Willie Nelsons afskedsalbum - musik med masser af hjerte

Willie Nelson a beautiful time hjerte lyrisk farvel — Willie Nelson, pressefoto

Henning Høeg Journalist 21.05.2022

WILLIE NELSON // ANMELDELSE – For 62 år siden skrev Willie Nelson sangen “Crazy” til countrysangerinden Patsy Cline. I dag er det en tidsløs klassiker. Og på sit 72. studiealbum A Beautiful Time leverer den snart 90-årige legende fortsat en lind strøm at musikalsk magi.

A Beautiful Time

Musiker: Willie Nelson

Album, udkom d. 29. april 2022

Ligesom Miles Davis’ Kinda Blue er for alle, også folk, der egentlig troede, at de hadede jazz, og Lou Reeds New York-album går rent ind hos dem, der normalt ikke “bryder sig om” rock – således bør alle, der ikke kender Willie Nelson, også lytte med her. Countryfan eller ej.

Willie er nemlig ikke bare countrymusik, Willie er god musik med masser af hjerte. Og hvorfor ikke starte her. A Beautiful Time er nemlig mindst lige så god som de 71 foregående.

De fleste af de 14 nye sange er produceret under Covid-krisen. Og derfor er det foregået på remote-metoden, hvor hver musiker har arbejdet hjemme hos sig selv. Men hvis man ikke vidste bedre, så skulle man tro, at hele A Beautiful Time var indspillet live i et studie, hvor kaffen altid var varm, og stearinlys-skyggerne dansede på væggene.

Så intim og tæt er lyden nemlig på dette magiske album. Willie afslutter med sangen “Leave You With a Smile”, hvor teksten bl.a. lyder, “If I could make my time with you stand still, there’s no time that I would wanna kill”.

Her kan man næsten se det varme, melankolske smil, når Willie måske for sidste gang lægger sin elskede guitar, Trigger, fra sig. Men heldigvis kommer vi på A Beautiful Time vidt omkring, før vi når til den sødmefulde og melankolske afslutning.

Albummet *A Beautiful Time* udkom på Willie Nelsons 89. fødselsdag.

Willie Nelsons lyriske two-step

Der lægges således for med albummets første single, “I’ll Love You Till the Day I Die”, en skøn lyrisk Texas two-step, som de to yngre kollegaer Chris Stapleton og Rodney Crowell har skrevet specielt til deres gode ven, Willie.

“My Heart Was a Dancer” er den første af fem originale W. Nelson sange ny-skrevet sammen med producer og livslange ven, Buddy Cannon. Og det var her, jeg for første gang fik kuglepennen frem for at skrive teksten med. “That’s a good vending”, som de siger i The Julekalender. Og min iver efter af nedskrive alle de gode tekst-bidder førte snart til skrivekrampe. Willie ryster dem nemlig ud af ærmet.

Man kan fristes til at tro, at country-lyrik er fyldt med floskler og derfor let at skrive. Men glem alt om den slags vås. Og nyd istedet dette lille-bitte uddrag fra sang nummer to:

“My heart was a dancer, No you don’t need to know her name, She could turn on a nickle and give you back four cents in change…”

Den slags kan kun skrives af et følsomt geni, der har set det hele … både indefra og udefra. Og når jeg læser citatet, selv uden musik, får jeg en klump i halsen. Det er bare så smukt og præcist. Sang nummer tre er endnu en Nelson/Cannon-produktion. Og allerede her begynder Willie som sædvanligt at lege med stilarterne.

Alt er fremført af rigtige mennesker og instrumenter håndlavet af træ og stål. Nyd bl.a. den opretstående bas på Willies version af Leonard Cohens “Tower of Song”

Således kunne “Energy Follows Thought” snildt være en sang med Nick Cave eller for den sags skyld Leonard Cohen. Nummeret svæver nærmest ud af højtalerne, mens Willie synger, “Imagine what you want and then get out of the way. Remember energy follows thought, so be careful what you say” – hvem andre end Willie Nelson kan så elegant blande traditionel country med den rene og skære new age.

