Interview: Peter Øvig Knudsen om mor, de hjemmegående kvinder og depressionen

af i Bøger/Liv & Mennesker

BØGER // INTERVIEW – I maj udkom Peter Øvig Knudsens bog Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon, om morens depressioner igennem hele hans barndom og om forfatterens egen kamp med psykisk sygdom. Monica Krog-Meyer har mødt forfatteren og talt om kvinder fanget i konventioner og om kritikken af moren, der er et tabu.

Det kunne være flasken under køkkenvasken eller den beroligende medicin udskrevet af lægen, stesolid eller valium. De hjemmegående kvinder i Danmark i 1960’erne kunne lettere gemme deres afhængighed indenfor hjemmets fire vægge.

Det var prestigefyldt i de nye gode tider at kunne ‘gå hjemme’, passe børnene og hjemmet, så alt var klart til at manden kom hjem fra arbejde. Men ikke alle var lykkelige. Peter Øvig Knudsens mor f.ex.

I maj udkom Peter Øvig Knudsens bog Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon, om morens depressioner igennem hele hans barndom, om hendes gøren sig selv til offer resten af sit liv, fordi hun skulle klare børnene, hverdagen, huset, indlæggelser på psykiatrisk afdeling og hvad der ellers var svært at bære for hende i den trygge tilværelse, hun levede.

En sygeplejerske på afdelingen fortæller, at moren led af en neurotisk personlighedsforstyrrelse, som hun formentlig altid havde haft, og at hun var særdeles opmærksomhedskrævende.

”Jeg kan ikke klare det, Peter. Du må hjælpe mig!” Eller som moren citeres for i starten af bogen: ”Alting er gået helt anderledes end jeg havde forventet. Det er så svært at være mor til jer to. I giver mig stene for brød.”

Morens svaghed blev en stor belastning for børnene og fyldte så meget, at både søsteren og Peter tidligt flyttede hjemmefra, så de kunne beskytte sig selv så meget som muligt mod morens tryglen om hjælp. Deres erfaring med at yde den hjælp, hun tryglede om, fortalte dem, at hun dybest set slet ikke var interesseret. Hun holdt fast i sin offerrolle.

Hvad skete der undervejs?

Da moren dør, går Peter i gang med at skrive hendes historie, for også at forstå sine egne reaktioner: Lettelsen og den spontane glædesdans, da moren er død, og jubelen: ”Monsteret er dødt!”

Med aktindsigt i hendes journaler og samtaler med familien, læger, venner, kolleger og naboer beskriver han en generation kvinder, der voksede op under krigen, blev hjemmegående husmødre i 1950’erne og 1960’erne, men aldrig nåede at deltage i ungdomsoprøret og kvindebevægelsen. En generation, der oplevede velfærdssamfundet, men hvor kvinderne kom i klemme mellem på den ene side normerne om at være hjemmegående og passe børnene, med den status det også indebar, og på den anden side deres egne mulige drømme om karriere.

Peters søster Mette siger på et tidspunkt: ”Min mor var dengang en velbegavet, ung kvinde med drømme om livet. Hvad skete der undervejs?”

Netop det generationsbillede er interessant. For har vi at gøre med en generation kvinder, der midt i opsvinget kedede sig? En generation, vi ikke rigtig har talt om, fordi kvindebevægelsen var epokegørende og normnedbrydende, og fyldte det hele? Det får man indtryk af i bogen.

En generation på ‘tørsprit’

Morens læge fortæller, at hans egen mor havde en skæbne lig Peter Øvigs mor. Og at datidens læger inspireret af udviklingen i USA rundhåndet delte ud af beroligende medicin, i form af valium og stesolid, de såkaldte benzodiazepiner, som han omtaler som ‘tørsprit’. Lægen kan, som han siger, ikke udskrive en kasse Guld Tuborg, men sagtens sørge for 30 oxapan til opmuntring og beroligelse:

”Det svarer til at rende rundt med en lille skid på hele tiden”, siger lægen og fortsætter:

”Også herhjemme proppede lægerne det i folk, navnlig gav man det til kvinder, som måske var kørt sur i at gå hjemme med hus og børn og i virkeligheden trængte til at komme ud og møde andre mennesker.” Datidens medicin var afhængighedsskabende.

