TEATER // ANMELDELSE – CPH:STAGE startede i 2013 og er Danmarks største scenekunstfestival for professionelt voksenteater og den finder sted hvert år i maj/juni måned i København. I løbet af 14 dage får vi serveret alskens scenekunst fra hele landet samt et enkelt internationalt hit fra udlandet, som hvert år åbner festivalen.
Festivalen er en mulighed for at se de forestillinger, man ikke fik nået i den sæson, der nu går på hæld, og som københavner får vi mulighed for at se gode forestillinger fra hele landet. Hvordan ‘kurateringen’ foregår, fremgår ingen steder, men da det må koste skejser at flytte en forestilling hele vejen til hovedstaden, må de udvalgte forestillinger i hvert fald komme fra teatre, der har råd til den slags – eller måske får de tilskud til flytningen.
Det er heller ikke til at gennemskue om ledelsen af festivalen kan sige ja/nej til en forestillings deltagelse. Vi kender ikke kriterierne for, hvorfor den enkelte forestilling bliver spillet på festivalen. Uigennemsigtighed, med andre ord.
Hvis jeg blev spurgt om, hvad festivalen bør gøre for at udvikle sig, ville jeg anbefale, at man fremover kuraterer festivalen benhårdt. Vælg de 10 eller 15 bedste forestillinger fra hele landet
Anderledes er det i f.eks. Tyskland og Sverige. I Tyskland har man Theatertreffen, hvor kritikere vælger årets 10 bedste forestillinger, som så spiller i Berlin, også i maj. I Sverige har man Teaterbiennalen (ja, hvert andet år!), hvor et teater kan blive spurgt af et udvælgende råd, om de vil komme og deltage – altså her foregår en kuratering. ‘Udvælgelse’ betyder også her højere kvalitet – i Holbergs eget lille Danmark må alle være med. Sådan føles det.
Men her kan vi også blive overrasket, deltage i readings, debatter, fester og sjov i gaden – hvis vi har modet på det. Og der er rigeligt at vælge imellem, og for det utrænede øje kan det være mere end almindelig svært at skelne mellem skidt og kanel. Du ved aldrig, om du trækker en nitte.
Til Theatertreffen i Berlin, så ved du at de ti deltagende forestillinger er af høj kvalitet. De har bestået deres prøve. Til gengæld skal man så også være ude i god tid, hvis man vil have billet i Berlin, mens der her på gården også bliver spillet for sale med adskillige tomme pladser.
She She Pop
Festivalen åbnede med forestillingen ’50 grades of Shame’ af den tyske gruppe She She Pop – et billedalbum inspireret af Wedekinds ‘Vårbrud’ og E.L. James roman ’50 Shades of Grey’. Med et cast af flere kvinder end mænd, i mange aldre, befinder vi os til en forelæsning om, hvordan erfaringer med sex er i konstant forandring.
Der bliver stillet spørgsmål: Hvad er sex? Hvad gør en kvinde til en kvinde? Hvad gør en mand til en mand? Hvad ved et barn? Vi får genkendelige replikker om, hvad man må sige og gøre, når det handler om sex – og hvad man skal skamme sig over. Men selvom denne sex education får os til at skamme os, så er vi nødt til at stå det igennem. Og det gør vi gerne, fordi skuespillerne bruger deres egne kroppe og deres akkumulerede skam som visuelt materiale.
På to store skærme projiceres billeder af deres kroppe – sat sammen af dele fra de forskellige spillere: unge med gamle, mænd med kvinder. Billederne skifter hele tiden mellem forskellige generationer og køn, mellem sammensatte kroppe og fantastiske Francis Bacon-skabninger. Og intet eller ingen er bedre end andet eller andre.
Forestillingen hjælper os til at modstå skammen over egen krop og egen seksualitet. Billederne opløser idealerne
Forestillingen hjælper os til at modstå skammen over egen krop og egen seksualitet. Billederne opløser idealerne, men sexundervisning er åbenbart stadig lige nødvendigt. De arbejder hårdt for, at vores individuelle grænser og vores kroppes grænser udvider og udvikler sig, ligesom de prøver at nedbryde grænserne mellem aldre, køn og kønsidentitet. De gør det med humor og vi får ‘ars erotica’ på scenen, en moderne billedbog med seksualundervisning. Men nu på festivalniveau.
