TEATER // ANMELDELSE – Godt er ondt, og ondt er godt. Eller gammelt er nyt, og nyt er gammelt. Ud over at levere gode sange og masser af sjov, viser musicalen Wicked sig også at have en aktualitet ikke bare i forhold til at acceptere forskellighed, men også direkte til det igangværende amerikanske præsidentvalg, skriver Steen Blendstrup.
Vi ved alle sammen, hvordan det ender. Troldmanden fra Oz er populærkulturelt arvegods, så det er da også her Wicked starter. Heksen er død, og Glinda den Gode takker Dorothy for sin indsats, og så går landet Oz mod lysere tider. Men øh … var der ikke noget med, at Glinda og den onde (wicked) heks Elphaba engang var venner?
Glinda tøver et øjeblik. Joh, jah, de kendte da i hvert fald hinanden. Og så får vi ellers forhistorien og senere en parallel historie til den kendte om Dorothy, der ikke er i Kansas længere.
Wicked – the college musical
Glinda – eller som hun til at begynde med hedder: Galinda – og Elphaba mødes på universitetet. Handlingen er langt hen ad vejen en pastiche over college-historien, hvor den populære pige (Galinda; smuk, men også ret blank) og outsideren (Elphaba; med talent, men også med grøn hud) ad snørklede veje finder hinanden i venskab.
Når Troldmanden indrømmer, at han egentlig ingen magi besidder, men kun er populær, fordi han ”fortæller folket de løgne, de gerne vil høre”, så antager Wicked ligefrem dagsaktualitet
Det ender i Galindas makeover af Elphaba til sangen ”Populær”, hvis komiske potentiale Johanne Milland og Nanna Rossen malker til det yderste.
Uheldigvis bliver de også begge forelskede i prins Fiyero (Diluckshan Jeyaratnam). Selvfølgelig antager Elphaba, at hun ikke har en chance mod den smukke Galinda, men da de begge engagerer sig i dyrenes befrielsesfront, er Amor på spil med sine pile.
Det med dyrene skyldes, at de tidligere anerkendte, talende dyr er ved at blive udskilt som andenrangsborgere i Oz og også er ved at miste evnen til at tale. Det er netop redningen af en meget skræmt løveunge i bur, der har bragt Fiyero og Elphaba sammen. Og her vil den opmærksomme tilskuer straks begynde at fornemme endnu et link mellem Wicked og Troldmanden fra Oz. Alle Dorothys tre ledsagere får en forhistorie her.
Er der magi i politiske løgne?
Samtidig begynder vi at se omridset af en anden historie. Pigerne kommer til Smaragdbyen, hvor de får foretræde for Troldmanden (Anders Gjellerup Koch). Både kulisserne og troldmandens sang peger tilbage mod musicalrødderne i 30’erne. Og mere end det, så har forfølgelsen af de talende dyr tydelige fascistiske overtoner.
Når Troldmanden indrømmer, at han egentlig ingen magi besidder, men kun er populær, fordi han ”fortæller folket de løgne, de gerne vil høre”, så antager Wicked ligefrem dagsaktualitet. Hans maskering refererer ganske vist ikke til en nuværende præsidentkandidat i USA. Men du må selv lægge to og to sammen.
I det hele taget er Wicked en moderne musical. Den har to handlekraftige kvinder i front. Den sætter spørgsmålstegn ved alt for nemme definitioner af godt og ondt (altså med Glinda den Gode og Elphaba som ”the Wicked Witch of the West”). Og naturligvis opdelingen i dem og os. Det skulle være ret indlysende at gennemskue, hvad vi skal lægge i, at hun er grøn, og ellers sættes der streg under i den kommende filmversion af Wicked, hvor Elphaba spilles af Cynthia Erivo.
En fest for øje og øre
Uden at have fotografisk hukommelse af Det Ny Teaters opsætning af Wicked for 14 år siden, virker Fredericia Teaters opsætning, som nu er landet i Tivolis Koncertsal timet til halloween, også lidt mere moderne i koreografien. Musikken er den samme, men der er måske lidt mere floor-stemning, når de studerende fester.
Man kan grine ad den sproglige opfindsomhed i både dialog og sange eller ad de mange mere eller mindre woke stikpiller til vores egen adfærd og politiske virkelighed
Det er selvfølgelig det, en musical først og fremmest handler om: Det er et show, hvor vi får indtryk for både øje og øre. Hvad det sidste angår, demonstrerer både Johanne Milland og Nanna Rossen, at de sagtens kan bære deres hovedroller gennem hele registeret. Der er heller ikke en finger at sætte på resten af holdet – ingen nævnt, ingen glemt.
Scenografi og kostumer er også en fornøjelse. Der er mange respektfulde referencer til oprindelsen i 30’erne med gammeldags mikrofoner, filmkamera og ”manuelt” hejseværk, da Glinda første gang viser sig. Hun og Elphaba skal naturligvis kostumemæssigt ligge op ad det billede, vi har fra Troldmanden fra Oz som henholdsvis pastelfarvet fe og heks i sort kjole, mens der er frit spil med fx borgerne i Smaragdbyen. De er et farverigt syretrip skabt af Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holm.
Wicked halloween
Underholdningsværdien i Wicked er høj. Man kan grine ad den sproglige opfindsomhed i både dialog og sange eller ad de mange mere eller mindre woke stikpiller til vores egen adfærd og politiske virkelighed. Vi kan også grine ad de indforståede henvisninger til Troldmanden fra Oz, selv om de måske bliver en anelse forvirrende nogle gange.
Der er godt nok mange tråde at holde styr på (og ikke halvdelen er nævnt i denne anmeldelse). Hvis en enkelt eller to flagrer til sidst, så har vi måske ikke fulgt ordentligt med. Eller også er det lige meget. For vi har jo moret os, inden vi bliver sluppet ud i halloween-halløjet i Tivoli. En billet til Wicked giver også adgang til haven, hvis man har de lyster.
Efter halloween vender Wicked i øvrigt tilbage til Fredericia med ekstra spilledage.
Følg med i anmeldelser af aktuel scenekunst her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og