Jeg har sat Peter Øvig Knudsen i stævne for at høre mere om den generations kvinder. Vi mødes en varm sommerdag i hans vidunderlige have, klos op ad den grønne skov. Lydkulissen er fuglefløjt og de gokkende høns, der går frit rundt i græsset, men som ikke må komme inden døre.

Det var bare sådan

”Det, der var helt forbløffende at opdage, var, at min mor ikke var nogen undtagelse. Det var jo ikke sådan, at alle de andre fik sig en uddannelse og karriere. Når jeg talte med dem om de her gode karakterer, som min mor altid talte om og altid fremhævede som bedre end min fars – og han var jo blevet til noget – så spurgte jeg dem, hvorfor hun ikke brugte det til noget, den der begavelse og de gode evner. ”Det var der jo ingen af os, der gjorde!”, sagde de så.

Kvinderne kom i klemme mellem på den ene side normerne om at være hjemmegående og passe børnene, med den status det også indebar, og på den anden side deres egne mulige drømme om karriere

Hele den årgang af piger på hendes skole – de var 32 i den klasse på en pigeskole – der var ikke én eneste af dem, der kom på gymnasiet. Der har nok været noget overklasse, der kom på gymnasiet eller nogen med en anden akademisk baggrund; jeg har da hørt om kvinder, der blev tandlæger og sådan noget.

Modellen var, at man skulle have sig en mand!

Man tog ganske vist den der realeksamen og fik så en kontor- eller handelsuddannelse. Arbejdede måske lidt, men ikke længere end til at man havde fået sig en mand, og det fik man tidligt. Så ankom første barn – og så holdt man op! Manden forsørgede én, og det har været den helt helt accepterede model i den generation. Kvinder var bare en anden race.

Min mor havde nogle ambitioner, men kønsrollemønstret må have være meget forbenet på det her tidspunkt, når der er en hel skoleklasse, der ikke går videre. Og så sagde hendes veninder, at det var bare sådan, det var.

Det var den sætning, jeg hørte igen og igen. Og min mor var ikke den, der trodsede tidens kønsroller.

Nogle af hendes veninder har sagt: ”Så var der jo den der rødstrømpebevægelse, der kom, men det var vi jo ikke med i overhovedet!” Alligevel var det noget, der gjorde, at i 1970’erne, da børnene var blevet store, så kunne kvinderne godt finde på at gå ud og få sig et deltidsarbejde.

Min mor var jo ikke en, der satte sine drømme igennem. Hun prøvede lidt, men det blev ikke til så meget.

Jeg har ikke gået i børnehave, ingen af mine kammerater har gået i børnehave. Da min mor fik et 10 timer om ugen-job, blev jeg passet i noget privat dagpleje.

Begge mine bedstemødre gik hjemme. Der var ikke nogen penge i familien. De var ikke priviligerede, men de gik hjemme. Min ene bedstemor, indtil hendes mand døde, så måtte hun have et arbejde for at forsørge familien.”

Hvad siger far?

“Når min søster og jeg har tænkt tilbage, så husker vi, at min far faktisk ikke syntes, at min mor skulle arbejde. Heller ikke senere, hvor hun sagtens kunne have gjort det. Hun fik et lille kontorarbejde på vores skole i 10-15 timer om ugen. Det var ikke noget, han syntes var nødvendigt. Han kaldte det, ‘at hun tjente til bolsjer’. De var de sidste i den generation, der ikke kom med på vognen.”

– Der ligger en kvindevurdering, som vi har glemt har været tyngende for de her kvinder?

”Ja, jeg har jo hele tiden tænkt, at min mor var deprimeret og har haft et trist liv, så derfor har jeg ikke set hende som en typisk middelklassekvinde, men det har hun samtidig faktisk været. Det var et typisk middelklassekvarter, de boede i, med en blanding af parcelhuse og nogle lejligheder. Når jeg tænker på dem, der boede i lejlighederne på Rundhøjallé i Aarhus, så gik de også hjemme.”

