Vrede unge kvinder

af i Kultur/LIGESTILLING/Satire

ANMELDELSE – En ung, nybagt mor, der hellere vil bruge sin tid på at score chefen end at være sammen med manden og sin nyfødte datter. En fuldblods karriere-mor, der i hemmelighed søger job flere tusind kilometer væk fra familien, og en lesbisk ejendomsmægler med fødselsdepression, der forsøger at springe ud fra et træ midt under en havefest. Det er et udsnit af karaktererne i den Netflix-producerede komedieserie Workin’ Moms, der havde sæsonpremiere torsdag.

Det er den canadiske skuespiller og producer Catherine Reitman, der står bag – og i øvrigt også foran –  kameraet, idet hun selv spiller hovedrollen som arbejdsnarkomanen Kate Foster. Og det gør hun med både humor, vid og galskab.

Hos Reitman behandles alle de følsomme emner, der lægger sig i kølvandet på det nye moderskab: Gør jeg det godt nok? Hvad stiller man op med sexlivet undervejs, hvadenten man har for lidt eller for megen libido? Og hvordan håndterer man andre mødres tavse fordømmelse, når man kaster håndklædet i ringen og går fra amning til modermælkserstatning?

Reitman tager frygtløst livtag med det klaustrofobiske moderdyr, og har en næsten Klovn’sk evne til at trække pinlige scener i tåkrummende langdrag

En satireserie om en håndfuld passivt aggressive nye mødre, der prøver at få moderskab, ægteskab og karriere til at gå op i en højere enhed lyder jo ikke just som noget, vi ikke har set før, og Workin’ Moms går da heller ikke af vejen for at dyrke et par klicheer undervejs.

Når serien til trods for det alligevel undgår at blive anstrengende, men faktisk tværtimod er ret så underholdende, så skyldes det den fandenivoldske humor, der bærer den fremad. Reitman tager frygtløst livtag med det klaustrofobiske moderdyr, og har en næsten Klovn’sk evne til at trække pinlige scener i tåkrummende langdrag.

Som da Jennie, med den store seksuelle appetit, tages på fersk gerning i at bruge firmaets ammerum til at masturbere i. Eller da vores drenge-pigede hovedperson, i et lidt for friskt forsøg på at være nede med gutterne på sin arbejdsplads, går i detaljer om sin kærlighed til hentai-porno under et møde.

Det er moderskabets iboende kontraster, der er til behandling i Workin’ Moms. Kontraster, der fremstår endnu tydeligere i seriens amerikanske kontekst, hvor arbejdsmarkedet ikke i samme grad som herhjemme formår at rumme netop den nybagte mor. For dem, der da ikke er gået helt i den anden grøft og har slået sig ned som stay-at-home-moms, er succeskriteriet således – også efter børn – en buldrende karriere på fuld tid, plus det løse.

Vigtigst af alt er måske den ubarmhjertige pointe vi indprentes undervejs: Uanset hvor stærkt man løber, kan man ikke få det hele. Og det har jo aldrig været nemt for mennesket at acceptere.

De ressourcestærke, som vores hovedperson Kate og veninden Anne, hyrer nannies og rengøringshjælp for at få dagligdagen til at hænge sammen, og dem der ikke har den luksus? Tjah, dem hører vi ikke rigtig om.

Reitmans nye mødre er alt det, omverdenen ikke mener, kvinder skal være: De er selvoptagede, de vil frem i verden og de er, i det store og hele meget lidt likeable. Fuldstændigt som i den virkelige verden. Og ligesom i den virkelige verden betaler de prisen for det.

Hvis man skal kritisere Workin´Moms for noget, så er det, at mændene glider for langt ud ad billedet. Som andre af denne type komedieserier, der henvender sig til et kvindeligt publikum, bliver mændene desværre efterladt på perronen. De mandlige karakterer fremstår således urealistisk flade og fjogede i forhold til de slagkraftige kvinder –  og det i en grad, der desværre går noget udover serien som helhed.

At kvinderne er i centrum i en serie, der henvender sig til kvinder, er selvfølgelig helt forståeligt. Man kan dog lidt forsigtigt spørge, hvad rationalet egentlig er i at udstille fædre som papfigurer. Var det nødvendigt for at lave en serie, kvinder kan spejle sig i? Formentlig ikke.

Ikke desto mindre er Workin´Moms underholdende tv. Catherine Reitman smasker sandhederne direkte i fjæset på sit (kvindelige) publikum og det gør serien pinefuld og meget morsom på samme tid – i det mindste for nye mødre, som undertegnede selv. Vigtigst af alt er måske den ubarmhjertig pointe vi indprentes undervejs: Uanset hvor stærkt man løber, kan man ikke få det hele. Og det har jo aldrig været nemt for mennesket at acceptere.


Seriens tredje sæson havde premiere på Netflix d. 29/8

Topfoto: Netflix

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på POV International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad.

Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby.

Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468

Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste artikler om Kultur