, Russel Ferrante (trommeslageren William Kennedy har, på nær lidt pauser, været med siden 1987 og saxofonisten Bob Mintzer har været med fra 1991), men i modsætning til andre bands, der efter et kig på den (manglende) pensionsopsparing ”gendannes” på et spinkelt musikalsk grundlag, har Yellowjackets været aktive alle årene, og den løbende udskiftning af bandmedlemmer nærmest været en del af deres DNA.
Forventningerne til koncerten i mandags var på alle måder store. Og jeg blev ikke skuffet
Der er derfor mere numrene, samspillet og kvaliteten, der har været omdrejningspunktet end de enkelte medlemmer, mens bandet har svinget mellem at være trio og kvartet.
Men selv om senest tilkomne medlem, den 41-årige australske bassist, Dane Alderson, således ikke var født, da bandet blev dannet, har den nuværende besætning dog samlet lagt 115 års værker i bandets 47-årige historie.
Jeg stødte personligt første gang på Yellowjackets som backingband for Al Jarreau og Randy Crawfords fortryllende duetter på Casino Lights-pladen, der er indspillet på Montreaux Jazzfestival i 1981 og – på linje med sejlersko og hårgele – var fast på inventar på enhver forstadsgymnasieelevs ungdomsværelse, i hvert fald nord for København.
For øvrigt et album, der af uforklarlige årsager aldrig er kommet på streaming, men heldigvis kan findes i fuld længde på YouTube. Trods min lange historie med bandets musik og deres op mod 25 pladeudgivelser er det aldrig lykkedes mig at fange dem live, så forventningerne til koncerten i mandags var på alle måder store. Og jeg blev ikke skuffet.
Egentlig er det svært at anmelde jazz når man – som overtegnede – mere er musikelsker og formidler af koncertoplevelser end egentlig (jazz)fagekspert.
For nøgternt betragtet var oplevelsen mandag aften følgende: Fire ældre mænd entrerer en scene til tiden, spiller to gange 60 minutter, uden at vige en centimeter fra deres position, hvorefter de forlader salen til stående applaus fra (det til lejligheden indtil da) siddende publikum – med en stærk overrepræsentation af det mandlige (sølv)grå guld.
Swing og magi uden doping
Når det så alligevel kribler i fingrene for at fortælle om aftenen, er det fordi de to gange 60 minutter virkelig var en magisk oplevelse.
Særligt i en tid, hvor mange koncerter er båret – eller i hvert fald båret frem – af visuelle effekter og digital ”musik-doping”, var det en sand fornøjelse et være i selskab med fire erfarne håndværkere, som ikke alene kunne deres kram sammen og hver for sig, men også nød at udføre det.
Hvad enten det var de perfekt sammenspillede numre eller de lange (men aldrig for lange) soli, eller blot Bob Mintzers velvalgte anekdoter mellem numrene, var alt bare båret frem af kærlighed til faget; jazzen, musikken og aftenen.
Sætlisten var primært fra bandets senere udgivelser – som førnævnte Bob (vi nåede simpelthen at komme på fornavn) charmerende og usnobbet konsekvent refererede til som ”our CDs”. Repertoiret var meget jazzet, og selv om mit stadig brændende ”Kystbane-funk-hjerte” godt kunne have brugt en enkelt funky afstikker eller to fra de tidlige albums, var det bare en helt igennem sublim oplevelse.
For lige så svært det er at beskrive, lige så skønt er det at opleve, når det bare swinger røven ud af bukserne – og det kan Yellowjackets stadig!
Så lad ovenstående være en opfordring til alle om også at frekventere bands, spillesteder og koncerter med mere, der ikke nødvendigvis fylder en arena, har go-go dansere, backup-rappere eller aktuelle hits på Spotify, men derimod ”blot” spiller musikken som den er skabt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
