EUROPAS MINDRETAL #14 // KRONIK – Vrede er blevet et globalt våben – fra Trumps USA til Putins Rusland. I en verden, hvor følelsen af ydmygelse og forskelsbehandling udnyttes strategisk, bliver vrede en magtfaktor på linje med økonomi og militær. Spørgsmålet er, om demokratierne kan genvinde kontrollen over en følelse, der nu former verdensordenen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vrede og raseri. Om det er internationalt, nationalt eller lokalt, så er det de emotionelle drivkræfter, og ikke rationaliteten, som i disse år er ved at omskabe verden. Vi lever i ”Vredens tidsalder”.
Den tyske filosof Peter Sloterdijk skriver om denne vrede, at vores tidsalder virker fordømt på grund af manglende evne til at forstå både vores egen og andres vrede. Nutidens politiske og sociale stemning finder næring i en omsiggribende atmosfære af gensidig frygt og mistænksomhed, hvor enhver oplevelse af forskellighed omdannes til uforsonlighed, fjendskab og vrede.
Når nervøsitet, frygt og usikkerhed bliver den dominerende stemning i et samfund, så får vreden licens til at vokse og sprede sig, så legitime politiske konflikter bliver til kamp om overlevelse.
Den enes frygt, den andens håb
Vi fik et skoleeksempel på, hvordan dette kan udvikle sig i et liberalt demokrati, da Joe Biden vandt det amerikanske valg i 2020. I studiet hos tv-stationen CNN sad Van Jones, som i sin tid var rådgiver for Barack Obama, og den republikanske politiker Rick Santorum. Van Jones sagde, at Bidens sejr over Trump var et frihedens øjeblik for de mange amerikanere, som fra den første dag efter Trumps valgsejr i 2016 havde levet i frygt for Republikanernes fremtidsvisioner.
Rick Santorum svarede, at så skulle man huske, at efter Bidens sejr var der nogle helt andre, som lige nu var bange for, om der var plads til netop dem i Demokraternes vision for USA. Den enes frygt er ofte den andens håb, og så er der ikke langt til det, som skete få uger senere, da vrede Trump-tilhængere ikke ville anerkende valgresultatet og angreb Kongressen med katastrofale følger for hele det amerikanske samfund.
Den amerikanske psykoterapeut Mike Verano var en af dem, som blev tilkaldt for at give psykisk førstehjælp til ofrene for angrebet på Kongressen i 2021. Senere forsøgte han at finde en forklaring på, hvorfor vreden over valgresultatet eksploderede til vold og drab.
Den moderne vrede antages at hænge tæt sammen med menneskers oplevelse af konkrete former for ydmygelse, nedværdigelse, skam, frygt og manglende anerkendelse
Først og fremmest peger han på et fundamentalt ændret politisk klima, hvor kilden til politisk handling i stigende grad udspringer af vrede og raseri. Dette har forvandlet USA fra at være en nation til at være en ”indig-nation”, hvor indignationen over ”de andres” blotte eksistens er det dominerende: Politiske modstandere er blevet til fjender, og politiske uenigheder forvandlet til had. Løsningsforslag bliver derfor også til forsøg på helt at udslette modparten.
Vrede har imidlertid altid været en drivende kraft i politik, så en eller anden erfaring må der kunne uddrages af historien.
Dengang vrede var noget, man kunne ære
Filosoffen Peter Sloterdijk kalder ”vrede” for et af Europas første ord. Han henviser til Achilleus’ vrede, den græske helt, som bliver beskrevet i Homers Iliaden. I den gamle græske tekst er ”vrede” nemlig det første ord i de omkring 16.000 vers. Ifølge Sloterdijk er det ikke helt tilfældigt. Det er gennem Achilleus’ vrede, at hele fortællingen drives frem. Vreden, som vi møder hos Achilleus og andre af Homers personer, skal imidlertid fortolkes på en anden måde end den nutidige vrede.
Homers helte er vrede, men deres vrede kan ikke fortolkes som en personlig egenskab hos dem som mennesker. Sloterdijk beskriver de græske helte som ”vredens vogtere”. Deres vrede er givet fra oven, altså fra guderne. Mennesket er så at sige blot en ”pladsholder” for gudernes vrede.
