NATURFILM // ESSAY – Hverken biodiversitetskrisen eller klimaproblemerne er blevet løst i juleferien, men POV’s filmredaktør Mikkel Stolt har gjort en særlig observation vedrørende naturfilm og -programmer. De er som regel udtænkt til at øge vores glæde ved og interesse for naturen, men formidling af naturen er ikke så let. Den filmtekniske “nyopdagelse” – droneoptagelsen – er blevet et kært redskab for mange, men hvorfor kommer droneoptagelser til kort, når det handler om at formidle natur?
Naturfilm har været populære på tv længe. DR er flinke til at vise dem, og der findes jo også hele kanaler, hvor sendefladen er sat af til netop film og programmer om den del af vores verden, som ikke lige er menneskeskabt. Det er jo efterhånden ikke ret meget af den, og som gammel naturflipper og dokumentarfilmmager har jeg i årevis selv gået og funderet over, hvordan man i en kunstnerisk form bedst kan skildre naturen.
Jeg har opgivet flere gange, fordi jeg hurtigt fandt ud af, at man lige med det samme ryger ned i nogle klichéer, som man har set et utal af gange. Risikoen for at romantisere eller disneyficere dyre- og plantelivet er overhængende, og det er som om, at de normale filmiske virkemidler er for begrænsede. Måske af den helt banale grund, at naturen var her uendeligt meget tidligere end mennesket, og at mennesket dukkede op, betragteligt før filmen gjorde. Er vi i virkeligheden stadig ved at finde ud af, hvordan vi taler om og formidler naturen?
Dokumentar, fiktion og teknik
Filmens natur var fra starten delt op i to grene, den dokumentariske og den fiktive, men meget hurtigt fandt man ud af, at de to formidlingsformer jo også kunne blandes på forskellige måder. Det har man så gjort i mere eller mindre grad siden – og især inden for naturfilm.
Man har fundet særligt sympatiske tv-værter og eksperter til at føre os ind i naturens mysterier; man har menneskeliggjort dyrene, for at vi bedre kunne identificere os med dem; man har krydsklippet spændingsfyldt mellem bytte- og rovdyr, og man har lagt musik på, som virkede dragende, mystisk eller dramatisk afhængigt af sammenhængen.
Samtidig har man udviklet det tekniske apparatur, og især de ekstreme telelinser – sammen med fotografernes tålmodighed og evner – har givet fascinerende indblik i for eksempel sneleopardens tilværelse i Himalaya. Det var som at være der selv, når man sad hjemme i stuen, og æstetikken – altså den måde, man filmer, klipper, efterbehandler og så videre – er derfor meget afgørende for vores oplevelser. Det er ikke kun ’handlingen’ eller genstanden for filmens tematik, der bestemmer, hvad vi ser og oplever. Men før jeg bliver mere konkret med det, jeg tænker på, så tillad mig lige at være det modsatte.
”Enhver kamerabevægelse er et spørgsmål om moral”, er den franske filminstruktør Jean-Luc Godard citeret for, mens han vistnok i virkeligheden lavede en kommentar til sin mere ukendte kollega, Luc Moullet, der i det ansete tidsskrift Cahiers du Cinéma havde sagt det omvendte, nemlig at moral er et spørgsmål om kamerabevægelse. Godards kommentar var måske bare for at være morsom – eller så morsom, som Godard nu kunne være – og meningen er i begge tilfælde i hvert fald svær at udlede direkte. For det afhænger af den konkrete situation, som filmskaberen befinder sig i – og som tilskueren dermed på et senere tidspunkt vil befinde sig i.
Men det giver faktisk mening at se på det på den måde, for essensen er jo, at man ikke kan filme en scene på en bestemt måde, uden at det vil påvirke både scenen, filmen, oplevelsen og meningen. Du er, hvad du gør – i særlig grad når du laver film. De franske filmfolk brugte (vistnok) de engelske termer, ’travelling shot’ eller ’tracking’, som vi har oversat til ’kamerabevægelse’. Men i de dage dækkede det mest over, at kameraet var placeret på skinner, hvilket man sjældent bruger mere på grund af andre tekniske opfindelser som steadicam og ja, droner.