“Dreaming Again” er mere traditionel country and western. Melodien er lækker og melankolsk. Vokalen er sprød som altid. Og ligesom han gør det på alle de andre tretten nye sange, finder Willie et lille åndehul, hvor der sadles op og den tidløse cowboy minder os om, at Trigger stadig er fyldt med små lækre melodier, der får de noget nær perfekte sange til at gribe endnu hårdere omkring hjertet.

Track nummer fem, “I Don’t Go To Funerals” er sangen, mange taler om. “I don’t go to funerals, I won’t be a mine”, synger Willie Nelson muntert, men også tørt konstaterende om den sure dag, der statistisk set kunne blive aktuel når som helst. I stedet glæder Willie sig til at jamme med de venner, der allerede har forladt denne verden, Waylon Jennings, Johnny Cash og Patsy Cline.

Efter albummet blev indspillet, har Nelson i øvrigt mistet sin elskede søster og bandmedlem, Bobbi. Læs evt. hans mindeord:

“Life is great, but I can’t wait to make our memories rhyme,” synger legenden. Og med hårene rejst på begge arme må man bøje hovedet for den lyriske perfektion, der lader til at løbe ud af Willies fyldepen.

Potentielt kærligt farvel

Willies nye album er selvfølgelig ikke helt uden mere jævne øjeblikke. Således kunne jeg godt have klaret mig uden “We’re Not Happy’ (Till You’re not Happy)” og “Me and My Partner”. Men når sangen “Dusty Bottles” så lægger sig strategisk midt imellem albummets eneste kun halvgode sange, så er alt tilgivet. Jeg mener, hvem kan står for teksten:

“There’s something to be said for getting older, Dusty bottles pour a finer glas of wine”.

Måske har vi hørt noget lignende tidligere. Men når det så bliver fremført med Willies tidløse, sprøde stemme, så må de små hår på armene igen stå på højkant. Og når vi nu taler om ‘at fremføre’, så skal det understreges, at der på “A Beautiful Time” ikke er skyggen af en sampler, en autotune-maskine eller en eneste lyd fra en pre-programmeret computer.

Alt er fremført af rigtige mennesker og instrumenter håndlavet af træ og stål. Nyd bl.a. den opretstående bas på Willies version af Leonard Cohens “Tower of Song”. Musikerne hører nemlig til USAs bedste med erfaring fra bl.a. Neil Young, John Mellencamp, Frank Sinatra og Johnny Cash. Og så er det hele produceret med udsøgt sans for rum, varme og dynamik.

Sammen med millioner af Willie-fans fra hele verden kan jeg kun bede til, at dette album ikke bliver Willies sidste (manden er i den grad sund og rask). Men hvis det skulle blive tilfældet, så kan jeg ikke forestille mig et varmere, et mere helstøbt og mere kærligt “farvel og på gensyn” fra en sand legende.

Henning Høeg

Henning Høeg er først og fremmest musikelsker. Og siden den første Birgit Lystager single 'Smilende Susie' engang i 70'erne startede pladesamlingen, har musikken styret Høeg'ens fugleflugt. I kølvandet på Smilende Susie' fulgte The Sweet, Deep Purple, Thin Lizzy og Leonard Cohen. I 1995 afsluttede Henning sin journalistuddannelse ved Dansk Journalisthøjskole i Aarhus. Og passion og job gik op i en højere enhed, da Henning godt 28 år arbejdede som journalist og musik- og filmanmelder på bagbladet B.T. Via journalist-jobbet har Henning også nydt solointerview med sine egne musikhelte Lou Reed, David Bowie, Leonard Cohen, Prince, Suzanne Vega, Al Stewart og Bryan Ferry. I dag bor Henning med sin familie i Rochester i den amerikanske stat Michigan. Her nyder han stadig musikken, både som udøvende, anmelder og lytter. Det var Hennings forhenværende B.T.-chef Jan Eriksen, der tilbød tjansen som 'POV-anmelder', som Henning tog imod med kyshånd. 'Det er en ren fornøjelse, at kunne boltre sig i POV's nærmest grænseløse koncept. Jeg elsker at møde nye lyde og nye sange. Og jeg elsker at dele glæden med andre,' siger Henning Høeg.