REJSEREPORTAGE // ESSAYSERIE – ”De traumer folk har med sig fra krigens tid, har taget bo i vores land også. Husk det! Det er derfor vi ikke bryder os om, at folk kaster med brosten. Vi har – som nation – prøvet nok.” Mogens Cuber bor, rejser og cykler rundt i Slovenien og taler med de indbyggere, han møder på vejen. I fjerde og sidste del af serien forsøger Mogens Cuber sig med lidt yoga for at imponere slovenerne. Læs de foregående afsnit her.
SKOFJA LOKA – På bispens enge – i dalstrøget mellem bjergene. De store vidder. Den fede jord. Vi har vendt det hele ryggen i dag. 800 meter op. Luften er klar. Men med et ændrer landskabet sig. Tågen, der kommer fra den fugtigere luft nede ved Trieste og Lagunerne omkring Venedig, har ubemærket sneget sig ind på os.
I mit hoved kører en stemme. Jørn Leth messer: De er på den store klinge i dag. De diskuterer. Der er rytme og ro i feltet, men nu går nordboen i udbrud. Han åbner ballet med en provokation. Spørgsmålet er, om slovenerne bidder på krogen. Sidder de med?
Ærlig talt. Vi sidder bare og snakker, og røven går, som man siger. Der er plads nok til drømmene på Lubnik. I Naze. Baren er lukket, men man tager bare en øl eller vand fra kassen, der er stillet op udenfor. Klingende mønt i dåsen. Det er som i Danmark, når tilliden er bedst til broderfolket. Også det fungerer nogenlunde i Slovenien. Tilliden. Så længe det foregår lokalt.
Med tog blev han transporteret fra Ljubljana via Zagreb til Beograd. Det blå tog – Titos tog. Ikke armeret og beskyttet mod attentater som Stalins tog
Det andet, lokalpolitikken og det geopolitiske, det game sluttede med Tito. Og nu er det altså i 1980 Tito stillede træskoene. På et hospital i Ljubljana, 4. Maj 1980. Og ikke i Beograd. Den største statsmandsbegravelse i verdenshistorien fulgte efter.
Med tog blev han transporteret fra Ljubljana via Zagreb til Beograd. Det blå tog – Titos tog. Ikke armeret og beskyttet mod attentater som Stalins tog. Og til begravelsen kom de alle sammen – næsten. 128 lande stillede med en delegation. Og så blev der først stille, og man gik på listesko og hviskede i krogene; Hva’ nu?
Siden raslede man med sablerne – et årti tog det. Så faldt korthuset fra hinanden. Den nuværende premierminister, Jansa, sad i den regering, der var med til at gøre Slovenien selvstændig, og med nød og næppe undgik krigens ødelæggelser.
De to cykelkammerater og resten af selskabet, som efterhånden har samlet sig i Naze, måber
Han var en ung mand dengang. Nu er han først i 60-erne. Måske skulle han helt holde sig væk fra det der SoMe?
”Han skulle gøre som os andre. Cykle noget mere. Han skulle kigge forbi her på Naze. Det er det, han skulle.”
De to cykelkammerater og resten af selskabet, som efterhånden har samlet sig i Naze, måber. Et enkelt øjeblik tænker jeg de er imponerede over danskeren.
For han har hængt sig i en sele i gyngestativet. Det er Yoga, hvisler jeg – det er godt at sætte tingene lidt på hovedet ind i mellem, fortsætter jeg kækt.
Sandheden er, at det gør pisse ondt i benene, for efter ti års pause, er selv to minutter på den her måde smertefuldt.
Men, manøvren lykkes. Delvist. Der tages fotos. Og jeg har for engang skyld imponeret en slovener. Det sker yderst sjældent. De ved på en eller anden måde godt selv, hvor gode de er.
Det, der gør det udholdeligt, er, at man ikke som i eksempelvis kærestens hjemland, Kroatien, buldrer og brager rundt med floskler, flag og forholder resten af verden med deres overlegenhed. Nej, slovenerne tager det sådan lidt Polako-Polako (stille og roligt).
