
DIGITAL CHIKANE // KOMMENTAR – Sisse Sejr fik 30 dages betinget fængsel for stalking og digital chikane af en anden kvinde. Jeg ved, hvordan det føles for den forurettede – for jeg har selv været der. Digital chikane æder sig ind i kroppen, i relationerne og i arbejdslivet. Og det gør noget ved et menneske.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 26. marts 2025 sad Sisse Sejr i retsværelse 27 i Københavns Byret, da hun var tiltalt for at have stalket og digitalt chikaneret en anden kvinde. Politiet og anklagemyndigheden havde gjort deres arbejde, Sisse Sejr havde erkendt – og nu faldt dommen.
Sisse Sejr fik 30 dages betinget fængsel, og selvom den forurettedes bisidderadvokat havde krævet en erstatning, blev det ikke imødekommet.
Om straffen er betinget eller ubetinget, har jeg ingen holdning til – ud over at det er godt for Sisses børn, at hun ikke skal i fængsel. Men jeg har virkelig svært ved at forstå, at dommeren ikke fulgte den forurettedes bisidderadvokat, Miriam Michaelsens, anmodning om erstatning til offeret. Beløbet kan altid diskuteres – men ingen erstatning?
For at gøre en trist historie kort: Esben Bjerre, Sisse Sejrs mand, var hende utro, og Sisse valgte nu at gå digitalt til angreb på ”den anden kvinde”.
Hun ønskede, at hendes mål skulle lide.
Under retssagen kom det frem, at Sisse Sejr misbrugte offerets informationer over 81 gange. Det resulterede i hundredvis af nyhedsbreve, opkald og bookingbekræftelser fra restauranter, som troede, den forurettede havde reserveret bord. Hun er madanmelder. Sisse Sejr forsøgte også at få oprettet værgemål for kvinden, tilmeldte hende Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade og anmeldte hende til rottefængeren i København. Uden at kende alle detaljerne kontaktede hun også en psykolog med den forurettedes oplysninger.
Undervejs i det lange chikaneforløb bad den forurettede om at få et polititilhold mod Sisse Sejr – uden held.
Det lyder som noget fra en Netflix-film. Men det var virkelighed for den forurettede – og jeg ved, det ikke har været rart.
Det slår hårdt
Jeg fulgte med i livechatten hos diverse medier, der var til stede i retssalen. For sagen ramte mig personligt.
I 2017 blev jeg som journalist udsat for grov digital chikane efter en artikel. Jeg var ikke den første journalist, der havde skrevet om emnet – men jeg var den første, de ansvarlige gik efter. Dengang fandtes der ikke en selvstændig paragraf i straffeloven, der kriminaliserede stalking og chikane. Den trådte først i kraft 1. januar 2022, så det føltes som op ad bakke, at få politiet til at tage min sag alvorligt.
Nu skal det ikke handle om min sag, men om hvordan det føles at blive udsat for digital chikane – og åbne op for en debat om, hvorvidt der bør følge erstatning med i sager, der vedrører paragraf 242.
Jeg kan levende forestille mig, hvor ubehageligt det må have været for den forurettede under retssagen at få indsigt i, at hun var blevet overvåget
For jeg blev – helt som den forurettede i Sisse Sejrs sag – tilmeldt alt muligt og umuligt.
Det var som at befinde sig i en digital krigszone. Man ved aldrig, hvornår næste angreb kommer. Man venter hele tiden på det næste opkald, hvor man skal forklare en virksomhed, at man er udsat for chikane, og undskylde for, at de er blevet forstyrret. Man modtager mails, nyhedsbreve og tilmeldinger, man skal forholde sig til og afmelde igen. Man skal undskylde til pizzabudet og taxachaufføren, der kører forgæves. Til sidst måtte jeg, efter anbefaling fra politiet, lukke for min dørtelefon. Jeg anede ikke hvordan, så jeg klippede ledningen – og lukkede derved også for overboens.
Jeg lever fortsat med hemmelig adresse, og siden chikanen har jeg ikke lagt et eneste billede af mig selv på nettet.
Jeg blev også skrevet op i en swingerklub og fik en sms fra en mand, der spurgte, om jeg var til bondage eller vanilje. Ja, det lyder sjovere, end det var – for dengang boede jeg alene og blev ærligt talt lidt skræmt. Da jeg skrev tilbage og spurgte, hvad fanden han havde gang i, blev han flov og tog straks kontakt til klubben og fik mig meldt ud. Tak for dig. Kan I forestille jer en uskyldig mands skam?
Den digitale chikane blev med tiden mindre, men blev erstattet af trusler mod min familie. ”Hvis nogen blev dømt i sagen, så …” Og så ved jeg, at de fortsatte med at overvåge mig.
Det opdagede jeg, da jeg holdt et foredrag for Journalistforbundet, hvor jeg fortalte om chikanen. Forbundet livestreamede det på deres website, og bagefter fik jeg en mail fra en af krænkerne. De havde fulgt med. Helt som det nu er kommet frem, at Sisse Sejrs veninder overvågede den forurettede for Sisse.