Hvis dette er et menneske
I 2000 instruerede Lars Norén den nu afdøde svenske skuespiller Mikael Nyqvist i monologen ‘Om detta är en människa’ på Riksteatern, og denne forestilling turnerede rundt i hele Sverige i flere år. Jens Albinus havde premiere på samme titel på Det Kongelige Teater 10 år senere og nu, hvor han er chef på Husets Teater, får vi igen mulighed for at opleve ham som Primo Levi i en version udviklet til netop denne fine scene med titlen: ‘Hvis dette er et menneske’.
Da den italienske kemiker Primo Levi ankom til Auschwitz i vinteren 1944 fik, han tatoveret sit fangenummer 174 517 på armen og fra nu af, var han reduceret til et nummer. Efter han overlevede Auschwitz blev nødvendigheden af at fortælle en livsopgave for ham. Selvom fortællingen næsten ikke er til at holde ud at høre på, skal den fortælles. For som Levi selv udtrykker det, mangler sproget ord til at udtrykke sådan en nedbrydning af et menneske.
I løbet af den omtrentlige time forestillingen varer, følger vi med Levi ind i toget, ind i lejren, ind i venskaber, ind fysiske smerter, ind i et helvede det er fuldkommen umuligt at komme helt ind i.
Vi møder et uhyre vigtigt forfatterskab, som giver solid lyst til mer-læsning. Og vi møder en erfaringsverden, som sætter vores egen i komisk perspektiv
Vi prøver, og vi får al den hjælp det overhovedet er muligt for en god skuespiller at give os – men erfaringen undslipper os. Måske fordi vores egen erfaringsverden ikke når Levis til sokkeholderne. Men vi møder et uhyre vigtigt forfatterskab, som giver solid lyst til mer-læsning. Og vi møder en erfaringsverden, som sætter vores egen i komisk perspektiv.
De fulde
Stykket havde urpremiere på Düsseldorfer Schauspielhaus i 2014 og var bestilt af Staffan Valdemar Holm under hans chefsperiode på netop det teater.
Forestillingen spiller under festivalperioden, men havde premiere 27.4., og aldrig har jeg set et stykke, hvor samtlige karakterer er stangstive hele vejen igennem! De danser rundt og ligner avispapir i vinden, alle bevægelser tager lang tid, de har svært ved at komme på benene, de falder i hinandens og egne brækklatter, er nødt til at holde fast i hinanden og møblerne for at komme på benene. De taler monomanisk, mændene mest, gentager replikker, som kun fulde folk kan og gør, og vi har at gøre med chefen for en international filmfestival, et par bankmænd, en PR-manager, en direktør for et reklamefirma og en underdirektør i et byggefirma – altså mænd fra samfundets top, sammen med en luder, en model, en veninde, en ægteviv og en køn ung kvinde – og kvinderne tilhører ikke samme samfundsklasse. Anledningen er en polterabend for Max.
Vi får replikker som:
”Der findes ingen død!”
”Jeres hoveder er fulde af angst”
”Alle står til ansvar for Vorherre”
Vi får også gentaget replikker om, at herrerne selv er Gud! ”Vi er alle Gud!”
Kvindernes replikker er anderledes:
”Jeg er skyldig. Kan du tilgive mig?”
”Elsker du mig?”, Han: ”Hvem er du?”, Hun: ”Jeg er Magda, din kone!”
Kvinderne siger ikke så meget som mændene. De definerer ikke situationerne, men er objekter for mændenes lyst og tale.
Mændene går fra konerne og forelsker sig i andre kvinder på et splitsekund. Da Laura vil vide, hvorfor Laurenz er gået fra hende, spørger han Magda, hvad han dog skal svare – han ved det ikke selv. Han beder Magda om lov til at kysse konen Laura en sidste gang, og selvom han får et nej, kysser han hende meget længe og meget inderligt. Han er drivvåd, har lige været i bad med alt tøjet på.
Karl: ”Jeg er en slem person, Gustav!”
Gustav: ”Nej, du er ej!”
Karl: ”Jo, jeg har sovet med din kone!” eller
Rudolf til Rosa: ”Du er prostitueret, så hvordan ved du, hvad der er sandt eller ej?”
Mathias: ”Alle vegetarer er hemmelige fascister!”