Mange af de ældre vil stadig gerne hænge deres hat på den krog. At tiden dengang var bedre
Men at hænge med hovedet nedad, og i samme åndedrag invitere hele flokken med på min egen finale inden TV-tid på en søndag, nemlig at tage en dukkert i Sora, der løber gennem Skofja Loka; det sætter folk på plads. Et øjeblik. Men så vender vi tilbage til tiden med Tito.
Mange af de ældre vil stadig gerne hænge deres hat på den krog. At tiden dengang var bedre. Mere sikker, mere enkel. Alle havde arbejde. Alle havde tag over hovedet. Og Tito elskede Slovenien. Han besluttede sig for at dø her også. Koldbrand i benet. Mere sikkert at stille træskoene her end i Zagreb, Sarajevo eller Beograd.
Slovenerne er pragmatisk anlagt. Ikke for meget fra Balkan. Ikke for meget germansk. Ikke heller italiensk i tanke og handling. De er – ja slovenere, og de skaber resultater. Vi ser det i økonomien som siden 2014 gradvist er blevet bedre.
Tech-industrier blomstrer. Turismen blomster. Blomstrede. Universiteterne producerer dygtige, unge mennesker, som i mange tilfælde stikker af til udlandet. Men mange bliver også hjemme, for igen og igen har jeg hørt dem sige; vi har forsøgt ude. Men hjemme er bedst.
Vi har alt i verden. Vi skal bare lige finde vores ben. Med det ene i socialismen og det andet i kapitalismen, så risikerer man at vrikke rundt på foden.
”Måske det er derfor, Jansa træder folk over tæerne?” foreslår jeg.
”Good point. Vi leder stadig efter vores ben at stå på. De unge især. Tiden før, under og efter Anden Verdenskrig fylder fortsat meget i vores bevidsthed. Der er ikke ryddet op. Og det der skete i 90’erne. Krigene i Kroatien og Bosnien især. Puha.”
Jeg indvender, at Slovenien slap nådigt ud af problemerne i begyndelsen af 90’erne.
Marco svarer ihærdigt, at det er rigtigt, men 100.000-vis af flygtninge sydfra endte i Slovenien.
”De traumer folk har med sig fra krigens tid, har taget bo i vores land også. Husk det! Det er derfor vi ikke bryder os om, at folk kaster med brosten. Vi har – som nation – prøvet nok. Forstår du?”
Vi tygger drøv på ordene. Tankerne bevæger sig i alle retninger. Sikken en søndag. Mon jeg når hjem for at se Roglic løfte pokalen?
Men så siger jeg henkastet:
”Var tiden bedre dengang? Under Tito?
Ja, han er i hvert fald ikke Tito. Han ville ha’ skrevet et brev. Eller taget telefonen og ringet. Tweets er helt sikkert ikke Titos game
Blandt Lycra-mænd og -koner er svaret entydigt JA.
Men han fik sat benet af til sidst. Tito. Ikke mere cykling til den herre.
”Han elskede Slovenien og gik ofte på jagt her i området,” siger Gregor.
”Han var en diktator, ikke?”, spørger jeg.
”Han samlede landene under sig. Og satte alle de jugoslaviske republikker på verdenskortet. Der var respekt om Tito.”
”Er det vigtigt? Med respekten?”, spørger jeg.
”Ingen regner med os. Hverken Slovenien eller de andre tidligere republikker i Jugoslavien. Vi føler os overladt til os selv.”
”Måske Jansa bare havde brug for at meddele sig til verden. At han er her. At vi er her?”, foreslår jeg.
”Ja, han er i hvert fald ikke Tito. Han ville ha’ skrevet et brev. Eller taget telefonen og ringet. Tweets er helt sikkert ikke Titos game,” griner Gregor.
Vi skåler på Roglic sejr i Vueltaen. Vi kan ikke komme videre nu. Ikke med Tito og den tid. Det kapitel er for stort at tage hul på en søndag i begyndelsen af november. Men hvad så med Pogacar. Ham må vi vende, inden turen igen går de syv kilometer til dalen.
Det morer mine nye venner at jeg har kontakt til Pogacar.
”Jeg har udfordret ham til at cykle mod mig op her til Naze,” siger jeg.