Individuelle forskelligheder kan på den måde udvikle sig til benzin for de mest usandsynlige vredesanfald
Vreden kan således ses som noget, der befrier mennesket fra en vegetativ eller alt for stillestående tilstand her på jorden. Vreden løfter mennesket tættere på den guddommelige verden, fordi den tjener gudernes planer blandt de jordiske mennesker. Der er ikke blot tale om en tilfældig menneskelig affekt. Sloterdijk kalder på denne baggrund vrede for en psyko-politisk kraft, som igennem tiden har haft stor indflydelse, ikke mindst på den vestlige civilisation.
Han viser imidlertid også, at vi senere har fået et helt andet perspektiv på vrede. Med kristendommen og fremvæksten af det moderne er der vokset helt andre normer frem om at søge konfliktløsning, ikke gennem vredesudladninger, men gennem gensidig forståelse, kompromiser og lignende. I dag bliver vrede derfor forstået som en individuel affektion, der skal beherskes, kontrolleres, undertrykkes og om nødvendigt behandles.
Vrede hos de gamle grækere var ikke blot vrede, men bar på en lang række væsentlige værdier for menneskets forståelse af sig selv og verden. Vreden blev således oplevet i sammenhæng med stolthed, værdighed, ophøjethed, mod og dydighed. I dag peger forskningen på en helt anden slags sammenhæng: Den moderne vrede antages at hænge tæt sammen med menneskers oplevelse af konkrete former for ydmygelse, nedværdigelse, skam, frygt og manglende anerkendelse.
De små forskelles narcissisme
Den græske vrede blev forløst i realiseringen af nogle afgørende forandringer. Den var en skabende og drivende kraft for grækerne. Dette siger vi på en afstand af flere tusind år, så det kan ikke ses som et ideal for nutiden, men måske som et bidrag til forståelse af vredens betydning. Den moderne vrede virker ikke, som om den kan bane vej for politiske ændringer i retning af menneskelig frigørelse og mere menneskelige samfundsformer.
Tværtimod virker det ofte, som om vreden er helt uden retning og aldrig når frem til en forløsning. Blot skaber den endnu mere vrede i en hastigt accelererende spiral.
Forklaringen kan måske findes ved at inddrage et ret ukendt begreb fra Freud: De små forskelles narcissisme. Dette begreb tager udgangspunkt i det enkelte menneske eller en gruppes egne mål: Hvordan man er positioneret i forhold til indflydelse og status, sammenlignet med andre.
Optagetheden af sig selv og sit eget skaber afgrænsningen til andre gennem fokusering på de små, daglige og almindelige forskelle, hvilket er helt normalt og sundt. Det afgørende er imidlertid, at disse små forskelle vokser sig store, hvis der opstår åbenlyse konflikter eller modsætninger.
Det er kendt, at vi i dag lever i internettets såkaldte informationsbobler. Gennem de sociale mediers algoritmer forstærkes det enkelte menneskes oplevelse af at møde andre, som hurtigere end tidligere fortolkes som modstandere og fjender. Når man fra algoritmernes ekkokammer kigger ud, bliver forskelle ofte defineret som modsætninger, og forskellene bliver meget større, end hvis man blev konfronteret med dem i den fysiske verden. Der bliver næsten tale om en universel irritation og vrede, rettet mod andre på grund af deres blotte væren.
Det er den måde, at fx seksuelle forskelligheder kan blive forstørret til væsentlige faktorer i storpolitik. I dag er netop LGBT+ blevet et centralt tema i USA’s erklærede kulturkrig mod Europa, ligesom det var en væsentlig begrundelse for den russiske invasion af Ukraine, fordi det var noget, som russerne skulle beskytte sig imod.
Hvis det 20. århundrede lærte os noget, så var det farligheden ved autoritære ledere, som manipulerer masserne ved hjælp af vrede
Individuelle forskelligheder kan på den måde udvikle sig til benzin for de mest usandsynlige vredesanfald. De små forskelles narcissisme kan blive en begrundelse for storpolitiske konfrontationer, når de udnyttes af demagoger og populister til at skabe opbakning gennem delt vrede. Kombinationen af de små forskelles narcissisme og de sociale medier virker som en gift i civilsamfundet og medvirker til en global vending, hvor det, der før blot var forvirret irritation, nu forvandler sig til formålsløs vrede – en vrede, der nærer både chauvinisme og totalitære tendenser.
