FILM // ANMELDELSE – En positiv graviditetstest og et opkald om farens hjerteanfald tvinger en succesfuld stjernekok hjem til den franske provins. Amélie Bonnins varme familiedrama En skønne dag hylder fællesskab, traditioner og de mennesker, vi aldrig helt kan lægge bag os. Musicalgrebet virker dog til tider mere forstyrrende end forløsende.
På en parisisk gourmetrestaurant gemmer en succesfuld kok sig blandt forrådskammerets syltekrukker. Med en positiv graviditetstest i hånden og et opkald om sin fars hjerteanfald senere samme dag ridses banen op i den nye franske musical-komediedrama, En skønne dag.
Kokken, som hedder Cécile Béguin, er 40 år – og spilles af sangeren Juliette Armanet – må vende tilbage til sine rødder i det provinsielle Frankrig, hvor hummer og kaviar udskiftes med makedonsk salat.
Amélie Bonnin er instruktøren bag den nye film, der faktisk er en omskrivning af Bonnins kortfilm fra 2021. Den bærer samme franske titel som den nye, Partir un jour, og vandt en af de prestigefyldte franske Césarpriser i 2023. I 2025 fik den nye spillefilm æren af at åbne Cannes-festivalen med stor international bevågenhed, og filmen er fransk med stort F.
Filmen er på mange måder en hyldest til Les Relais Routiers, der er den franske sammenslutning af restauranter langs lande- og motorveje
Historien udfolder sig blandt vinmarkerne i Champagne-Ardenne, hvor Cécile vender hjem til forældrenes restaurant L’Escale. Med klassiske rød- og hvidternede duge, et akvarium på serveringsskranken og hyggesnak i køkkenet kunne kontrasten til Céciles stilrene parisiske restaurant nærmest ikke være større.
Og når vi gennem det meste af filmen kun får kontakt til Paris gennem Céciles skramlende telefonopkald, understreger det, at hovedstadens høje gastronomiske niveau kommer med en pris, der er kold og distanceret.
Ikke mindst fordi et af filmens fineste symbolske tiltag er, når vi i starten – med Céciles blik – ser forældrenes restaurant i et excentrisk rødt neonlys, mens den mod slutningen er badet i et hjemligt og hjertevarmt skær.
Til kamp for truckførerne
Filmen er på mange måder en hyldest til Les Relais Routiers, der er den franske sammenslutning af restauranter langs lande- og motorveje. De er kendte for at tilbyde solid, varm mad til overkommelige priser i godt selskab, men er efterhånden en mangelvare, som journalisten Sophie Romillat rapporterede i dokumentaren Les restos routiers sont toujours sympas fra 2020.
Ifølge de franske medier er antallet i dag nede på 300, hvilket er et godt stykke vej fra 1960’ernes 3.500 restauranter. Og når alternativet for truckførerne og familierne på udflugt er at bide sig igennem en blød sandwich med minimalt kyllingefyld fra en kiosk på en rasteplads, er der tydeligvis noget at kæmpe for.
Måske derfor er lokalsamfundet i Bonnins film portrætteret yderst harmonisk med skovture, legende børn og boder med frisk frugt og lokale oste. Men der er også adskillige overraskelser, som når kameraet pludselig drejer 180 grader til en fiskesø, hvor en flok mænd i gummistøvler bryder ud i sang.
Følelser fra dansegulvet i ”En skønne dag”
Filmen er en musical, hvor franske kærligheds- og klubsange overtager dialogen. Og det føles til tider en anelse akavet. Nogle gange fordi en samtale sagtens kunne have udtrykt pointerne fra Stromaes hit ”Alors on danse” fra 2009. Andre gange fordi det er som at se en video fra en beruset aften fra dansegulvets sidste sang, hvor alle råber lidt for højt og synger lidt for falsk.
Men måske er det en værdig bedrift at kunne udrulle publikums følelsesregister fra ungdommens cringe øjeblikke. Især når Céciles ungdomsflirt, Raphaël (Bastien Bouillon), midt på en skøjtebane sender, hvad han sikkert selv opfatter som seje og charmerende håndtegn, mens han synger sine vers fra sangen ”Femme Like U (Donne-moi ton corps)” af den canadiske rapper K.Maro fra 2004.
Problemer på hjemmefronten
Cécile har jo faktisk også en lurende graviditet fra Paris, der kun kompliceres, når kæresten Sofiane (Tewfik Jallab) kommer på besøg i provinsen. Som de andre mænd i filmen mener han ikke, at abort er svaret. Kun Raphaëls kone (ja, Raphaël, der stadig flirter med Cécile, mens han er gift) udviser respekt for Céciles valg. Og netop her understreger filmen, at selvom kvinder kan nå til tops i karrieren, er der stadig ligestillingskampe i hjemmet.
Med Sofianes ankomst kommer vi nærmere på en anden kvindes længsel: Céciles mor Fanfan (Dominique Blanc). Hun vil til Italien og begynder at lave pasta vongole, servere spritz og siger ”salute!” med tryk på e’et. Og så ryger hun i smug i en autocamper og synger Dalidas og Alain Delons 1973-duet ”Paroles … Paroles …” (der oprindeligt var en italiensk sang fra 1972) med sin datter, hvor de hiver solhatte, vifter og martiniglas fra familiens uforløste ferier frem.
Filmen portrætterer konsekvenserne for familien, da datteren rejste til storbyen, deltog i tv-programmet Top Chef og opnåede sine karrieredrømme: Konsekvenserne af at faren Gérard (François Rollin) stædigt fastholder sin arbejdskapacitet på trods af sygdom, og konsekvenserne af at den hensynsfulde mors ønsker i årevis er blevet negligeret. Men med rappe, tilspidsede kommentarer fremstår de til tider hårde familiedynamikker aldeles sjove.
I bund og grund kan familiens skænderier spores tilbage til rødder og længsel, som den danske filmtitel En skønne dag vemodigt udtrykker det. Nogle gange overdøver de fjumrede musicalnumre det ellers interessante handlingsforløb, hvor de visuelle virkemidler er helt i top. Men hvis der ikke er plads til eksperimenter i instruktøren Bonnins første spillefilm, hvornår er der egentlig så? Om ikke andet inviterer filmen os ind på en nostalgisk rejse med traditionsrige retter, kærlighedsaffærer og en masse humor med ombord.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og