SKAM // ESSAY – Har du hørt om ”walk of shame”? Nå, Maja Petrea Fox har i alle tilfælde et hjørne af skam. Praktisk og mentalt det sted, hvor tingene bliver lagt hen, som hun ikke orker eller ønsker at se i øjnene. Men nogle gange hjælper det at skrive om dem…
Nu har jeg kigget på mit hjørne af skam i 3 uger. Hvis I ikke ved, hvad et hjørne af skam er, så vil jeg vove at påstå, at I aldrig rigtigt har levet. Men jeg vil naturligvis gerne forklare jer det.
Et hjørne af skam, er det hjørne i stuen, hvor man placerer alt det, der skal lægges på plads på et senere tidspunkt.
Bøger, sokker og dårligt selvværd
Det kan f.eks. være bøger, papirer, sokker, der skal sorteres, ting, der skal byttes, ting, der skal fixes (ikke heroin, men f.eks. en trøje, hvor lynlåsen er gået i stykker), gamle aviser, tøj, der skal lægges sammen, et ugegammelt skænderi, eget dårligt selvværd og alle vores barndomstraumer på en gang. Alt det, ligger i hjørnet af skam.
Det skal dermed også siges, at hjørnet af skam kan vokse sig ud i hele stuen, hvis man ikke passer på – eller ikke lærer at stable ordentligt.
Når man lukker øjnene for hjørnet af skam og går rundt i blinde, så går man bare direkte ind i det ene hjørne af skam efter det andet
Jeg ser mig selv som en stablingens mester. Jeg kan stable alt. Jeg kan stable ting i mit hjørne af skam, indtil det går helt op til loftet, siger jeg jer. Hold kæft, hvor kan jeg stable. Jeg har f.eks. engang haft så mange hjørner af skam herhjemme, at jeg ikke kunne komme ud ad hoveddøren.
Du kan ikke lukke øjnene for hjørnet af skam
Så jeg gik bare i seng. Jeg lå i sengen i flere år af samme årsag. Jeg lyver skam ikke. Men efterhånden som jeg lå der, så gik det lidt efter lidt op for mig, at det måske i virkeligheden ikke var så cool at være en stablingens mester. Det bliver tungt og støvet i længden.
Kan I følge mig?
Først så prøvede jeg bare at lukke øjnene. Det virkede ikke rigtigt.
Når man lukker øjnene for hjørnet af skam og går rundt i blinde, så går man bare direkte ind i det ene hjørne af skam efter det andet. Donk! Donk! Bonk! Ja, og når man så har fået tilpas med blå mærker af den teori, så må man prøve noget andet.
Jeg prøvede f.eks. at brede hjørnerne af skam ud over hele gulvet, og det virkede til at starte med som en ualmindeligt god løsning. Jeg kunne se farven på væggene igen og i vinduet hang solen svovlgul og doven.
Men hver eneste gang jeg tog et skridt i lejligheden, kvaste jeg tingene og fik splinter, og jeg ved snart ikke hvad, op i fødderne.
Det skal bare ikke være let
Okay, nu bliver min forklaring længere end først antaget. Jeg ved, at I ved nogenlunde, hvad jeg mener, men det, jeg prøver at sige, er:
Det skal bare ikke være let. Hvis det er let, så er der noget galt. Okay?
For sådan er det med hjørner af skam. Man skal elske dem i stykker. Et stykke ad gangen
Man er nødt til at tage en ting ad gangen. En sok ad gangen. Find makkeren. Sæt dem sammen. Læg dem på plads i skabet. Smid de gamle aviser ud. Sæt bøgerne på plads i reolen. Sig undskyld, hvis det er sandheden.
Send et håndskrevet brev til Christiansborg, hvori du skriver, at de alle sammen kan rende dig i røven. Lad være med at stable det i hjørnet. Lad være. I kan alligevel ikke slå mig. Stablingens mester.
Med inderlig kærlighed
Nå, men nu har jeg så kigget på mit hjørne af skam i 3 uger, og det er et flot tårn. Jeg har endda peget på det dagligt og omtalt det med en nærmest inderlig kærlighed, imens min elskede mand har stået og nikket, fortrøstningsfuldt og forstående.
For sådan er det med hjørner af skam. Man skal elske dem i stykker. Et stykke ad gangen. Det var bare det, jeg ville sige. I dag. Ja.
Og imens jeg har skrevet dette, er endnu et hjørne af skam besejret. I morgen bygger jeg fundamentet til et nyt. Sådan er livet jo så smukt.
LÆS FLERE INDLÆG AF MAJA PETREA FOX HER
Topfoto: Hans Braxmeier, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her