– Kan du huske, om de brokkede sig, de kvinder?

”Nu brokkede min mor sig ret meget, men jeg kan huske, at det var et gennemgående træk, at hun brokkede sig over, at det var min far, der var den ansatte. Det var sådan et rødstrømpe-element. Da jeg var gammel nok til at forstå, hvad det handlede om, tænkte jeg, at hun havde overtaget de synspunkter, rødstrømperne havde. Hun kunne ligeså godt have fået karrieren. Det var hende, der skulle have været direktør for Amtssygehuset, hvis det havde været retfærdigt. Hun havde bedre karakterer! Men det var ikke noget, der blev omsat til handling. Det er heller ikke sikkert, hun havde haft de egenskaber, der skulle til.

Den tunge smertesky over parcelhuset

“Der kom et nyt liv med den der parcelhusgeneration, hvor kvinderne blev isoleret, med mindre de lavede deres eget sociale liv, deres egen børnehave. En af min mors veninder, hun synes egentlig, det var meget hyggeligt, at de havde det parcelhuskvarter.”

Hele den årgang af piger på hendes skole – de var 32 i den klasse på en pigeskole – der var ikke én eneste af dem, der kom på gymnasiet

– Blev din mor psykisk syg af de der skuffelser? Altså fordi alt det nye løb fra hende, som det hed senere, at hun ikke fik ‘realiseret sig selv’? Eller taler vi simpelthen om, at hun havde en brist inden?

”Efter både at have set min mor og oplevet mig selv være deprimeret, så må jeg sige, at der ikke er en enkel forklaring på det. Jeg tror, der er et genetisk element. Min mors mor havde også depressive tendenser. Og så tror jeg bare, at man kan forvalte det forskelligt. Man kan være heldig, at det ikke slår ud. Og selv om det slår ud, så kan man forvalte det på forskellig måde. Og det var min mor ikke særlig god til at forvalte. Det var dårligt for alle, inklusiv hende selv.

Hun valgte offerrollen

Jeg kan se, da jeg skulle beskrive min egen barndom, at det har haft en kæmpe betydning, at jeg begynder at lege journalist, da jeg er 11-12 år. Og det har jeg jo gjort siden. Man får en eller anden retning, eller et indhold i sit liv, som ligger ud over en selv. Et mål, en lidenskab eller en passion, jo mere jo bedre, i forhold til at have sådan en sygdom.”

– Af de chancer hun har fået undervejs eller selv måske har tænkt sig, dem valgte hun fra. Hun valgte at blive offer, skriver du?

”Ja, og det er cirka det værste man kan gøre som psykisk syg, det er at vælge offerrollen. Man får det bare værre og værre og selvdestruerende til sidst, om det så er selvmord, alkohol, medicinmisbrug eller bare et gennemulykkeligt liv. Der skal være en modvægt til den psykiske sygdom. Det kan dels være gennem menneskelig kontakt, det var hun heller ikke særlig god til at etablere. Hun skubbede folk fra sig til sidst. Dels kan det være at have en lidenskab, som man tit finder i sit arbejde eller noget andet. Jeg tror faktisk godt, hun kunne have hjulpet andre mennesker, hvis hun lige havde løftet sig lidt op, når hun var imellem sygdom. Hun kunne have stået ovre i Røde Kors Butikken på Holme Byvej og solgt ting, og fået nogle snakke med mennesker. Et eller andet. Det var en af de konkrete ting, jeg tænkte og foreslog hende.

Det der lille løft – og så skal man selv

Jeg havde allerede som teenager den der tidlige erkendelse af, at man ikke kan hjælpe et menneske, der ikke vil hjælpes. Man kan virkelig spilde mange kræfter på at forsøge at hjælpe nogen. Man kan godt hjælpe, men det skal så være et menneske, der selv er parat til at modtage hjælpen, og så rejse sig, og finde noget styrke i sig selv.