”Vil han det?” spørger kvinden med den nye cykel. Hun ser mistroisk på mig, men siger ikke noget om hverken min fremskredne alder og valg af cykel her i terrænet.
”Jeg skal selvfølgelig cykle på en E-bike. Så får han bank,” svarer jeg kækt.
”Det tror jeg ikke, han får. Han har jo cyklet her mange gange. Han er hurtig. Syv kilometer op, tager ham 20 minutter maks,” siger Marco.
Jeg viser dem mit design. Jeg har lavet en plakat, som skal hænge her i Naze en skønne dag. Og så skal der trykkes T-shirts. Til ham og kæresten, og mig selv:
”Skål for Pogi. Han tog dem alle sammen bag fra. En for en. Uden hjælp fra andre. Det er typisk slovensk. Vi gør det på vores egen måde,” konstaterer harmonikaspilleren der nu rejser sig for at gøre klar til nedturen. Det er blevet køligt, og vi skal jo bryde op for at komme hjem for at se Roglic på sejrsskamlen i Madrid.
To flasker øl. Tre tomme snapseglas. En kølig brise der stiger op fra dalen. En hund glammer. Ravnen skræpper. Fra et sted uden for synsvidde et barn der gentager den samme strofe igen og igen – “Tra-la-la-la-la. iiiiuhhhh.”
Et øjeblik senere kommer familien ud af skoven. Den mindste traller lystigt på skulderen af sin far. Mor og den ældste datter er gået i forvejen, og snart vil de bænkes ved bordet ved siden af os. De vil tage masker på, og hilse høfligt.
Der vil være snak om højdemeter, vejrlig og hvad i alverden det skal gøre godt for at bruge tweets til at kommunikere på. Sådan noget moderne pjat. Det hører ingen steder hjemme. Og så går vi hver til sit. I morgen lover meteorologerne temperaturer op til 16 grader i løbet af dagen. Der er ingen grund til at blive indenfor.
Vi håber det bedste, også for Jansa. Det er jo trods alt bare en storm i et glas vand. Bare ord. Og det kan ingen bruge til noget i et land, der vader i succes. Sportslig succes vel og mærke. Her nyder vi at komme bagfra og tage konkurrenterne en for en.
Selv har jeg det stadig til gode på stigningen op til Naze. 7% i gennemsnit over syv kilometer, det rækker ikke at være vokset op på Mols. Jeg bliver fortsat overhalet igen og igen. Men jeg deler drømmene med slovenerne.
Om at i morgen igen er fantastisk cykelvejr. Jeg håber at møde Pogi en af dagene. Og også gerne Roglic. Eller for den sags skyld, Jansa.
Alt kan ske i Slovenien. Det er derfor, jeg kalder landet for Slaraffenlandet. Eller gjorde. Indtil den 20. september i år. En landsbyknægt fra Komenda løfter træfæet i Paris. Nu kalder jeg det bare Pogi-wonderland. Mit Vinterby Øster.
Jeg tænker, Astrid Lindgren og Pippi ville trives her. Eventyr, vovemod og fremfor alt grønt og grusomt gavmildt med en natur, der lokker og kalder på store sportspræstationer. Så nej tak til brosten. Ja tak til at vi beholder fødderne på jorden. Eller på pedalerne. Lade benene tale. Alle kan ha’ en dårlig dag.
Jansa havde en i sidste uge. I den uge der kommer vil jeg igen skrive til Pogacar for at høre, om han er klar til en challenge?
Sidst han svarede, var det blot med et DOBRO. Godt så.
Vel nede i Skofja Loka 20 minutter senere vender jeg mig om på broen, der forbinder den gamle bydel med en tom bussstation. Har lige passeret en flok unger, der knapt kan gå. Men cykler rundt på hovedstrøget og leger tag fat. En far på MTB holder øje.
Himlen åbner sig over Lubnik. Med flammeskrift skriver jeg på en indre monolog: Vi vil fred her til lands. Lad os alle cykle noget mere. Det er så godt for sjælen.
LÆS HELE SERIEN AF MOGENS CUBER HER
Fotos: Mogens Cuber, Cuberscorner.com
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