Dronen på værket
For droneoptagelser er det, jeg gerne vil tale om her. Altså optagelser med et kamera placeret på en lille ’helikopter’, som kan flyve i alle retninger, hurtigt og langsomt. Et genialt værktøj til at se ting lidt fra oven.
Jeg sidder selv pt. og klipper nogle programmer til TV2 om unge arkitekter og deres arbejde, og vi har bunker af dejlige dronebilleder, vi kan klippe til, når vi har brug for overgange, eller når vi skal skjule et eller andet teknisk i optagelserne, der forstyrrer historien (for eksempel at fotografen under reportageoptagelserne blev nødt til at flytte sig hurtigt, mens de medvirkende stadig snakker). Og det er sådan set meget praktisk, når man skal se et hus fra alle sider – også taget. Bevares, man kunne have klaret sig uden, ligesom man gjorde før dronens opfindelse, men det ser sgu så lækkert ud.
Så i naturfilm og -programmer, der skal videreformidle en oplevelse af den storslåede natur, er det vel et kærkomment middel til at give os mennesker et overblik? Så vi bedre kan overskue det, som programmet vil have os til at overskue? Men så er det bare, at jeg bliver i tvivl. For det begynder at ligne et modefænomen fremfor en teknologisk landvinding eller en fordel for fortællingen.
Generelt bliver naturfilm produceret for at skabe fascination og for at få os til at værdsætte det mangfoldige liv, som kloden indeholder, og ofte bliver mennesket også inddraget for at sætte lys på forholdene mellem menneske og natur. Det skaber ofte nogle fortællemæssige modsætninger, der kaster lys på et eller andet problematisk forhold, men kun sjældent præsenteres vi for den idé, at mennesket jo bare er en del af naturen.
Dermed er mennesket fortsat adskilt fra naturen – af en kamerabevægelse
Dette er dog ved at ændre sig, for ganske langsomt er vores syn på klodens mylder af liv, og hvordan alle de enkelte elementer hænger sammen, blevet udfordret af de problemer med klimaet og artsdiversitet, som vi står over for. Og der er opstået et nyt behov for, at de film- og tv-folk, der kerer sig allermest om naturen, fortæller alle andre, at der altså virkelig er noget på spil. Det er ganske vidunderligt, synes jeg, at vi er kommet dertil.
Overblik eller overdrevet?
Men så er det, at der er noget med de evindelige dronebilleder i film om naturen, der generer mig. Dels bruges det af alle efterhånden – fra ejendomsmæglervideoer over moderne tv-talk-shows til de ”flyvende” billeder i computerspil – hvilket giver en følelse af indbygget banalitet hver gang, man ser det, dels giver det mig en mistanke om, at den type optagelser slet ikke bringer os tættere på naturen, men længere væk.
Ikke bare konkret og bogstaveligt, men sådan på et følelsesmæssigt plan. At lige dét æstetiske valg distancerer seeren fra materien, som burde være den fantastiske verden, der omgiver os. Fordi det er blevet til en æstetisk kliché. Og dermed er mennesket fortsat adskilt fra naturen – af en kamerabevægelse. Det er måske ikke amoralsk, men det er vel heller ikke moralsk.
Nå, måske er det bare mig – og jeg skal måske bare være lidt mindre følsom over for klichér af enhver art. Men jeg leder stadig selv efter det helt geniale formsprog til at videreformidle den vidunderlige, naturlige verden, der er omkring. Måske er film bare ikke måden – fordi det ikke kan gøres organisk nok til at skildre alle andre organismer, selvom alle vi filmfolk føler, at det netop er ”organisk”, når vi laver noget lækkert i vores programmer. Det bliver lidt langhåret nu, kan jeg godt høre, så jeg vender tilbage til dronebillederne i vores arkitekt-programmer. Det siger min chef i hvert fald, at jeg skal.
PS. De afbildede film/programmer kan ses på hhv. TV2 Play og DR.TV.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