Det sagde min psykiater også til mig: Medicinen kan ikke helbrede dig, den kan, hvis vi finder den rigtige medicin, give dig et lille energiskub inde i hjernen, og når du mærker det der lille løft, så er det dig, der skal. For hvis du ikke gør noget selv der, så falder du bare ned igen. Medicinen kan ikke give dig et ordentlig liv.”

– Og samtiden gav ikke din mor ret mange løft? Tværtimod. Hvem skulle have hevet hende ud?

”Min søster har et par gange, når vi har snakket om det, sagt, at nu skal vi ikke glemme far! Og hans rolle. Han burde have gjort noget for os. Men han burde også have hjulpet sin hustru! Men han var jo kontraproduktiv på det punkt med, at hun skulle ud og arbejde, for det syntes han egentlig faktisk, at han helst ville være fri for. Der var status i at forsørge familien. Manden forsørger sin familie. Det er et urinstinkt.

– Han kan vel også være nået frem til den erkendelse: Hun vil ikke hjælpes?

”Vi kan huske, både min søster og jeg, at han hånede lidt det job, hun så havde, og han syntes ikke, der var nogen grund til, at hun skulle have mere. Mette kan endda huske, at ‘kunne hun egentlig ikke være blevet socialrådgiver?’. Hun havde et lille sekretærjob på et tidspunkt for en socialrådgiver. Det ville måske lige have været hende. Så sku’ hun lige have taget sig en uddannelse. Jeg havde en kammerat, hvis mor læste til skolelærer, mens vi gik i gymnasiet. Det var ret usædvanligt. Men det var også en kvinde, der var påvirket af, hvad der skete. Man har fået sine børn, og det er ikke slut. De har været sidst i 30’erne, og normalt ville det have været slut dengang. Jeg ved ikke, hvad man havde tænkt sig, at de der kvinder skulle gøre, når børnene blev store? Det sagde min mor også flere gange på psykiatrisk hospital, at hendes liv havde været at tage sig af os, og når vi så flyttede hjemmefra og ikke kom på besøg hver anden dag, hvad skal hun så? Jeg gad vide, hvad der egentlig indgik i planen der?”

Peter Øvigs alvorlige depression

– Sidste del af bogen er din egen historie. Hvordan du bliver indfanget af din depression. Dine venner og din kone får heldigvis kæmpet sig frem til, at du bliver indlagt og får den rigtige behandling. Du har det godt i dag, virker det som.

”Ja!” siger Peter Øvig med et lille grin.

– Har du sluppet din mors dæmon nu?

”Altså, det kan jeg jo først svare på om 10 år. Men der er i hvert fald et eller andet, der er voldsomt forandret. Nu var det jo også sådan, at den depression, jeg fik, mens jeg skrev bogen, var meget, meget værre, ja et kvantespring værre end det, jeg havde prøvet før. Tidligere havde jeg kunnet blive ved med at leve mit liv, mens jeg havde en depression, arbejde, tage mig af mine børn og have et almindeligt hverdagsliv, hvad jeg faktisk tror, der er en del mennesker, der går rundt og gør. Jeg kaldte det, at jeg var melankolsk.”

Jeg havde allerede som teenager den der tidlige erkendelse af, at man ikke kan hjælpe et menneske, der ikke vil hjælpes

Peter Øvig Knudsen opsøger forskellige behandlere, for at få hjælp til den tiltagende depression. Bl.a. en alternativ behandler, som han gennem årene har opsøgt for at få urtemedicin eller mineraler til at genoprette balancen eller for at få en afspændende kropsbehandling. Denne behandler kan også tale med ånderne, men det har Peter ikke brugt hende til. Hun foreslår at spørge ånderne, da Peter har det allerværst. Han skal bare formulere et spørgsmål til dem.

”Jeg vil gerne spørge, hvad meningen er med, at jeg skal opleve en fase med så voldsom smerte og angst. Og hvad skal jeg gøre for at komme igennem den?”

Og Peter fik svar fra ånderne, formidlet af behandleren.