Fuldskaben giver dem et klarsyn, som får dem til at formulere tanker og ideer, som er meget kloge. De er alle så fulde, at deres tankers niveau når helt nye højder.
En af dem siger om SIN fuldskab: ”Det er en tilstand, hvor jeg ikke føler angst for at dø” – og netop angsten for at dø er et tema, der vendes tilbage til mange gange. De taler om Gud og brusebad, som var det emner af samme vigtighed – men emnet Gud er stadigt tilbagevendende.
Karl insisterer på, at hans mor stadig lever. De andre påstår, at hun er død – vi ved ikke, hvad der er sandt.
En vil vide, hvorfor alle prostituerede er religiøse? Og da én af dem begynder at høres Guds stemme, smitter det, og alle hører pludselig Guds stemme, mens Rosa græder stille.
Gud siger, at det nu er tid for at elske andre end sig selv i denne samtidskomedie, der er castet med lutter gode skuespiller og lagt i hænderne på de bedste vi har – Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller
Som det formodentlig fremgår, er vi her fuldstændig hinsides ethvert lineært – eller spiralformet – narrativ. De sceniske situationer, der følger efter hinanden, har ikke nogen umiddelbar logik – rækkefølgen kunne være en anden, andre handlinger kunne være forekommet. Men vi har at gøre med en samling personer fra de højere samfundslag, der fejrer Max’ polterabend og de bliver så umådelig fulde, at de kommer helt ud på kanten, hvor de begynder at opleve livet meget intenst, med grænsende til religiøse oplevelser.
Parkonstellationer opløses, nye opstår – men midt om natten arrangerer de en vielsesceremoni, hvor Gabriel vier Max og Laura, og denne højtidsstund får dem til at filosofere over de største og vigtigste ting i livet, og i deres rus får de formuleret sig om det, de glemmer i deres hverdag: at elske.
Den frihed, de har, er noget værre lort. Alle disse kvinde-mandspørgsmål er helt vanvittige. Vi skulle bruge vores frihed til at hengive os; det gode er at tjene nogen eller noget og underordne os, helt og fuldt. Frihed er, at du ikke har noget valg, at din skæbne allerede er beseglet, frihed er, at dit hjerte er givet væk, én gang for alle. og at du ikke er herre over det længere. Frihed er, når mit hjerte ikke længere tilhører mig.
I slutningen får vi et par moppedrenge af nogle monologer om, at Gud altid taler gennem de fulde. Laurenz: I stedet for at elske, hyler vi over at kærlighed ikke findes. Vi laver film og teater om, at kærligheden ikke findes, vi indtaler os, at ingenting kan ændres, vi undskylder os med at vi er svage og dårlige mennesker, men det er bare bekvemmelighed. Jeg lover dig, Magda, at forbedre mit liv – Gud taler gennem mig, og han siger, at vi skal tage fat i vores egen røv og løfte os ud af skidtet – og ikke hyle omkring og se os som ofre, ud af den søde melankoli. Elsk, vær stærk, forandre jer selv – lev så ærligt som I kan.
Linda: ”Vi må starte forfra uden at lyve”.
Karl: ”Det ved jeg ikke om jeg kan, jeg har jo hele livet arbejdet i en bank!” Dén replik tog virkelig kegler hos publikum.
Menneskehedens endeligt er kommet. Gud taler kun gennem de berusede. Gud er som en mafiaboss, først når man har givet ham alt, hvad man ejer, er man fri: Vi vil ha’ og ha’ – livet på kredit. Men vi går i knæ af det.
Gud siger, at det nu er tid for at elske andre end sig selv i denne samtidskomedie, der er castet med lutter gode skuespiller og lagt i hænderne på de bedste vi har – Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller – bliver det underholdende, rædselsfuldt og tankevækkende.
Hvis jeg blev spurgt om, hvad festivalen bør gøre for at udvikle sig, ville jeg anbefale, at man fremover kuraterer festivalen benhårdt. Vælg de 10 eller 15 bedste forestillinger fra hele landet og læg dertil seminarer med begavede folk fra ind- og udland, så vi kan føre en kontinuerlig, kunstnerisk samtale om tidens scenekunst. Gerne ud fra aktuelle temaer og på et niveau, hvor vi alle kan blive klogere.
Tak for i år.
Topfoto: Frida Gregersen/CPH:STAGE
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
