MUSIK / / KONCERTANMELDELSE – Der er en vis rutine i at optræde med stort set de samme sange, som lyder, som de altid har gjort – publikum ved, hvordan de begynder og slutter. Men Dan Rachlin havde ikke desto mindre en dejlig aften i selskab med de velholdte synthpop-pionerer fra The Human League.
“Get the Balance Right” er titlen på et af Depeche Modes store hits. Og ja, I know – tirsdag aften i Store Vega var ikke Depeche Mode, men derimod kollegerne og konkurrenterne fra The Human League. Ligeledes en slags pionerer inden for elektronisk popmusik, også kaldet synthpop.
Det er også fair at konstatere, at mens Depeche Mode kanonerede sig selv op i stadionstørrelse og hører til blandt verdens længstvarende bandsucceser, har The Human League, Sheffield-gruppen med den karismatiske Phil Oakey i front, aldrig nået samme niveau som Depeche Mode eller U2.
Gruppen fandt sin endelige form allerede i begyndelsen af 1980’erne og udgav det legendariske, banebrydende album Dare (1981). Efterfølgende fulgte flere hits og mere succes, men albummet indeholder en så monumental samling sange, at det næsten var umuligt nogensinde at matche.
The Human League har dog stædigt og hårdtarbejdende nægtet at lade sig definere som en fortidslevn. Samarbejdet med funk-producerne Jimmy Jam og Terry Lewis, primært kendt for deres arbejde med Janet Jackson, resulterede i gruppens eneste nummer ét-hit i USA med “Human” i 1986.
Blandt det modne publikum gemte der sig også yngre fans, som var klar med både fællessang og smartphones, da nummeret blev spillet
Også sange som “Louise” og ikke mindst “Tell Me When” fra 1995 viser, at de bestemt ikke er et one hit wonder.
Denne aften i VEGA i København var det dog især evergreenen “Don’t You Want Me”, én af aftenens sidste sange, der skabte jubel blandt publikum.
Blandt det modne publikum gemte der sig også yngre fans, som var klar med både fællessang og smartphones, da nummeret blev spillet. Men inden da havde Phil Oakey og co. gavmildt delt ud af deres mange legendariske hits.
Synth-mestrene fra en modløs plet
Aftenen startede stærkt med “Love Action”, der er essensen af Human Leagues unikke lyd: en tung, industriel bund, legende synthmelodier og Oakeys messende stemme, “I love your love action, love’s just a distraction.”
The Human League stammer fra det modløse Nordengland, hvor alt i slutningen af 1970’erne var sort, gråt og uden lyspunkter. Gruppens redning blev evnen til at mestre de tidligste synthesizere og trommemaskiner.
De komponerede, producerede og sammensatte sange, som er en skøn og stadig interessant blanding af letbenede britiske popsange og dystre industrielle lydbilleder – altid med Phil Oakeys karakteristiske vokal i front.
Phil Oakey, som denne aften skiftede tøj flere gange end Diana Ross tidligere på året, er en surrealistisk velholdt 69-årig frontfigur. Hvor mange 69-årige kender du, der svæver over scenen i de højeste høje plateausko? Ikke mange, vel?
Vi fik blandt andet “Mirror Man”, “Life on Your Own”, “The Lebanon”, heldigvis “Louise”, “Open Your Heart”, “Sound of the Crowd” og “Fascination”. Der var også et lidt underligt covervalg med “Behind the Mask” – et mindre hit med soulsangeren og keyboard-troldmanden Greg Phillinganes – samt “Together in Electric Dreams” fra Oakeys samarbejde med den italienske superproducer Giorgio Moroder.
Jeg kunne ikke lade være med endnu engang at være taknemmelig over at være født i den periode, jeg er. Musikken dengang var nemmere, mere intuitiv, legende og nysgerrig. At have oplevet synthpoppens fødsel og etablering er et højdepunkt i mit liv.
Jeg var oprigtigt godt underholdt og glad over at opleve den stadigt velsyngende Oakey, da stemmen først var blevet varm.
Hans to sidekicks, Susanne Sulley og Joan Catherall, der har været med siden begyndelsen (!), virkede til at være immune over for tidens tand.
Susanne Sulley, i en lille afslørende kjole og høje stiletter, var – ja, undskyld mig – skidelækker. Hun bevægede sig som for 40 år siden, og hendes vokal var stadig intakt. Joan forsøgte at følge med, og det lykkedes det meste af tiden.
Nogle faste fans har kritiseret gruppen for manglende fornyelse, samme produktion som tidligere og en snert af metaltræthed.
Og ja, der er en vis rutine i at optræde med stort set de samme sange, som lyder, som de altid har gjort, da der jo ikke er organiske, akustiske instrumenter med. Vi ved, hvordan de begynder og slutter. Men jeg havde en dejlig aften i selskab med de velholdte pionerer.
Dog savnede jeg både “Human” og især “The Things That Dreams Are Made Of” fra gennembrudsalbummet Dare.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