Ånderne

”Der er jo et par tibetanske ånder, undervejs hos en behandler, da jeg er syg, der fortolker det sådan, at det er fordi jeg skal prøve min mors form for depression, som ifølge ånderne, og det er sgu meget præcist, var karakteriseret ved en meget stor grad af håbløshed. Her blev det bare værre og værre, og spørgsmålet er, om de ånder har ret, fordi så var det jo en del af mit arbejde med at skrive den her bog. Det vil jeg være glad for, for så er der jo ikke nogen grund til, at jeg skal have det så skidt én gang til.

En anden fortolkning er, at på et eller andet tidspunkt skal man sige farvel til sin mor, og for nogle er det ikke så dramatisk. For mig blev det meget dramatisk, fordi vi havde været klistret sammen omkring nogle meget negative følelser, som var depression og skyld og skam. En heftig cocktail for et barn at leve under.

Medicinen kan ikke helbrede dig, den kan, hvis vi finder den rigtige medicin, give dig et lille energiskub inde i hjernen, og når du mærker det der lille løft, så er det dig, der skal. For hvis du ikke gør noget selv der, så falder du bare ned igen

Den dag hun døde kunne jeg begynde at tænke og tale – og skrive om, hvor slemt det egentlig havde været. Hvor ubehageligt et menneske hun egentlig havde været. Og det er, har jeg opdaget, et stort tabu i vores kultur, at tale grimt om sin mor. Det er så forbudt!

Det er faktisk det, jeg får mest respons på nu. De mennesker, der skriver til mig nu, når de har læst bogen, de fortæller, at det er forbudt at tale grimt, ja faktisk at tænke grimt om sin mor. At de ikke har givet sig selv lov til at tænke sådan. Hvor det er som en betændelse, der ligger nedenunder, der får lov til at ligge og arbejde nede i tanden. Den rådne tand skal hives ud, og så skal man have noget rodbehandling.”

Elektrochok

Og det var noget af en rodbehandling Peter Øvig fik. Syv elektrochok.

”Psykiaterne siger, at depressioner kan udløses af sorg og stress, men det er netop den udløsende faktor. Det er ikke årsagen til depressionen. Jeg har svært ved at se, hvorfor den skulle antage den meget alvorlige karakter, hvis ikke det havde noget med min mor, og min bog at gøre. Jeg håber virkelig ikke, jeg skal gennem det igen, og det er jeg selvfølgelig bange for. Når mine børn spørger, så siger jeg, at nu kender jeg jo en behandlingsform, der virker for mig. Men jeg har ikke lyst til det stykke vej hen inden man skal ind og have elektrochok. Jeg er ikke ligefrem begejstret for at få elektrochok.

Hvis folk skal fortælle om, at de har fået elektrochok, hvad de fleste mennesker oplever som en MEGET ubehagelig, voldsom behandlingsform, og skamfuld, så bliver de mødt med spørgsmål som: ”Jamen Gud er det ikke forbudt?”, ”Bliver man ikke helt ødelagt af det?”, ”Hvorfor har du sagt ja til det?” og så skal man jo for at begrunde, hvorfor man har sagt ja til noget, som folk betragter som SÅ voldsomt, forklare, hvor skidt man har haft det.

Og det er jo den anden gruppe, der skriver til mig. Der er flest mails om mødre, som de ikke har kunnet tænke og tale frit om, men den anden kategori er folk, der selv kender til alvorlige depressioner, og som synes, at jeg har fået formuleret noget, de genkender. Det er svært at beskrive, men nu kan jeg jo trods alt skrive, og jeg havde heldigvis nogle noter at støtte mig til, og nogle båndoptagelser helt inde fra det værste, så jeg kan mærke, at der er nogle der synes, at jeg har fået formuleret noget om, hvad det vil sige, at have en alvorlig depression. Det har de ikke selv kunnet forklare.

De har kunnet forære bogen til andre, og sagt: Hvis du vil vide, hvordan jeg har det, så læs her.”


”Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon” er udkommet på Gyldendal.


Topfoto: Peter Øvig Knudsen i sin have, skribenten.

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Bøger