Chikanen flytter ind
Når dommeren ikke mener, at der er belæg for, at den forurettede skulle have erstatning, så kan hun umuligt vide, hvordan digital chikane og stalking påvirker et menneske.
At den flytter ind i kroppen. Den sover i ens seng. Den siver ind i relationer og arbejde. Man bliver nedbrudt – mentalt og fysisk. Jeg var i de år virkelig ikke den bedste udgave af mig selv. Men jeg holdt ud. Jeg stod op og levede. Jeg arbejdede. Som freelancejournalist kunne jeg ikke andet. Og så ønskede jeg ikke at vise, hvor meget det påvirkede mig. Jeg var ramt på min forfængelighed. Indtil jeg en dag ikke kunne mere.
Det var i 2022, efter min fars død. Når jeg forsøgte at skrive en artikel, sad jeg i stedet helt stille foran computeren – ude af stand til at skrive ét ord. Jeg troede, det var sorgen, men med hjælp fra en psykolog gik det op for mig, at jeg havde udviklet PTSD efter chikanen. To år efter det stoppede, var jeg endelig brændt ud. For første gang i mit liv blev jeg sygemeldt med stress. Det tog psykologtimer og en længere periode væk fra computeren, før jeg var klar igen.
Hvad med tort til den forurettede?
Det er første gang, jeg skriver så åbent om påvirkningen. For jeg har været flov over, at min krop reagerede. At min sjæl blev ramt. At jeg ikke kunne holde til det. Og er det lidt endnu. Flov over at lyde som et offer. Jeg er graverjournalist for fanden. Det er en del af det, jeg elsker at arbejde med. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne få et job, hvis et medie vidste, at jeg ikke kunne holde til den slags? Det er blot nogle af de tanker, jeg gik med.
Laurids Møller, psykolog ved Dansk Stalking Center, udtaler til Ekstra Bladet:
”Det kan næsten ikke overdrives, hvor ødelæggende det er. Det er massivt ødelæggende. På alle de parametre, som vi kan måle på, kan vi se, at man bliver ekstremt ramt af det her, og det PTSD-niveau, som vi kigger ind i, er skyhøjt.”
Skulle du, eller dommeren, fortsat være i tvivl om, hvorvidt den forurettede i sagen har været påvirket af forløbet, så kan jeg anbefale at klikke forbi Instagram-profilen To sultne piger. For den forurettede var en af pigerne bag – en madanmelder. Derfor Sisses mange bordbestillinger til hende.
I opdateringen på Instagram beskriver hun så fint, hvor hårdt det har været:
”At blive chikaneret dagligt, systematisk og konstant uden at vide, hvor det kommer fra, hvornår det stopper, eller om det begynder igen, skaber stress, angst, paranoia og en overvældende følelse af magtesløshed og kontroltab over for de mange grænseoverskridende henvendelser, der bare bliver ved og ved og ved.”
Med loven fra 2022 kan man straffes for stalking og chikane, selv hvis man ikke tidligere har fået et tilhold. Det er et fremskridt. Men bør der ikke også åbnes op for erstatning i forhold til omfanget?
Hvis vi skal bruge Sisse Sejrs sag som eksempel, er der vel ingen, der tror, at hun på noget tidspunkt gør det igen. Derfor den forholdsvis milde dom. Men hvad med tort til den forurettede?
Den manglende forståelse
Under retssagen slog det mig, at der er mange – ud over dommeren – som ikke forstår, hvor voldsomt det er at blive udsat for digital chikane.
Sisse Sejr fortalte, at hendes psykolog kunne ”se humoren” i hendes chikane af den forurettede. Skift den psykolog ud, Sisse.
Jeg er ikke i tvivl om, at Sisse i dag er klar over, hvor stor påvirkning det har haft på den andens liv. Det ville have klædt dommeren at dømme hende til at betale erstatning
Hun fortalte også, at hendes veninder havde hjulpet hende med at overvåge kvinden for at se, om kvinden blev påvirket af chikanen. Måske skal de samme vej, Sisse.
Læg det sammen med, at hendes mand er hende utro – så håber jeg virkelig, at Sisse snart får sig et bedre netværk. For en kvinde, der bliver bedraget, har ikke brug for hjælp til at begå kriminelle handlinger eller en psykolog, der ser humoren i det. Hun har brug for støtte, trøst – og måske i sidste ende en hjælpende hånd til at smide manden ud af sengen.
Men det er en helt anden historie. Og i sidste ende hendes eget valg.
I retten sendte Sisse Sejr en stor undskyldning til den forurettede. Det samme har hun postet på sin Instagram-profil. Jeg er ikke i tvivl om, at Sisse i dag er klar over, hvor stor påvirkning det har haft på den andens liv.
Det ville have klædt dommeren at dømme hende til at betale erstatning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.