MUSIK // ANMELDELSE – Ezra Collective viste igen, hvilke performere de er på en scene. For dem er kontakten til publikum det helt essentielle, skriver Jens Rasmussen.
På den 30 år gamle plade Blachman Thomas Meets Al Agami and Remee! rapper Al Agami ”Jazz for the Nineties Baby”. Engelske Ezra Collective, der fredag aften omdannede Amager Bio til en menneskelig smeltedigel, kunne med stor ret have hyret selvsamme Al Agami til at varedeklarere musikken som ”Jazz for the Twentytwenties, Baby”. For det var præcis det, det var. Lederen af den engelske kvintet, trommeslageren Femi Koleoso, introducerede da også ved koncertens start, at dette var altså jazz.
Forinden havde en DJ forsøgt at varme salen op – det havde han ikke behøvet, for de 1200 publikummer var helt oppe og ringe inden Ezra Collective gik på. Desuden var hans DJ-set meget kunstnerisk med sære rytmeclash. Det var måske meningen, men hans klodsede overgange med digital forvrængning trættede i længden. Gennemsnitsalderen var cirka 30-40 år, mændene kørte caps, T-shirt eller skjorte uden på buksen og flere kvinder var i festdress – for Ezra Collectives hovedbudskab er, at der skal danses. Og det blev der.
Han talte senere om verdens tilstand, hvor man jo godt – med de ting der sker – kan blive lidt bekymret. Men kuren er at fyre den og danse
Jeg tror, jeg skal tilbage til en koncert med James Brown-saxofonisten Maceo Parker for at have oplevet en lignende entusiasme. For nok var det jazz, men det var ofte med en rytmisk fast bund. Stilen er afrobeat med enkelte nik til reggae, funk og hiphop.
Besætningen er Femi Koleoso på trommer, hans bror TJ Koleoso på bas, Joe Armon-Jones på tangenter, Dylan Jones på trompet og James Mollison på saxofon. De blev dannet i London i 2016 og har siden udsendt tre albums. Sidste år modtog de den prestigefyldte Mercury Prize som den første jazzgruppe. De udmærker sig desuden ved at arbejde sammen med forskellige gæstesolister som fx sangerinden Yazmin Lacey, der synger på nummeret God Gave Me Feet for Dancing på deres seneste album Dance, No One’s Watching. Et nummer, som er blevet et radiohit … og hvordan de klarede at fremføre det uden solisten, vender jeg tilbage til.
Ezra Collective glemmer aldrig den oplevelse i København
Selvom Ezra Collective kun tæller to blæsere, formår de at få det til at lyde af meget mere. Trompeten og saxofonen kompletterer hinanden på fornemste vis. Som solist virker trompetisten Dylan Jones inspireret af sydafrikanske Hugh Maseleka. Men han har også en livgivende snerren på sit horn, så man kommer til at tænke på Roy Eldridge. James Mollisons saxofon står i gæld til Sonny Rollins, så deres forbilleder fejler ikke noget.
Og så er de så engelske. England har altid haft noget, hvor populærmusikken inddrager jazz. Bare tænk på store navne fra firserne som Brand New Heavies eller Incognito. Og på dagens engelske scene finder Ezra Collective medsammensvorne som Kamaal Williams, Sons of Kemet, Kokoroko og Alfa Mist.
Skal man pege på en dansk parallel, er de med deres afrobeat musikalsk beslægtet med Sunbörn, som tidligere gik under navnet Kuti Mangoes. Men her er de musikalske ambitioner langt højere og genremæssigt bredere. Energimæssigt er de mere som trioen Smag På Dig Selv. For der er virkelig fart på og samspillet med publikum er helt utroligt. Der gik nærmest mosh pit i den, da Dylan Jones og James Mollison gik ned blandt det bølgende og dansende publikum og spillede videre.
På et tidspunkt holdt Femi Koleoso en længere tale, hvor han takkede København for helt unikke oplevelser. Noget med at de havde spillet på en café med blot 15 mennesker, som så havde kvitteret med at danse helt vildt – noget, Ezra Collective aldrig glemmer, og det kvitterede så de nu 1200 publikummer for med hujen og skrigen.
Han talte senere om verdens tilstand, hvor man jo godt – med de ting der sker – kan blive lidt bekymret. Men kuren er at fyre den og danse. ”Shall we make this place into a temple of joy,” råbte han spørgende på et tidspunkt – det var der ingen, der protesterede imod. Tværtimod.
Og da koncerten nærmede sig sin afslutning, havde vi godt nok fået alle mulige gode sager fra kvintettens bagkatalog, men vi manglede hittet ”God Gave Me Feet for Dancing,” som jo synges af den ikke-tilstedeværende Yasmin Lacey. Men det var ikke noget problem, for der var 1200 struber, som kunne den udenad og som så sang nummeret sammen med Ezra Collective. En forening mellem band og publikum, som man sent vil glemme.
Klik dig videre til mange flere anmeldelser fra musikkens verden her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