Når vreden bliver styret – eller stjålet
I ”vredens tid” har vreden ikke nogen retning og direkte lederskab. Der kan dog være en populistisk agitator, som fx Trump, hvis eneste mål op til stormen på Kongressen var at skabe vrede, og blot vrede. Følelsen af den slags diffus vrede er i sig selv frustrerende, fordi den skaber en fysisk og psykisk uro, som kun kan dulmes gennem fortsat vedligeholdelse af vreden.
Det er en vrede, som populistiske ledere og partier udnytter til at skabe ragnarok, vold og kaos. Vreden egner sig perfekt til dette formål, fordi den bygger på menneskers oplevelse af uretfærdighed, dårlig behandling, nedværdigelse osv. Alligevel tilbyder denne diffuse vrede ikke nogen mulighed for at identificere kilden til denne mistrivsel. Dermed bliver der heller ikke nogen klar oplevelse af alternativer og fælles udveje. Det er en vrede uden noget projekt.
Men der findes naturligvis også en vrede, som er mere målrettet. Denne vrede er langt mere samfundsmæssig og politisk, så den kan blive drivkraft i en langsigtet forandring af samfundet. Det er en vrede, som kan samles i det, som Sloterdijk kalder for ”vredesbanker”, hvor den konverteres til politisk kapital og dermed til et grundlag for dybere forandringer i samfundet. Tidligere formåede fx arbejderpartier at dirigere arbejdernes vrede over uretfærdighed ind i politiske og sociale projekter som velfærdsstaten, økonomisk udjævning, lighed og lignende.
Hvordan kan vreden kanaliseres til en produktiv og målrettet politisk kamp? Sagen er jo, at vi har masser af vrede, men alt for få politiske kampe
Men i dag er samfundet organiseret omkring individuelle selv-interesser i et samspil mellem de små forskelles narcissisme og de sociale mediers algoritmiske ekkokamre. Det har gjort samfundene modtagelige for det, som Sloterdijk kalder ”vredes- entreprenører”. Det vil sige chauvinister og populister, som ikke har noget samfundsmæssigt projekt, men blot bruger andre menneskers vrede som grundlag for at skabe ”vredens tid” til egen fordel.
Hvis det 20. århundrede lærte os noget, så var det farligheden ved autoritære ledere, som manipulerer masserne ved hjælp af vrede. Dette er ved at ske igen. Den projektløse vrede efterlader mennesker, som objektivt oplever uretfærdighed, uden mulighed for at forløse vreden i håbet om bedre livsbetingelser.
Det er derfor, man kan sige: ”Jeg er så vred, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.” Man efterlades med undertrykt vrede og rå frustration.
Hvis de grundlæggende årsager til vreden ikke anerkendes og gøres til politiske indsatsområder, så ender vreden i lommen på de manipulerende ”vredes- entreprenører”. Vreden er nødvendig for alle samfund; uden vrede, ingen forandringer. Det hovedspørgsmål, som enhver politisk bevægelse må konfrontere, er derfor, hvordan kan vreden kanaliseres til en produktiv og målrettet politisk kamp? Sagen er jo, at vi har masser af vrede, men alt for få politiske kampe.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Kom til Folkemøde!
Også i år deltager POV med en stand på årets folkemøde på Bornholm, som finder sted fra torsdag den 12. til lørdag den 14. juni.
I direkte forlængelse af forårets store tema om Europas mindretal i en tid med radikalisering og polarisering har vi hele to spændende paneler:
Torsdag 12. juni 12.00 : Er Europas demokrati stadig for alle – også dem på kanten? I en tid hvor både minoriteter og menneskerettigheder er under pres globalt, spørger vi, om Europa stadig kan kalde sig en bastion for demokrati og inklusion.
Fredag 13. juni 10.00 : Kan EU forsvare de vestlige liberale værdier? Siden 2. verdenskrig har den liberale verdensorden, respekt for grænser, menneskerettigheder, retsstat, mangfoldighed være indbegrebet af de såkaldt ’vestlige liberale værdier’, som amerikanerne ikke bare inkarnerede, men også stod op for. Nu hvor Trump-administrationen har tjekket ud af det hele og oven i købet cozyer op med russerne og populistiske bevægelser på den yderste højrefløj i Europa, kan (og vil) EU så overtage rollen? Og hvad er det egentlig USA siger farvel til ved at opgive det liberale projekt?
Kom og deltag i en levende debat om, hvordan vi sikrer, at flertallet ikke overskygger mangfoldigheden. Og naturligvis foregår der en masse andre interessante ting på POV’s stand – så du er hermed inviteret!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og